The Psyke Project-turnédagbog, kapitel 1
The Psyke Project vælter lige nu det danske land på Danmarks Tungeste Tour 09 sammen med århusianske The Burning. Touren startede i fredags på københavnske The Rock.
Foto: Jens Høll
The Rock, København - 25. september
The Rock! Ja, det sted har sgu aldrig været vores kop the af et spillested. Når det kommer til de fede københavnske metal koncertoplevelser, har vi altid været til Loppen, Luux og Stengade. Men når det er sagt, var vores aften på The Rock i fredags en særdeles fantastisk oplevelse.
Da vi kom til spillestedet, blev vi trakteret med en kulinarisk oplevelse af bibelske dimensioner bestående af kaviar, duehjerter og kondor-æg. Vi levede i et kort øjeblik som konger, og nød disse eksotiske specialiteter i en oral ekstase, mildt underbygget af franske vine med en buquet og næse, som ellers kun grever og baroner er forundt. Der var lagt op til en god og særdeles behagelig aften! The Burning styrede scenen med deres jydske stand up comedy-metal, mens lokal-supportbandet Scarred By Beauty gav den max gas, i et dejligt skær af ungdommelig virilitet og trubadur.
Apropos The Burning, magen til en gang velopdragne jyder. På trods af, at deres kæmpemæssige torsoer er sjasket ind i helvedestatoveringer, formår de stadig, med nærmest feminin røst at takke pænt for maden og aa'e de lettere usikre spillestedsfolk, der varsomt entrerer deres backstagelokale med lækkerier, som asiatisk blæksprutte sovs med mere. Ja, anderledes ser det ud, når det mægtige TPP-crew ankommer og imponerer The Rocks kvindelige, som mandlige personale. Det er ingen hemmelighed, at vi er nogle flotte fyre.
Og at vi valgte The Bøvning som main support, er ej heller en tilfældig beslutning. Deres brogede og en kende gumpetunge selskab kanaliserer massive mængder af sollys og glans i vores retning, der lige gør os dét ekstra flotte. Åhh hvilken genial strategisk beslutning, vores tyske pladeselskab så godt kom med - “guys, you are quite handsome. chose The Burning and press/people will think you are even more handsome than reality. important“ lød emailen fra tyskland. Men venlige, det er de. Virkelig! Kulturforskellene er dog ikke til at overse. Mens The Bøvning nedskriver tourdagbog på metalzone.dk i bedste “mædl stil” om fisse og hornmusik, florerer TPP i GAFFA-segmentet, i form af denne dagbog, der mere er en socialrelalistik observering af populærkulturelle fænomener som The Bøvning, end en egentlig beretning om egne fin-kulturelle bedrifter. Den danske metalscene er af en forunderlig størrelse, og typerne mange. En ting, alle bands dog altid vil have til fælles er alle de bajere vi er i stand til at høvle, høvle og atter høvle. Og stadig formå at spille teknisk, energiske kompositioner som metalmusik nu er. Imponerede, og eliteidræt værdigt.
Vores første koncert sammen på The Rock gik over alt forventning, og vi i TPP er rigtig glade for vores nye tourband-selskab. Vi glæder os allerede til deres brogede, og lettere gumpetunge selskab igen!!
Pitstop, Kolding - 26. september
Vi starter med en gåde:
Hvordan ved man, at man kører ca. 900 meter bag The Burnings tourbus på en motorvej et vilkårligt område af Danmark, lad os sige Fyn?
Svar: Der lugter usandsynligt meget af gødning. Så meget endda, at vi gentagne gange måtte ringe til deres chauffør og bede ham køre en kende hurtigere, så TPP og crew i det mindste kunne transportere os af sted mod Kolding i ren luft. For lugte, det kan drengene i The Gødning!
Men når det sagt, skulle vi spille sammen lørdag i Koldings Pitstop, og vi glædede os. Og for satan da et fedt spillested. Backstagelokalet har egen bar, DJ pult, lækre sofaer og en stripperstang. Eller plejede at have en stripperstang, for væk var den denne gang. Eftersigende knækkede den 40 millimeter tykke stålbesatte stang, grundet en unavngiven forsanger fra Illdisposeds timevise slangen sig rundt om pælen.
Stang eller ej, Pitstop er altid en fest. Og denne gang skulle vi spille der med selveste The Gødning og lokalsupport bandet DestroyerBoy. Til jer derude, der tænker ”hvordan sådan et band, mon ser ud”, vil vi mene, at små hoppende alfer rundt om en kæmpemæssig stor sort trold af en forsanger rammer beskrivelsen meget godt. Et studie værd af observation, men dog ikke hovedgrunden til, at DestroyerBoy var kaldt ind. De skulle starte festen, og det må vi sige, de gjorde. Tonstungt metalcore spækket til med fede riffs og attitude. Alfemetal går amok! Kolding publikummet er altid en fest og simpelthen så venlige, så stemningen var god, da The Gødning gik på scenen. Efter tre sange stod det dog klart for alle, at lugten i salen var hård og ubarmhjertig, hvilket skabte en sum af energier og forventningens glæder, til hvornår vi i TPP ville ”lufte ud” og ligesom rense luften med vores finfølte tung hardcore sludge metal. Så klimaks ville ingen ende tage, da vi i 45 minutter vekslen mellem stagedives, torsoebanging, seje racerstillinger og højt humør, spillede vores livs koncert. Tak til Pistop for dejlig behandling og awesome afterparty – med eller uden stripperstang.
Det er altid noget, at vi har egen stripperstang monteret i tourbussen.
The Psyke Project fortsætter Danmarks Tungeste Tour 09 sammen med The Burning 9. oktober på Templet i Lyngby.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.