Pilgrimz-turnédagbog, kapitel 1

Pilgrimz-turnédagbog, kapitel 1

"Okay, I’ll go back to the hotel and shower...be back in an hour", informerer den friske tour-manager på vej ned af trappen fra spillestedet. “Don’t forget to masturbate in the shower!”, svarer jeg, med tanken om, at vi to deler hotelværelse og at jeg i morgen skal benytte selvsamme bad!? Satan og helved…nåh, men hold kæft hvor er det bare søndag! Selvom man er på tour i Finland med en masse fede bands, er det stadigvæk fucking søndag! Folk er slappe i betrækket, og uden for spillestedets ruder river kulden i fjæset, og skydækket dominerer himlen.

Vi startede vores tour i Göteborg for ca. 2 uge siden. Vi skulle spille sammen med The Haunted, men de måtte aflyse, da deres trommeslager Per lagde sig med en ondskabsfuld svine-influenza. Vi frygtede sgu ærlig talt et lidt utændt publikum, som ville føle sig afspist med en Pilgrimz-koncert kontra et Haunted-show. Men der blev lagt kul i fyret, da vi gik på scenen, og merch-salget viste, at folk ikke følte sig en skid afspist med vores show. Der var fuldt hus og mange venlige, dog lettere beruset heavy-sjæle…

1-2-3 og af sted igen til Finland, hvor vi skulle mødes med vores nabolandsmænd, Raised Fist. Vi bliver modtaget ret godt på spillestedet, og alle er fyr og flamme, da vi hører, at aftenens show er udsolgt. 900 biletter var blevet revet væk siden billet-salgets start. Vi står lidt og diskuterer med Raised Fist, om det nu også kan være rigtigt, at spillestedet kan huse 900 heavy-tørstige sjæle, for der er nu ikke imponerende meget sal-plads. Men, som aftenen skrider frem, og folk dukker op, kan vi godt se spillestedets politik; ”Luk en helveds masse ind!! – Så må de sgu stå ovenpå hinanden”! – og det gør de så. Folk hænger fra balkonen og står mast på trappen for at se aftenens show. Vi gir den op for fulde hammer, og folk er satme nemme at overbevise. Et moshpit på størrelse med storkespringvandet i København opstår, og folk råber på ekstranummer og mere hegn, da vi går af! Raised Fist går på, men vi får sgu ikke set koncerten, da spillestedets publikums-politik gør, at man nærmest ikke kan nærme sig koncerthallen.

Efter showet står den på druk og ballade med gutterne i Raised Fist. Vores finske tour manager forsvinder, og jeg spørger efter ham hos spillestedets arrangør. ”He was a bit pale, so I let him crash on the couch in my office”, forsikrer arrangøren mig. Vi går i backstagelokalet, hamrer bajerer og hører hegn. Pludselig dukker en skikkelse op, bleg som et A4-ark og rumsterer rundt i vores køleskab. En publikummer, der har sneget sig in backstage, spørger, hvem skikkelsen er, hvorefter han vender sit kridthvide spøgelsesansigt mod og svarer; ”I’m the Tomb-manager”! Alle i lokalet ligger flade af grin. Vi drikker ud og ræser mod et diskotek et stykke fra spillestedet, hvor vi er VIP-gæster for aftenen. Desværre når vi ikke så pisse langt….blæste på Finlandia-vodka bevæger vi os ud i kulden, helt uagtsomme på det finske nattevejr! Vodkaen slår pludsligt med baseball bat, og vi bliver nødt til at vende skuden 180 grader.

Vi finder hotellet, hvor jeg eftersigende ved en fejl lægger mig oven på vores lydmand Søfting, som vælter ud af sengen, og det sidste, jeg husker, er en vækning midt om natten, hvor Aage, vores guitarist, fortæller mig, at jeg nok bliver forkølet, hvis jeg sover nøgen hele natten på badeværelsesgulvet… 

I Stockholm står kids'ne i stride strømme ude foran spillestedet, da vi ankommer. En lettere star-struck fan øjner sin chance til at angribe mig, da min venstre fod betræder Stockholms fortorv. Hun græder, skriger, og ryster over hele kroppen, mens hun hysterisk, som en eller andet besat Beatle-fanatisker, krammer livet ud af mig. Aldrig har jeg set mage! Enten er vores gennembrud i Sverige blevet overset, ellers kommer Stockholmerne ikke specielt meget ud. Vi signerer autografer, merch, og hvad fanden folk har slæbt med (en gren!!) og skynder os ind i varmen på spillestedet og får kaffe. Det lader til, som aftenen skrider frem, at rigtigt mange er kommet for at se os. Det er jo helt overvælmende. Vi efterlader scenen forpustet, og trækker os tilbage til backstagelokalet, hvor promoteren, selskabsfolk, og store cigarer står med julelys i øjnene for at ryste vores hånd. Jeg kigger op på vores bassist og spørger lidt dysset: "Hvad faen sker der?" Han trækker på skulderen og svarer med et skævt lille smil: "De tror vel vi er Volbeat?"

Raised Fist går på, og jeg aner chancen til at smøge den i døren ved backstagelokalets udgang. Her kommer to unge 14-årige teenagere op til mig og spørger om jeg ikke nok kan lukke dem ind, da de har fået benægtet adgang, grundet deres 40 hestes brandert og skæve ben. Dørmanden vil ikke lukke dem ind, og de tuder over deres spildte once-in-a-lifetime-chance for at se the almighty Swedish Fist. Jeg bøjer mig i sympati, og får smuglet de to drenge med igennem backstagelokalet og ind til siden af scenen. Her ser de to numre på klos hold under mit opsyn. De stråler begge af glæde, og jeg føler mig pludselig som fanebærer for ungdomsuretfærdighed! Desværre bærer jeg kun fanen i kort tid…10min efter Raised Fists afslutning beviser de to unge mennesker deres retfærdige udsmidning, da den ene purk knækker sig på gulvet midt i publikum, og den anden falder i Raised Fists trommesæt. Jeg patter videre på min bajer, tar mig til hovedet og sukker: "Ungdommen nu til dags"...

Næste afsnit omhandler Pilgrimz' kommende danske koncerter:

Okt 17 HADERSLEV, Månen
Okt 23 ODENSE, Kansas City
Okt 24 HORSENS, Kulisselageret
Okt 30 COPENHAGEN, Loppen
Okt 31 AARHUS, RECession Festival


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA