GAFFA-Prisen 2009: Nephew
Gruppen fortæller om deres reaktion på at have modtaget priserne Årets Danske Album, Årets Danske Hit og Årets Danske Band
GAFFA-Prisen 2009: Årets danske album ("DanmarkDenmark")/Årets danske hit ("Va Fangool")/Årets danske band
Tillykke med GAFFA-Prisen. Hvad er jeres reaktion på at have vundet, og hvordan vil I takke læserne for at have stemt på jer?
– Vi er glade. Tak!
Nej, seriøst varme tanker til alle, som har givet deres stemmer, og som har syntes, at vi fortjente den her pris. Det gør os stolte og enormt glade. GAFFA-Prisen er jo en af de længstlevende musikpriser i Danmark, og det er en god tradition, at det er læserne, som uddeler den.
Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?
– 2009 har generelt været et fantastisk år for os alle i Nephew. Vi udgav vores album "DanmarkDenmark" i starten af sommeren, og det var kulminationen på to et halvt års arbejde, som vi i den grad havde lagt hjerteblod i – det var fedt.
Sommerens koncerter og specielt vores "DanmarkDenmark Tour" i efteråret 2009 var en helt forrygende rutschebane – vi havde hele albummet med på sætlisten, og fik prøvespillet to helt nye og suveræne spillesteder: Skråen i Nordkraft Aalborg og det ombyggede Fermaten i Herning.
I december var vi sammen til Rammstein-koncert i Forum. En stor oplevelse, hvor samspillet mellem musikalsk stramhed og visuelt sceneshow i den grad går op i en højere enhed. Et forhold, man ikke kan – eller skal – skille ad, som nogle gerne vil. Det hører sgu sammen til en live-koncert.
Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?
– Det er jo sørgeligt at erfare, at spillestederne skal trækkes med fastlåste budgetlænker de kommende år. Det kunne være rart med en politisk anerkendelse af rytmisk musik som væsentlig og kulturbærende, men visionerne blæser i vinden takket være en vævende og forholdsvis usynlig kulturpolitik.
Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et personligt perspektiv?
Sådan kollektivt set, som band? Vores producer Carsten Heller har været co-producer på en dejlig datter! Det har da også rørt os alle, hvordan publikum har taget mod os i årets løb og skrålet med – også på de mere krøllede sange fra "DanmarkDenmark". I Århus overtog publikum fuldstændig koncerten – lettere skræmmende for de fem kontrolfreaks på scenen.
På vores efterårstour havde vi The Floor Is Made Of Lava med som support hele vejen – de er nogle fantastiske fyre og et fedt band, som vi er glade for at have lært at kende.
Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et personligt perspektiv?
– Er det en venindebog, det her? Vores yndlingsfarver er sort, sølv og rød.
Vi samler ikke så meget på negative oplevelser – det er i hvert fad ikke noget, vi gider huske på særlig længe. Hvis der har været negative ting eller problemer, så tager vi fat i det og ordner det.
Hvad skal I lave i 2010?
– Vores tour fortsætter i marts i et gear, som tager os til lidt større steder. Og så skal vi jo spille for Danmarks kendteste dyrskueplads i juli. Det glæder vi os til som små føl.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.