
Animal Collective – Et barneskridt for kollektivet, et tigerspring for musikken
Baltimore-kollektivet med de skøre navne har om nogen domineret 2009 på den alternative musikscene
"Animal Collective is the Beatles of Indie". Sådan karakteriserede den amerikanske nyhedskanal ABC det eksperimenterende bandkollektiv, da Animal Collective i december kronede 2009 med deres nyeste udspil, ep'en "Fall Be Kind".
Dermed sætter de musikalske barndomsvenner fra Baltimore punktum for et årti, hvor de har udgivet ikke mindre end otte studiealbum og fire ep'er. GAFFA tog sig en snak med et af bandets mest aktive drivkræfter, Noah Lennox, som tilmed har udgivet tre vigtige soloalbum og nu arbejder på sit fjerde under navnet Panda Bear.
– Vi føler, vi har taget babysteps fra det ene til det næste. Vores udvikling har ikke været gigantiske spring. Hverken kreativt eller kommercielt, forklarer Noah Lennox og døber dermed Neil Armstrong-pastichen i overskriften.
– Det har føltes som en meget naturlig udvikling, og på den måde betragter vi os som ret heldige. Det må være et stort og overvældende spring, hvis du allerede bryder igennem på din første plade. Vi har spillet sammen i ti år, størstedelen af årene, hvor der aldrig kom et øje til koncerterne, så snart vi tog uden for New York, tilføjer han.
– For at være helt ærlig, så er forskellen ikke særlig stor. Det er klart, at anmeldelserne har været lidt mere positive, vi har givet flere interview, og vi spiller for at lidt større publikum. Men vores følelse internt i bandet og den musikalske ambition er den samme, konkluderer han.
Bror og søster
Historien om den musikalske progression hos Animal Collective er både lang og indviklet. Fra deres to første, mere eller mindre ukendte samplebaserede elektroniske noisepop-album, udviklede bandet på de næste to album en forkærlighed for at blande hårde samples med akustiske freak folk-elementer, som fik en opbyggelig psykedelisk karakter – men som stadig var relativt utilgængelige.
Bandets femte album "Sung Tongs" (2004) blev bandet første nøglealbum med meditative lagdelte vokalsamples, tribal-trommer og akustiske guitarer. Kun et par måneder senere kom Panda Bears andet album "Young Prayer" (2004), som er den lavmælte, melankolske singer-songwriter-plade, Noah Lennox skrev efter sin fars død – og den fik afgørende betydning for Animal Collectives kærlighedsalbum, det Beach Boys-inspirerede "Feels" (2005).
Særligt med de tre plader vandt Animal Collective stor indie-troværdighed, ikke mindst takket været topanmeldelser fra bandets trofaste støtter på Pitchfork Media, det mest betydningsfulde alternative musikmedie på nettet.
Bandets ekstremt aktive år fra 2002-2004 medførte også interne spændinger i bandet, som en overgang delte lejlighed i New York. Og i 2004 valgte Noah Lennox at flytte til Lissabon, hvor han mødte sin kone, som han nu har et barn med. I Portugal skrev og indspillede han sit tredje soloalbum, "Person Pitch" (2007), hvis organiske, ambiente samples blev en direkte inspiration til bandets hovedværk "Merriweather Post Pavilion", som blev indspillet i 2008 og udgivet i januar 2009.
Animal Collectives nye ep, "Fall Be Kind", består af 27 minutters materiale fra Merriweather-æraen, som af kritikerne bliver kaldt for bandets mest kreative og tilgængelige periode hidtil.
– "Merriweather" og "Fall Be Kind" er fra samme periode og har en samhørighed. Som en bror og en søster, fortæller Noah Lennox.
– "Fall Be Kind" starter i samme stil som albummet. Det er overvældende og forvirrende, men fra slutningen af "What Would I Want? Sky" og frem bliver den mørkere. På mange måder foretrækker jeg ep'en over albummet, fordi den har en bredere ramme af følelser. Merriweather føles mere homogen.
Opfindsomt sample
– Når vi går i studiet, så starter vi med at lave råindspilninger af numrene. Tre af de fem numre på ep'en er nogle af de her tidlige numre, som vi aldrig vendte tilbage og gjorde færdige til Merriweather, tilføjer han.
Særligt nummeret "What Would I Want? Sky" har fået en del omtale, fordi det rummer et fremtrædende Grateful Dead-sample (eller bare The Dead, som Lennox konsekvent kalder det californiske rockband, som var kendt for fusionsmusik og uendelige jamsessions). Dave Portner har opfindsomt kløvet ordene fra nummeret "Unbroken Chain": "Willow sky, whoa, I walk and wonder why" i et loop, så det lyder som "What Would I Want? Sky", der passer perfekt i en svævende Animal Collective-tematik.
I har tidligere nævnt The Dead som en inspiration. Hvordan?
– Det er én af de ting, som er mere tydelige live end på plade. Vi ville gerne tweake sangene, når vi står på scenen, og bevæge os ud på territorier, hvor vi ikke har været før. For os er der stor forskel på arenaerne, live og studiet, fortæller Noah Lennox.
– Jeg foretrækker tiden i studiet, men der er også en masse ting, du kan lære om dig selv og om andre musikere ved at være på turné. Livedelen er også en vital del i at udvikle sangene, men det er ikke noget, jeg ville gøre med den samme intensitet resten af mit liv.
På vores website har brugerne diskuteret, om I gør det komplekse simpelt eller det simple komplekst. Hvordan ser du det?
– Vi starter helt klart med et ret simpelt udgangspunkt. Dave og jeg skriver små udkast, en melodi eller et sample, som vi vil bruge, og så sender vi det frem over tilbage over Atlanten. Når vi mødes, går vi idéerne igennem.
Et godt år
Du nævnte, at I ville holde pause, men du starter på soloturné allerede i januar?
– Ja, jeg fokuserer på Panda Bear lige nu, men det er noget, jeg kan lave selv og køre på temmelig lavt blus. Albummet er ikke skrevet færdigt eller indspillet endnu, men det kommer i løbet af 2010. Rent tidsmæssigt, så betyder det nok også, at der bliver et overlap, og at vi begynder at skrive nyt Animal Collective-materiale i løbet af det her forløb.
Hvordan kan du skille inspirationerne til sangene til Panda Bear og Animal Collective?
– Der er kun enkelte tilfælde, hvor jeg har været i tvivl. Jeg bestemmer mig, inden jeg sætter mig ned og går i gang, for der er nogle rent strukturelle ting, som betyder, at skitserne skal være ret simple for at skabe plads til tre andre mennesker, hvis jeg skriver til bandet. Jeg kan gå mere i ekstremer og fylde lyden ud på Panda Bear-numrene.
Hvordan kan du mærke, at lokationen, Portugal, har indflydelse på jeres sange?
– Det er svært at sige. Det er ikke sådan, at jeg kan høre Portugal i en bestemt akkordprogression. Men jeg er sikker på, det er kommet gennem kroppen og nu er i musikken. Ligesom alt, du foretager dig i dit liv, hvor og med hvem du er, inspirerer dig.
Hvordan har 2009 behandlet jer?
– Det har været et meget godt år. Vi er alle fire meget glade for den måde, folk har taget imod pladerne på. Vi har arbejdet hårdt på "Merriweather" og ep'en, som sangskrivningsmæssigt tilhører samme periode, så det føles godt, at folk kan lide, hvad vi laver. Samtidig føles det som afslutningen på flere år, hvor vi har turneret rigtigt meget, og jeg glæder mig til at komme ud af tour-rytmen og kommer til at flyde lidt mere rundt, fortæller han.
Hvad er dit mest inspirerende øjeblik i 2009?
– Det var Brians bryllup (Geologist, red.). Vi har været venner så længe i bandet efterhånden, så det var et stort øjeblik for os alle sammen.
Albumdiskografi:
Animal Collective:
Spirit They're Gone, Spirit They've Vanished (2000)
Danse Manatee (2001)
Campfire Songs (2003)
Here Comes The Indian (2003)
Sung Tongs (2004)
Feels (2005)
Strawberry Jam (2007)
Merriweather Post Pavilion (2009)
Panda Bear:
Panda Bear (1998)
Young Prayer (2004)
Person Pitch (2007)
Uden titel (2010)
Also known as...
- Noah Lennox aka Panda Bear tog sit navn efter de pandaer, han tegnede på kassettebåndene med hans første optagelser.
- Dave Portner aka Avey Tare, som er opkaldt efter bevægelsen at rive navnet Davey fra hinanden (tear apart).
- Brian Weitz aka Geologist tog sit navn, da nogle af hans medstuderende fejlagtigt troede, han var geolog. Han har siden optrådt med pandelampe til bandets koncerter.
- Josh Dibb aka Deakin er en forkortelse af hans andet pseudonym Conrad Deacon. Han holder for tiden pause fra gruppen.
Animal Collective er opkaldt efter deres gamle pladeselskab, Animal, som udgav bandets debutalbum. Navnet tog de først i 2003, da de udgav "Here Comes The Indian". Indtil da brugte de hver af deres kaldenavne.
Paw Tracks er bandets eget pladeselskab (tidligere Soccer Stars og Animal), som også udgiver Black Dice, Jane, Panda Bear, Terrestrial Tones med flere.
AC-quickguide
De fire medlemmer er gamle skolekammerater fra Baltimore. Josh Dibb og Noah Lennox gik på college i Boston, mens Brian Weitz og Dave Portner flyttede til New York, hvor alle fire blev forenet i 2000, og frem til 2004 udgjorde Animal Collective et flydende musikalsk samarbejde. Siden er bandet geografisk splittet op mellem Lissabon (Lennox), Washington (Weitz) og New York (Portner og Dibb).
Noah Lennox og Dave Portner er primære sangskrivere, og de eneste to, der har medvirket og bidraget til alle otte Animal Collective-studiealbum.
Blandt inspirationskilderne til bandet er psykedelisk rock (Grateful Dead, Pink Floyd), elektroniske subgenrer (Drexciya, White Noise, Aphex Twin), samt andre amerikanske kunstnere som Beach Boys, Paul Simon og Pavement.
Animal Collective har besøgt Danmark fire gange: VoxHall (2005), Roskilde Festival (2006), Loppen (2007) og Amager Bio (2009).






Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!