Peter Vuust – Musik er følelser

Peter Vuust – Musik er følelser

– Vi forsker i, hvad der sker med folk, der hører musik. Hvordan vi som musikere kan røre ved lytternes følelser, fortæller Peter Vuust, der nu i otte år har brugt musikken til hjerneforskning ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab (CFIN).

– Grundlæggende spiller de fleste musikere for at røre deres publikum med voldsomme, sørgelige, ubehagelige eller smukke følelser. Vi ved, at man bliver henholdsvis opstemt eller sørgeligt til mode ved at høre dur eller mol. Vi ved også, at rytmisk musik kan skabe en følelse af, at det swinger. Hvad er det dér musik egentlig? Det er bare lyd! Mennesket er sandsynligvis det eneste væsen, der kan forstå og sætte pris på oplevelsen af musik, det eneste væsen, der reagerer på, om musik er dissonant eller konsonant.

Høj på musik

– Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist. Man bevæger sig gennem nogle følelsesmæssige landskaber, når man hører en ny tone, solo eller akkord. Den biologiske begrundelse for, at de vækker følelser, er, at det er helt afgørende for din overlevelse, at du kan forudsige fremtiden. Forestil dig, at du skal krydse en trafikeret vej for eksempel – du skal kunne forudse, hvordan trafikken bevæger sig, og når du kommer over på den anden side, så ånder du lettet op. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje, fortæller Peter Vuust.

Du kender sikkert fornemmelsen af at høre et stykke musik, og sidde og nynne med, selvom du ikke rigtigt kender sangen. Man skaber forventninger til de mønstre, som ligger i rækkefølgen af akkorder og toner. Og hvis du har set dit yndlingsband spille på Orange Scene, så genkender du, at nakkehårene rejser sig. Fornemmelsen af en ren lykkerus.

– Musik er fremragende til at skabe forventninger, og hver gang du får løsnet denne forventning, så vil det skabe en følelse hos et menneske. Jo mere indviklet musikken bliver, jo flere forventninger skaber det. Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopamin-system aktivt, fortsætter hjerneforskeren.

Den musikalske hjerneforsker

Peter Vuust taler højere og højere, hurtige og hurtige, når han taler om hjernebarken, musik og følelser. Personligt er han en perfektionist – som forsker og professionel musiker, og han helmer ikke, før han har udnyttet alt potentialet, før han har fået øvet sine 40 minutter dagligt, eller før han har forstået en medicinsk artikel. Det, selvom han skulle en længere omvej forbi musik- og fransk-studierne, før han blev matematiker og til sidst endte i den medicinske verden.

– De ting, jeg beskæftiger mig med, ligger i en gråzone mellem humaniora og naturvidenskab. Matematik er et fantastisk godt grundlag til at forstå naturvidenskaben, og derudover har jeg et indgående kendskab til musikken som underviser i hørelære, musikteori og som professionel musiker. Den kombination har været rigtig god, fordi jeg forstår det, jeg undersøger, altså musikken. Det er en stor fordel, at jeg har en baggrund inden for musikken, som jeg kan tage med over i den medicinske forskning, fortæller Peter Vuust.

– Når jeg kigger på mit uddannelsesforløb, så virker det jo ikke særligt sammenhængende. Men jeg har haft utroligt meget ud af at kunne bruge mine forskellige fag. Når man forsker, så er det meget selvstændigt, og det er det også at være musiker. Man bliver nødt til at finde ud af: hvad er det, jeg interesserer mig for? Hvordan bliver jeg bedre til det her?

Du får det til at lyde som om, at musikken er et rent humanistisk fag, men der er mange systemer, mønstre og matematik i musikken?

– Det er rigtigt. Melodier er grundlæggende 12 toner i forskellig rækkefølge og tempo, og musikere har ofte behov for at kunne gennemskue sammenhængene i tonerne, hvilke skalaer de kommer fra etc. I sidste ende tror jeg, der er to ting, man skal arbejde på, hvis man vil være en god musiker – eller en god forsker eller så meget andet. Det er fokus og selvtillid. Når man står på scenen, så handler det om, hvor god du er til at leve dig ind i musikken og have den selvtillid, som betyder, du kan tage chancer, så det kan blive rigtig god musik, siger Peter Vuust.
En af nøglerne til at blive en rigtig god musiker ligger ikke i talentet, men i forståelsen af, hvordan man får mest ud af at øve. Mange musikere er på trods af deres rygte ret gode til at systematisere deres øvning.

Øvere er hjernegymnastik
– Når musikere øver sig, så træner de dybest set bare deres hjerne. Vores forsøg forsøger at besvare, hvordan man får mest ud af at øve sig, fortæller han og fortsætter:

– Musikken har givet mig den erkendelse, at man rent faktisk kan lære noget, som man ikke troede, man kunne lære. Der er mange, som kender til den følelse af, at de ikke tror, de kan lære det eller blive lige så god som den og den musiker. Men når de så står på toppen og kigger sig tilbage, så tænker de: selvfølgelig. At blive en god musiker handler også om inspiration og talent, men jeg tror, der er mange unge musikere, som bliver stoppet af sig selv rimeligt hurtigt. De mister lysten, fordi de ikke tror, de kan blive gode til det. Det, der virkeligt skiller fårene fra bukkene, er, om de er i stand til at fokusere og overkomme de ting, som får dem til at miste troen.

Der ser også ud til at være visse gavnlige effekter ved at dyrke musik. Forsøg viser, at børn, der har modtaget musikundervisning, er bedre til at afkode tonehøjde både i musik og sprog, hvilket kan forbedre sprogforståelsen, fordi man bruger intonation til at markere for eksempelvis ironi eller et spørgsmål.

– Det ser ud, som om der er en sammenhæng mellem, hvor god en musiker du er, og hvilken arbejdshukommelse og koncentrationsevne, du har. De rigtigt dygtige musikere er dem, som har været i stand til at koncentrere sig rigtigt meget, som har lettere ved at sætte sig ned og øve så mange timer hver dag, som har lettere ved at indoptage indtryk og lettere ved at udtrykke sig. Improviseret musik er eksempelvis også meget kommunikerende, og det tyder også på, at jazzmusikere for eksempel stimulerer den venstre hjernehalvdel, der også tager sig af sproget, fortsætter han.

For at undersøge dette bruger CFIN adfærdsforsøg og målinger i den store, lettere futuristiske MEG-skanner, som tager billeder af de elektriske impulser i hjernen, mens forskerne spiller musik for en testperson.

– Vi ved også, at hvis du øver dig rigtigt meget, så bliver hjernebarken større i visse områder af hjernen. Som kan betyde, at du bliver bedre motorisk. Det giver ret god mening, hvis du tænker på en klassisk koncertpianist, fortæller Peter Vuust.

– Man skal huske, at disse tilsyneladende gavnlige effekter af musikalsk træning er relativt små. Det skal ikke skal bruges som hovedargument for at spille musik. Musik skal spilles og nydes for musikkens egen skyld, slutter han.


Peter Vuusts CV:
Jazzmusiker, kontrabassist, har udgivet fem album med Peter Vuust Quartet og har i øvrigt medvirket på omkring 80 danske studiealbums også inden for pop og rock
Ph.d. i neurovidenskab og hjerneforsker
Cand.scient i matematik og fransk, samt grunduddannelse på musikvidenskab
Tidligere underviser på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus

Professor for forskning på Det Jyske Musikkonservatorium
Forsker ved Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitets Hospital

Undersøger:
– forskelle på musikeres og ikke-musikeres hjerner
– overførte effekter i musikeres hjerner til andre områder (eksempelvis betydningen for arbejdshukommelse, motorik og koncentrationsevne)
– terapeutiske og smertelindrende effekter ved musik


Følelserne sidder i hjernen


Musik er følelser. Mennesket føler med hjernen, ikke med hjertet.

Musik formidler følelser ved, at den skaber nogle forventninger, som den opfylder eller opfylder delvist, når man hører musik. Vi har et belønningssystem i hjernen, som belønner os, hver gang vi forudsiger korrekt, og når det sker, så frigiver hjernen stoffet dopamin, som gør os lidt høje.

Når det risler én ned ad ryggen, når man hører sin yndlingsmusik, så er vores dopaminsystem aktivt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA