Reportage: P3 Guld

P3 hyldede med tvedelt held det forgangne og det kommende års musikalske talenter i Koncerthuset

P3 Guld 2009

Blandt et utal af liveoptrædener og en masse gøgl, der faldt ligeså meget til jorden, som det faldt på halen, blev der også afsat tid til rent faktisk at uddele en beskeden bunke priser ved dette års udgave af P3 Guld. Som prisuddelingsshow med kun fire priser kom selv det at udfylde en ellers fornuftig varighed på halvanden time til at fremstå som lidt af en udfordring. Nuvel, hvad angår afviklingen af de mange optrædener, var showet noget nær et logistisk mesterværk, men underholdningen, der indhyllede showet var af mere tvivlsom karakter.

Det bedste først: At 2009 har været et aldeles hæderligt musikår med en anselig genremæssig spændvidde beviste især Mew, Alphabeat, Selvmord og Nephew. Med en vanligt overbevisende professionalisme leverede førstnævnte aftenens største totaloplevelse via numrene "Sometimes Life Isn't Easy" og "Repeaterbeater". Med Anders SG og Stine Bramsen i front struttede Alphabeat af selvsikker charme, mens det klædte Selvmord med den aggressive stil, der blev lagt for dagen. Nephew førte showet sikkert i mål med "Police Bells And Church Sirens", der fik alle i salen op at stå.

Åbningsseancen stod Kashmir for med den glimrende singleforløber fra det kommende album, "Trespassers", "Mouthful Of Wasps". Et nummer, der ikke er blandt katalogets allermest iørefaldende, men som – ikke ulig "Surfing The Warm Industry", der agerede førstesingle for "Zitilites" i 2003 – viser sin styrke, når først det har ramt trommehinderne en god håndfuld gange. Morten Breum og Medina som sammensvorne var heller ikke nogen dum idé, om end det i sig selv er optimistisk at forsøge at skabe club-stemning i den fornemme sal. Et svagt søvndyssende The Rumour Said Fire levede desværre ikke helt op til forventningerne, mens I Got You On Tape umiddelbart gjorde det glimrende – dog skæmmet voldsomt af en ringe lyd, der især prægede første halvdel af showet. Gratisterne bag tv-skærmene blev tydeligvis prioriteret lydmæssigt højere end de betalende gæster i salen. Til gengæld gik de glip af den fulde oplevelse af de – tidspresset ikke mindst taget i betragtning – imponerende lys- og sceneopsætninger, som stort set alle optrædende fik lov til at udfolde sig på.

Få, men flinke vindere
Så vidt den primære del af underholdningen. Den egentlige prisuddeling skelnede med sine sølle fire kategorier hverken mellem genrer eller køn, sådan som sådanne ellers traditionelt har gjort. Ej heller hyldes solister adskilt fra kollektiver, ligesom der ingen lovprisning er af albumformatet. Det kunne ellers have været interessant, ikke mindst med den førnævnte spændvidde in mente. Og hvis P3 vitterligt mener, at deres priser er "sindssygt prestigefyldte" – som vært Huxi Bach lagde ud med at annoncere – så del da endelig yderligere ud af hæderen. Det ville vel ikke udvande konceptet, at eksempelvis Medina og Magtens Korridorer fik sig en genremæssig kategori hver at boltre sig i.

De fire vindere – I Got You On Tape af P3 Prisen, The Rumour Said Fire af P3 Talentet, Nephew af P3 Live og Rasmus Seebach af P3 Lytterhittet for sin "Engel" – er der ikke det store at udsætte på. Det skulle da lige være det faktum, at P3 i sig selv er så stor en magtfaktor, at de via airplay alene får lov at udpege hvem, der skal have medvind, hvormed priserne i nogen grad fremstår overflødige. Nuvel, en rask lille markering og udpegning af enkelte heldige kunstnere er der jo ikke noget forkasteligt i. At de tre mindre garvede prisvindere ikke brugte den tændte mikrofon og de rullende kameraer til andet og mere end at skabe enormt artige og lynhurtigt glemte tv-øjeblikke kunne dog godt undre. Helt fair at pladeselskabsfolk, managere og bookere får en tak med på vejen – for at udføre det, de får deres penge for, må man formode – men det ville ikke have været forkasteligt, om man havde grebet denne unikke chance for at tale direkte til de danske seere – hvem ved, om de får en tilsvarende chance nogensinde igen?

Underholdningen falder til jorden
Det afgjort mest kritisable ved hele forestillingen var det, man lidt snildt kunne kalde indpakningen – kropsliggjort ved den så afgjort velmenende, men utvivlsomt noget kluntede Huxi Bach. Her skal ikke lyde nogen ond nedsabling af en vært, der efter omstændighederne vel gjorde det udmærket. For vel er det ikke nogen nem opgave at skulle være toastmaster for et nøje tilrettelagt liveshow. Men når nu de musikalske indslag i så høj grad beviser, at Danmark ikke er for lille et land til at rumme store talenter, så burde underholdningsaspektet af et show som dette matche denne standard.

Indslag, der i flere tilfælde lyder til at have fungeret udmærket på papiret – som højtlæsningen af fiktive sms'er fra seere – falder lidt for ofte til jorden med en trist og dump lyd. Andre er fra starten dødsdømte. Eksempelvis et sjældent tamt indslag bestående af klimaminister Lykke Friis, der blandt andet foreslog nye miljøvenlige navne til diverse danske bands – eller indslaget om den evindelige og evigt usjove kontrast mellem liderlige poptøser og headbangende heavyfans. Sidstnævnte indeholdt gudhjælpemig den inderligt slidte "det er bare æblejuice, men jeg lader som om, det er tis"-joke. Sara Bro og Camilla Jane Lee som prisoverrækkere i dødtossede kostumer var i bedste fald forglemmelige. Alt i alt burde det vitterligt kunne gøres bedre, og et oplagt bud på én der kunne gøre det i hvert fald en tand bedre til næste år, kunne være Mikael Bertelsen, der som aftenens publikumsopvarmer havde mere at byde på på ti minutter, end Huxi kunne mønstre på halvfems.

Det overordnede indtryk af P3 Guld som samlet pakke bliver således ikke fantastisk. Vel er der masser af gode stunder, og taget i betragtning af, at det hele er mast ned på halvanden time, er det ikke fordi, man som sådan kommer til at kede sig på noget tidspunkt. Den mindre god lyd i salen, det diffuse fokus på prisuddelingsaspektet ved et prisuddelingsshow, samt den alt for ofte alt for tamme underholdning skæmmer dog alt sammen den samlede oplevelse. Potentialet til noget ganske meget bedre er der dog bestemt, og med Danish Music Awards så langt ude af billedet er P3 Guld godt i gang med at etablere sig som den vigtigste musikceremoni i landet – på godt og ondt.