Finale: Sonja Richter

Finale: Sonja Richter

Alder: 36 år.
Civilstatus: Ugift.
Profession: Skuespiller fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1999. Sonja Richter er aktuel i hovedrollen i Per Flys nye dramafilm "Kvinden Der Drømte Om En Mand", som havde premiere 21. januar. Desuden debuterede hun som sanger på soloalbummet Careless Rapture i septemer sidste år.
 
Kommer du fra et hjem med klaver?

– Ja, altså jeg har et klaver i mit hjem, og der stod også et i nogle af mine barndomshjem.

Spiller du selv et instrument?
– Jeg har da indimellem spillet og fået undervisning på klaveret. Jeg spillede blokfløjte i folkeskolen og senere saxofon. På teaterskolen fik jeg guitarundervisning, og den er stadig med mig.

Synger du i badet?
– Det er ikke så tit, men jeg synger ofte, når jeg cykler eller kører bil.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
– Jeg ville gerne være operasanger, da jeg var lille. Senere var jeg ret sikker på, jeg skulle være skuespiller. Jeg har altid spillet meget musik og sunget. Jeg ved ikke, om jeg har drømt om at blive musiker, for på en måde er det mange af de samme ting, der følger med, jeg har drømt om ved at blive skuespiller.

Hvad betyder musik for dig?
– Hvis jeg skal svare kort, så er musik jo det, jeg bygger alting på. Der er en sjælelig dimension i det, som helst skal være med i ethvert scenisk og filmisk kunstnerisk udtryk. Der er en naturlighed, som er elementær i ethvert forsøg på at kommunikere med følelser. Derfor er musik en af grundpillerne i mit eksistentielle fundament.

Hvor meget fylder din musiksamling?
– Mere end hvad kønt er i forhold til indretningen af min lejlighed. Måske er jeg gammeldags, men jeg kan godt lide vinylcovere og har ikke lagt al min musik ind på computeren. Jeg synes, det hører med, når man køber et værk, at der også er et cover, som gerne må udtrykke noget.

Hvad er din yndlingsplade?
– Der er flere, og det ændrer sig i takt med, at jeg ændrer mig, for så at komme tilbage i cirkler. Da jeg var teenager, var det "Tapestry" med Carole King. Nu er det Martha Wainwrights "Martha Wainwright (Special Edition)".

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?

– Altså, der er nogle stykker, som jeg aldrig har hørt, og alene coveret er pinligt. Det er gaver, jeg har fået i firserne. For eksempel en Electric Boogie Breakdance-plade og en med Adamski. Dem har jeg altid skammet mig over, men nu synes jeg næsten, de er cool.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
– Jeg vil ikke vælge en sang på en karaokebar, jeg vil ikke engang gå derind, jeg kan ikke holde ud at høre på det. Det kan jeg jo kun sige, fordi jeg har prøvet det... Og en enkelt gang tror jeg, at jeg kastede mig ud i noget med Madonna.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
– "Boys Don't Cry" med The Cure. Jeg hørte meget The Cure dengang og havde en stor plakat hængende med Robert Smith, hvor der stod Boys Don't Cry. Ham jeg var forelsket i, hørte betydeligt hårdere musik, som The Jesus And Mary Chain og Sex Pistols. Så det blev jeg så også glad for, og det er befriende at lytte til engang imellem.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Men nu, du spørger, så synes jeg, tangomusik er skønt. Det er blodrødt og fantasifuldt. Og så er der heldigvis sjældent en lummer vokal på et sprog, jeg ikke forstår. Jeg vil også hellere høre på vilde, intense violiner.

Hvad hører du helst søndag morgen?

– Lisa Ekdahl, fuglefløjt eller stilhed er bedst.

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
– Intet stensikkert, men hvis jeg er i godt humør, så kan jeg danse til det meste melodiøse rock, pop eller punk.

Hvad er den første sang, du kan huske?
– Altså, den første jeg kunne udenad, var vist "Boom Boom" med Mabel fra Melodi Grand Prix (1978, red.). Hvis du spurgte mig lige nu, så tænker jeg på Elvis Costellos "The Sad Burlesque" (fra "Juliet Letters", 1993), og et tekstcitat, jeg har haft summende i hovedet i ugevis, som lyder sådan her: "Please have faith in human nature and have mercy on the features in this sad burlesque".

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Joni Mitchells "Both Sides Now" og Rufus Wainwrights "Oh What A World", og Leonard Cohens tekster kan også gøre det. Det er alt sammen smukt og lige til at tude over.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
– Jeg havde det sjovt nok på tungen forleden dag, men jeg syntes, det var for makabert at sige det højt, og nu har jeg glemt det. Sådan noget skal man jo prøve at huske, for lige pludselig kan det jo være, at man er død og skal begraves.

Har du været i operaen?
– Ja. Mange gange. Jeg arbejdede på Det Kongelige Teater, da det stadig var en samlet fornøjelse på Kongens Nytorv, og jeg listede mig ofte ind og lyttede til operaprøverne på Gamle Scene.

Har du været på festival?

– Ja, jeg var på Roskilde, da jeg var 14, og Midtfyns, da jeg var 15. Senere har jeg været på Langeland og Skanderborg. Men det er altså ikke lige mig; jeg er ikke god til det med mange mennesker.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Det var nok Rickie Lee Jones for nogle år siden i Tivolis Koncertsal. Jeg har jo tilbragt det meste af mit liv i teatersale med teater og teaterkoncerter, så jeg er ikke nem at imponere, og jeg vil gerne høre en historie. Men hvis det skal være sådan god gammeldags koncert, der kører på ren energi og stemning, så er det den, jeg kommer i tanke om.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
– Rufus Wainwright. Jeg tror nok, han er til fyre, men det er jo heller ikke det, det drejer sig om. Jeg synes, han synger fantastisk, og så kan det jo være, at han også er det. Jeg er i hvert fald ked af, at jeg flere gange har stået med billetter til hans koncerter, og så har jeg selv skullet spille og ikke kunnet nå derhen. Så jeg vil faktisk hellere høre ham live, end egentlig date.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA