Frightened Rabbit – Skotter på rekreation

Det alternative rockband er tilbage med deres tredje album, som i øvrigt er skrevet med udsigt over Nordsøen... fra den skotske side

Vi bringer her interviewet fra marts-udgaven af GAFFA i sin fulde længde

Glasgow-kvintetten Frightened Rabbit debuterede i 2006 med Sing The Greys og udsendte i 2008 deres hovedværk, "Midnight Organ Fight", som blev honoreret med seks GAFFA-stjerner. Nu er gruppen tilbage med opfølgeren, "A Winter Of Mixed Drinks", som er skrevet i isolation i den lille kystby "Crail Of The Fyfe" med forsanger Scott Hutchinsons sædvanlige flair for metaforer og eufemismer, som snor og gentager sig i lyrikken.
Meget symptomatisk blev udgangspunktet, strofen "Swim Till You Can't See Land", som også er titlen på albummets første single, til den idé, som Hutchinson forfølger gennem hele pladen. Nummeret findes derfor også på pladen i en demoversion under navnet "Man/Bag Of Sand", så man kan høre huset og processen på udgivelsen.

Pladen er produceret af Peter Katis, mens den eksperimenterende klassisk uddannede musiker Hauschka har lavet strygerarrangementerne på albummet, som udkom den 1. marts.

GAFFA mødte Scott Hutchinson (forsanger, guitarist, sangskriver) og Andy Monaghan (bas, guitar) i London.

GAFFA: Hey Scott og Andy. Hvordan går det? Er det dejligt at få jeres nye album med på landevejen?

Scott Hutchinson: – Det går udmærket, tak. Men vi kan faktisk kun spille tre af de nye sange på nuværende tidspunkt. "Swim Till You Can't See Land", "Nothing Like You" og "Living In Colour", som også er de tre, vi overvejer at arbejde med som singler.

Hvordan har I det med det nye album?

Scott: – Det er først meget sent, at folk uden for bandet har hørt det, men jeg kan godt lide det, og jeg kan faktisk bedre lide det end "Midnight Organ Fight".

Ikke-skyldig

Hvordan har Frightened Rabbit udviklet sig siden sidste album?

Scott: - Vi har været mere fokuserede og har ikke afsluttet album, før vi følte, at alt, der skulle med på albummet, var med på albummet. Sådan var det ikke sidste gang, fordi den blev lavet under et stort tidspres. Den her gang har vi fået rigtigt meget tid til at være med til sidste detalje. Og derfor tror jeg, at vi har været mere fokuserede på at få lyden helt rigtig, hvor vi på "Midnight Organ Fight" tog lidt lettere på, hvordan det hele skulle lyde. Okay, her er en guitar, sådan skal den lyde. Vi føler os ikke skyldige over at skulle bruge tid på at gøre en bestemt guitarlyd færdig.

Hvornår blev albummet skrevet?

Scott: - I løbet af 2009. Fra februar og frem til vi gik i studiet i sensommeren. Materialet var stadig meget frisk, og det var meget rart, at de to ting kom så hurtigt efter hinanden. Også modsat sidste plade, hvor alt var blevet spillet igennem live og i flere demoudgave. Den her gang var studietiden mere åben, og vi lærte sangene at kende undervejs i studiet og eksperimenterede med dem. Så eksperimenterende som Frightened Rabbit kan blive. Haha.

En dominerende kraft

Kan I sætte nogle ord på at arbejde med Peter Katis (Interpol, Kissaway Trail) og Hauscha? Og hvorfor I valgte at arbejde med dem?

Andy Monaghan: - For mit eget vedkommende tænker jeg, da jeg kom ind første dag, at han faktisk ikke var så glad for at vise sine teknikker frem, men han ville hellere holde dem hemmelige. Men han åbnede op og var meget interesseret i musikken, og det var sjovt at følge med i, hvilke arbejdsflow og hemmelige tricks, han brugte.

Haha, men kan I afsløre et par af hans tricks?

Scott: - Jeg ved stadig ikke, hvad de er.

Andy: - Han kan en masse ting, og så har han en hel kasse med legetøj og et celeste blandt andet.

Scott: - Det er et lille klaver (som spilles med tangenter, men som har små metalrør i stedet for strenge, red.). Det har den smukkeste lyd. Peter er der, hvor han er i dag, fordi han kan få plader til at lyde, som de gør. Og det gør han, fordi han bruger sine Peter Katis-tricks og alle de små ting, han tager med i sin kasse. Det var perfekt, og det var derfor, vi også gerne ville have ham til at lave den her plade (Katis producerede også "Midnight Organ Fight", red). Han giver det muskler og en sonisk styrke.

Andy: - Den måde han arbejder på... Stædighed er måske ikke det rigtige ord...

Scott: - Jeg synes, det er præcist det rigtige ord. Han har sine metoder, og selvom vi kender hinanden, så er han klart en dominerende kraft på et album, også på det her. Han putter et klart mærke på ethvert album, han laver, og vi kan godt lide det mærke.

Der er en masse detaljer på den her plade - som samples, strygere og kor?

Scott: - Ja, strygere og strygerarrangementerne er lavet af Hauschka. Jeg tog hen til FatCat Records, vores label, og jeg sagde til dem, at jeg næsten ønskede, at vi havde haft strygere på sidste album, og denne gang foreslog jeg det, fordi vi havde mere tid og flere ressourcer til at lave det. Og de sagde: vi har lige, hvad I leder efter (Hauschka er også på FatCat Records, red.). Hauschka er mere eksperimenterende i sin form, som udspringer af klassisk musik, og han sagde til os; hvis I vil have strygere, som bare har en bestemt lyd, (Scott begynder at synge høje lyde midt under interviewet, red), så kan I lige så godt bare spille det på et almindeligt keyboard. Hans tilgang er noget mere speciel, men for ham var det også noget særligt at arbejde på et popalbum. Og vi havde aldrig arbejdet sammen med én, som ikke havde arbejdet med popalbums før.

Hvordan var det?

- De første ting, han kom tilbage med, var virkeligt svære at kapere i forhold til vores egen musik. Haha. De var virkeligt langt ude, og han havde endda forsøgt at tone eksperimenterne lidt ned. Men det var et godt og sundt forhold, og vi talte en masse sammen undervejs, for vi ville gerne arbejde med ham, og han var meget interesseret i at prøve at få hans arbejde til at komplementere vores musik. Men han sagde jo: I vil ikke have mig til at lave noget, som I selv kan spille. Så vi har arbejdet os frem til noget fælles. Vi havde aldrig set hinanden på det tidspunkt, men ringede og sendte ting frem og tilbage per email. Og det endte faktisk med at blive et af de sundeste kollaborationer, vi har været med til. Vi var meget glade for det.

Indiehovedstaden

Hvordan er det med geografien. I bor i Glasgow?

Andy: - Ja, fire af os fem (bandet har fået tilgang af et femte medlem, Gordon Skene, som Andy Monaghan tidligere har spillet sammen med, red.), Scott er flyttet til Edinburgh, men vi er selvfølgelig meget i Glasgow.

Og pladen er skrevet i kystbyen Crail of the Fyfe? (den skotske side af Nordsøen)

Scott: - Ja, én af mine venner havde et tomt hus stående, fordi han var på tour. Vi har før været deroppe og brugt det, når vi har holdt fri. Jeg tror, jeg var deroppe, efter vi var i studiet med "Midnight Organ Fight", og vi tog på turné med albummet. Jeg tog derop for at hjælpe med at renovere huset. Sætte køkken op og lægge nyt gulv og sådan nogle ting. Og han sagde bare, at hvis jeg nogensinde havde brug for det, så var jeg velkommen – og da vi endelig kom hjem fra turnéen med det sidste album, så tog jeg derop i halvanden måned og brugte det meste af min tid helt alene. Jeg tror, det var meget produktivt og bare godt for mit helbred, helt bogstaveligt, efter et helt år hvor vi har turneret uafbrudt. Det føles som om, du har fået et slag i baghovedet.

Hvad gjorde stedet for albummet, ud over isolationen?

Andy: - Det er et kystalbum, haha.

Scott: - Ja, det er en karmaplade. Det ikke er sådan et grab-you-around-the-throat-and-listen-to-me-album, men er mere stille og roligt, stemningsfuldt. Hastigheden, med hvilken jeg levede deroppe, har direkte påvirket den måde, jeg skrev på. Der var absolut ingen angst for at komme ud. Det var bare et spørgsmål om at gå ind i sig selv og se, hvad der skete. Hele atmosfæren er på albummet dér et sted.

"Midnight Organ Fight" var et breakup-album, så måske er det bare en terapeutisk stil?

Scott: - Yeah, men jeg vil nu ikke påstå, at terapi er helt det rigtige ord for den plade, men den var jo skrevet i en nødvendighed. Fordi jeg heller ikke kunne se noget andet i mit liv, jeg ville kunne skrive om eller tænke på. Jeg opfattede ikke andre ting som værende en del af mit liv. Den her gang er der meget mere lys og skygge, og definitivt mere lys og mere positivitet.

Flytte grænser – uden at det skal være en kliché

Hvad er det positive på jeres nye plade og i metaforen "Swim Till You Can't See Land"?

Scott: - Det handler om at tvinge sig selv ud over sine grænser. Sådan var det for mig. At teste sig selv og tage derud og se, om man kan flyde. Der er en masse negative ting associeret med at skubbe grænserne, men du bliver stadig nødt til at udvide dem engang imellem for at se, hvilket stof du er gjort af. Bogstaveligt handler det om den sikre død, men det er mere end det. Jeg har ikke gået på stranden og overvejet at svømme af sted, men du kan gøre det på mange måder. Du kan tage stoffer, drikke tæt, gå ind i religion, køre i rutsjebane, tage op i en høj bygning eller bestige et bjerg. Der er mange måder, du kan gøre det på – så titlen er bare en åbning, hvor du kan gøre ting, som du ikke har gjort før.

Netop det nummer, førstesinglen, "Swim Till You Can't See Land", var udgangspunktet for resten af albummet. Men måske kunne fortælle lidt mere om, hvorfor metaforer, eufemismer og billedsprog fylder så meget for Frightened Rabbit?

Scott: - Det er små ting, som er med til at gøre sproget interessant. En af de ting, jeg får et lille kick ud af, er at smide metaforer ind mellem almindelige vendinger, skotske udtryk i særdeleshed. Det er ikke sjovt at skrive en sang med metaforer alene; du skal have noget genkendeligt i det også. Jeg kan godt lide helt almindelige udtryk og krydre dem med mere originale udtryk.

Hvad ville være et eksempel på et helt almindeligt udtryk? Ville "Human Heat", som du nævner flere steder være det?

Scott: - Måske, ja. Jeg ved ikke, men metaforerne er som regel noget, du skal kunne visualisere. Jeg kan ikke lide bare at beskrive noget helt nøgternt. Du har kun tre-fire minutter til at fortælle noget, så jeg vil gerne gøre det smukt eller proppe noget mening ind i det, og det kan metaforerne. Et eksempel er den seneste Noah And The Whale-plade ("First Days Of Spring", 2009, red), som jeg ellers synes er meget godt skruet sammen. Men der er ingen metaforer på den plade overhovedet. Det er bare en fyr, som fortæller om sine følelser om og om igen, og med tiden mister jeg lidt interessen for den. Der er ingen tvivl om, hvad han taler om. Metaforer tillader en flertydig mening.

"Wow, jeg er glad for, jeg kom ud af det i live"

"Winter Of Mixed Drinks?"

Scott: - Det refererer til... Jeg ville hade at give helt specifikke svar på, hvad de forskellige metaforer betyder. Men det er titlen på pladen, og den står for mig for at miste sig selv i et afmålt stykke tid. En af måderne at gøre det på er ved at drikke i nogle måder, og det har alle nok prøvet i et eller andet omfang. Wow, jeg er glad for, jeg kom ud af det dér i live. "Winter Of Mixed Drinks" står for den foretrukne måde at miste sig selv på i Skotland. At drikke om vinteren... og om sommeren egentlig. Haha. At miste besindelsen i et stykke tid og komme ud på den anden side i live.

Hvordan er det skotske musikliv, som af udefrakommende bliver kaldt en Glasgow-scene?

Andy: - I virkeligheden så er scenen jo ikke særligt stor, og det faktum, at alle dem, man kender, kommer fra andre bands, får det næsten til at virke en smule incestuøst. Hvis scenen ikke var så lille, så ville jeg ikke have fundet fra mit gamle band, eller Gordon (Skene, red.) fra sit gamle band til Frightened Rabbit – i stedet var vi nok bare blevet hyret udefra og var ikke blevet venner på samme måde. I Glasgow så kan du bare ringe til hvem som helst og spørge om hjælp eller om at låne gear. Der er på ingen måde et konkurrenceforhold, men folk hjælper hinanden og vil gerne bare spille musik.

Scott: - Der er en god og sund ånd i musiklivet. Du kigger på andre bands, som på et eller andet tidspunkt har været i Glasgow, og du tænker, de er virkelig, virkelig gode – og det bliver dit eget drive til at komme videre.

Andy: - Måske er det fordi, Glasgow står lidt i skyggen af scenen i London, men der er flere eksempler på bands fra Glasgow, som gør sine egne ting, udvikler sig langsomt, progressivt og pludseligt får et gennembrud med noget, de har gjort i årevis.

Har man en bestemt form for sort humor, når man kommer fra Glasgow?

Scott: - Det tror jeg, alle skotter har. Måske kommer det af at leve et sted, hvor man er blevet undertrykt så længe.

I 90'erne havde I en del bands, som hang sammen med Belle & Sebastian. Lige nu har jeg særligt lagt mærke til Twilight Sad og We Were Promised Jetpacks, som er på samme pladeselskab?

- Twiligt Sad kom gående ind til et meget tidligt Frightened Rabbit-show for mere end tre år siden, og vi vidste ikke, hvem de var. De var begyndt at lægge an på vores kærester under koncerten, og vi kom ned bagefter og sagde: hey, hvem tror I, I er? Så dem har vi allerede kendt alt for længe. We Were Promised Jetpacks har vi turneret med, efter de blev anbefalet til os af vores manager. Nej, vi har god gensidig respekt, men jeg tror ikke engang, det hjælper at gå rundt og opmuntre hinanden og tale om Glasgows betydning, for de to bands dér er mine yndlingsbands lige for tiden. Ikke bare i Skotland, men hvor som helst. At tage på tour med dem og regne dem som vores venner er ret fantastisk.

Wilco og The National

Hvad inspirerede jer mest til at lave det her album i 2009, bortset fra at være på tour hele tiden og være glade for at være i live dagen efter?

- Yeah, det var nok én af tingene. Musikalsk har jeg et par ting, jeg går tilbage til. Det ene af "Boxer" af The National, som også er Peter Katis – og en masse Wilco, som altid har været et af mine gode inspirationskilder. At prøve at lave noget, der er så godt, som de har lavet.

Nu nævner du et band, som også ændrer sig meget fra album til album...

Scott: - Ja, præcis. Også det. At gøre hvad du vil og ikke tage hensyn til, hvad folk synes, når du laver et album.

Andy: - Er det svært? Er det noget, du tænker meget over? (begynder at overtage interviewrollen, fordi det er ét af de allerførste interviews, som gruppen har givet i forbindelse med denne udgivelse, der som de to første har Scott Hutchinson som drivkraft, red.)

Scott: - Ja, helt sikkert. Det er vildt hårdt.

Hvilket pres skaber det, at jeres sidste album var så stor en succes, specielt blandt anmelderne?

Andy: - Det kan godt være, det ikke virker sådan, men det er kommet meget gradvist. Så det er først for nylig, at vi blev klar over, at der var høje forventninger.

Scott: - Når vi kigger tilbage på de sidste halvandet år, så har det være fantastisk, at vi har kunnet komme så langt. Men vi kunne også se, at pladen først er peaket engang i starten af foråret i 2009. Selvom vores album havde været ude i et år på det tidspunkt, så var det først dér, at folk havde fået hørt albummet og kom til koncerterne. Samme tid som vi begyndte på albummet. Det har givet et vist pres, og der er ingen måde, du kan glemme det pres helt, men det var en del af pointen med at tage derud til landsbyen og skrive albummet. At glemme lidt af det hele. Og i studiet med Katis var der ikke andre end os og ham. Hvad vores pladeselskab FatCat angår, så vil de bare gerne have, vi laver et album, vi er tilfredse med. De synes i forvejen, at vi er helt i den poppede ende af skalaen, efter de havde Animal Collective på et tidspunkt og startede ud med Sigur Rós, Hauschka og andre ikke så umiddelbare ting. Så da vi kom og foreslog forskellige ting, så rystede de bare på hovedet og sagde: "bare gør, hvad I vil, det lyder stadig ret poppet". Haha. Det har da givet en bestemt frihed.

I omtaler altid jeres egen musik som popsange, men jeg synes jo ikke, at Frightened Rabbit er så mainstream – normalt bliver I jo associeret med den alternative scene. Jeg har aldrig hørt andre end jer selv kalde det for pop?

Andy: - Det passer os helt fint. Vi kalder det pop, fordi vores sange har en bestemt længde og en bestemt struktur.

Scott: - Majoriteten af dem har et vers, et omkvæd og et nyt vers, så et nyt omkvæd. En klassisk popstruktur. Og for mig har det altid været vigtigt, at de har et catchy hook, selvom ordene, som ledsager dem, er mindre åbenlyse. Man kan tilføje nogle ekstremt mærkelige mørke tekster til nogle herligt lyse melodier, som du kan fløjte eller nynne med på. Og det er faktisk noget af det mest spændende ved det. Men selve melodien er poppet.

Idé

I pressemeddelelsen står der, at I har skiftet anatomi-metaforerne ud med nautiske metaforer. Desuden bruger I udtrykket, hvilket er meget sjovt, når man nu kommer lige fra den anden side, "Sitting On The Threshold Of The Northern Sea" i førstesinglen. Er det en reaktion fra at skrive sangene ved kysten, eller er det noget, der foregår i det indre?

Scott: - Begge dele vil jeg sige. Nu er der i øvrigt også stadig kropsmetaforer i teksterne. Da jeg startede på "Swim Till You Can't See Land", så var det faktisk bare en sætning, jeg havde i hovedet, som jeg efterfølgende har bygget sangen og siden hele albummet på. Det virkede oplagt at tage ud til det her sted, da jeg fandt på det. Jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg skal skrive sange i det hele taget, for jeg har stadig ikke skrevet ret mange. Tre album. Og én af de ting, jeg er ved at finde ud af, er, at finde én idé og bare undersøge den, indtil du når et endepunkt. Albummet handler om, at jeg undersøger den idé, og jeg blev bare mere og mere optaget af det. Det var ikke min plan at skrive om havet, da jeg startede, men det blev meget åbenlyst, da jeg blev mere og mere besat af det.

En del af sangen er gentaget delvist i nummeret "Bag Of Sand", som også er på pladen? Den er bare lidt mere sørgelig.

Scott: - Ja, præcis. Der er ændret lidt til den endelige udgave. Der er flere grunde til, at nummeret er med. For det første så er det en demo, som blev optaget i huset ved kysten. Jeg har altid godt kunne lide demoer og have en del af huset og processen med på selve albummet. For det andet så kommer nummeret godt halvvejs på pladen, og jeg ville gerne minde lytteren på, hvis de altid forhåbentligt stadig lytter til albums fra start til slut, at der er et tema, som løber gennem hele albummet.

Hvad er den mærkeligste reaktion, I har fået på jeres musik?

Scott: - Der var en gang i USA, hvor vi forsøgte at få folk til at lyde lidt opgivende og skuffede efter en sang, i stedet for at give os den store applaus. Som et forsøg. Vi fik dem til det, og de gjorde også ret godt, og derfor var det en fantastisk nedtrykkende. En virkeligt dårlig idé. Haha. Det var det mærkeligste.

Haha. Tak for jeres tid.

Frightened Rabbit-diskografi
Sings The Greys (2006)
The Midnight Organ Fight (2008)
The Winter Of Mixed Drinks (2010)

Peter Katis
Amerikansk producer med base Tarquin Studios i Connecticut, som enten har produceret eller haft en udvidet mikserrolle på blandt andet følgende albums:
Interpol: Turn On The Bright Lights (2002)
Interpol: Antics (2004)
The National: Boxer (2007)
Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters (2007)
Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight (2008)
The Kissaway Trail: Sleep Mountain (2010)

Frightened Rabbit er:
Scott Hutchison - vocals, guitar (startede bandet 2003)
Grant Hutchison - drums, percussion, backing vocals (2004-)
Billy Kennedy - guitar, keyboards (2005-)
Andy Monaghan - guitar, keyboards, bass (2008-)
Gordon Skene - various instruments (2009-)

Glasgow-scenen
Starten på Glasgowbølgen dateres tilbage til 1979, da den kun 21-årige Alan Horne startede det første lokale indielabel Postcard Records, som kom til at huse bands som Josef K og Orange Juice. I 80'erne var først Llyod Cole And The Commotions, Edwin Collins, The Jesus And Mary Chain og Primal Scream med til at skabe den alternative rockscene, som derefter kom i Londons A&R-managernes søgelys. Samtidig blev dørene på spillestedet The Barrowlands Ballroom åbnet for samtidens britiske bands som The Smiths, The Clash og New Order. Musikalsk udvikledes genrerne sideløbende: punk, postpunk og støjrock. Teenage Fanclub spillede en poppet version af samme, da de blev dannet i slutningen af 80'erne, og i 90'erne kom tweebølgen med bands som Belle & Sebastian, mens postrockerne fra Mogwai repræsenterede shoegazer-delen af den musikalske stamme på samme tidspunkt. I tidens løb har mange af aktiviteterne haft berøring med eller befundet sig i omegnen af The University Of Glasgow.

I dag er det blandt andet bands som Franz Ferdinand, Camera Obscura, Frightened Rabbit og deres labelkammerater fra Twilight Sad, der tegner musikscenen i Glasgow, som beskrives som aldeles uhøjtidelig.

Metafor (substantiv, fælleskøn), udtale [metaˈfoˀɐ̯]
Oprindelse fra græsk metaphora overføring, af metapherein bære, føre
1. Sproglig figur, hvor et ord eller en ordforbindelse overføres fra sin normale, bogstavelige betydningssammenhæng til en anden, billedlig brug.
Med en yndet metafor taler man om, at "kemien" ikke er i orden.
1.a. Ting eller fænomen betragtet som symbol på eller repræsentant for noget andet, som regel noget mere abstrakt
Som metafor for karriere og social opdrift har bjergbestigningen dog været hos os i årevis.