Den Gale Pen møder Lækre Jens fra Red Warszawa

Endnu engang skal det stolte danske folk trækkes rundt i manegen af en flok mentalt udfordrede metaltosser

Endnu engang skal det stolte danske folk trækkes rundt i manegen af en flok mentalt udfordrede metaltosser. Landets musikalske skamplet Red Warszawa udgiver nyt album, De 4 Årstider I Nordvest, 29. marts, og så kan det jo kun gå nedad. Den Gale Pen rister derfor forsanger Lækre Jens, der prøver at bilde læserne ind, at han er mongol-stripper i Nordvest. Gu' er han ej!

Allerførst: hvad fanden er det for et lortenavn? Ingen ved jo, hvordan det skal udtales?!

– Helt enig, og derfor skal vi også skifte navn. I de første mange år kunne vi ikke engang stave til bandets navn. Warszawa kræver jo mindst en studentereksamen, før man kan komme igennem det. Der var engang et band i Ballerup, der hed Forhud I Flammer. Det synes jeg er rimelig sejt, men det er jo taget. Vi kunne også godt tænke os at hedde Big Fat Snake eller Peter Sommer, men det er jo også taget. Æv.

Ja, sikke noget bæ! Seks plader med håbløs leflen for laveste fællesnævner. Er I så færdige nu?

– Vi prøver desperat at komme endnu dybere – eller lavere, så svaret er jo helt klart nej! Bare tænk på al den tid, du selv bruger på at være stivdum, og så er seks cd'er jo pludselig ikke så meget. Vi barsler jo med en ny skive med navnet "De 4 Årstider I Nordvest", og det er smækfyldt med smukke sange i en skøn forening af Richard Clayderman og Richard Ragnvald. Der er faktisk mange, der græder, når de hører det. Så smukt er det!

Clayderman, Ragnald?! "Less is more". Ved I ikke det?

– Øh, sådan rent oversat til dansk betyder det dér "mindre er mere", og nu ved jeg ikke, hvad du fik i matematik, men jeg ved i hvert fald, at otte Guld Tuborg er mere end fire Guld Tuborg! Og hvis du prøver sådan noget zen-knald med, at tavshed er guld, så må vi jo bare sige, at vi er så kloge, at vi ikke kan holde det inde i vores hoveder.

Uhh, verdensmand, hva'? Børnegrimasser og elendig lyd sælger jo ikke, medmindre man er en af Politikens yndlings-indie-weltschmerz-eyeliner-pive-bands. Få dog et normalt job!

– Hvad er et normalt job? Sidde i kassen i Netto? Børnehavepædagog? Atomfysiker? Julemand? Bakkesangeringe? Journalist? Faktisk lever vi kun rent åndeligt af Red Warszawa. Der er sgu ikke penge i musik, med mindre man hedder Kim Larsen eller Steffen Brandt. Vi erhverver os som mandlige mongol-strippere i Tomsgård Bodega.

I "synger" om Nordvest på det nye album. Ærlig talt. Er den bydel ikke jammerlig nok, uden I skal lave et soundtrack til den?

– Vi synes jo faktisk, at det er en smuk bydel og kommer der jævnligt, da vi jo arbejder på bodegaen. Der sker altid så mange spændende ting, og man keder sig aldrig. Prøv bare selv at gå en tur ned ad Tomsgårdsvej.

Gu' gider jeg da ej! Hvad handler nummeret "Gratis Pikkemand" om?

– Det var et nummer, Henning skrev for at få eftergivet en større barregning. Et såkaldt ønskenummer, som kom på, efter at vi havde besluttet os for, hvilke numre der skulle være på skiven. Selve sangen handler i øvrigt om en rumænsk skotøjsfabriksarbejders kamp for at finde et ståsted i tilværelsen.

Sikkert... Jeg kan slet ikke forestille mig skuffelsen i jeres mødres ansigt, da I kom ud. Jeg går ikke ud fra, det har ændret sig, siden I dannede Red Warszawa?

– Kom ud af skabet eller dannede bandet? Det med skabet ved Hennings mor stadig ikke. Men med hensyn til bandet, var det jo Henning og Jens, der dannede det for cirka 23 år siden. Da Hennings mor så det første gang, kunne hun ikke forstå, hvorfor Jens skulle optræde med en gummistøvle på hovedet og te sig så åndssvagt. Og så kom hun med den glimrende ide: "Kunne en af jer ikke klæde sig i gult, den anden i grønt, så en i rødt og den sidste i blåt? Det er da sjovt, er det ikke?"

Sort snak bider ikke på mig, mester! Jeg har i øvrigt stukket jer til Børneforsorgen, så de kan komme og fjerne jeres børn. De stakler skal ikke lide mere end højst nødvendigt!
 
– Nu synes vi, du har en negativ attitude. Men desuden skal børn lide. Det er kun sundt med en hård opdragelse!