Inspector Clouseau på plade

Franskmænd er generelt ikke verdensmestre i engelsk. Alligevel har Air kastet sig ud i den svære kunst at synge på engelsk på albummet Talkie Walkie, der er det hidtil mest personlige album fra den franske duo.

Den engelske komiker Peter Sellers gjorde i Den Lyserøde Panter-filmene tykt grin med franskmænds engelsk-udtale, når han som den skøre Inspector Clouseau blandt andet udtalte phone som phøøne og room som røøm.
I mange år var det også nærmest umuligt at finde en franskmand, der gad tale med en turist, som kun kunne engelsk. Musikerne sang oftest også kun på fransk, for det var nu engang et meget smukkere sprog end engelsk.
Men selv franskmænd har måttet erkende, at verdens omdrejningspunkt ikke er Paris. Fransk musik – og i særdeleshed den såkaldte filterhouse i midten af 90’erne med Daft Punk som frontfigur – er kommet ud over grænserne.
I Air fandt hele verden samtidig et orkester, der på mesterværket Moon Safari forenede det bedste af den filmiske franske popmusiktradition med den grænsebrydende elektroniske musik i en forførende rumrejse i en blanding af fransk og engelsk med flere gæstevokalister.
På den rumlige Moon Safari var Nicolas Godin og Jean-Benoit Dunckel stadig anonyme. Ingen fotos. Men efter det mere organiske album 10.000 Hz Legend med udadvendte tekster og mange gæstevokalister, er gruppen nu ude med det tredje album, Talkie Walkie, der er en mere personlig plade. På engelsk. Med kraftig fransk accent.

Accent er cool
– Måske er der en særlig stil for franske tekster og franske stemmer. Vi bruger meget simple ord og mærkelige synsvinkler. Det handler altid om fester eller kærlighed, så man hører den franske accent overalt, som i Daft Punk eller Phoenix, og det er cool. Det er en unik stil, som i 80’erne, da der var så mange bands, som ABBA eller Modern Talking, forklarer Nicolas Godin og udtaler Modern med o som i mor og Talking som tåkinnnn med tryk på sidste stavelse.
– Det var interessant, fordi det havde sin egen stil på grund af accenten. Meget romantisk. Som Melodi Grand Prix, uddyber han.
Hvorfor gør I det selv nu?
– Fordi Nigel Godrich, vores producer, syntes, vores stemmer lød cool. At det var bedre end at hente gæstevokalister ind. Den franske accent bevarer vores oprindelige lyd, og en perfekt sanger kunne ikke gøre det bedre, fortæller Jean-Benoit Dunckel fra lænestolen ved siden af.
– I starten var det svært at finde ud af, om det var godt eller ej, men vi fandt ud af, at det var den eneste måde at være følsomme på, supplerer Nicolas Godin.

Teknologien tilsidesat
Air har i det forgangne år arbejdet på tre forskellige projekter. Musik til en ballet, der havde premiere i december i Paris, musik til oplæsning af en bog af italieneren Alessandro Barrico, der er en af duoens yndlingsforfattere, og samtidig det nye album.
– Vores computere var fulde af musik. Nigel Godrich bad os rense ud i dem, så vi udvalgte simpelthen de sange, vi ville have med, siger Jean-Benoit Dunckel – eller JB, som han oftest omtales.
Hvad var jeres ambition så med de numre og albummet?
– Med hensyn til en bestemt stil, så laver vi bare det, vi har lyst til, når vi går i studiet. Der ligger ikke noget bevidst valg bag. Pladen er blevet mere minimalistisk, mere fredfyldt og med tilsidesættelse af teknologien. Det drejer sig mere om at give tid til at være mennesker og om, hvad vi føler indeni. Det er også derfor, at vi ikke kunne have gæstevokalister, for sangene er personlige, og teksterne er autobiografiske, forklarer Nocolas Godin.
Hvordan har I det så med at gøre det på den måde?
– Det er anderledes. For tidligere var vi mere producere, hvor vi nu mere er kunstnere, siger JB og griner. – Vi har jo også taget os selv med på coveret denne gang. Som et band!
Og hvad er det for noget med de handsker …?
– Vi sendte 50 fotos til fyren, som har lavet coveret, og han valgte det her. På alle de andre havde vi ikke handsker på. Men det er cool. Som om vi er seriemordere eller til S/M.
På coveret optræder Air iført sorte læderhandsker foran en tavle med Einsteins relativitetsteori. Logoet ser ud som den ”Air’ende rod af Talkie Walkie”.

Personlige følelser
Hvorfor titlen Talkie Walkie?
– Som sagt er de andre album lavet ud fra et koncept. Det første om rum, og det andet skulle forestille at være en slags moderne verdens undertrykkelse – teknologien og kravet om at have et job og være effektiv. Det her handler meget mere om personlige følelser. Hvis du tager mobiltelefonen, er du på en måde forbundet med hele verden, men med en ”talkie walkie” er det bare to mennesker, der kommunikerer, siger JB og uddyber.
– Samtidig kunne Nigel Godrich godt lide den måde, franskmænd synger engelsk dårligt, og vi er de eneste, der bruger ordet ”talkie walkie” og ikke ”walkie talkie”. Det illustrerer pladens indhold fint, og han var færdig af grin over den måde, jeg f.eks. synger Universal Traveler. En englænder ville aldrig udtale ordene på den måde. Vi bruger heller aldrig teknikere eller assistenter i studiet, så vi kommunikerer gennem hovedtelefon og mikrofon – som gennem en talkie walkie. Der er ingen andre til stede.
Er det på samme måde, når I ikke kommunikerer om musik?
– Det er altid musik. For os er det et meget mere virkeligt sprog end fransk eller engelsk … Det er derfor, vi godt kan lide at lave soundtracks til film. Du kan bedre beskrive en scene i en film med musik end med ord. Det er så nemt! Jeg kan høre musikken i mit hoved. Det er en gave at være åben for dét. Jeg ved ikke, om vi er gode eller dårlige til det, men vi er nemt forbundet med musikkens sprog. Når vi lukker døren til studiet, glemmer vi resten af, hvem vi er. Andre har brug for at smalltalke for at føle sig frie, men i studiet er vi frie.

Laver en sang på fire-fem timer
Hvad har det så givet at arbejde med Nigel Godrich?
– En masse sjov! Det var virkelig skægt at indspille med ham, og han er samtidig en fantastisk dygtig tekniker, så han har fortjent en masse kredit for denne plade. Han gav os selvtillid og tro på vores egen intuition. Han bakkede hele tiden op om vores idéer, så vi har kunnet arbejde hurtigt. Vi arbejder meget instinktivt, så vores ambition er egentlig bare at blive bedre og bedre hele tiden. Jo bedre vi bliver, jo hurtigere arbejder vi også, siger JB.
Hvor lang tid tog det så at indspille albummet?
– Det gik meget hurtigt. Vi har jo samtidig lavet balletten og bogmusikken. Og vi arbejder ikke om onsdagen eller i weekenderne. Hver måned holder vi to uger fri. Resten af dagene laver vi musik, og vi arbejder meget hurtigt. Vi laver ofte en sang på fire eller fem timer. Måske kan vi lave en plade om ugen om 20 år … Det var kun Run, vi havde problemer med. Vi kunne ikke finde ud af omkvædet, så det brugte vi to uger på. Men da vi først havde idéen, tog det en time at indspille, forklarer JB.
Netop Run har den her maskinelle Kraftwerk-lyd over sig …
– Ja, men det er også den eneste, for vi ønskede at være mindre elektroniske. Men den er så god, at vi blev nødt til at have den med …