Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Fredag d. 26-03-2010 kl. 10:44

Mixtape: Coco Moon

Den århusianske kvintet tager lytteren i hånden gennem en zoologisk verden på sit Beatles-, Gainsbourg- og Albarn-prægede mixtape

Den århusianske alternative popkvintet Coco Moon var på GAFFAs liste over bands, der bliver store i 2010. Første skridt på vejen er udgivelsen af singlen "DDR" (i februar) og debut-ep'en Coco Moon Ep, som kom i mandags på det nystartede Easytiger, et underlabel til Tigerspring. Bandet består af medlemmer fra det hedengangne rock'n'roll-band Magnum 44, men Coco Moons univers tager udgangspunkt i popmelodier med forsanger Nana Odderskærs karakteristiske og isnende høje vokal i front, som bliver modsvaret af en solid rockbund.

Vores anmelder Ole Svidt gav ep'en fire stjerner med ordene: "Coco Moon byder på fire veldrejede powerpop-sange, hvor Odderkærs sensuelle, luftige røst lokker med lys og forår, mens musikken trækker lytteren mod dansegulvet med pumpende bas, ikke mindst på åbningsnummeret DDR..."

Ep'en og det kommende album er produceret af Mikkel Bolding (aka Messy Shelters) og Alec Burton over en periode fra 2007 til 2009, og man kan forvente sig debutalbummet fra gruppen til august. Forinden skal Coco Moon i øvrigt spille på årets Spot Festival.

Et zoologisk mixtape

Da vi blev spurgt, om vi ville lave et mixtape, var alle enige om, at Beatles-nummeret "Everybody's Got Something To Hide Except Me And My Monkey" skulle med. Dels fordi det er et overset Beatles-nummer, men mest af alt fordi alle i bandet altid har elsket den sang. Vi syntes det var sjovt at vælge nogle sange, hvor vores yndlingsartister har brugt dyr i deres titler. Så velkommen til vores zoologiske mixtape.

The Beatles: "Everybody's Got Something To Hide Except Me And My Monkey" (1968)

Lad os starte med at gå forbi abeburet, hvor Lennons "Monkey" står for skud. Om der refereres til Yoko Ono eller Lennons heorintrang, er der flere meninger om. Det er i hvert fald et vildt intenst rocknummer, hvor man tydeligt hører Lennons vildskab.

Tinariwen: "Tenhert (The Doe)" (2009)

Igennem Tinariwens arabisk-afrikanske univers fortæller "Tenhert (The Doe)" historien om et hun-dådyrs færden i et nordafrikansk landskab. Vi forstår på ingen måde sproget (tamashek), men sangens messende og bluesorienterede stemning er fantastisk og leder tankerne mod Saharas golde landskaber, hvor naturen er både smuk og ubarmhjertig.

Charlotte Gainsbourg: "Trick Pony" (2010)

Charlotte Gainsbourgs tætte samarbejde med Beck har bl.a. resulteret i en denne pony, hvor vi er ret vilde med produktionen. Æstetikken og Becks tydelige aftryk er med til at skabe en dyster og organisk vibe. Produktionen står godt til Gainsbourgs spinkle klang, og vi synes på en måde, den videreudvikler sound'en fra "Tenhert".

Dungen: "Panda" (2005)

Dungen trækker vores mixtape tilbage til 60'ernes psych-rock med en tydelig svensk sans for popmelodier. Pandaen er et truet dyr og bliver i denne sang et billede på en truet kærlighed… sådan hører vi det i hvert fald. Dungen formår at fange en gammel lyd som ingen andre, og vi kan virkelig anbefale albummet "Ta Det Lugnt".

The Good, The Bad & The Queen: "Northern Whale" (2007)

Vi slutter playlisten af med "Northern Whale", skrevet af Damon Albarn. Vi er rigtig glade for nummerets sumpede og minimalistiske karakter. "Northern Whale" lever sit helt eget liv, og vi synes, sangen slutter vores mixtape med en rar og stenet stemning.

Coco Moon Ep udkom i mandags, den 22. marts. Lyt mere på MySpace.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.