The Floor Is Made Of Lava - Fra flabede floorfillers til fuldblods rock ‘n’ roll

The Floor Is Made Of Lava - Fra flabede floorfillers til fuldblods rock ‘n’ roll

Der er løbet en del vand gennem åen, siden The Floor Is Made Of Lava i 2007 bød landets radiostationer og disses lyttere på dansevenlige og iørefaldende clubrock-hits som "Told Her I'm From Compton", "Do Your Sister" og "Happy Monday" fra debuten "All Juice No Fruit". Siden er trioen blevet en kvartet, og de fire drenge har ud over at turnere land og rige rundt også haft fornøjelsen af at spille support for både Oasis, Nephew og selveste AC/DC. Nu er de imidlertid klar til at plante endnu et fodaftryk i den muld, der udgør den danske musikscene for tiden, med debutopfølgeren "Howl At The Moon", som har bevæget sig i retningen af mere klassisk rock, end man fandt på debuten. Forsanger Tobias Kippenberger forklarer:

– Den første plade var indspillet ud fra et dogme om, at man helst kun måtte bruge én streng på guitaren, og at bassen skulle fylde meget. Det hele var utroligt riff-baseret, og lavet ud fra vores førstehåndsindtryk af os selv. Hen ad vejen har vi imidlertid fundet ud af, hvem vi er som band, så nu er der også plads til akkorder, og der er kommet højere til loftet. Det er simpelthen bare straight up rock 'n' roll og ikke alt muligt andet pis.

Bassist Simon Visti supplerer: – Ja, back in the days var det de fede bands, der lavede rock 'n' roll. Sådan skal det være igen.

Tobias: – Vi har klart åbnet mere op og har prøvet os mere frem end tidligere. Også på tekstsiden. Før gemte vi os nærmest bag en rustning af sarkasme; hvis vi kom til at sige noget, der kunne betyde noget i sangene, skyndte vi os at smække en sarkastisk sætning på, så det ikke blev alt for seriøst. Det er vi ikke så bange for længere. Vi har også bevæget os en smule væk fra hele den dér club-rock-ting. Det handler om at komme ud af de båse, som folk sætter én i. Ikke at der er noget galt med kategorier, men når man nu føler, man er så meget mere, er det sgu lidt en skam.

At fungere i en helhed og hver for sig

Endnu et skridt i retningen af et mere seriøst udtryk kan findes på tekstsiden. Under arbejdet med teksterne til pladen begyndte Tobias at tænke de enkelte sange ind i en større og mere overordnet historie, og hertil var en sparringspartner og streng lærerskikkelse nødvendig.

Tobias: – Jeg spurgte Simon, der jo også selv skriver sine egne ting, om ikke han havde lyst til at være en del af processen, fordi det altid har været os to, der har været mest optaget af at tænke konceptuelt i forhold til bandet. Vi stoler meget på hinandens dømmekraft, og det har været enormt effektivt at arbejde på teksterne sammen. Vi var i sommerhus i tre-fire dage, hvor vi fik skrevet det løse i sangene færdigt, og vi fik skrevet to sange fra bunden. Det var virkelig en god proces, og jeg var overrasket over, at vi overhovedet fik lavet noget, for vi ville ikke nødvendigvis tvinge noget frem. Vi fik gennemgået hver enkelt sætning og snakket om, om tingene var tydelige nok, og hvad de enkelte numre manglede for at blive bundet sammen med de andre, men stadigvæk forblive sine egne.

Effektivitet, variation og udvikling

Da beslutningen om at starte The Floor Is Made Of Lava blev taget i en brandert tilbage i 2006, var det med en målrettet stilen mod landets radiostationer, og bandet var da også i besiddelse af en pladekontrakt, før de havde spillet deres første koncert. Guitarist Lars Rock, der sluttede sig til bandet efter udgivelsen af debuten, er yderst tilfreds med bandets nye sange:

Rock: – Det er ikke for at lyde cocky, men der er ikke et eneste tidspunkt, hvor jeg har været usikker på kvaliteten af vores materiale. Det lyder præcist lige så godt, som jeg havde turdet håbet på. Desuden er jeg rigtig glad for den nye, "større" lyd vi har fået. Det lyder stadig som Lava, men der er kommet mere variation i musikken. Vi er blevet mere sammenspillede og teknisk dygtige, og det swinger bare bedre end nogensinde. Særligt Simon har som bassist udviklet sig kolossalt de sidste to år.

Simon Visti: – Jeg synes også, der er sket nogle ting med os som musikere i løbet af de sidste par år. I og med at jeg for eksempel er blevet en bedre bassist, har jeg også fået mere selvtillid som musiker, og jeg får mange flere idéer. Der er ingen af os, der er supertekniske, og der er ingen af os, der kan spille rigtigt på et click (elektronisk metronomlyd, red.), men i vores overbevisning om, hvad rock og rul er, så er det ikke det, det handler om. Det handler om at fremkalde og formidle følelser, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at ligge rigtigt på et click. Det er meget båret af kærlighed til hinanden og rockmusik det her, og alle får lang snor.

Ace (trommer, red.): – Det er meget anderledes end sidste gang, vi indspillede. Det er en helt anden proces, og sangene er anderledes. Der kommer flere idéer på bordet, og til forskel fra sidst er det ikke et regelsæt, vi spiller efter. Nu er der plads til at spasse ud og prøve en masse ting af. Det ville aldrig være gået på den første plade, hvor der ikke var plads til spontanitet. Det var meget klinisk. Der er helt klart meget mere live-feeling på den nye.

En større palet

Simon: – Som band har vi fået en noget større palet end tidligere. Den er ikke så stor som alle mulige andres, men det gør, at der er plads til udvikling, og det er fedt, at vi netop alle sammen har lyst til at udvikle os. En stor palet er ikke nødvendigvis en force. Der er jo ingen regler om, hvor mange farver, der skal være på et billede, for at det er smukt. Hvis der er alt for mange farver, så bliver det jo bare brunt, og det er der ikke nogen, der gider høre på. Den første plade er meget repeterende og rytmisk funderet. Her er vi mere melodibårne. Ikke at man skal smide sin groovy rytme væk, men nu er der bare plads til begge dele. Der er også sket noget med Tobias' måde at bruge sin stemme på. Han er muligvis landets bedste rocksanger, og han har virkelig udviklet sin måde at synge på. Fra at være meget huggende og hiphop-agtig i sin vokal, bærer han meget mere tone og melodi på de nye numre.

Tobias: – Vi var alle sammen enige om, at der skulle længere toner ind i sangene, og at der skulle være større udsving imellem tonerne. På den gamle plade er alle mine melodier – helt ubevidst – kommet til at ligge omkring den samme tone, hvor skiftene i melodien kommer via instrumenterne. Sådan lidt ligesom omkvædet i Lucy In The Sky With Diamonds (af det britiske pop-orkester The Beatles, hvis nogen skulle være i tvivl, red.). Jeg har lidt en svaghed for at synge på den måde, men det har jeg forsøgt at komme ud over, og målet med de nye sange har til dels været at lave melodier, der fungerer i sig selv, hvis ikke instrumenterne havde været der til at bakke dem op.

Når I nu har siddet og arbejdet med teksterne til albummet og tydeligvis lagt en del energi i det, kunne det være interessant at høre, hvad I synes en god rock-tekst skal kunne?

Simon: – Jeg synes ikke, at man kan sætte en skabelon op for, hvad en rock-tekst skal kunne. Der er mange forskellige typer gode rocktekster, og der er forskellige måder at skrive på. For eksempel kan man være historiefortæller, eller man kan være mere opmærksom på de enkelte sætningers citerbarhed. Den første plade var bygget meget op omkring enkelte linjer, sætninger og udtryk, mens den nye snarere baserer sig på en fortælling, men uden at være storyteller-agtig.

Tobias: – En af de måder, vi har forsøgt at nærme os den gode rock-tekst på, er ved at inkorporere ting og følelser, som folk kan relatere til, ind i den overordnede fortælling. Teksten kan forstærke elementer af følelser, som man selv kun kender alt for godt, og det er en fed egenskab ved musikken, når man som lytter kan føle, at en sang handler om én selv. På den måde opstår den en følelse af et bånd mellem den eller de, der leverer teksten, og den eller de, som lytter til den. En fornemmelse af, at man har noget til fælles. Det er en af musikkens allerstærkeste forcer.

"Esbjerg-mafiaen":

Der kan ikke være megen tvivl om The Floor Is Made Of Lavas ophav. Både producer Sebstian Wolff, der til daglig slår sine folder i Kellermensch, og coverartist Karen Segall kan ligesom tre fjerdedele af bandet kalde Esbjerg for deres hjemby. Undtagelsen er Ace, der er fra Fanø.

Tobias: – De folk, vi har valgt at arbejde med, har næsten altid været den mulighed, vi først er blevet enige om. Vi havde i første omgang snøren ude efter Owen Morris (Oasis, The Verve med flere) til at producere pladen, men før vi nåede at få et endeligt svar fra ham, var vi blevet enige om, at vi hellere ville arbejde sammen med Sebastian. Karen var den første, vi kontaktede til at prøve at give det et skud med illustrationerne til coveret.

Simon: – Det er også klart mest interessant at præsentere noget nyt for folk. Karen har ikke lavet særligt meget af den her slags før, og hun er lige blevet færdiguddannet, og Sebastian har kun lavet sin egen plade. Det er rigtig fedt at få nogen indover, som også har en motivation til at gøre sit ypperste, fordi de også er på vej frem og skal skabe sig et navn. Det er fedt at have nogle, som udvikler sig, og så er det jo fantastisk, hvis man kan arbejde med noget, som man har et forhold til i forvejen. Selvfølgelig arbejder man ikke sammen med nogen, bare fordi man kender dem, men hvis de har talentet og kan levere lige det, man leder efter, er det jo fantastisk at kunne hjælpe hinanden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA