Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Mandag d. 05-04-2010 kl. 09:00

Shout Wellington Air Force: Rock, der eksploderer lidt mere

Den danske gruppe er omsider klar med debutalbummet, mere end to år efter udgivelsen af deres første ep

Af Marta Sørensen

– Det var nødvendigt, at tingene faldt fra hinanden, før de kunne rejse sig igen. Sådan beskriver forsanger og guitarist Bastian Kallesøe den tid, der er gået, siden hans band, Shout Wellington Air Force, udgav deres første ep, "Carry Yourself". Nu, over to år senere, er de klar med det første album, "Clean Sunset", men meget har ændret sig i mellemtiden.

– Der skete et sammenbrud efter udgivelsen af ep'en, og vi havde alle lyst til at starte fuldstændig forfra, både i vores egne liv og i forhold til bandet, siger han.

Dengang boede alle fire bandmedlemmer i Århus, var lige blevet studenter og ville, ifølge Bastian, lave musik, der lød som det, de selv kunne lide. Resultatet blev seks bittersøde lo-fi numre mellem pop og indierock, der fortalte om katastrofer og egenkærlighed. Ep'en blev godt modtaget; GAFFAs anmelder smed fire stjerner efter bandet, og de blev anbefalet af Det Elektriske Barometer på P3. Alligevel skiltes de efter nogle koncerter.

– Vi flyttede til hvert vores verdenshjørne. Sebastian (Jensen, trommeslager, red.) og Henrik (Pedersen Noe, bassist, red.) tog til Asien, og Emil (Mejlvang, guitarist og keyboardist, red.) rejste rundt i Østeuropa. Jeg boede i Nice i et stykke tid, og mange af teksterne til den nye plade er skrevet dernede, fortæller Bastian.

Hjemme i Danmark mødtes bandet igen, genfandt spilleglæden og flyttede til København. Ifølge Bastian er de ikke længere optaget af lyde som andre bands.

– Vores debutalbum er frygtløst på en anden måde, og der er ikke indgået nogen kompromisser. Jeg kan godt lide ep'en, men den var konventionel bandrock og handlede mere om, at vi skulle hygge os. Dengang tænkte vi ikke så meget over, hvorfor vi lavede musik.

I dag har Bastian Kallesøe gjort sig flere overvejelser om, hvordan "Clean Sunset" skal skille sig ud fra mængden af indiebands.

– Pladen virker lidt skizofren, for vi har gået meget op i, at den skulle ændre sig hele tiden. Mange indierock-plader har en ensformighed over sig og er meget optagede af at virke sammenhængende. Desuden er de fleste plader lidt for lange. Vi vil gerne lave noget mere kaotisk; en kort plade, der eksploderer lidt mere.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.