Læs ambers dagbog fra studiet i Chicago
Sadcore-bandet skriver om indspilningen af debutalbummet med topproduceren Steve Albini
Den danske trio amber (ja, de insisterer på at skrive det med lille) har på det seneste markeret sig med koncerter og demoer, hvor deres dybt personlige udtryk får frit spil. Stilen er lavmælt rock med den udtryksfulde vokalist Biljana Stojkoska i front for bas og trommer/vibrafon, men ingen guitar. Musikken er inspireret af eftertænksomme navne som Bonnie "Prince" Billy, Spain og The God Machine, og ambers originale udtryk har vakt opmærksomhed, helt til den legendariske amerikanske producer Steve Albini.
Albini er kendt for sine lo-fi-produktioner, eller rettere optagelser (da han ikke piller mere end højst nødvendigt), og han har optaget plader med stilskabende navne som Pixies, P.J. Harvey, Page & Plant og Nirvana, hvis svanesang "In Utero" han fik i kassen. Det er dog ikke første gang, Albini indspiller med et dansk band, da han i 1995 optog støjrockerne Grinds (en forløber for Amstrong) sidste album "Creampetal".
Amber var i Chicago hos Albini en uge i februar, og for GAFFA.dk har de skrevet dagbog om arbejdet med den levende legende:
Fredag d. 13.
Koncerten på Rust I København gik godt til trods for, at forberedelsestiden havde været kort, og Biljana kæmpede med en forkølelse. Men umiddelbart efter koncerten blev Jans basser stjålet.
Søndag d. 15
Vel landet i Chicago kaprede vi en taxi og kørte mod studiet Electrical Audio, der viste sig at ligge i et industriområde, lidt uden for byen. Stedet var stort og tydeligvis indrettet til at huse og servicere musikere i indspilningsperioden. To studier i underetagen, køkken, stor stue og 4 værelser (til gæster) i overetagen. I kælderen havde de en masse trommer, bækner, stativer m.m.
Mandag d. 16
Martin (trommeslager og vibrafonist, red.) og Jan blev kørt til byen for at købe nye basser. Biljana blev i studiet for at spare på kræfterne. Senere på eftermiddagen fik vi os en snak med Steve om, hvordan vi gerne ville optage, hvilke idéer vi havde, og hvad han kunne gøre for at hjælpe os. Vi fortalte ham om vores arbejdsmetode (live-indspilning), og han fangede hurtigt vores retning og havde masser af idéer til, hvilke basforstærkere, mikrofoner og trommer der kunne bruges, for netop at ramme vores univers. Hans musikalske intuition og sans for lydbilleder var enorm.
Tirsdag d. 17
Biljana var nu klar til at indspille, men et andet problem viste sig: Et nedrivningsarbejde lige ved siden af studiet var sat i gang, og en støjende bulldozer, senere døbt "the monster", gjorde indspilningerne problematiske, idet vi kun kunne optage i intervaller.
Onsdag d. 18
Steve undersøgte, hvordan arbejdsmændene på byggepladsen arbejdede, og fandt mere præcist ud af, at monstret bevægede sig i cirka et kvarter ad gangen efterfulgt af ca. en times pause. På den måde fik vi nogle tvungne frikvarterer, men var nu opmærksomme på intervallerne. Vi fik indspillet 4 numre, hvilket var meget pænt omstændighederne taget i betragtning.
Torsdag d. 19
Dette var dagen, hvor Tomeka, vores gæstecellist, dukkede op. Vi var meget spændte. Både på, hvordan hun ville reagere på vores frie arbejdsmetode, men også på hvordan det ville gå. Vi spillede de numre, der skulle cello på, og hun forsøgte nogle forskellige ting. Vi havde nok undervurderet, hvor svært det er at droppe ind fra gaden og spille med på noget helt ukendt musik uden videre instruktion. Denne dag fik vi også snakket mere med Steve om hans arbejdsmetode, og samtidig tilbød han os en ekstra dag, idet vi var kommet lidt bagud.
Fredag d. 20
Vi startede dagen med Tomeka og lyttede på noget af det, der ikke blev helt godt nok om torsdagen og fik lavet de nødvendige ændringer.
Steve var bekymret for, om vi nu kunne nå det hele, og vi inddrog søndagen til miksning og måtte vinke farvel til at opleve Chicago by.
Lørdag d. 21
Vi brugte nogle timer på bare at spille. Fik lavet et nummer, som vi indspillede, hvorefter vi startede på miksning. Steve mente, miksningen ville være meget let, fordi der kun var tre "instrumenter". Det viste sig dog, at nogle numre (især dem med trommer og cello) var mere komplicerede og tidskrævende end forventet. Eller også var det bare os tre, der var besværlige og krævende.
Søndag d. 22
Vi fortsatte med at mikse, men kom under tidspres ud på eftermiddagen. Vi nåede det hele, men taxaen holdt og ventede på os, mens vi lyttede det sidste nummer igennem.
Herefter
Amber spiller på Stengade d. 2. april og Studenterhus Odense d. 14. maj og er desuden inviteret til at spille på dette års Spot-Festival. ambers debut-album "Putting All The Pieces Together" udgives d.7. april.












Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.