Wainwright vs. Richter: Sex, død og opera

Wainwright vs. Richter: Sex, død og opera

Tilbage i februar måned stillede Sonja Richter op til GAFFAs Finale-interview, hvor hun afslørede, at den musiker, hun helst ville på date med, var Rufus Wainwright. Så da den canadiske popcrooner skulle interviewes i forbindelse med sit nye album All Days Are Nights: Songs For Lulu, tænkte vi: hvorfor ikke lade Sonja Richter gøre det? Og således blev det arrangeret, at Rufus skulle møde den danske superfan, skuespillerinde og sangerinde til en snak om... Ja, det lod vi dem helt selv styre.

Sonja Richter: – Har du hørt noget om det her setup?

Rufus Wainwright: – Lidt, men det hele har været så sindssygt på det seneste, med min mors død (sangerinden Kate McGarrigle døde af kræft i januar, red.), operaen (Wainwright er aktuel med operaen Prima Donna, red.) og den nye plade. Så jeg opfatter kun halvdelen af, hvad der sker i mit liv lige nu. Så fortæl mig det lige igen.

Sonja: – For nylig blev jeg i et interview spurgt: "Hvilken musiker ville du på date med?", og jeg tænkte "åh nej, jeg har slet ikke lyst til at tage på date med en musiker, for jeg kan faktisk ikke lide musikere." Men så kom jeg i tanker om, at der faktisk var én musiker, som jeg rigtigt gerne ville møde, og med ham ville det ikke være en normal date, for han er til fyre. Så jeg svarede Rufus Wainwright, for han er den sejeste, og jeg er virkelig stor fan af dig.

Rufus: – Åh hvor sødt, tusind tak, søde, men nu får jeg helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har fået fat i din plade eller nogle af dine film.

Sonja: – Jeg har faktisk taget pladen med til dig, selv om jeg er lidt flov over at give den til netop dig, fordi du er så genial. Nå, men jeg har lyttet en del til din musik, og jeg kan høre, at vi har forkærlighed for mange af de samme ting, såsom den dramatisk europæiske musik fra 30'erne og 40'erne.

Rufus: – Åh ja, en fantastisk tid med fantastiske outfits.

Sonja: – Og så hedder din nye plade All Days Are Nights: Songs For Lulu. Og All Days Are Nights er fra Shakespeares sonetter, som jeg faktisk altid har liggende på mit spisebord og tit læser i.

Rufus: – De er også virkelig fantastiske, og jeg syntes faktisk, det er det bedste, han har skrevet. Som skuespiller er du sikkert uenig, men der er noget ved dem, der er ualmindeligt tidløst. De tekster er stadigvæk vildt stærke og nutidige, uanset hvilken tid man lever i.

Sonja:  – Når jeg læser dem, ser jeg dem som skrevet til en mand fra en mand og med en stor passion og kærlighed. Vi ved så lidt om Shakespeare, men jeg er overbevist om, at han må have haft et forhold til en mand.

Rufus: – Jeg tror ikke, at han udelukkende var homoseksuel, for der bliver også beskrevet et passioneret forhold til The Dark Lady (en af karaktererne fra sonetterne, red.). Det forhold virkede mere seksuelt, men måske er det bare fordi, dét var mere accepteret dengang, hvilket det stadig er. Men jeg tror også, at han havde et homoseksuelt forhold til den unge mand i teksterne, og han virkede nærmest chokeret over sine følelser, for dem var han aldrig stødt på før. Det minder faktisk meget om Brokeback Mountain (begge griner, red.).

Sonja: – Ja, og det er i øvrigt en rigtig smuk kærlighedshistorie og en af mine favoritter. Anden del af pladetitlen er Songs For Lulu, og det er en reference til figuren Lulu i Frank Wedekinds stykke Pandora's Box.

Rufus: – Ja netop, det refererer nok mest til (stumfilmsskuespillerinden) Louise Brooks, der spillede Lulu i filmatiseringen af Pandora's Box (1929.) Opera-udgaven er også god, men jeg har ikke set teaterudgaven af det. Kender du den?

Sonja: – Ja, jeg har læst den, for jeg spillede faktisk Lulu i en teateropsætning som noget at det første, jeg lavede som skuespiller.

Rufus: – Wow, hvor er verden dog lille sommetider. Så albummets sange er rent faktisk til dig.

Sonja: – Sådan hørte jeg det i hvert fald (griner). Jeg var med i en kabaret- udgave af stykket, og jeg spillede den rolle i to år, så jeg har altid følt, at Lulu var en stor del af mig. Et par af sangene på min plade stammer faktisk fra stykket. Så det var lidt pudsigt at finde alle de sammentræf.

Rufus: – Ja, det må jeg nok sige. Jeg sætter virkelig stor pris på kunsten fra den tid, men jeg har samtidig en enorm lyst til at slå igennem til det bredere publikum, der ikke er lige så kulturelt belæste som mig. Og jeg siger kun det, fordi jeg er elendig til sport og bruger alt for meget tid inden døre eller inden i mit hoved. Så jeg prøver ikke på at svine folk til, fordi de ikke er lige så belæste, som jeg er. Men det, jeg ville sige, er, at Lulu repræsenterer en destruktiv, men smuk, en nødvendig, men farlig kvindelig styrke, som for mig er vigtig at finde i sig selv, så hun ikke tager overhånd.

Sonja: – Det er vel også det, Pandora's Box handler om. Hvis man åbner æsken, finder man noget smukt, men man skal stadig være varsom med det, der er i den eller i sig selv, for det kan nemt tage overhånd.

Rufus: – Det handler også om at indse, at der er fare og konsekvenser i alt, hvad vi foretager os. Men det behøver ikke betyde, at man er et dårligt og skyldigt menneske, det er bare en del af livet, og det skal man acceptere. Amerika er et ret puritansk samfund. Jeg ved ikke, om det er sådan i Danmark, men der er så meget skyldfølelse og skam knyttet til seksuelle lyster og det ekstravagante. I stedet burer folk følelserne inde, sluger pomfritter og cola i stor stil, og ender med at leve foran fjernsynet i deres depression. Jeg synes derimod, det er vigtigt, at man indrømmer, at man elsker ting som sex, fester og de mørke sider. Ved at acceptere de sider af sig selv får man det afmystificeret, og det bliver bare til endnu et aspekt af livet.

Dagligt ritual at tænke over døden
Sonja: – Jeg læste et interview med dig, hvor du sagde noget om aids og den frygt, der var forbundet med den sygdom, da vi kom i puberteten. Jeg var selv rædselsslagen, men indså det først ti år senere, da jeg snakkede med nogle fra den ældre generation. Men vi kunne jo faktisk dø af at dyrke sex, og den frygt var ikke noget, man talte om med sine venner dengang, fordi det var lidt tabubelagt.

Rufus: – Jeg synes ikke, regeringen gjorde sit i Nordamerika for at oplyse om det. Folk troede ikke, det kunne ske for dem, på nær hvis man var homoseksuel. Regeringen gjorde virkelig et stort nummer ud af at opdele os, og de prøvede at overbevise folk om, at det kun var homoseksuelle, der var i farezonen.

Sonja: – Jeg kan huske, vi havde en diskussion om det i skolen. Hende pigen, der sad ved siden af mig mente, at aids var Guds straf til homoseksuelle. Vi kom næsten op at toppes på grund af hendes mening. Men føler du, at den tid har haft en indflydelse på vores generation?

Rufus: – Det har haft en enorm indvirkning på vores generation. Min mor døde som sagt for to måneder siden, og jeg var ved hendes side hele tiden, og det var skrækkeligt og deprimerende, men samtidig også smukt og opløftende på en eller anden måde. For man kunne ikke undgå at blive berørt af selve oplevelsen af, at hendes sjæl forlod kroppen. Men da jeg gik igennem hele denne proces med min søster (sangerinden Martha Wainwright, red.), der er tre år yngre end mig, og med min mors venner og familie, havde jeg en anden oplevelse, end de havde. For på den ene side var jeg nedtrykt og helt ude af den, men jeg var samtidig øjeblikkeligt nødt til at finde noget positivt ved den oplevelse for at kunne komme videre. Og jeg tror, det er noget, der kendetegner vores generation. Når vi er vidne til døden, nu eller som teenagere, så er vi nødt til, for at overleve mentalt, at hæve os over det og hurtigt knytte os til noget, der ikke er berørt af døden. For mig har det altid været opera, der har reddet mig. Det har været det sejl, der har båret mig over dødens vande. Og sådan tror jeg, at vi alle sammen i vores generation har noget at klamre os til. Men det blev jo næsten et dagligt ritual at tænke over døden. I ti år troede jeg seriøst, at jeg skulle dø.

Sonja: – Sådan havde jeg det også. Jeg kan huske, at da jeg kom ind på Teaterskolen, var jeg overbevist om, jeg ikke ville leve længe nok til at færdiggøre den fireårige uddannelse. Men det var ikke noget jeg talte med folk om, for det lød så overdramatisk.

Musikkens helbredende kræfter
Sonja: – Du nævnte operaen, og jeg elsker selv opera og drømte om at blive operasanger, da jeg var barn. Og jeg kan forstå, at du har skrevet din egen opera?

Rufus: – Ja, og vi er i gang med at øve til en opsætning af den (Prima Donna, red.) her i London. Men opera har været min udvej og mit tilflugtssted, siden jeg var 13-14 år. Det startede med Verdis Requiem. Og i den periode var jeg overbevist om, at det var et rekviem for min barndom og måske også min død. Jeg vidste fra det øjeblik, at opera altid ville være det sted, hvor jeg fandt styrken til at forsætte. Det skete flere gange i mit liv. Det sidste tilfælde var, da min mor døde. Vi hørte faktisk ikke så meget opera, mens hun var syg, måske mest af alt fordi jeg ikke ville genere hende (griner.) Men lige efter hun var død, gik jeg over til anlægget og blæste den kendte arie Mon Cœur S'Ouvre à Ta Voix ("mit hjerte åbnes for din stemme", red) fra Camille Saint-Saëns' Samson And Delilah-opera ud som en afsked og hyldest til min mor. Musikken transporterede hendes sjæl ud af huset og på vej mod det sted, hun skulle ende. Og jeg var glad for, at jeg havde mulighed for at kunne bruge musikken på den måde.

Sonja: – Jeg synes også, det er meget vigtigt at have musik, der netop kan hjælpe en i situationer, hvor man ikke kan finde ordene til at forklare ens følelser. For mig udtrykker opera en form for gråd, men samtidig en stor glæde og dermed en lettelse. Jeg faldt selv for operaen som barn. Jeg voksede op på landet, hvor der ikke var særligt meget kultur at dyrke, men min far instruerede noget amatørteater, og jeg forelskede mig i Surabaya Johnny (Weill/Brecht, red.), da jeg hørte en pige synge den. Jeg var simpelthen solgt på stedet. Hele sommeren gik jeg rundt og sang opera, og jeg ville have, at mine venner sang med, men de hadede det alle sammen. Jeg kan huske, at min storesøster bad mig om at holde kæft, for "du har altid en sang om alting." Jeg troede ikke selv, jeg havde stemmen til at synge opera, men jeg har altid elsket det. Senere forelskede jeg mig så i teater, og jeg var virkelig heldig, da jeg arbejdede på Det Kongelige Teater, der også husede operaen dengang. For når jeg havde pauser, sneg jeg mig altid ind for at høre operaprøverne, og tit blev jeg så opslugt af det, at jeg næsten glemte at komme ind til mine egne prøver.

Tiden er ved at løbe ud, og der skal også nås at tages billeder af Richter, der slynger sig om Wainwright, men der er lige tid til et sidste spørgsmål, inden den imødekommende canadier må undskylde sig og haste videre til operaprøverne.  

Sonja: – På dit nye album er du helt alene, bare dig og et klaver. Hvordan har det været at arbejde helt alene?

Rufus: – Det har været meget spændende, men også hårdt på grund af alt det med min mor. Og nu skal jeg snart på turné helt alene, så vi må se, hvordan det går. Det kan godt blive lidt enten eller. Man kan enten forsætte derudad og arbejde på livet løs, eller man kan stoppe op og lade hele ens verden falde sammen. Men lige nu kaster jeg mig bare ud i en tornado af arbejde. Både med operaopsætningen og mit nye album og turnéen, hvor jeg skal spille nogle af de mest komplicerede klaverstykker, jeg nogensinde har skrevet. Så jeg er virkeligt spændt, men også lidt skræmt. Men jeg er bare nødt til at følge med strømmen og holde mig oven vande. Det er simpelthen følelsesmæssig surfing (griner).


CV'er:
Sonja Richter (født 1974). Født i Esbjerg og blev færdiguddannet på Odense Teaterskole i 1999. Har siden vist sig som et af landets største skuespillertalenter inden for teater og film og har blandt vundet priser på filmfestivaler i Berlin og Monte Carlo. Blev desuden udmærket med Kronprinsparrets Kulturpris i 2007. Richter udsendte i 2009 albummet Careless Rapture og kunne senest opleves i Per Fly-filmen Kvinden Der Drømte Om En Mand.

Rufus Wainwright (født 1973). Canadisk født singer-songwriter og søn af folkesangerne Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle. Pladedebuterede i 1998 med Rufus Wainwright og er lige nu aktuel med sit sjette studiealbum All Days Are Nights: Songs For Lulu. Spiller den 30. maj i Koncerthuset i København og kan desuden ses på dvd-udgivelsen The Making Of Prima Donna, der, som titlen indikerer, handler om tilblivelsen af hans første opera Prima Donna.


Sonja Richters tre Rufus-favoritter:

Oh What A World (Want One 2003)
Dinner At Eight (Want One 2003)
Sonnet 20 (All Days Are Nights: Songs For Lulu 2010)






Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA