I skyggen af en bøffel

Albumaktuelle Grant-Lee Phillips om hans nye plade Virginia Creeper, fortiden med Grant Lee Buffalo og The Beatles som tresser-fossil

Grant-Lee Phillips vil de fleste kende fra Grant Lee Buffalo, i det omfang de altså kender ham. Bandet var anmelderfavoritter stort set fra dannelsen i starthalvfemserne – både i hjemlandet USA og her i Europa – og et hit som Fuzzy nåede også et bredere publikum. Men i 1999 gik de hver til sit, og Grant-Lee Phillips, bandets sanger, guitarist og sangskriver, fortsatte på egen hånd.

Fra Grant Lee til Grant-Lee
De fleste kender dig stadig fra Grant Lee Buffalo mere end for dit soloarbejde. Hvordan har du det med det?
- Egentlig ved jeg ikke, om det passer – det er svært for mig at gætte, hvor mange mennesker der har opdaget mig via mit soloarbejde og så arbejdet sig tilbage til Grant Lee Buffalo, og hvor mange der har været med fra starten. Begge dele gør sig formentlig gældende. Men en del af dem, jeg spiller for nu, er i hvert fald så unge, at de ikke kunne være kommet ind på spillestedet for ti år siden, bedømmer Phillips.

Velkommen til Grant Lee City
Men Grant Lee Buffalo nåede vel en del bredere ud end dit soloarbejde foreløbig har gjort?
Grant Lee Buffalo var forholdsvis store på et tidspunkt. Men den slags har aldrig optaget mig så meget – jeg læste f.eks. af princip aldrig, hvad der blev skrevet om Grant Lee Buffalo. Den tid, bandet brugte sammen, brugte vi mest af alt i skyttegravene – i et forsøg på at komme igennem den turné, vi nu lige var i gang med. Men det blev så tit holdt op som en gulerod, at ’når I vender tilbage hertil kommer I til at spille i den store sal’, smågriner amerikaneren.
- Og næste gang igen en endnu større sal, og til sidst bliver vi nødt til at rydde området og grundlægge en by i Jeres navn … eller noget. Nej, jeg ved ikke hvad pointen var, men alt skulle altid være større og større og bedre og bedre, og dén måde at tænke på er jeg ret skeptisk overfor i dag. For i sidste ende handler det altid om, hvordan du har det med det arbejde, du laver, og det liv, du får ud af det.

Vi gjorde det godt
Jeg har læst et sted, at en af grundene til Grant Lee Buffalos brud skulle være, at I ikke fik det helt store gennembrud …?
- Det tror jeg nu aldrig jeg har sagt, i hvert fald har jeg næppe sagt det på dén måde. Altså, de fleste bands har nok bare en begrænset holdbarhed fra starten. Meget få har den dybtliggende, gensidige afhængighed, der skal til for at holde. Man er sammen meget og længe, og turnéerne og anerkendelsen – alle de ting, der hører med til at være offentlige figurer – har det med at stille de indbyrdes forhold på spidsen. Jeg synes egentlig, vi gjorde det godt. Det er ikke noget, jeg går så meget op i.

Tilbage til rødderne
Dit seneste album, Virginia Creeper, markerer med sin rootsy americana-tone et stort skift i forhold til forgængeren, den episke og storladne Mobilized ...
- Efter bruddet med Grant Lee Buffalo syntes jeg, at Mobilized - der ikke var mit første soloalbum, men det første, der skulle udsendes bredt – burde repræsentere en ægte solo-indsats. Så jeg greb muligheden for at eksperimentere en del. Men efter at have fået det ud af mit system og efter at have turneret en hel masse alene med min guitar, kom jeg på sporet af de mere rå og enkle sange, der udgør Virginia Creeper.

Ingen politik, tak
Grant Lee Buffalos tekster var ofte politiske, men på Virginia Creeper sporer man ikke meget af den slags – heller ikke selvom mange amerikanske kunstnere netop nu er optaget af at protestere mod krigen i Irak og George W. og så videre ...
- Mine sange har det med at stille deres egne krav til mig. Jeg arbejder ofte lidt ubevidst, det er ikke nogen særlig sober proces. Jeg har stor respekt for folk, der kommenterer emner i deres samtid gennem deres sange; men jeg mener også, at mange af de udfordringer, vi mennesker møder i vores liv, har været de samme i meget lang tid og vil forblive de samme lang tid fremover. Så det giver mere mening for mig at tage udgangspunkt i dem. Der er da en række politisk orienterede sange i mit repertoire, men det er ikke dem alle sammen, der virker overbevisende i dag, mener Phillips.

Tidløshed schmidløshed
Kunne man sige, at du er blevet mere optaget af at lave noget tidløst?
- Det der med det tidløse, det er noget sjovt noget. Jeg opfatter The Beatles som tidløse, men samtidig er de jo i dén grad et tresser-fossil. Hvis du slår op i et leksikon under tresserne, så er der et billede af The Beatles! Jeg mener, at kvaliteter som tidløshed simpelthen bliver tilskrevet noget eller ej – og det er endnu en ting, jeg vælger ikke at gå op i. Min erfaring er, at jeg hvis jeg forsøger at udtrykke noget oprigtigt, uden at gå op i alle disse udvendige ting – om jeg ændrer det politiske verdensbillede med min musik, om jeg efterlader mig et tidløst minde – så bliver jeg typisk meget gladere for resultatet.