Lars Hybel: Genfundet guld på stenbroen

Lars Hybel: Genfundet guld på stenbroen

Det er godt nok med sjælen og erfaringer fra et levet liv, at man møder Lars Hybel. Blikket fastholder dig, indtil smilet dukker frem, som var Mikkel Ræv på besøg. Og der er noget at smile af, for sammen med drengene væltede han for nylig bluesmekkaet Mojo, og den 7. maj kridter de kompetente veteraner banen op og tager endnu en omgang i klubben i Løngangsstræde.

På Vesterbro har vi i årevis sukket, når han iklædt murertøj med bajeren i hånden og endnu et par dåser grøn Tuborg i lommen udenfor 1001 Nat-kiosken ved busstoppestedet på Istedgade mindede os om, hvor stor en guitarist, der på ubestemt tid var tabt for dansk musik. For vi huskede jo, da han som særdeles toneangivende medlem af C. V. Jørgensens gruppe op gennem firserne og ind i 1990'erne lagde de fede riffs på i det forløb, der sluttede med "I Det Muntre Hjørne" og sangen om Bjerringbro by night. Eller da han med et andet koryfæ med en deroute, der ville frem og især ned – Per Møller – var særdeles ferm guitarist bag Lars Muhl i Warm Guns.

Larses baggrund er dengang, countryrocken tog form på den amerikanske vestkyst. Her satte The Byrds strøm til countrymusikken, og umiddelbart efter fulgte legender som The Flying Burrito Brothers med Gram Parsons og Poco, for til sidst at nå deres kommercielle højdepunkt med Eagles. Passwordet var flyvende og syngende guitarer og guldrandede lyse vokaler med direkte udsigt til den endeløse highway, og da jeg så Lars første gang, havde han forladt hovedstaden og som så mange andre slået sig ned i kollektiv i Århusområdet. Her var de daværende eksponenter for stilen først og fremmest Gnags, som endnu ikke havde opdaget Talking Heads og verdensmusikken. Samt desuden Spillemændene fra Aarhus, som Lars spillede med, og hvor Henning Stærk var forsanger. Derudover var der ude i hippieland på Djursland et orkester ved navn Djurslandspillemændene, der i øvrigt via sine ene guitarist, Kim Tai Foo, siden skulle fostre den ene halvdel af The Raveonettes.

Spillemændene var del af miljøet omkring spillestedet Vestergade 58, og jeg husker specielt en koncert på Polyjoint i Lyngby, hvor Lars og bandet jammede med den nye hotte pigegruppe, Shit & Chanel, altså det band, der talte blandt andre Anne Linnet og Lis Sørensen. Til den koncert mødtes de to orkestre i en formidabel opvisning i mangestemmig vokal, og Lars var i den grad fremme på beatet,  mens hans ferme fingre tryllede på gribebrættet. Og siden skulle han altså sammen med Lars Muhl gå Elvis Costello seriøst i bedene med Warm Guns, og spille i en anden århusiansk kultfigurs band, nemlig Nils Maatofts firserorkester The Intellectuals, som også talte blandt andre Per Chr. Frost fra Gnags og Henning Stærk. Hvorefter Hybel vendte snuden hjem til hovedstaden, hvor han sammen med C. V. Jørgensen satte sig for at udforske countrymusikkens veje og vildveje, som vanligt i selskab med dobroen og den mangeårige følgesvend, den herligt hærgede Fender Telecaster med den påklistrede Bigsby-vibrator. Her ville han allerede antage en nærmest mytisk aura, og markere sig som en guitarist – og sangskriver – som brugte sit hårdt levede liv og mange år på landevejen som løftestang til en metier, som var uden sidestykke i dansk musik. I al beskedenhed, selvfølgelig.

Jeg har sat Lars stævne i min baggård, og han har taget den gamle Telecaster med, så fotografen Lea kan få nogle gode shots. Og så tager samtalen fart. Historierne vælter ud, som dengang han skulle lære at spille country og fik et legat:

Guitarist og bassist hos C.V.

- Ja, det var jo meningen, at jeg skulle til Nashville, men jeg havnede i New York på klubben CBGB (nedlagt klub på gaden The Bowery. Red.), hvor Talking Heads og B-52's som jeg var stor fan af på det tidspunkt spillede, og jeg sad derinde i en uge. Der var graffiti over det hele, og en fantastisk stemning derinde og så stod der nogle og spillede, og de kunne ikke spille i traditionel forstand, men det var så nyskabende og så fedt. Og jeg sad der med alle mine talenter, og der stod en guitarist, og så røg en streng, og så to strenge, og jeg tænkte, at nu måtte den da gå totalt ud af stemning.

- Men det var lige præcis dengang, at Nils Henriksen (højt estimeret guitarist og producer. Red.) ringede til mig og sagde, at nu skulle C.V. i gang igen. Han producerede jo Warm Guns, som jeg havde spillet med, men han sagde, at C. V. havde brug for mig, og at jeg skulle spille både bas og guitar. Men jeg kan huske, at Nils og mig tog op til Carsten i Birkerød, hvor vi fik teksterne til "Lediggang Agogo" og jeg læste dem i toget på vej hjem, og blev simpelthen så høj. Fantastiske tekster. Og bandet var Gert Smedegaard på trommer, Nils, Carsten og mig, og da vi så skulle på tur, kom Aske Jacoby med, og vi byttede så mellem bas og guitar. Og så kom Pete Repete med på keyboards, og så havde vi det band, der kørte i de næste otte år. Men det var en fed plade, selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at den var anderledes, for Carstens numre var smaddergode. Men den blev indspillet ude i Easy Sound-studiet, der lå i en nedlagt biograf på Trianglen på Østerbro, og Nils var glad for de der Phil Spector-tricks, og den fik nok lidt for meget rum. På det tidspunkt brugte alle gatede trommer og chorus-pedaler, men jeg droppede lidt senere alt, hvad der hed pedaler.

- Det var i forbindelse med, at vi i The Intellectuals skulle indspille en plade, og der kom en rigtig hotshot-producer over fra England, og jeg linede det hele op med to forstærkere, en Fender Super Reverb og en Music Man, samt ekkomaskine og en delay, og så sagde han, at "Lars, du spiller alt for godt til det der. Tag det ud!!". Og han havde ret, så det gjorde jeg efterfølgende.

Var det der, at du begyndte på slideguitar?

- Det bliver altid misforstået. Jeg bøjer eller sænker altid strengene. Det er min teknik. Og bruger så en masse fingerpicking. Min favorit er faktisk pedal steelguitar. Engang øvede jeg mig i 14 dage på sådan en, faktisk en ret simpel en med tre pedaler. Det er et større matematisk regnestykke at få det hele til at passe på sådan en, men jeg var helt væk i den, og nogle gange ville jeg spille otte timer i træk. Og nu bruger jeg meget af den teknik på min normale guitar.

Men vi kender dig alle sammen fra den tid med Carsten, og specielt fra mesterpladen "I Det Muntre Hjørne". Hvordan var det at spille med C. V. Jørgensen?

- Ja, men det var jo som at vende hjem. Vi havde kendt hinanden længe, og før han fik "det ganske lille band" var han ovre i Århus og spille på Vestergade 58, og så kom han ud og boede på den gård, som var vores kollektiv i Spillemændene. Den hed Højballegård og lå lidt udenfor Tilst. Men vi lavede en kæmpe morgenmad til Carsten og hans band, og jeg var vild med Little Feat dengang, og efter morgenmad lavede jeg en ordentlig morgenkoger, og så tog jeg dem med ind på mit værelse, da de var blevet godt skæve, for at høre Little Feat. Og de var helt solgt. Og efterfølgende, hvis du nærlytter de første plader ("Storbyens Små Oaser" og "Vild I Varmen". Red.), kan du høre, hvor meget Little Feat havde påvirket dem.

- Men da jeg spillede med C. V. lavede vi en række plader efter "Lediggang Agogo" og så fik Carsten bygget et lille studie oppe i sit hus, og jeg boede deroppe dengang sammen med min kæreste Else. Og der lavede vi "Indian Summer", en rigtig rock'n'roll-plade, hvor Nils stadig var med, og derefter lavede vi "I Det Muntre Hjørne", som faktisk kun var Carsten og mig. Og den opstod ved, at han havde fødselsdag, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give ham. Jeg ville gerne give ham en personlig gave. Og så fandt jeg en bog med Incredible Stringband, som handlede om, hvordan man stemte guitaren om i forskellige tunings. Den gav jeg ham i fødselsdagsgave, og så sagde det bare bang. Og noget tid efter vendte han tilbage og havde lavet en masse numre, og de fleste var i forskellige stemninger. Og jeg kunne høre, at han var ude i et helt nyt univers, og det var lige ham.

C.V. skrev på engelsk

Ja, men hans tekster fik også en ny drejning, ikke? Noget afklaret og zen-agtigt, ikke?

- Nu må du regne med, at jeg hørte ofte teksterne først på engelsk. Tekster var ikke noget Carsten gik særligt højt op i. Det var noget som kom i sidste øjeblik. Jeg har mange interessante demoer, hvor han synger sangene på engelsk. Jeg var jo ikke interesseret i teksterne, men kun i musikken. Men da jeg hørte det, han kom med, turde jeg dårligt nok røre ved det, for den der åbne guitar, den dronede igennem, og det ville bare være for firkantet at ændre det, og jeg tænkte på, hvordan jeg skulle klæde det på ordentligt. Og turde næsten ikke røre ved det.

Misbrug

Men så trak du dig væk fra scenen? Du fik personlige problemer, ikke?

- Jo, jeg røg ud i et misbrug. Det gik helt tilbage til 1980, hvor jeg prøvede heroin. Vi var jo en hel generation af folk, der eksperimenterede meget med stoffer. Men jeg holdt mig altid meget derhjemme med det, behind closed doors, som Lars Muhl siger. Men der skete flere ting efter C. V. Jørgensen-perioden. Vi fik en søn, som fik epilepsi, og det tog hårdt på mig. Og åbenbart trak vi os for meget ind i os selv i vores familie derhjemme, og jeg oplevede, at jeg mistede fodfæste til musikbranchen, også fordi jeg ikke gad at gå ud i byen og "føre mig". Samtidig vidste de i branchen, hvordan det stod til, for jeg gik ikke og løj. Og måske var det sådan, at branchen simpelthen blev træt af mig. Men nu har jeg hold på mit liv, og nu er jeg klar igen til endnu en omgang.

Tilbage til vestkysten

Men du spiller altså den 7. maj på Mojo med bandet Indian Summer. Hvem er det band?

- Ja, men det er Gert Smedegaard på trommer, Knut Henriksen på bas, Mick Rasmussen på guitar og mig på guitar. Og det er et af de her bands, hvor vi er tre der synger. Og det er en westcoast-stil, som vi fører videre, og som vi altid har kunnet lide.

Så det er bare med at holde sig til, når de gamle drenge går ind på Mojo i den gamle københavnske bluesbar og viser, hvordan rigtige professionelle spiller. Med hjertet og med et hold sange, som holder hele vejen.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA