Claus Hempler: Dylan er et geni

Fra Fielfraz-frontmand til en af Danmarks absolut bedste sangere, og nu medvirkende i Cederholms Teaterkoncert Bob Dylan

Fra 12. maj opføres Teaterkoncert Bob Dylan, instrueret af Nikolaj Cederholm, på Århus Teater. Blandt sangerne er Bjørn Fjæstad fra rockbandet Baal, og crooneren Claus Hempler. GAFFA har talt med alle tre herrer. Her kommer vores sidste interview i serien, med Claus Hempler. Interviewet med Cederholm kan læses her, interviewet med Bjørn Fjæstad her.
 
Fra rockkoncerter til teaterkoncerter

Hvordan er det at komme fra rocken og så til sådan noget her?  
 
– Altså, hvis man forestillede sig at der var en overgang til teaterverdenen, så må man sige at det her er en blid overgang, da det trods alt er et musikbåret stykke, og det er Bob Dylan – så der er en familiær forbindelse.  
 
– Ideen er at det ikke er teater, at det ikke er en koncert, det er en tredje ting, en slags møde. Så det er i familie med en koncert, men kastet ind på en teaterscene. Så det er ikke milevidt fra det jeg laver, men alligevel er det en anden ting, det er noget andet end bare at stå og synge numrene. Men det er også en af grundene til at jeg synes det er skægt. Mine egne koncerter er jo bare blevet så røvkedelige. (griner)  
 
Koncerter er bare en anden ting

Som jeg også spurgte Bjørn Fjæstad, bliver jeg nødt til at spørge dig: tror du ikke det bliver tamt at komme ud og bare stå med en guitar?  
 
– Det kan da godt være. (griner) Det er i hvert fald nogle fuldstændigt andre præmisser. Det er klart at man vænner sig til at det er sådan et helt maskineri der skal balancere, hvorimod når man spiller med sit band eller alene, så er det et meget smalt område der skal fungere. Her, med teaterkoncerten, må man have en eller anden form for ydmyghed overfor hele formatet.  
 
Er det federe end koncerter, eller er det bare noget andet?

– Det er en anden ting. En koncert er ren musik, synes jeg. Jeg synes også det er fedt at kunne stå i en sal og bare koncentrere sig om musikken.  
 
Den seks-årige dreng der styrer legen

Hvordan er det nu ikke at være chefen?  
 
– På en måde er det befriende, ikke at være den der står med hele ansvaret. Her har jeg selvfølgelig ansvaret for at gøre det så godt jeg kan, men hvis det hele går ad helvede til, så er det ikke kun min skyld. (griner)  
 
Så er det kun Nikolajs skyld.  
 
– Både-og. Jeg har fulgt Nikolaj gennem årene lige siden Dr. Dante, og har altid haft dyb respekt for det han har lavet, jeg synes han er en superfed instruktør, så på den måde var det oplagt at sige ja, da han spurgte.  
 
Han er en hård hund, er han ikke?  
 
– Det er ikke sådan at han sætter en ære i at være general, jeg tror bare han er sådan en naturlig leder, som en seks-årig dreng der styrer legen. Det er noget der vokser ud af en leg, og det er enormt skønt når ledere er sådan, synes jeg.  
 
Savner du ikke det at skabe?  
 
– Jo, men det er også meget fedt at sige: nu er jeg bare på scenen. Jeg har accepteret præmisserne, det er ikke mit show.  
 
Og det er cool?  
 
– Ja, det synes jeg, og det var jeg også meget bevidst om da jeg sagde ja. Det er Nikolaj der er instruktør og det er brødrene Hellemann der har lavet det musikalske forarbejde. Det bliver man nødt til at være med på, og det synes jeg sådan set har være fedt. Man stoler på drømmekraften hos dem der er chefer.  
 
At skabe kontra at optræde

– Jeg er også blevet gladere for at optræde, før var det mere noget jeg gjorde af nødvendighed. Det der er centrum for mig er det at sidde og finde på. Jeg kunne egentlig sagtens sidde det meste af tiden bare og skrive tingene. Det er dét der er det store kick for mig. Og den der performer-del er så noget der er blevet udviklet gennem årene, men det er ikke dét der er min drivkraft. Jeg tror i princippet godt jeg kunne fungere sådan nogenlunde uden at gøre det. Hvis der var nogle der sagde "nu må du ikke optræde mere", så ville jeg ikke gå helt ned med flaget. Men der er også noget befriende ved at køre ens Madonna-side af. (griner) Det er også meget skægt.  
 
Teaterkoncerten, Britney og Madonna

Cederholm har mere eller mindre opfundet teaterkoncerten, men hvad er egentlig forskellen på et show med Britney Spears eller Madonna, og så en teaterkoncert? 
 
– Det er noget det er i familie med, i måden at bygge et show op. Men det der helt klart er forskellen er at Nikolajs grundlag for at udvikle stykket er sådan et karakterarbejde, at de folk der er på scenen er nogle karakterer. Når man går til Britney Spears-koncert, så er det Britney Spears der er på scenen, også selvom hun tager forskellige kjoler og hatte på. I en teaterkoncert spiller man nogle figurer, det er noget vi har arbejdet med. Det er også det der gør det skægt, og det er en skæg måde at tilnærme sig Bob Dylan.  
 
Dylan har altid været en stor helt

– Han er en stor helt for mig, har været det altid. Og det er svært at sige noget begavet om Bob Dylan, som ikke allerede er blevet sagt tusind gange. Men netop det her med at flytte det ind i den her sammenhæng, hvor man opbygger det her sceneri som er et sted midt imellem en koncert og et teater, det er spændende. For det der med at tage nogle Bob Dylan-numre, det har vi ligesom hørt før.  
 
– Så det er ikke bare det at det har været Bob Dylan der har været det store trækplaster for mig. Jeg elsker Bob Dylan, men det havde været rædselsfuldt hvis det blev misbrugt, hvis ens store helt skulle smadres.  
 
Så det kunne lige så godt have været alle mulige andre?  
 
– Ja, det kunne det i og for sig, det kunne også have været originalmusik. Det er først og fremmest de folk der har været med i det, som har været grundlaget for at jeg har sagt ja. Men det er også sjovt at det er Bob Dylan, for jeg kender Bob Dylan-materialet rigtigt godt. Og da jeg hørte deres oplæg til det her, så var det tilpas respektløst, og det tror jeg er nødvendigt for at kunne kaste sig ud i det – for det er ligesom kronjuveler, og hvis man har for meget ærefrygt, hvorfor så gøre det?  
 
Det skal åbenbart være med B, når Nikolaj Cederholm laver teaterkoncert; Bob Dylan, Beatles og Beach Boys. Havde du også sagt ja hvis det havde været Britney?  
 
– Ja, det kan godt være. (griner) Det kunne måske være meget skægt.  
 
– Dylans sange er den der sjove kombi af noget meget traditionsbundet musik, og nogle ekstremt moderne tekster, som de i hvert fald var på det tidspunkt. Han var, da han startede, nærmest ene om at åbne sproget på den måde han gjorde i rockmusikken, også selvom han startede som en ren folk-ting, så er han alligevel en del af rockverdenen. Der er jo ikke nogle der ikke er påvirket af Bob Dylan. Det er det sammenspil mellem det meget enkle musikalske udtryk og så det der vilde fabulerende, jeg synes godt om.  
 
"Time Out Of Mind" og 60'erne

Hvad er Dylans bedste plade?  
 
– Jeg elsker alle de gamle, til og med 1967, og så synes jeg "Time Out Of Mind" er fuldstændig mesterlig. Det må være en af de største plader inden for de sidste tyve år. Den bliver ved med at rumstere og vokse. Det er en af de der magiske plader, synes jeg.  
 
Der er så også en troldmand med (Daniel Lanois, red).  
 
– Ja, ja, bestemt! Der er ingen tvivl om at han spiller en utrolig stor rolle. Det er så tydeligt at de plader der, på det seneste er lykkedes, det er når han har en ordentlig producer med, måske med undtagelse af nogle af de seneste, som han selv har været inde over som producer. Men "Time Out Of Mind" synes jeg er fuldstændig mageløs, og "Oh Mercy"-pladen fra 1989 synes jeg også er ret god, men ellers er det virkelig ørkenvandring i mange år, hvor man tænker: hvad fanden laver han? (griner) Nogle gode sange ind imellem, men elendigt produceret.  
 
Andre plader der stikker ud?

– Stort set alt hvad han lavede i 60'erne har den der friskhed. Når jeg sætter det på så har jeg selv lyst til at gå i gang med at skrive et eller andet. Det er så inspireret, som om han har haft en eller anden nøgle til noget, som kun han har haft adgang til. Han var ude for et motorcykeluheld i 1966, og da var han altså kun 25 år, og hvis man tænker på: hvad nu hvis han var død dengang, hvilket sangkatalog han ville have efterladt sig i en alder af 25 år – det er fuldstændigt sindsygt. Hvad er det for noget, det der vi ville kalde geni, det er som om der er adgang til et eller andet, som de måske ikke engang selv er klar over. Jeg tror ikke nødvendigvis han har haft helt styr på hvad han lavede, han har nok bare haft en iver når det fungerede godt. Og så – så mange år efter – står det stadig tilbage.