Interview: P.J. Harvey – for åbne sluser

Den gådefulde og forførende heksediva fortæller denne gang enkle historier fra både land og by. Men mest af alt handler de om klarsyn og om at erobre verden tilbage efter lang tids angst og selvhad.

P.J. Harvey er tydeligvis ikke vred længere. Og overhovedet ikke pressesky eller afvisende, hvad ihærdige rygter ellers i mange år har påstået at vide. Tværtimod skridter hun GAFFA i møde med selvsikre skridt og det største imødekommende smil, hendes brede læber kan anlægge. Væk er det afpillede fugleunge-look, væk er den kraftige mørke makeup, de teatralske røde læber og det benhårde image. I stedet er det de bløde skygger og (næsten) runde former, der dominerer indtrykket af den lille Polly Jean Harvey anno 2000.

Tilbage til basis
På samme måde er det også de bløde sangbare melodier og den runde, spillede lyd, der danner grundlaget for "Stories From The City, Stories From The Sea", P.J. Harveys sjette studiealbum og det til dato mest tilgængelige. Den intense og mystisk dragende lag-på-lag-lyd og de dystre atmosfærer har hun lagt bag sig, tilbage står klokkeklar sangskrivning. Og det var da også den klare intention.

- Jeg følte, at min sangskrivning omkring "Is This Desire?" havde mistet retning. Jeg støttede mig meget til musikken og var nødt til at skabe stærke stemninger for at få sangene til at virke. Derfor ville jeg vise mig selv, at jeg stadig kunne skrive en stærk sang, der kunne stå selv, der ikke havde brug for en masse udstyr til at skabe en bestemt atmosfære. Jeg ville tilbage til bare et instrument, en stemme, og det skulle så være sangenes basis og styrke, fortæller Harvey ærligt og uddyber:

- Jeg ville holde det så simpelt som muligt. I det simple ligger en stor styrke, der ikke kan overgås af noget andet. Sangene er båret af vokalens melodier og alle de melodier, der væver sig rundt omkring den. Og så er der klarheden. Det var vigtigt for mig at skabe en meget smuk, rig og frodig lyd - meget klar og sprød, ikke den mudrede, beskidte og brudte lyd, jeg har brugt før.

Klarhed og simpelhed er altså de to nøgleord for Harvey, der med et smil foreslår "What you see is what you get" som en slags slogan for pladen. Men selvom nedbarberingen er tydeligst på "Stories From The City, Stories From The Sea" har det minimalistiske udtryk gået gennem Harveys karriere som en rød tråd - lige fra debuten "Dry" tilbage fra '92.

- Følelsen af efterlade alt det, som ikke er nødvendigt, findes i alt mit arbejde. Jeg har altid været den slags menneske, som fjernede alt det overflødige. Jeg forsøger at efterlade så lidt som muligt, så der bliver et rum, hvor lytterens fantasi får frit spil. Hellere end at give en fuld forklaring på, hvad jeg siger, vil jeg lade tingene stå hen usagte. Der er lige så meget kraft i det, der ikke er der, som i det, der er der. Det prøver jeg altid at huske, forklarer Harvey, der i samme åndedræt understreger, at interviews derfor for hende altid vil være et absurd projekt:

- Jeg skriver jo netop sange, fordi jeg ikke kan udtrykke de ting på andre måder. Og ikke ønsker at forklare dem på andre måder.

Det virkelige liv
Hun ser dog ikke mere besværet ud, end at det store grin flere gange finder sin vej ud af Harveys mund, der beredvilligt beretter om de ting, der er sket i hendes liv siden "Is This Desire?" - et album, Harvey kun kom igennem, fordi hun halvvejs blev samlet op af John Parish og navnebror Mick, der sørgede for at skabe de trygge rammer, som skrøbelige Polly havde brug for for at kunne udfolde sig. I det hele taget har Harveys karriere været kendetegnet ved det ene nervøse sammenbrud efter det andet ind imellem de klaustrofobiske og besættende sang og tekstuniverser, der afspejlede det selvhad og den usikkerhed, der lå bag problemerne. Men det er tydeligvis en mere afbalanceret Harvey, der har skabt musikken og ikke mindst teksterne denne gang.

- Teksterne på dette album er meget mere fokuserede. De er meget mere virkelige. De tager udgangspunkt i de bitte små ting - detaljerne, hvor min tidligere sangskrivning var meget mindre specifik, mere vag. Jeg forsøgte at genskabe en stemning mere end at indfange et bestemt øjeblik i tid og sted.

Teksterne baserer sig denne gang på Harveys oplevelser og indtryk, dels fra landet i Dorset, hvor hun normalt bor, men især fra det halve år, hun tilbragte i New York. Men selvom det i mange henseender er en "newyorker-plade", er det mere en generel perspektivændring end hendes oplevelser dér, der har ændret Harveys sangskrivning.

Kontakt til virkeligheden
- Jeg har fået et meget mere positivt perspektiv på verden. Jeg har lært at acceptere mig selv bedre og har opnået en større fred med mig selv. Og når den slags gode følelser opstår, så er det, ligesom sluserne åbner sig, og så bliver det muligt at modtage så meget mere i ens liv. Der bliver simpelthen mere information tilgængelig for én at skabe med. Mit liv føles på mange måder mere virkeligt nu. Jeg er blevet meget mere jordbunden. Og når jeg kender mig selv bedre, kan jeg gøre alting bedre. Jeg kan intellektualisere bedre, observere bedre, udtrykke mig bedre.

Alt er mere helt, konkluderer Harvey og sender samtidig skarpe skyts mod den traditionelle myte om den lidende kunstner. Hendes ambition har hele tiden været at få forbindelse til jorden og det virkelige liv. Men at hendes hidtige musikalske univers har været befolket af angst, vrede og besættelse, slår hun ikke en streg over. At udforske de mørkere sider af tilværelsen har altid været en væsentlig del af Harveys musikalske interesse. Og tidligere i Harveys forvirrende og frustrerede ungdom, som hun selv kalder den, var der en del følelser, som kun kunne finde deres udtryk i sangene:

- Jeg er f.eks. ikke en person, der udtrykker vrede det øjeblik, hvor jeg føler det. Jeg er mere stille, mere genert, og jeg holder det inden i mig selv. Så da jeg begyndte at skrive sange, var der en frygtelig masse indestængte følelser, og jeg fandt bestemt en ventil for dem. Det bedste sted for mig at udtrykke de ting, som påvirker mig, er gennem musik og sangskrivning. Og ofte tænker jeg, at de ting der kommer ud der - og i alle andre menneskers kreative udfoldelser - netop ender dér, fordi der ikke findes andre steder for dem.

En privilegeret nødbremse
Men på trods af den nylige generobring af verden, er der bestemt ikke noget frelst over Harvey, som hun sidder der og kryber lidt sammen i sofaen, mens hun med sine store, helt grønne øjne forventningsfuldt kigger op og venter på det næste spørgsmål. Godt nok er hun meget åben, men hun lægger ikke skjul på, at det har været svært - og at det sikkert vil blive det igen. Men for det første tilhører Harvey med sine egne ord " den privilegerede del af befolkningen, som har muligheden for at trække i nødbremsen og stoppe alt, hvis det går galt". Og for det andet er der snarere tale om en accept af, at sådan er livet "bare" - også for alle andre mennesker:

- Det har været svært at komme så langt. Det er en mærkelig måde at vokse op på, og især i begyndelsen var det mærkeligt at skulle forholde sig til det ideal, folk holdt op, og som jeg slet ikke syntes lignede mig selv. Men nu er jeg blevet vant til det, og det, der plejede at såre mig, påvirker mig ikke mere. Det er bare sådan, det er. Jeg har fundet min egen vej, hvor jeg på trods af alting har fortsat med at udvikle mig. Jeg har stadig et privatliv. Mit liv er ret normalt - eller så normalt, som det kan være i al fald, smiler Harvey sigende.

- På et tidspunkt følte jeg: "Åh Gud, mit liv er så mærkeligt!" Det var så stresset, og der var alle de her ting, jeg skulle forholde mig til. Men som jeg blev ældre, gik det op for mig, at alle har de samme slags problemer, lige meget hvilket arbejde man har, eller hvilket land man kommer fra. Fra de rigeste til de fattigste - alle har de samme bekymringer. Og du bliver nødt til at forholde dig til det. Lige meget, hvor meget du end snor dig. Det er det, man kalder livet.

Landet, hvor sangene bor
Som det er traditionen blandt følsomme og personlige sangskrivere, har P.J. Harvey et næsten mystisk forhold til det at skrive sange. Sangene har et liv i sig selv og en indre vilje, der kan overtrumfe hendes egen. Derfor er sangskrivningsprocessen lige så meget at lytte og følge som at skabe:

- Det er en mærkelig proces. Det er et gradvist forløb af formgivning, opbygning og modellering af sangene, hvor man hele tiden bliver nødt til at tage et skridt tilbage for at observere resultatet og forsøge at holde sig åben for, hvor sangen nu vil bevæge sig hen. Hvis jeg holder mig åben, vil sangen selv guide mig. Det er, som om jeg hjælper sangen til at blive det, den er bestemt for. Jeg har skrevet sange i ti år nu, og der har været tidspunkter, hvor jeg har tvunget en sang: "Jeg vil have, at du skal derhen". Men det eneste, der sker, er, at man ender med en sang, der ikke virker, og som ikke er lykkelig.

Men hvor kommer sangene egentlig fra? Tja, det er i al fald ingen tilfældighed, at det nye album hedder "Stories From The City, Stories From The Sea":
- Selvfølgelig kan man tolke titlen meget bogstaveligt. Nogle af sangene er skrevet i byen, andre ved havet i en landlig fred. Men jeg kunne bedre lide idéen om havet som repræsentant for det underbevidste og derfor fastlandet som det bevidste. Eller havet som den kreative fantasi og landet som virkelighed og praksis. En blanding af de to er ofte det, sangskrivning handler om. Det er en mikstur af virkelighed og fantasi - en kombination af det, der sker i mit liv og i mine drømme, mit kreative liv og min fantasi. Fra skæringspunktet mellem de to, havet og fastlandet: Det er dér, sangene kommer fra.

P.J. og alle mændene
P.J. Harvey har med sædvanlig sans for den gode smag altid omgivet sig med talentfulde og karismatiske mænd professionelt som privat - heriblandt:

Nick Cave: Australsk sangskriver. De to havde et stormfuldt forhold efter hendes medvirken i duetten "Henry Lee" på hans album "Murder Ballads".
Harvey om Cave: - Det var fantastisk at være sammen med én, der forstod sangskrivningsprocessen og var på min bølgelængde. Det var godt at have mulighed for at kaste ideer op på bordet og lære fra hinanden.
Mick Harvey: Guitarist i The Bad Seeds. Har spillet med på enkelte numre på "To Bring You My Love" og "Is This Desire?", men arbejdede først rigtig tæt sammen med P.J. Harvey på "Stories From The City, Stories From The Sea".
Rob Ellis: Trommeslager i trioen P.J. Harvey, der er ansvarlig for de to første Harvey-album. Tæt allieret på "Stories From The City, Stories From The Sea".

Harvey om Harvey og Ellis: - Både Mick og Rob arbejder meget på samme måde som jeg. Vi prøver meget at nå det samme sted hen med musikken. De er multiinstrumentalister, så vi tre kunne spille alt det, der var brug for på albummet. Men mere end det var det vigtigt, at de er mine gode venner. Jeg følte, jeg kunne slappe af og være uhæmmet omkring dem, udforske alle mine idéer uden at føle mig tåbelig. Jeg føler mig meget åben sammen med dem.

John Parish: En af P.J. Harveys gamle venner, der havde bandet Automatic Dlamini, som hun i sine teenageår spillede sax for på en turné. Tæt samarbejdspartner på "To Bring You My Love", "Dance Hall At Louse Point" og "Is This Desire?". Men han deltager ikke på det nye album.
Harvey om Parish: - Jeg havde brug for at ændre min musikalske retning, og jeg følte, det var tid til at frigøre mig fra John. Vi har en meget familiær måde at arbejde sammen på. Vi kender hinanden så godt, at vi næsten ikke behøver at snakke sammen. Vi har en usagt kommunikation, og det kan være fantastisk, men nogle gange er det også en god udfordring at arbejde med folk, hvor du er nødt til at forklare dig.

Herudover har hun bl.a. sunget duetter med Tricky ("Broken Homes" fra "Angels With Dirty Faces") og senest Thom Yorke på "Stories From The City, Stories From The Sea" ("This Mess We're In").

Inspiration udefra
P.J. Harvey er multikunstner og har de sidste år bl.a. medvirket i en tv-film af Hal Hartley, "The Book Of Life", hvor hun spillede Maria Magdalene, hun har udstillet skulpturer i sin hjemegn Dorset, tegnet, produceret og arbejdet med andre grupper som f.eks. Sparklehorse. Alle disse projekter breder hendes horisont ud, fortæller hun. Og gør hende mere modtagelig over for nye impulser. Men især én ting har betydet meget direkte for "Stories From The City, Stories From The Sea" - hendes eksperimenter med prosa og lyrik:

- Det at arbejde med ord seperat fra musikken og at arbejde med at få dem til at fungere i sig selv har været meget lærerigt og har hjulpet mig til at holde ordene i fokus. Når musikken spiller, kan så mange ting formes og ændres, og man kan slippe af sted med doven tekstskrivning, fordi musikken vil dække over de dele, som ikke fungerer. Nar man står ansigt til ansigt med poesien eller prosaen, har man ikke det skjul, og jeg mener, det er lykkedes for mig at bringe de ting, jeg har lært, ind i min sangskrivning.