Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Tirsdag d. 01-06-2004 kl. 13:00

Boganmeldelse: Jens Jam Rasmussen: Forkælet Med Frihed

Underholdende og solid biografi om Lars Ulrich og Metallica

Der er allerede skrevet et hav af bøger om Metallica. Jens Jam Rasmussens bog "Forkælet Med Frihed. Lars Ulrich – og hans band Metallica" adskiller sig dog fra de allerede eksisterende ved at have bandets danske trommeslager Lars Ulrich som sit fokus. Der er med andre ord tale om en Lars Ulrich-biografi. Rasmussen fortæller både Lars Ulrichs livshistorie og historien om Metallica. Fra opstarten i 1981 over det helt store gennembrud med albummet "Metallica" i 1991 og frem til i dag.

Jens Jam Rasmussen har fulgt Metallica gennem en årrække. Både som fan og som journalist. Materialet, der danner grundlag for bogen, er Rasmussens utallige interview igennem årene, heriblandt splinternye interview lavet specifikt til bogen suppleret af udvalgte interview, forfatteren har plukket blandt andet fra eksisterende biografier. Det er tydeligt, at bogen ikke er et pludseligt indfald. Men noget, Jam har pønset på i flere år. Rasmussens tætte forhold til bandet, dets musik og fascination af Lars Ulrich er helt klart en af bogens forcer. Hans entusiasme skinner igennem.

En anden af bogens kvaliteter er, at Metallicas Danmarkshistorie for første gang nogensinde bliver fortalt. Rasmussen beskriver bandets indtog i Danmark, fra bandet indspiller debuten "Kill ’Em All" i Sweet Silence-studiet frem til gennembruddet, hvor også hr. og fru Danmark lærer at sige Metallica, og videre op til i dag. Det sker dels via interview med branchefolk og dels via forfatterens egne førstehåndsoplevelser. Herigennem får vi som læsere et godt indblik i den hårde rock og metals svære vilkår på det danske plademarked i firserne og den udvikling, Metallica sammen med grungens frontløbere var med til at sætte i gang herhjemme. Metallica har en stor del af æren for, at den hårde rock og metallen i dag optræder på de danske hitlister. Vi får også beretninger fra mange af bandets koncerter på dansk grund.

Som sagt er Lars Ulrich i virkeligheden bogens hovedperson. Opvæksten skildres fint via en række anekdoter, der både er meget underholdende og meget sigende for det arvegods, Ulrich har haft med sig derhjemme fra. Og som har været vigtige forudsætninger for, at han er havnet, hvor han er. Op igennem bandets historie fortæller Rasmussen også om Ulrichs forskellige romantiske forhold, venskaber, hans store passion for kunst og hans evne til selv stadig at være en massiv fan af metal- og rockmusik. Her står bogen stærkt.

Bogens behandling af bandets og musikkens historie er solid. Enkelte anekdoter, der ikke før har set dagens lys, kommer frem. Ellers er det den historie, vi tidligere har hørt, der bliver genfortalt. Det er en god historie. Så det gør ikke så meget. Hvis man vil have en dybdegående analyse af bandets musik og tekster, skal man lade andetsteds. Det er tydelig, at det ikke er Rasmussens hensigt med denne bog. Bandets værker bliver løbende kommenteret. Men musiknørderi bliver det aldrig til.

I bogens afsluttende kapitel bliver der analyseret mere, og forfatteren lader også sine synspunkter skinne igennem. Her er det dog Ulrichs person, der bliver placeret under luppen. Mange aspirerende musikere kan sikkert have glæde af at læse, hvorfor det lige er lykkedes for Lars Ulrich at realisere den store rock’n’roll-drøm.

Der er enkelte skønhedspletter, der ikke ødelægger læsningen som sådan, men som virker forvirrende. For eksempel får forfatteren både udråbt "Orion" og "Damage Inc." til at afslutte "Master Of Puppets", selvom det, som det også fremgår af bogens diskografi, er sidstnævnte, der har den ære.

Alt i alt byder "Forkælet Med Frihed. Lars Ulrich – og hans band Metallica" på 300 meget underholdende sider suppleret af 32 sider billeder. Sider, der er meget hurtigt læste. Og sider, der både appellerer til Metallicas kerne af hardcore-fans, og de mange, der har en generel interesse i rockmusikken og dens historie.

Jens Jam Rasmussen: "Forkælet Med Frihed. Lars Ulrich – og hans band Metallica". 332 sider, vejl. pris kr. 299,-

Køb bogen i GAFFA Shop

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.