Mixtape: Dad Rocks!
Mimas-forsangeren anbefaler American Football, Fang Island og Pavement
Dad Rocks! er islandsk/århusianske Snævar Albertssons sideprojekt, hvis flertydige navn blandt andet er en reference til at være blevet far. Normalt er han forsanger i bandet Mimas.
Snævar Albertsson er aktuel med sin debut-ep "The Digital Age", som indeholder sange, der fokuserer på det helt nære og zoomer ud til et større verdensbillede via titler som "Kids", "Aroused By Hair" og "Nothing Keeps Up". Modsat post- og indierock-orkesteret Mimas befinder Dad Rocks! sig i en lyrisk-orienteret singer-songwriter-kategori med inspirationskilder i Bill Callahan, Why? med flere. Live optræder Dad Rocks! som en duo med Nikolaj Skjold på tangenter og kor. Ep'en er i øvrigt også det lille århusianske label Kanel Records' første udgivelse.
Dad Rocks! har lavet et GAFFA Mixtape om teenage-uovervindelighed.
Dette er et mixtape der er dedikeret til de aftener hvor man fyldes af en patosfyldt men naiv gejst, der kendetegner teenage-årene og deres tilsyneladende uovervindelighed. En tilstand der ofte kan opnåes i selskab med gamle venner, billige øl, high-fives og ikke mindst godt musik.
American Football: Never Meant
De hedengangne American Football leverede ét stykke ep og én fuldlængde. Begge værker selvbetitlede. "Never Meant" er uden tvivl bandets bedste sang efter min mening. Fra en tid (1999) hvor emo endnu ikke var en udskældt genre, fyldt med fordomme. Sangen er som skrevet til ungdommen, og er præget af kærestesorger og umuligheder. Det lyder måske banalt, og det er det måske også. Men sangskrivningen, riffs, trommerytmen og melodierne virker for godt sammen til at gå op i banaliteter. (Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=OV0LJ0Dnl7A)
Look Mexico: Are You Afraid Of The Dark Are You?
Gruppen Look Mexico er fra Florida, og de har netop udgivet pladen "To Bed To Battle". Bestemt en anbefalelsesværdig plade, men den når desværre ikke de højder som dens forgænger ligger på. Ep'en "Gasp Asp" er fyldt med fantastifulde guitar-riffs der grænser til en form for math-rock, men dog uden at være så spastiske at de tager overhånd og stjæler fokus fra de smukke melodier, der ligger i både vokalerne, strygerne og guitarerne. (http://www.youtube.com/watch?v=1U8-tWgFJNY)
Fang Island: Davy Crockett
Fang Islands tredie udgivelse "Fang Island" udkom i år på det evigt fænomenale pladeselskab Sargent House. Fang Island beskriver selv deres musik som "Everyone high-fiving everyone". Og det er måske den mest rammende måde at beskrive deres musik på. På selve pladen er der en utrolig gejst, og desuden er de ikke bange for at benytte klichéer, såsom helte-soli. Harmoniseret og det hele. Men det fungerer virkelig godt, og sammen med patos-fyldte sing-alongs kører de stilen helt ud. Hvor ufine virkemidlerne måske kan være, så handler den plade bare om at feste, spille luftguitar og give high-fives. Jeg forestiller mig i hvert fald hele bandet stå og give hinanden high-fives i Davy Crocketts klimaks og finale. (http://digital.fangisland.com/track/davy-crockett)
Pavement: Shady Lane
Mens jeg sad og var lidt halv-bitter i mit hus i Århus stod gendannede Pavement på Arena på Roskilde Festival og spillede "Shady Lane" sammen med mange af deres andre hits. Men i stedet for at være bitter over at misse bandet vil jeg hellere fejre dem, og mindes hvilke fantastiske sange de har skrevet igennem tiden. Og specielt mindes om at blive introduceret til Pavements klassiker "Shady Lane" på en 7-tommer vinyl til en sommerfest. (http://www.youtube.com/watch?v=iY91hVZqhHY)
Good Old War: Coney Island
Endnu et Sargent House Records-band. Ja, der er nok at tage af. Tre fyre med nogle meget imponerende stemmer og harmonier. Simon & Garfunkel-inspirationen er uden tvivl til stede. Men Coney Island er meget mere end flerstemmigt, Simon & Garfunkel-inspireret folk. Det er livsglæde, håndklap og fællessang. For mig er det en del af det soundtrack som omgav mit band Mimas' roadtrip sommeren 2009, hvor vi turnérede Europa tyndt. Åbne vinduer, skyfri himmel, franske vinmarker så langt øjet rækker og hænderne i vejret. (http://www.youtube.com/watch?v=XLNZc1tMuXE)










Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.