Kellermensch-sangers dagbog om mødet med Arcade Fire

Sebastian Wolff beretter her om interviewet og koncerten med de populære canadiere i Helsinki

GAFFA satte Kellermenschs forsanger Sebastian Wolff til at interviewe Arcade Fire i Helsinki i anledning af deres nye album "The Suburbs". Her er hans dagbog fra turen.

Helsinki 26-28. juni 2010.

Min kæreste og jeg ankom til Helsinkis lufthavn lørdag aften (kl. 20.00) og tog bussen ind til vores hotel, som viste sig at ligge et stenkast fra hovedbanegården, 500 meter fra det hotel, som Arcade Fire boede på, og 500 meter fra Senatertorvet, hvor koncerten skulle holdes.

Vi gik rundt for at se byen lørdag aften og blev slået af, hvor få mennesker der var på gaderne i det centrale Helsinki. Vi blev også slået af, hvor smuk byen er, med masser af træer og en arkitektur, som mest af at ligner et kryds mellem det skandinaviske og det russiske. På Senatertorvet ligger domkirken, som er en utrolig smuk kirke. Vi kunne se, at produktionsholdet var i gang med at sætte scenen op foran trapperne op til kirken, og jeg fik indtrykket af, at publikum skulle stå på torvet og kigge op på scenen, som stod foran kirken.

Om søndagen tog min kæreste og jeg på sightseeing hele dagen, og om aftenen tog vi på en traditionel finsk restaurant. Denne søndag var der endnu færre mennesker på gaderne, hvilket var noget som Win Butler også kommenterede under koncerten dagen efter. Vi fik et bord ved vinduet, og mens vi spiste, kunne vi se Win Butler komme gående alene forbi. Det skulle vise sig, at vi ofte stødte på ham og andre medlemmer fra bandet i den mennesketomme by. For eksempel da vi sent søndag aften fik en øl på verandaen til en hyggelig café ved havnen, som Win, Jeremy og en af violinisterne fra bandet kom gående ud fra.

Om mandagen fik jeg printet mine notater ud til interviewet og gik den korte gåtur ned til Hotel Kämp hvor der kl. 11.30 var arrangeret en lyttesession. Vi (en gruppe på 7-8 mennesker) blev vist ind i en hotelsuite, hvor hele "The Suburbs" blev sat på anlægget. Jeg havde på forhånd lyttet en del til de 4 numre, som er tilgængelige på internettet og var meget begejstret for dem. De numre havde givet mig indtrykket af, at Arcade Fire på "The Suburbs" bevæger sig ud af deres tryghedszone.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Arcade Fire med to pragtpræstationer at leve op til kan have noget, som en tryghedszone, men mit indtryk viste sig at være korrekt. "The Suburbs" er på produktionssiden meget anderledes end de 2 foregående albums. Sangene forekommer mig mere nøgne, og de store strygerarrangementer bliver leveret mere i enkle passager end på de tidligere plader, hvor de synes hele tiden at ulme. Der er på visse numre brugt meget synthesizer, og lyden er generelt mere syntetisk end de tidligere albums.

Efter lyttesessionen gik jeg, med bandets tour-manager og en kvinde fra pladeselskabet, ned på den etage, hvor interviewet skulle foregå. Efter nogle minutters ventetid trådte Win Butler ind og sagde pænt goddag til alle i rummet. Han virkede rigtig høflig og er meget højere, end jeg havde forventet. Jeg er selv 188 cm høj, men Win var nok 10 centimeter højere.

Régine og Jeremy trådte ind kort efter, og interviewet blev sat i gang. Jeg var overrasket over, hvor afslappet en beskrivelse af deres arbejdsproces de giver, og hvor retningsløst de går til værks på nyt materiale, men det kan også være, at jeg ikke gravede dybt nok. Det hele gik meget hurtigt.

Interviewet begyndte med, at jeg fortalte dem, at jeg ikke var journalist, men spillede i et band i Danmark, og at jeg var blevet spurgt, om jeg ville lave interview og se koncerten.

Da interviewet var færdigt, tog jeg et eksemplar af vores debut og vores ep frem for at tilbyde dem, og de spurgte interesserede ind til mit band, høflige som de er. Jeg efterlod cd'erne hos dem og gik ud mod elevatoren, hvor Will Butler og Tim Kingsbury stod og ventede, og vi kørte ned sammen.

Efter interviewet gik jeg rundt i Helsinki i solen, og vi stødte igen på Win Butler, som endnu engang gik rundt alene. Mens vi sad på café og spiste, kom Will Butler også gående forbi og hilste høfligt.

Efter en lur på hotellet gik vi ned til Senatertorvet, hvor bandet skulle spille. Det viste sig, at publikum ikke skulle stå på torvet, men at scenen vendte den anden vej. Der var 10-15 meter foran scenen, hvor publikum kunne stå, men ellers skulle størstedelen af publikum sidde på trappen op mod domkirken. Omgivelserne var smukke, og jeg fik af kvinden fra pladeselskabet fortalt, at det var første gang, at et band havde fået lov til at bruge domkirkens trapper til en koncert. Der var også en meget sober stemning ved arrangementet, der blev ikke solgt alkohol, og folk opførte sig ikke som ved de fleste rockkoncerter. Arrangementet bar mere præg af kultur end af rock.

Fem-ti minutter forsinket gik bandet på scenen, og guitaristerne begyndte at spille det rytmiske åbningsriff til "Wake Up." Win gik op til mikrofonen og råbte "How do you say stand the fuck up?", og alle på trapperne rejste sig.

Efter "Wake Up" spillede de "Ready To Start" fra den nye plade. Sætlisten bar meget præg af nye numre (bl.a. "Ready To Start," "Rococo," "Modern Man," "The Suburbs," og "We Used To Wait")

Af gamle sange spillede de "Wake Up," "Neighborhood #1," "Haiti," "Neighborhood #3 (Power Out)," "No Cars Go," "Rebellion," "Intervention" og "Keep The Car Running."

Bandet sluttede det regulære sæt med "Rebellion," men kom tilbage på scenen og spillede tre sange mere, hvoraf den første var "Intervention." Under nummeret brugte kameraholdet, som filmede bandet til en storskærm på scenen, billeder af domkirken, som de flettede sammen med billeder af Win Butler i færd med at synge den meget passende tekst.

Koncerten sluttede med "Keep The Car Running", hvor Win i slutningen hoppede ud til det begejstrede publikum og måtte gå en langsom gang, afbrudt af skulderklap, håndtryk og kram, hen til backstage-indgangen.

Man fik indtrykket af, at bandet var glade for at spille i Helsinki, og at det havde betydet meget for dem at få lov til at spille på Senatertorvet. Måske især Win.

Régine fortalte under koncerten, at de havde ventet længe på denne koncert, og Win fortalte, at de havde tilbragt fire dage i byen, og nævnte, at de var i byen den dag, hvor der ingen mennesker var, "It was like a ghost town", og tilføjede, at de nu havde tilbragt mere tid i Helsinki end i nogen anden by (ud over Montreal).

Win tiltalte ofte publikum som "Lutheranes", hvilket jeg synes var meget sjovt.

Han fortalte på et tidspunkt, at han havde været inde i domkirken, hvortil han pegende knyttede kommentaren: "You Lutheranes are plain... It's white, but it's beautiful!"

Bandets tourmanager fortalte, at de havde haft et øvelokale i byen, og jeg fik generelt indtrykket af, at bandet havde hygget sig i Helsinki.