Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Tirsdag d. 27-07-2010 kl. 09:33

Earth, Wind & Fire: Vi holder arven i live – live!

GAFFA mødte funk/soul/pop-legenderne backstage før koncerten i Århus

Earth, Wind and Fire har netop gæstet Århus og spillede for ca. 4500 begejstrede publikummer.  Funk/soul/pop-bandet blev stiftet i 1971 og har tidens løb solgt mere end 100 millioner albums, været nomineret til 20 Grammyer og vundet seks. Undervejs blev afroamerikanerne optaget i The Rock and Roll Hall of Fame (i år 2000), fik en stjerne på Hollywood Walk of Fame og modtog flere Lifetime Achievement Honors. GAFFA mødte tre af de originale medlemmer fra starten i 70'erne i Århus Musikhus omgivet af store mængder mad og champagne.

I har turneret hele jeres liv, siden helt tilbage fra 1971. I er - rundt regnet - stadig på turné 6 måneder om året. Hvordan kan I holde hinanden ud efter så lang tid?

Ralph Johnson, vokal og percussion:
- Det har aldrig nogensinde været svært. Kemien os tre er perfekt, vi er som brødre.

- Jeg har været mere sammen med EW&F end med min søster, smider leadsanger Philip Bailey grinende ind i snakken og fortsætter så alvorligt:

- Vi har gode folk på holdet, et fedt band der løfter numrene. De er fantastiske musikere, det hjælper til at holde alle oppe på deres tæer og aldrig lande i rutinen.

Bassist, showmand og hyperaktiv indpisker Verdine White:
- Jeg holder dem på tæerne – I kick 'em loose!

Philip Bailey:
- Vi har opnået en vis integritet og nyder den. Vi gør lige præcis, hvad vi vil på scenen. Vi er 100 % ærlige overfor os selv og vores musik.

Split & comeback
Bandets opløstes i1983 efter den poppede synth-popfiasko "Electric Universe". Bandets leder, Maurice White, samlede vennerne, Phillip Bailey, Verdine White og Ralph Johnson i 90'erne og genskabte respekten med et funk-hit i USA: "System Of Survival" (1987).

Men så blev Maurice White syg med en form for Parkinsons Disease. Han stoppede med at turnere fra 1995 og blev i stedet hjemme og producerede en lang række EW&F-plader, som solgte okay kun i USA, mens resten af bandet knoklede ude på alverdens koncertsteder. Præcis som i dag.

Kreerer Maurice White så i disse dage et EW&F-album, mens I er på turné?

Philip Bailey:
- Maurice er stadig aktiv som vores executive leder. Han laver stadig sine musikprojekter. Men vi har vagten. Vi tre styrer EW&F. Og holder arven i live on the road.

Men er det stadig sådan, at Maurice bygger grundstenen til et EW&F-album, og så kommer I tilbage efter turnéen og lytter og indspiller jeres ting på den?


Philip Bailey:
- Nej slet ikke. Vi går i studiet efter denne turné og komponerer selv. Vi går i gang senere i år.
Det er nu fem år, siden EW&F udgav deres seneste album med originalmateriale, "Illumination" produceret af White, Will I Am (Black Eyed Peas) og soulsanger Raphael Saadiq.
 
Hvad kan I fortælle mere præcist om det nye album?

Philip Bailey:
- Vi er ikke engang begyndt …

Så kan I i mellemtiden da udgive dét album, der aldrig landede ude i forretningerne, produceret af Wyclef Jean (The Fugees)?

Dén sætning synes herrerne ikke er sjov. Stoneface hele vejen rundt ved bordet. Verdine White nøjes med at sige:
- Nyd showet i aften.

Pop kontra funk/jazz/latin
Earth, Wind & Fire var et af de mest populære, kritikerroste og musikalsk kompetente bands op gennem 70'erne og 80'erne og i fire årtier har de formået at forny deres musik og skabe hits på stribe. Blandt de mest kendte kan nævnes "September", "Let's Groove", "After The Love Has Gone" og "Boogie Wonderland". Disse hits var mere poppede numre i forhold til bandets funk/jazz/latin-baggrund.

Når man læser om EW&F, så nævnes pophits'ene i hver evig eneste artikel. Føler I jer nogensinde fristet til at droppe at spille dem? Og sige: "Vi har turneret siden 70'erne, nu dropper vi hits'ene på denne turné?

Ralph Johnson:
- Det ville være meget svært. Publikum forventer hits'ene – det er derfor, de kommer for at se os. De vil høre de sange, som de voksede op med, så totalt droppe dem ville være katastrofalt. Jeg hørte om et band der blev trætte af at spille deres hits, og så kom publikum bare slet ikke til deres shows. Man kan ikke være så selvtilfreds… så selvsmagende… så overlegen, at man ikke vil spille dét, som folk har betalt for.

Hvordan vælger I sange før en turné?

Verdine White:
- Philip går igennem listen over numre, der virker, og hvilke, der ikke ville kunne virke. Så omarrangerer vi - leger med former og idéer. Deler noderne rundt til vores band, og ser, hvad de kan komme med af sjove ændringer.

Hvad er ambitionen med the Fire – hvad er jeres mål i dag?

Philip Bailey:
- Vi prøver at holde EW&F-arven i live, holde fast i dén lyd og integritet, som vi har skabt. Og opretholde vores høje musikalske niveau. Men vi søger altid, undersøger musik, lytter, lærer for at gøre vores brand større og bedre, stærkere, og mere effektivt og bruge det til at komponere nye sange.

Nej tak til flere hits
Hele 21 original-albums har E,W&F udgivet plus utallige live- og Best Of-albums. Nu er #22 så planlagt.

Er målet at komme tilbage på hitlisterne?

Ralph Johnson:
-  Nej! Been there – done that. Der er ikke mere at bevise på dén måde. At komme på hitlisterne var noget vi søgte engang. Vores mål er bare at lave perfekte liveshows af en høj musikalsk standard.
 
Dumt spørgsmål til så rutinerede herrer, men er I nervøse før en koncert?


Verdine White:
-  Nej, det er et dumt spørgsmål (de tre griner).  Nej, koncerter er bare sjov og en glæde ved at kommunikere med publikum. Intet at være nervøs for.

Maurice White er som nævnt holdt op med at turnere, og var ikke med på scenen i Århus, men også han har det som de tre originale medlemmer: Det rykker stadig i chefen efter at stå derude foran i spotlightet, har han fortalt i et andet interview:

- Det er i mit blod. Hver aften lige omkring kl. 20.00 føler jeg det, som om jeg burde være på vej på scenen. Så jeg går ud i køkkenet, åbner døren ind til mit køleskab, og så laver jeg et 30 minutters show dér i køleskabets lys, sagde den 69-årige producer, sanger og executive leder af jord, vind og ild.

Læs anmeldelsen af koncerten på Amfiscenen, Århus 24/7 her.

Bonusinfo:
Philip Bailey, Verdine White og Ralph Johnson har netop medvirket på støtte-singlen "We Are The World - 25 For Haiti".

Philip Bailey har i eget navn lige udgivet en ep med fire numre. Lyt her:

Maurice White er stadig fuldgyldigt medlem af E,W&F, han producerer også for andre bands og skriver på en bog om E,W&F.


Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.