Kira: Jeg vil leve

Efter et længere sygdomsforløb, hvor Kira Skovs rockliv blev sat på stand by, er hun nu tilbage og har kastet sig over musikken med fornyet appetit

Kira 2010

– Jeg synes, at vokalen skal være så straight som muligt for at understøtte den dybe og meningstunge tekst.

Producer John Parish har hele bandet i samråd i kontrolrummet for at lytte til et par versioner af nummeret A Song For The Refugees, som bandet arbejder på at få i kassen.

Kira har gennem de senere år støttet aktivt op bag blandt andet Amnesty International og arrangerede i forbindelse med den foregående plade en mindre turné rundt på landets asylcentre, hvilket sangen illustrerer, og der er bred  enighed bag Parish' vurdering. Vi befinder os i Sigur Ros' studie, umiddelbart uden for Reykjavik, og der arbejdes på stille og roligt højtryk. Kira, og bandmedlemmerne Nicolai Munch-Hansen, bas, Silas Tinglef, trommer og Oliver Hoiness, guitar har på dette tidspunkt fået syv numre i skabet på fem dage, og produktiviteten er intakt, da GAFFA er på besøg. Det er midt i den storslåede islandske natur, øen, hvor varme kilder, vulkaner, golde sletter og imponerende vandfald pryder landskabet. Uden for studiet græsser flere af de klassiske islandske heste, børn leger ved floden, og så finder man noget så usædvanligt på Island som træer. Nicolai fik studiet anbefalet af den – efter denne skribents menings – fantastiske islandske forfatter Einar Már Gudmundsson, og som foreslået, således blev det. Kira sneg sig allerede fra første dag i det nordatlantiske i den blå lagune og landskabet, og kulturen som helhed inspirerer.

– Der er en særlig ro heroppe, som gør, at det er lettere at koncentrere sig, og så er der noget befriende over at være væk hjemmefra, ingen mails, tv og daglige gøremål, verden bliver holdt udenfor. Så er det et fedt studie, og så er det virkelig inspirerende at arbejde med John og "Head" (se nedenfor, red.).

Og så var de fire
– Det fungerer ikke rigtigt med click track, jeg prøver lige noget på trommerne.

Der arbejdes videre på A Song For The Refugees, og pludselig bliver der byttet om på rollerne; John Parish ryger bag trommerne og bassisten Nicolai bag keyboardet.

Tilsyneladende i al kreativ fordragelighed. Væk er The Kindred Spirits, og det nye band The Ghost Riders er nu reduceret til kvartet, en konstellation, der klæder Kira perfekt, mener trommeslager Silas:

– Jeg synes, at hun er bedst med et lille band, og så tror hun på det nye materiale. Vi spiller næsten ikke Kindred Spirits-sange mere, og det er fedt, synes jeg.

Efter at Kira med The Kindred Spirits, og tre album på kontoen, blev et gradvist større navn i Danmark, hittede den første skive med The Ghost Riders fra 2008, The Rail Train, The Meadow, The Freeway & The Shadows, ikke på samme måde, hvilket ikke matcher solistens egen vurdering.

– Jeg er utrolig glad for tiden med The Kindred Spirits og alt det, vi nåede at lave sammen, men jeg er virkelig begejstret for mit nye band, og jeg føler, at jeg har været tro mod den udvikling, der er sket inde i mig, menneskeligt som musikalsk. Personligt er jeg mest tilfreds med den første Kindred Spirits-plade (Happiness Saves Lives fra 2002, red.) og så den med Ghost Riders. Men den røg ikke ind på samme måde hos publikum, på trods af at jeg selv mener, det er noget af det bedste, jeg har lavet.

– Måske har det noget at gøre med danskheden, vurderer Silas. – Jeg tror ikke på Kira som et dansk fænomen, jeg ser det som en udlandsting (Kira har tidligere boet i årevis i London og L.A., og bandet var efter Island på turné i USA, hvilket ifølge hovedpersonen gik rigtig godt, red.). Der er for meget "rockmama" og "jante" i Danmark til at folk for alvor kan tage hendes drama til sig.

Jante eller ej. Denne skribent så Kira & The Ghost Riders på Spot 2009, og der var ikke samme gnist, som Kira tidligere har vist på scenen.

– Det er rigtigt, Spot-koncerten var ikke god. Vi skulle spille utroligt lavt, og så havde jeg det rigtig dårligt, jeg var blevet syg. Jeg var dog ikke selv klar over, hvor grelt det stod til på daværende tidspunkt.

Cancer

– Sidste sommer fik jeg konstateret en sjælden kræftsygdom. Jeg fik meldingen i Københavns lufthavn på vej til en festival i Slovakiet og måtte aflyse på stedet. Det var naturligvis et kæmpe chok. Jeg blev intensivt behandlet med kemoterapi 10 gange, og det var en heftig tid. Det var mentalt overvældende. Det var noget, jeg gik ind i, og jeg var ekstremt fokuseret. Så selvom det var hårdt og forfærdeligt, var det på mange måder også en meget positiv oplevelse. Jeg fik en utrolig støtte fra familie, venner og kollegaer, som jeg virkelig har sat pris på. Det har rørt mig meget, og jeg fik på den måde også en smuk gave, pakket ind i noget forfærdeligt indpakningspapir. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne selv for at blive rask. Fik akupunktur, var opmærksom på at spise sundt og bevarede en positiv indstilling det meste af tiden.

Og nu er du så erklæret rask.

– Ja, og det mærkelige er, at det egentlig har været sværest bagefter, efterdønningerne. Undervejs var jeg bare så fokuseret på at blive rask, men senere har jeg følt mig rystet i min grundvold, jeg har følt mig infiltreret af en grundlæggende usikkerhed. Jeg er ved at finde tilbage, jeg er ved at genopdage mig selv på en måde. Noget af det, som står mest klart er, at jeg kan mærke, hvor stærkt jeg gerne vil leve.

Er det noget, man kan høre på den nye plade?

– Det influerer det hele, og det at arbejde er heller ikke det samme som før. Jeg har ikke skrevet om sygdomsforløbet i teksterne, men det ligger præsent i flere af numrene; de reflekterer, at en forandring har fundet sted. Jeg har haft brug for at rykke mig, sørge for, at der sker noget nyt, og jeg synes, at det er lykkedes. Jeg er utroligt glad for de nye sange og den måde, de har udviklet sig på i samarbejdet med John.

På rette sted

Tilbage i arbejdstøjet har Kira og Nicolai kreeret nogle fine vokalharmonier, og det sidste gods er ved at komme i kassen, vurderer John Parish:

– Bassen opsamler det hele på smukkeste vis. A Song For The Refugees kan nu efterlades på det helt rette sted.

Endnu en tilfredsstillende arbejdsdag er slut, og efterfølgende gik alt også efter planen med Head og John Parish. Nu er det bare at læne sig tilbage og nyde det færdige resultatet, albummet Look Up Ahead.

John Parish – den objektive stemme

John Parish har været en flittig herre på musikscenen gennem mere end to årtier, både som udøvende musiker og som producer. Han har blandt andet drejet på knapper for navne som Eels og Tracy Chapman (og for danske Amber), men først og fremmest er han kendt for sit indgående  samarbejde med P.J. Harvey, der efterhånden har strakt sig over 22 år og har en lang perlerække af plader og turnéer bag sig.
Og så er John Parish sådan cirka verdens flinkeste mand. Med på Island har han "Head", sin faste samarbejdspartner gennem hele karrieren, og der er afslappet "feel good"-stemning på sættet, om det  gælder miksning af vokalen, den rette trommelyd eller Englands chancer under VM i Sydafrika (ord, der faldt to dage, før England blev rundbarberet af Tyskland). Parish er en mand, der stoler på sit instinkt, og det sagde "yes" fra første gang, han hørte Kiras stemme.

– Jeg kendte hende ikke fra tidligere, men hun kontaktede mig via min MySpace-side, hvilket der er mange, der gør. Men der var noget, der fangede mig lige med det samme, og vi kom hurtigt i kontakt. Hun er en fantastisk sanger, men det er der mange andre, der er, uden at det nødvendigvis appellerer til mig. Hun har noget udefinerbart, en credibility, hun har noget, der bevæger mig. Hun sendte mig demoer, og vi blev hurtigt enige om, at vi skulle lave noget sammen. Men dels har Kira været syg, og dels har det været meget svært at finde tid i kalenderen. Men nu er det endelig lykkedes, vi sidder vi her på vulkanøen og arbejder intensivt, det er dejligt. Som jeg ser det er min rolle at være den objektive stemme, der er med til at skabe den bedst tænkelige plade. Det kræver artistens tillid, og den er til stede her. Jeg synes, at det går rigtig fint.

Tror du, at Kira har en international karriere foran sig?

– Det er slet ikke utænkeligt. Hun har en snert af country og til tider eksplosiv blues i sig, ikke helt ulig Tom Waits. Der er stemning, der er atmosfære, og så synger hun fejlfrit engelsk uden accent, og den musik, hun laver, har helt sikkert internationalt potentiale. Hvorvidt det så vil lykkes eller ej, skal jeg være den sidste til at sige, jeg har ikke ligefrem et rygte for at producere hitsingler på samlebånd, afrunder den sympatiske englænder med et selvironisk smil.

"Look Up Ahead" er netop udkommet