Darwin Deez – En musikalsk salade niçoise

Forestil dig Napoleon Dynamite i front for The Strokes i et Phoenix-coverband, så er du nogenlunde sporet ind på Darwin Deez’ humørspredende lydunivers

Forestil dig Napoleon Dynamite i front for The Strokes i et Phoenix-coverband, så er du nogenlunde sporet ind på Darwin Deez' humørspredende lydunivers, der året igennem er vokset i popularitet. Dette ikke mindst takket være nogle fantasifulde YouTube-videoer, hvor den ranglede amerikaner, i gevandter han selv beskriver som "hipstered out to the max", danser sig ind i den ny-ironiske tidsalder.

Da vi får telefonforbindelse til Deez hjemme på Lower East Side på Manhattan, undskylder han, hvis han lyder lidt træt. Han har nemlig siddet oppe hele natten og researchet, som han kalder det.

– Jeg synes, det er meget vigtigere at researche end at sove, så jeg endte med at sidde hele natten og finde sange på YouTube, der har været brugt i One Tree Hill (ungdoms-tv-serie, red.). De har altså virkelig god musiksmag, de, der sidder og planlægger, hvad der skal spilles i den serie, og der er syv sæsoner at gå i gang med, så det blev lidt sent.

Havde dine forældre store ambitioner om, at du skulle blive noget inden for musikken, for i stedet for at få en cykel eller et computerspil på din 11 års fødselsdag, fik du en rigtig Fender Stratocaster?

– De ville faktisk gerne have, at jeg havde fuldført college, og de var egentlig ikke særlig begejstrede for, at jeg ville vælge musikken som levevej. Men jeg fik også et trommesæt af dem som 16-årig.

De skulle nok ikke have givet dig alle de instrumenter, hvis de vitterligt ønskede, at du skulle læse videre.

– Det er nok rigtigt nok, men jeg er nu glad for, at de gjorde det, og jeg spiller faktisk stadig på den guitar. Efter det er begyndt at gå fremad med musikken, tror jeg, de er okay med mit valg, men da jeg droppede ud af college, var de bestemt ikke glade.

Kan du huske den første sang, du skrev?

– Ja, den hed Missing, men jeg kan ikke huske, hvad den handlede om. Jeg skrev en del guitarsange som 11-12-årig. Som 13-årig begyndte jeg at lave elektronisk musik, da jeg opdagede The Chemical Brothers, der blæste mig helt omkuld.

Var dine forældre ateister, eller er du opkaldt efter en anden Darwin?

– Nej, de er ikke ateister, men de er tilbedere af guruen Meher Baba. Så jeg er opkaldt efter en gammel mand, der også var Baba-tilbeder. Men det er cool at have et unikt navn, og jeg kan ikke forestille mig at hedde Jack eller Bill.

Meher Baba talte ikke i de sidste 44 år af sit liv. Er der nogen, du godt gad kunne holde kæft så længe?

– Hmm, hvad med de folk, der reklamerer for shampoo? De folk har i hvert fald sagt rigeligt.
Deez har i øvrigt tidligere forklaret, at hemmeligheden bag hans bemærkelsesværdige proptrækkerkrøller er, at han aldrig bruger shampoo. Varmt vand og lufttørring skulle være nok.

Open mic-aftener og drikkepenge

Du stammer fra South Carolina, men bor nu i New York. Hvordan har den by bidraget til din musik?

– En af de væsentligste ting har været at komme til open mic-aftener, for der lærte jeg vitterligt at sætte pris på gode tekster. Jeg kom især på Sidewalk Cafe, der efterhånden er blevet et helt legendarisk sted, da navne som Regina Spektor og Moldy Peaches startede ud dér. Men min klare favorit var en sanger, der hedder Mike Grubbs, som faktisk har en rolle i One Tree Hill, hvor han bare hedder Grubbs. Men altså, jeg har virkelig lært at arbejde med mine egne tekster efter at have oplevet så mange optrædener på Sidewalk Cafe.

Arbejder du stadig som tjener i New York, eller kan musikken forsørge dig nu?

– Det er faktisk ikke så længe siden, at jeg sagde mit job op, men jeg vender nok tilbage en dag, for jeg kunne godt lide det job. Men jeg har simpelthen haft for travlt med at øve med mit band, spille live, designe T-shirts og lave musikvideoer.

Når jeg er i USA med andre danskere, ender jeg altid med at diskutere, hvor meget det nu er, man skal lægge i drikkepenge til jer tjenere. For drikkepengene er jo jeres eneste løn, ikke?

– Jo, det er rigtigt, og jeg plejer selv at give lidt over 20 procent inklusive den ekstra skat. Det var i hvert fald det, jeg selv håbede på at få, men tit er det kun 15 procent, folk smider.

Hvis du skulle beskrive din musik, som var det dagens ret på en restaurant, hvordan ville du så sælge den?

– Det er en let ret som en salat, men der er stadig noget kød af en art, så det er et mættende måltid. Præsentationen af retten er ret fantasifuld, så måske er musikken bare en musikalsk salade niçoise?

"Jeg synes, det er meget vigtigere at researche end at sove."

"Darwin Deez" er ude nu