P.J. Harvey – intensiteten intakt

Hun er de alternative kvinders førende forbillede og indie-fyrenes hårdeste drømmesild – cool, intelligent, passioneret og vild

Mange rock og popstjerner er faktisk flinke og rare mennesker, når man møder dem, specielt når de har fået nogle år på bagen. Sympatisk og behageligt for kunstnerne selv, skribenter og branchefolk, men desværre ofte et symptom på kunstnerisk stagnation. Historien er rig på, at skæve, mærkelige, "fucked-up" eksistenser ofte skaber den bedste og mest langtidsholdbare kunst. Det er unægtelig sympatisk at skifte heroin, vold, groupies og Jack D. i krop og sjæl ud med familie, børn, Gud og urtete, men "livet på kanten" har – upåagtet menneskelige konsekvenser – ofte gået spænd med bærende kunstneriske milepæle.

Med følgende mantra i bagagen er GAFFAs møde med fænomenet og ikonet Polly Jean Harvey ganske foruroligende. Med mere end ti år som soloartist på bagen udstråler 35-årige P.J. Harvey den modne kvindes harmoniske ro og er så afslappet, venlig og imødekommende, at alle faresignaler lyser. Hun ser langtfra så farlig ud som ofte afbildet, men er enkelt klædt i T-shirt og jeans, er smuk og slank, og til lejligheden med let makeup og karakteristisk, knaldrød læbestift.

Undertegnede har til lejligheden medbragt GAFFAs artikel om samme Harvey fra november 2000 (for at se den: klik på linket nedenfor). Og ikke nok med at stilikonet kigger og bladrer artiklen igennem med overvældende og oprigtig interesse, hun ligefrem spørger, med formfuldendt høflighed, om hun allernådigst må lægge eksemplaret i håndtasken, da hendes mor samler på alt, som bliver skrevet om sin syngende datter!

Og interessen og kærligheden er gensidig. P.J. Harvey fortæller, at hun har meget tætte relationer til sin familie. At hun hjemme i Dorset, England bor meget tæt på både sin mor og sin bror og hans familie. Da samtalen på et senere tidspunkt berører den lange pause mellem den aktuelle "Uh Huh Her" og forgængeren – og vinder af den prestigefyldte engelske Mercury Music Prize – "Stories From The City, Stories From The Sea", er svaret (ud over det forudsigelige om en lang efterfølgende turné), at hun brugte et helt år på at passe og pleje sin døende bedstemor, og i hele denne periode lukkede al anden aktivitet ude.

Det er så rørende, at Fredes tårer i Vor Frue Kirke til sammenligning fremstår som præcis, hvad de var – vand. Men hvor fed en spade var det nu, den barmhjertige samaritaner spillede, og hvor meget rock’n’roll var det lige, der var i Mother Teresa?!

Kontant afregning
Det påfaldende ved at møde, høre og se P.J.Harvey er, at en personlig harmonisk udvikling og kunstnerisk vitalitet og nerve tilsyneladende går hånd i hånd. På "Uh Hu Her" er P. J. Harvey så rå, sej, følelsesladet og indtrængende som nogensinde. "Uh Hu Her" er et kontant, skarptskåret, dystert mesterværk, som uproblematisk reflekterer de bedste elementer fra, primært mandlige, artister som Nick Cave, The Cure, The White Stripes og Johnny Cash. Og nok er hun, ansigt til ansigt, venlig og imødekommende, men det er tydeligt, at hun ikke er indstillet på at spilde tiden med overfladisk ævl. Er et spørgsmål lettere tåget formuleret, spørger hun direkte ind til kernen og forventer tydeligvis en præcis, gennemtænkt tilbagemelding. Det er "no bullshit" verbalt som musikalsk. P.J. Harvey har formået at vokse som menneske uden at miste det musikalske bid. De personlige dæmoner er på retur, men det har ikke ført til lalleglade vuggeviser.

I interviewet med min kollega Signe Glahn i forbindelse med "Stories From The City, Stories From The Sea" fortalte du, at du følte dig gladere og mere uafhængig end tidligere. Denne gang er du fuldt ansvarlig for sangskrivning, produktion og næsten al instrumentering. Skal det ses som et udtryk for yderligere selvtillid og selvkontrol?

– Jeg har ikke tænkt på det på den måde, før du sagde det. Det har nok været første gang, at jeg har følt mig selvsikker nok til at stole på, at jeg evnede at producere min egen plade. Så ja, jeg er nok vokset lidt, specielt i forhold til at stole på min egen dømmekraft. Som mange andre oplever jeg at kende mine styrker og svagheder – og mig selv i det hele taget – bedre med alderen. Ud fra det prøver at jeg få det bedste i frem mig selv. Jeg har ønsket at "selvproducere", men tidligere har jeg hverken følt, at jeg var klar eller stærk nok til at gøre det.

Dualismens stemme
De indre dæmoner er på retur, og du er gladere og mere selvtilfreds end tidligere. Men en bittersød smerte i ord, sang, instrumentering og produktion gennemtrænger "Uh Hu Her". Hvordan reflekterer disse tilsyneladende modsætninger dit liv og livssyn i dag?

– Jeg føler, at jeg har lavet mit til dato mest personlige album. Som menneske er jeg særdeles glad og tilfreds, og jeg nyder faktisk tilværelsen helt enormt. På samme måde absorberer jeg som kreativ kunstner verden omkring mig. Sangene er ikke kun selvbiografiske detaljer om mit liv, men også om ting, som jeg absorberer omkring mig. Og der er meget mørke derude, specielt i det klima, vi befinder os i for tiden. Verden ser ud til at blive gradvist mørkere og mere grusom, og som en person, der altid er sensitiv over for sine omgivelser er det uundgåeligt for mig ikke at absorbere alt dette, hvilket kommer til udtryk i min sangskrivning. Og så er der også altid to sider af hvert menneske. Jeg kan være særdeles tilfreds i dele af mit liv og afsindig vred i andre dele. Disse dualiteter ligger i alle mennesker. Jeg er så heldig, at jeg kan udtrykke mig på en måde, som bliver hørt. Mange mennesker finder aldrig en måde at udtrykke sig på og bliver indvendige krøblinge. Jeg kan udtrykke disse komplekse knuder i mig selv. Derfor er min musik altid meget intens, det er det, som jeg bliver tiltrukket af. Det er noget, som grundlæggende ikke har forandret sig. Intensiteten og ønsket om at yde mit absolut bedste er uforandret. Derfor søger jeg altid nye veje og udfordringer. Sådan er jeg, og sådan har jeg altid været..

Slappe søstre
P.J. Harvey sidder både tungt og solidt på dronningetronen over den alternative rock. En dragende, mystisk og farlig skønhed for drengene og et kreativt forbillede for kvinder med kunstneriske ambitioner ud over lårkorte hovftevrid og silikonebryster. Imponerende og fuldt retfærdigt, men som sådan vel også et udtryk for mangel på konkurrence. Er P.J.s medsøstre i dagens rock’n’roll-cirkus enten for pæne, stereotype, behagesyge eller for kompromitterende nøgne? Polly Jean selv er ikke specielt imponeret over sine medsøstre i branchen.

– Jeg må tilstå, at der er meget få kvinder i rockbranchen i dag, som jeg har den store respekt for. Jeg synes, at der er få kvinder, som gør det godt, og gør det på en måde, som aftvinger respekt. Jeg taler rent personligt her. Jeg har tendens til at lytte til mine mandlige kollegaer i stedet for. Hvorfor det forholder sig sådan, ved jeg ikke. Måske bruger kvinder længere tid på at finde deres egen stemme, eller måske er det bare et resultat af den generelle udvikling i musikbranchen. De konstruerede popgrupper, boy og girl band-koncepterne, har måske gjort, at musikken gik tabt et eller andet sted. Og så udkommer der så afsindigt meget musik i dag. Tidligere var det langt færre, men generelt langt bedre bands. Men nu er markedet så stort, at der udkommer utroligt meget lort. I denne sammenhæng synes jeg, at menneskeheden har ændret sig på en meget trist måde. Standarden af, hvad vi efterspørger og ønsker i og af livet, bare falder og falder. Vi vil tilfredsstilles øjeblikkeligt, vi vil ikke tænke over noget, og vil ikke gøre en indsats for at opnå noget som helst. Og disse generelle ændringer reflekteres i den musik, vi hører og efterspørger, hvilket af forskellige grunde ikke er stimulerende for udvikling af stærke artistiske kvinder.

<|>Hvad betyder artister som Pink, Britney Spears og Christina Aquilera for dig?
– For mig personligt betyder de intet. Jeg føler mig ikke bevæget. Jeg føler ingen respekt, og jeg føler mig hverken følelsesmæssigt berørt eller forandret indvendigt.

Hvilke kvinder imponerer dig så?
– I musik vil jeg særligt fremhæve to. Marianne Faithfull og Patti Smith. Marianne Faithfull (som P.J. Harvey for tiden arbejder med, red.) har en stemme sjældent fuld af sjæl, og hun kan tryllebinde et live-publikum på den mest morsomme og kærlige måde. Man forelsker sig fuldstændigt i hende til en koncert. Det, at hun kan give så meget af sig selv, så sårbart og samtidigt så givende og kærligt, det forbløffer mig. Patti Smith er tilsvarende en fantastisk live-performer. Hun er så intens og i fantastisk kontrol over, og så ærlig omkring, hvad hun føler. Det er beundringsværdigt, meget beundringsværdigt. Jeg vil fremhæve de to.

Slagkraftige mænd
Har det været småt med P.J. Harveys kvindelige samarbejdspartnerne/åndsfæller, har hun til gengæld altid formået at kommunikere på højeste niveau med kreative sværvægtere af det mandlige køn, kunstnerisk som privat. Senest har hun arbejdet med galningen fra Queens Of The Stone Age, Josh Homme på dennes Desert Sessions 9 &10-projekt.

– Josh er en af mine rigtig gode venner, og jeg har altid været en stor fan af hans musik, han er virkelig en sanger og komponist af format. Han inviterede mig som deltager på "Desert Sessions". Jeg var umiddelbart skrækslagen over for tanken om at tage ud i en ørken med fem mænd, jeg ikke kendte, med den opgave at lave et album fra scratch på 10 dage. Som komponist arbejder jeg altid alene, så tanken om at åbne sig totalt i skriveprocessen var skræmmende for mig. Men Josh fik mig overtalt, har du mødt ham? Han forstår virkelig at overtale folk. Han er kærlig, sjov og meget charmerende og evner at overtale hvem som helst til hvad som helst. Så er han en menneskekender, som formår at vurdere, hvilke personer der vil være i stand til at arbejde godt sammen. Twiggy Ramirez, fra Marilyn Manson, som jeg aldrig havde mødt, var med, jeg swingede med ham, som var det min egen bror, det havde jeg aldrig regnet med. I det hele taget var det en fantastisk oplevelse, som jeg lærte meget af. (De andre deltagere var Alain Johannes (Eleven), Chris Cornell og nuværende QOTSA-multimusikere Joseph C. og Chris Goss, red.).

Flere gange har P.J. Harvey sunget duetter med mandlige åndsfæller. Bl.a. med Tricky ("Broken Homes"), og ikke et øje var tørt på Roskilde Festival 1996, da Polly Jean gæstede Nick Cave på Orange Scene til tonerne af "Henry Lee". Der er ingen mandlige vokaler på "Uh Hu Her", men på forgængeren kiggede en gammel ven forbi.

– Thom (Yorke fra Radiohead, red.) er også en ven gennem rigtig mange år og én, jeg altid støtter mig til for råd og vejledning. Vi ses ikke så ofte, men bruger altid hinanden i krisetider. Jeg elsker Thoms stemme, den går rent ind hos mig emotionelt. Da jeg havde sangen "This Mess We’re In" til "Stories From The City …", tænkte jeg instinktivt på Thoms stemme. Jeg har den største respekt for ham, og så er han en virkelig god ven.
Respekten er givet gensidig. Polly Jean Harvey har fat i den lange ende. Ganske enkelt.

Læs GAFFAs Harvey-interview fra 2000