Danskrockens hellige gral – no less

Danskrockens hellige gral – no less

I bagklogskabens uklare lys har vi en tendens til at slå det hen. Noget med hashtågerne, syrerejserne og endeløse guitarsoloer. Eller de pokkers 68'ere eller røde lejesvende. Forkert! Om igen.

40 album på en gang beviser det endegyldigt: At det var en ufatteligt kreativ tid, som danskrocken gik igennem mellem 1965, hvor vi var midt i folkemusikbølgen og Dylan var gud og hen over eksplosionen, som danske unge havde til fælles med hele den vestlige verden. Hvor hjemlige personligheder var med til at sætte brand i musiukken og i kreativiteten. Kunstnere som Eik Skaløe, Stig Møller, Peter Ingemann, Peer Frost, Peter Thorup, for ikke glemme brødrene Koppel, Annisette og alle de andre. 40 album som bare var toppen af isbjerget, for selv i en så udsøgt samling mangler vi rigtigt mange fra en tid, hvor der blev produceret sindssygt meget fantastisk musik i Danmark. Her er eksempelvis kun en skive med Gasolin', Kim Larsens Værsgo' er slet ikke med. Ej heller Prinsesseværelset med Furekåben, Glem det hele med Hyldemor, de fire første med Shu-bi-dua, Burnin Red Ivanhoes selvbetitlede andet album, som med rette vakte stor opsigt i England og mange, mange andre. Og alligevel er det selveste arvesølvet vi står med på de her tre formidable udgivelser.

Vi snakker altså skiver der typisk kom ud på plademærker som især Sonet og Polydor, men også Philips, Metronome, Demos, Medley og i enkelte tilfælde CBS og EMI-labels som Parlophone og Harvest. Det vil altså sige fra folkesangere som Cy, Maia & Robert, som var meget mere end et dansk svar på Peter, Paul and Mary, og magiske indspilninger på primitivt udstyr, som eksempelvis Beefeaters' legendariske syrerejse af et track på en af bonusskiverne med titlen Night Flight, som var optaget i Vanløse Bio eller noget i den stil. Gennem hippietidens syvmileskridt på alle områder, hvor en sand guldgrube åbenbares i løbet af de i alt 40 originale album, som er med her, og hvor musikere som Aches Finn Olafsson efterfølgende vil fortælle, at ja, vel var det syret, men også udført af musikere, der kunne deres metier og var alt andet end skæve, da de indspillede de skiver, vi andre ville tænde chillummen til.

Produceret af folk som den senere smølfekonge Johnny Reimar og alle tiders danske crooner, Gustav Winckler, samt senere med Freddy Hansson inde over rigtigt meget. Album som jo altså suppleres med tre sjove album med outtakes og rariteter, samt – hvad der ikke lige fremgår – af et stort antal andre album som kan downloades. Det er altså sådan, at selv om du efter at have hørt Alrunes Rods første skive med det ikoniske orkester - som hurtigt efterfølgende droppede s'et og iklædte sig albummets titel som bandnavn og efterfølgende hed Alrune Rod – men står og savner Hej du og Alrune Rock, som er ligeså store klassikere, så skulle de også være genudgivet til download.

Der lægges uimodståeligt ud med den gule boks, som indeholder 15 album. Det er en fantastisk samling med næsten alle de fedeste album fra blomsterbørnenes danske fest.

Vi starter ud på toppen med Hip og Steppeulvene. Med sangeren og poeten Eik Skaløe og guitarist Stig Møller og historierne om snabeltyrkerskoene og 'det flyvende tæppe går klokken 8' og 'Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det'. En kunstner der for alvor træder i karakter er engelskfødte Cy Nicklin (hvor blev han egentlig af?), som vi både træffer i den sublime trio med franske Robert LeLievre og danske Maia Aarskov og siden i hans store orkester, Culpeper's Orchard, begge repræsenteret med to sublime album hver. Album der understreger, hvorfor guitarister som den senere producer Nils Henriksen bare er så sjælden en vare.

Og vi får Savage Rose skudt af sted, og brødrene Koppel og Annisette rammer allerede det højeste niveau fra første færd med A Girl I Knew, hvorefter det så går derudad med i alt fire album i løbet af de tre bokssæt. Ligesom vi følger Peter Ingemann – de sidste mange års revisor for rockmusikere i en grad, så man næsten glemmer at han var sanger og bassist i en række af danskrockens vigtigste grupper, fra Young Flowers over Skousen & Ingemann/Musikpatruljen til Røde Mor.

Med Young Flowers får vi soundtracket til Thomas Winding-børneprogrammet Blomsterpistolen, hvor Peter synger at 'Oppe i træet, sidder sgu jeg' og 'mørket er mørkt!', ligesom guitarguden Peer Frost (ikke at forveksle med Per Frost fra Gnags) tager os på den første psykedeliske rejse, som han siden gjorde det i Rainbow Band/Midnight Sun og i midthalvfjerdsernes udgave af Savage Rose.

Andre fantastiske momenter på det første bokssæt er Povl Dissings mesterværk med Peter Thorups gruppe Beefeaters, som havde titlen Dissing, men som i folkemunde aldrig hed andet end Nøgne Øjne, hvilket den også hedder her. Her brillerer poeten Laus Bengtsson og tangerer Eik Skaløes sfærer med et af danskrockens All Time Greatest Hits, den mesterlige Tape Fra En Halv Mand. Hvorefter skiven fortsætter ind i en anden vidunderlig plade, hvor Dissing er sammen med et andet magisk orkester, Burnin Red Ivanhoe og værket 6 Elefantskovcikadeviser, hvor slaget i Bo Thrige Andersens lilletromme lægger bunden og der spilles med en henført luftighed, som topper med endnu et gudenummer, nemlig Snehvidekys, hvor Laus Bengtsson igen er på spil. Burnin Red Ivanhoes univers er allerede blevet introduceret via debutskiven M 144 og ikoniske tracks som Ivanhoe i Brøndbyerne, Medardus og Indre Landskab.

 

BOKS 1:

*****

 

CD 1:

Steppeulvene: Hip (1967)

******

Det danske hippiealbum par excellence. Syrepoesi og humor på højt plan fra Eik Skaløe, som året efter fandt sin død på grænsen mellem Pakistan og Indien. Og Stig Møller ikke at forglemme, samt en håndfuld sange, hvoraf Dunhammeraften, Itsi-Bitsi, smukke Til Nashet bare er indledningen, der definerede drømmen om turen over land via Istanbul, Afghanistan, Indien og med Katmandu som endemålet.

 

CD 2:

Cy, Maia & Robert: On The Scene (1966)

****

Cy, Maia & Robert:  Out Of Our Times (1967)

*****

Den formidable trio åbner med et nummer af Paul Simon, som de havde mødt på folkesangerklubber i Danmark! Maia Aarskov tager sin balkanbaggrund på tur med Aziza og falder ligeså nemt ind i de irske rundgange. Men udtrykket udvides på 2'eren, som havde det internationale format med sindssygt talentfulde LeLievre som sangskriver på de fleste ting, mens der også er sange af Dave Cousins (senere i engelske Strawbs) og Paul Simon. Producer var i øvrigt Gustav Winckler (!).

 

CD 3:

The Savage Rose: d.o. (1968)

*****

The Savage Rose: In The Plain (1968)

*****

A Girl I Knew er selvfølgelig tracket over dem alle, men hele pladen har højt niveau, hvor Thomas Koppel allerede har den unikke lyd intakt, hvor psykedelisk rock blandes med inspirationer fra jazz og klassisk og hvor Annisette sætter ild i det hele med stemmen, som allerede her var på højeste niveau.

In The Plain kom indenfor samme år. Ligheden med San Francisco-syrebandet er slående, selv om The Savage Rose allerede her har en egen lyd, hvor Niels Tuxen er ny markant guitarist på numre som Ride My Mountain, ligesom der eksperimenteres formidabelt på den henførte Evening Child. Mens Annisette træder om muligt endnu mere i karakter, ikke mindst på numre som den afsluttende A Trial In Our Native Town.

 

CD 4:

Young Flowers: Blomsterpistolen (1968)

*****

Young Flowers: No. 2 (1969)

***

Her er det først og fremmest den psykedeliske første plade, vi husker. Thomas Winding fik idéen til en tv-serie og skrev også teksten til det mest kendte nummer, Oppe I Træet. Men ellers er det supertrioen Peer Frost (guitar), Peter Ingemann (vokal, bas) og Ken Gudman (trommer) for fulde udblæsning, hvor et andet højdepunkt er Dylan-bluesen Down Along The Cove. Toeren var mere anonym og foregriber Frosts indtræden i Rainbow Band, mens Ingemann tog videre mod mesterværket Herfra Hvor Vi Står og Gudman var med i den første udgave af Culpeper's Orchard.

 

CD 5:

Burnin Red Ivanhoe: M 144 (1969)

*****

Et af danskrockens hovedværker med et orkester, der havde jazz og kilometervis af løssluppen galskab med i bagagen. Karsten Vogel og Kim Menzer var allerede markante på en plade, som er imponerende og holder hele vejen i dag. Nummeret Ksilloy er dog ikke med her, men er at finde på bonus-cd'en. Men ellers står hittene i kø: Ivanhoe I Brøndbyerne, Indre Landskab, Kaj, Tingel-Tangelmanden, Medardus og Purple Hearts. Legendarisk skive.

 

CD 6:

Alrunes Rod: Alrune Rod (1969)

*****

Nyligt afdøde Leif Roden og poeten Laus Bengtsson lægger kimen til et formidabelt samarbejde og sange som Alrune Rod og Natskyggevej. Dertil er der de ellers ukendte Giese Rasmussen (guitar) og Pastor Ziegler (orgel), samt Claus From (trommer, tabla), som bærer Rodens visioner om den store, dramatiske og psykedeliske lyd med bravour. I producerstolen sad faktisk Franz Beckerlee, senere kendt som Gasolin'-guitarist. En gudeplade.

 

CD 7:

Povl Dissing & Beefeaters: Dissing ("Nøgne Øjne") (1969)

******

Povl Dissing & Burnin Red Ivanhoe:  6 Elefantskovcikadeviser (1971)

*****

Et af danskrockens mesterværker. Formidabel aura fra bandet, som indbefatter bl.a. Peter Thorup og Benny Holst, mens Povl Dissing tager skridtet fra Shel Silverstein-oversættelserne, som gjorde ham kendt og op i øverste lag. Laus Bengtssons tekster er fantastiske og Tape Fra En Halv Mand er en mestersang blandt flere.

Burnin Red Ivanhoe var et af de vigtigste danske orkestre, som med rødder i jazz lavede deres helt egne stil båret af store personligheder som Karsten Vogel, Kim Menzer og Ole Fick. Sat sammen med Povl Dissing på vej mod Svante-lykkeland og særlingen fra Strøget, Sigvaldi, som underligt kuriosum, skabtes en plade med nyfortolkninger af Burnin-hits som Tingel-Tangelmanden og vidunderlige øjeblikke i Snehvidekys og Wallifanten.

 

CD 8:

Skousen & Ingemann: Herfra Hvor Vi Står (1971)

*****

Et andet hovedværk, som introducerer Niels Skousens sublime sange og ditto foredrag. Titelsangen tager bestik og gør status med det berømte hint til Eik Skaløe og den udødelige verslinje: "Der var en der tog af sted lidt før de andre/ og nu siger de, han kom for langt ud/ men når der ikke er nogen der kender retningen/ er der altid en eller anden fyr, der må stå for skud. Mens folk som Knud Bjørnø på fløjte og Tømrerclaus på guitar medvirker til at sprede guld.

 

CD 9:

Culpeper's Orchard: d. o. (1971)

******

Culpeper's Orchard: Second Sight (1972)

****

Cy Nicklin bibragte den danske rockmusik med stort talent, en fed stemme og fra dagene med Cy, Maia & Robert og frem til Anima med en lang række store øjeblikke. Centralt stod dog Culpeper's Orchard, både i den tidlige version, vi ser her, og i den senere og længe varende, hvor Thor Backhausens tangenter, Thomas Puggard-Müllers guitar og især Tom McEwans humor og fede trommespil var i centrum bag Nicklin og den anden konstant, bassisten Michael Friis. Her er vi dog i selskab med guitaristen Nils Henriksen (der må lide den tort at blive stavet med "e" i covernoterne), som overbeviser på debuten, som bl.a. tæller Mountain Music, part 1 & 2.

Efterfølgeren er også god, og gamle Culpeper-fans vil især nikke genkendende til et markant nummer, klassikeren Satisfied Mind, som er eneste sang, der ikke er skrevet af Nicklin eller Friis.

 

CD 10:

The Old Man And The Sea: d.o. (1972)

*****

Bandet fra Horsens med pladen, der har været kult i mange år og praktisk taget umulig at opdrive. Forbløffende frisk og på meget højt niveau. Komplicerede ting og masser af tegn i retning af tidlig heavy rock. Fed, fed skive.

 

CD 11:

Skousen & Ingemann, Alrunes Rod, Povl Dissing & Burnin Red Ivanhoe, m.fl.: Bonus-CD

****

Den første bonusskive tæller numre som Skousen & Ingemanns Blæsten Over Søen og Alrunes Rods Pigen På Stranden, ligesom der er et hav af skæringer med Povl Dissing, Culpeper's Orchard og Cy, Maia & Robert. Blandt de kuriøse er August Gyldenstjerne med Burnin Red Ivanhoe, som siden fik sin endelige form på den første periodes svanesang, albummet Right On. Kunne have været sjovt med nogle gode liveoptagelser, eksempelvis fra DR's arkiv.

 

 

BOKS 2:

****

 

CD 1:

Pan: Pan (1970)

*****

Da franskfødte Robert LeLièvre tog sit liv som 30-årig i 1973 mistede vi en stor kunstner. Og gruppen Pan var i den grad hans værk, ligesom dette album var af høj kvalitet. Numrene My Time og If var de mest kendte, men albummet regnes generelt som et af tidens bedste.

 

CD 2:

The Beefeaters: Beef eaters (1967)

****

The Beefeaters: Meet You There (1969)

****

Peter Thorup markerede sig tidligt som vores bedste mandlige bluessanger. Sammen med organisten Morten Kjærumgaard skabte han en dragende lyd, og selv om Beef Eaters mest er covers, er det et album, der ikke synes slidt, ligesom vi får den lidt atypiske syrerejse Night Flight med.

På toeren synes lyden endnu mere heltstøbt med deltagelse af Alexis Korner, den engelske blues' "far", som Thorup efterfølgende flyttede over til. Der er en friskhed over pladen, ikke mindst i titelnummeret og fortolkningen af klassikeren Night Train.

 

CD 3:

Delta Blues Band: d.o. (1969)

****

Troels Jensen startede ud på toppen, et sted som trofaste bluesfans på klubber som Mojo i København kan bevidne, at han fortsat befinder sig på. Denne 41 år gamle skive er fantastisk med sin kombination af psykedelisk musik og direkte forbindelse til bluesmusikkens kerne, ikke mindst med guitaristen Thomas Puggard-Møller i en fremtrædende rolle. Fed plade, som kan minde lidt om tidlig Rolling Stones.

 

CD 4:

The Savage Rose: Travelin' (1969)

****

The Savage Rose: Your Daily Gift (1971)

*****

Travelin' er mere hårdtslående end forgængerne. Og ikke helt så god, selv om afslutteren My Family Was Gay er ret god. Til gengæld entrer vi 1971 med brask og bram og både Your Daily Gift og musikken til balletten Dødens Triumf, som vi tager senere. Annisette synger formidabelt på pladen, der blev indspillet i Rom. Sunday Morning åbner besættende og på Unfold er Niels Tuxen fremme med sin pedal steel-guitar og så kører det i øvrigt derudad på et veloplagt album mod det afsluttende titelnummer, som stadig er et stensikkert valg til bandets koncerter.

 

CD 5:

Gasolin': d.o. (1971)

*****

Samlingens eneste Gasolin'-plade, underligt nok. Åbner umiskendeligt med Christianshavneruniverset og sange som Langebro og Lille Henry. Andre træffere på et lille fint album, som blev indgangen på et imponerende forløb var den atypiske hyldestsang til det bevidsthedsudvidende stof mescalin, Laphophora Williamsii, samt den personlige favorit, Jeg Kan Høre Dig Kalde.

 

CD 6:

Day Of Phoenix: Wide Open N-Way (1970)

*****

Day Of Phoenix: The Neighbour's Son (1972)

****

To fremragende plader fra sindssygt dygtigt orkester, som var nogle af de første til at køre et originalt take på rendyrket vestkystlyd af. Wide Open N-Way er domineret af store suiteagtige forløb, hvor guitaristerne Karsten Lyng og Ole Prehn viser hele formatet. De skulle underligt nok aldrig for alvor få den succes, som talentet berettigede til, selv om de fortsatte i bands som Mo-I-Rana, som også talte den glimrende sanger Hans Lauridsen. Tjek alligevel de lange ting ud og den meget vellykkede If You Ask Me, som er pladens hit.

Toeren er mere kommerciel med numre af standardlængde. Stadig dygtig lyd med originale guitarer og vokaler, men ikke helt på højde med forgængeren

 

CD 7:

Ache: De Homine Urbano (1970)

*****

Ache: Green Man (1971)

*****

Amagerbandet anført af brødrene Torsten og Finn Olafsson, samt med en markant mand i organisten Peter Melin lagde ud med musikken til Peter Schaufus-balletten Homo på Det Kongelige Teater, altså før Flemming Flindt bestilte Dødens Triumf fra Thomas Koppel. Kompositionen fik titlen De Homine Urbano på pladen, ligesom endnu en ballet, Little Things, var at finde på side to af den oprindelige lp. Musikken er stærkt avanceret melodisk rock, der kunne minde om Procul Harum, men også foregreb engelsk progrock. Green Man har også suiter, men er et lettere tilgængeligt album, som desuden rummer den flotte Shadow Of A Gypsy, som blev et stort hit i Frankrig.

 

CD 8:

Rainbow Band: d.o. (1970)

*****

Midnight Sun: Walking Circles (1972)

***

Rainbow Band blev til Midnight Sun, men her befinder vi os i 1970, hvor Lars Bisgaard er forsanger på et album, som kom i forskellige udgaver. Denne her er den klart bedste. Det er jazzrock med et vidunderligt drev i samspillet mellem bassist Bo Stief og trommeslager Carsten Smedegaard, mens guitaresset Peer Frost topper et imponerende forløb i dansk rock, specielt på Living On The Hill. Han havde verdensklasse i de år. King Of The Sun var også et hit, dog mere i gruppens næste inkarnation med sangeren Allan Mortensen.

Walking Circles har også sine momenter. Frank Lauridsen er nye sanger, og de bedste numre er Bent Hesselmanns klassisk inspirerede tema A La Turca og Winds Gonna Blow. Coveret er af Roger Dean, som var hittet på den tid, specielt for bands som Yes og Osibisa.

 

CD 9:

Hurdy Gurdy: d.o. (1972)

*****

Powerrock i reneste form. Claus Bøhling var/er en fænomenal guitarist i bandet, som fik sit navn i forbindelse med en sang, som Donovan skrev til den oprindelige engelske bassist. Bøhling spiller også sitar, og overalt på denne imponerende 1972-udgivelse spreder han guld, ligesom han i den grad fyrer den af på guitaren. Han fortsatte i øvrigt med det i Secret Oyster, som af ufattelige grunde ikke er med i disse bokssæt (!).

 

CD 10:

Christianiapladen (1976)

*****

Staten ville igenigen lukke Staden den 1. april 1976. Christiania svarede igen med kærlighed og den såkaldte Regnbuehær, og nogle af de bedste kunstnere lavede denne skive. Primus motor var Tom Lundén, netop aktuel med Bifrost. De store numre på en lysende plade er Titusind Folk med Bifrost, Det Er En Kold Tid med Kim Larsen, Christianias Kampsang med Osiris (med Lone Kellermann og Tømrerclaus), Nu Ka' Det Snart Være Nok med Røde Mor og I Kan Ikke Slå Os Ihjel med Det Internationale Sigøjner Kompagni, med uforglemmelige indsatser fra bl.a. Annisette.

 

CD 11:

Ache, Blast Furnace, Pan, The Maxwells, Midnight Sun, m.fl: Bonus-CD

****

Kuriositeterne står i kø med den engelske udgave af Burnin Red Ivanhoes sang om Tingel Tangel-manden under navnet Jingle-Jangle Man. Andre er Midnight Sun og Kind Of The Sun i hitudgaven med Allan Mortensen, direkte ankommet fra den danske version af rockmusicalen Hair. Dertil et andet hit fra samme band, nemlig Kul På, samt Delta Blues Bands version af den traditionelle Will The Circle Be Unbroken. Ret sjov skive.

 

BOKS 3:

****

 

CD 1:

Savage Rose: Dødens Triumf (1972)

*****

Storsælgende med Thomas Koppels musik fra den dengang kontroversielle Flemming Flindt-ballet, som blev opført første gang på Det Kongelige Teater. Cd-udgaven er et uddrag af den oprindelige musik. Det er Thomas Koppel i fineste form, med bror og tekstforfatter Anders Koppels fnuglette orgel, der spiller det berømte tema på Byen Vågner og Bryllup, ligesom der sluttes berusende af med Dear Little Mother, eneste sted hvor Annisette træder frem i forgrunden. Og gør det med manér på fantastisk sang, der er blevet en klassiker i dansk rock.

 

CD 2:

Sebastian: Den Store Flugt (1972)

*****

Efter den nærmest obligatoriske engelske debut med The Goddess i 1971, var det tid til at Sebastian indtog scenen med sit første album på dansk. Det blev et af 1970'ernes bedst sælgende og introducerede sange som Når Lyset Bryder Frem, Da Verden Skreg, den veloplagte Hvis Du Tror Du Er Noget og Rose. På trommer er jazzmanden Alex Riel, som forlod The Savage Rose, og den allestedsnærværende Peter Ingemann leverede bassen. Et gennembrud der ville noget og en plade, der i den grad holder stadigvæk.

 

CD 3:

Gnags: På Vej (1973)

***

Vi er tilbage i starten før man fandt Per Chr. Frost og mens Peter AG både spillede bas (primitivt) og sang (det blev bedre med årene). Påvirkningen fra Alrune Rod er til at tage og føle på, mens man aner den begyndende påvirkning fra sydstatsbands som Allman Brothers på Kloden Rokker, som er pladens bedste sang, samt fra Grateful Dead på den akustiske Der Er Så Meget. Som titlen antyder var Gnags på vej, men bestemt ikke ankommet endnu.

 

CD 4:

Røde Mor: Grillbaren (1973)

*****

Af mange regnet som det ultimative album fra de socialistiske satirikere anført af Troels Trier. De store sange er Hotel Espãna, Grillbaren og slagsangen Lad Hammer Og Segl Lyse, som var en udflugt ud i genren socialistisk rock'n'roll. Og musikerne på albummet tæller bl.a. en vis hr. Ingemann, Kim Menzer fra Burnin Red Ivanhoe, Lars Trier og andre.

 

CD 5:

C. V. Jørgensen: Storbyens Små Oaser (1977)

******

I min bog et af 1970'ernes absolutte mesterværker. Okay, jeg er fra Lyngby og det er vores lokale band, som synger om lokaliteter, vi kender som vores egen bukselomme. Men på den anden side, med numre som signatursangen om Det Ganske Lille Band, eksistenser som Hamburger Sally, den frække Fra En Telefonboks og kærlighedssangen til søndagseftermiddage og Arne Myggen på Bellevue er der ikke så meget at rafle om. Ivan Horn er over det hele, og Carsten leverer mestersange på stribe, mens Erik og René var en pokkers effektiv rytmegruppe, hør bare drevet på La Containe. Kæmpe skive!

 

CD 6:

Atomkraft? – Nej Tak (1976)

***

Okay, i modsætning til Christianiapladen fra samme år, var denne skive vel venstrefløjspostulerende. Bare hør Jomfru Anes Den Stumme Lakaj eller Gnags' Sig Nej, Sig Nej. Til gengæld har jeg alle dage været stjernevild med Gasolin'-versionen af B. S. Ingemanns Dejlig Er Jorden.

 

CD 7:

Bifrost: d.o. (1976)

****

Det band havde en energi, som var uløseligt forbundet med Christiania i 1976. Med smukke Ida Klemann og den ranglede sanger, Annapurna, opkaldt efter et bjerg i Nepal, samt den karismatiske og alt for tidligt afdøde guitarist, Finn Jensen, fik de skudt Tom Lundéns sange af så det forslog, både på denne plade og live. Hittene var åbneren Faldet, Narredans og 12 Fælder. Vigtig plade fra vigtigt band, der var det rette sted på det rette tidspunkt.

 

CD 8:

Jomfru Ane Band: Jomfru Ane (1977)

***

Parolerne står i kø på denne skive med tekster af Claus Flygare. Søstrene Brüel synger egentlig upåklageligt, men sangene om atomkraft er næsten parodier på genren. Eller mod EU (under navnet EF). Skal det være var en Jomfru Ane-koncert på Christiania ikke den samme uden hittene Plutonium og Den Stumme Lakaj, samt sangen om teatergruppen Solvognens store show, hvor indianere til hest ødelagde Rebildfesten i 1976. Desværre siger titlerne ligesom sig selv, ikke. Lidt for store bevægelser, trods de gode intentioner.

 

CD 9:

Lone Kellermann & Rockbandet: Før Natten Bli'r Til Dag (1978)

*****

Lone Kellermann havde allerede markeret sig i Blue Sun og Osiris, da hun debuterede med sin soloskive, som vi var mange som elskede for samarbejdet med Gasolin' på Tjallesangen og Dan Turèll på Gå Børge. Derefter fik hun dannet Rockbandet, en hamrende dygtig kvartet med bl.a. trommeslager Bjørn Uglebjerg og guitarist Nils Henriksen. Ligesom venner som Hyldemors Hans Vinding og Kim Larsen kom med afgørende sange som Spring Ud & Fuglen Er Fløjet (Vinding) og Se Venedig Og Dø (Larsen). Dan Turèll var også inde over på en plade, som var mesterlig. Desværre kunne kritikerne (ufortjent) ikke lide damens næste album, og hun fadede ud. Hun forlod denne verden i 2005. Gæv dame og fin sangerinde. Æret være hendes minde.

 

CD 10:

Starfuckers: Vogt Dem For Efterligninger (1978)

*****

Kim Larsens fritidsband med venner som Ole Frø, Stig Møller og Thomas Grue hed også Sylvesters Juke-Box. Her er de fanget live i 1977, hvor de spiller klassikere af Larsen og Møller som Blaffersangen, Fi-Fi Dong, Nanna, Gør Mig Varm, Hva' Gør Vi Nu, Lille Du og Østre Gasværk. Som titlerne antyder kører det som smurt med masser af grin mellem de gamle venner fra Sofiegården på Christianshavn. Atmosfære så det klodser med Larsen i fineste aftapning.

 

CD 11:

The Savage Rose, No Name, Mo-I-Rana, Musikpatruljen, m.fl.: Bonus-CD

****

Vi slutter med 23 tracks med alternative versioner, så som A Girl I Knew og Ride My Mountain (Jade) med The Savage Rose og så ellers navne som No Name, Mo-I-Rana, Musikpatruljen og Stig Møller. Fed og nuanceret plade at slutte af på.

 

Alt i alt en imponerende samling. Men som også indbyder til en vurdering af, hvilke album der skal til for at gøre samlingen komplet. De kunne være:

 

Furekåben: Prinsesseværelset (1970)

Hyldemor: Glem det hele (1978)

Alrune Rod: Hej du (1971)

Alrune Rod: Alrune rock (1972)

Gasolin: Gas 2 (1972)

Gasolin: Gas 5 (1975)

Secret Oyster: Sea Son (1974)

Burnin' Red Ivanhoe: d.o. (1970)

Bent Jacobsen: Bøsse (1975)

Anders Koppel: Aftenlandet og regnbuefuglen (1977)

Shu-bi-dua: 1, 2 & 4 (1974-75-77)

Jan Toftlund: Velkommen (1975)

Trille: En Lille Bunke Krummer (1978)

Shit & Chanel: d.o. (1976)

Spillemændene: Balrok (1975)

Niels Skousen: Jeg vender mig i sengen (1974)/Palads af glas (1976)

Røde Mor: Johnny gennem ild og vand(EP)/Rok Ork (1971)

Buki Yamaz: d.o. + Segundo (1975 & 1976)

Kallemaris: Staldfræs (1974)

 

Køb bokssættene i GAFFA Shop

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA