Therapy?: Det er for dyrt at spille i Danmark

Det nordirske band har ikke råd til at spille i Danmark, så vi fangede dem i Berlin

I et afdanket backstagelokale møder vi den nordirske gruppe Therapy?, som er ved at fordøje svenske kødboller, inden de skal på scenen i det legendariske Berlin-punkspillested, SO36. Murene er overmalet med grafitti, og pladsen er vanvittgt trang, men de tre musikere virker helt afslappede. Med over 20 år på bagen er Therapy? vant til lidt af hvert.

Til spørgsmålet om hvordan tingene ser ud for bandet lige nu, svarer de overvældende positivt. - Vores pladeselskab har lige forlænget med to plader. Vi udgiver en ny plade til marts. Alt kunne ikke være bedre. Vor sidste album "Crooked Timber" har solgt meget bedre end de sidste.

- Vi spillede vor bedst sælgende plade "Troublegum" til Download-festivalen i England, og pludseligt ringede alle mulige promotere rundt fra Europa og bad os om at spille. Derfor er denne turné opstået, forklarer guitarist og forsanger Andy Cairns.

Therapy? spiller på deres igangværende turné "Troublegum" fra start til slut suppleret med både gamle og nye sange.  Dog er det langt fra alle steder der drømmer om at se bandet igen.

- I Danmark har vi desværre ikke mange fans, og det er for dyrt komme dertil, når der kun dukker meget få mennesker op, forklarer den karasmatiske forsanger, Andy Cairns. - Jeg snakkede med min søsters søn for nylig, hvortil jeg spurgte, om det var rigtigt at unge downloader 80% musik illegalt, hvortil han svarede nej, det er helt sikkert 95%, griner han.

Vi spiller for dem, som kommer

En barsk realitet for et band der så dets storhedstid i midt-90'erne med hits som "Nowhere", "Trigger Inside" og "Diane".  

Jeg spørger, om det ikke er hårdt at arbejde sig op fra undergrunden, have en masse succes og derfra se det hele styrte sammen igen.

- I modsætning til mange andre bands, som har succes i dag, har vi bygget vores ry op ved at spille live overalt for hvem som helst. Mange gange har vi måttet spille for de 20 mennesker der kom og ikke for de 2.000 der ikke gjorde. Vi nyder at spille live, og de fleste steder vi spiller kommer mange hardcore fans, og nyder vores musik, siger Andy, der gerne tager ordet.

Er det ikke en dejlig følelse at vide, at for nogle mennesker i denne verden er I de bedste, spørger jeg.

- At rejse til Rusland, Japan, USA eller Europa og møde folk, der har alle dine plader er vildt. Nogle har endda vort logo tatoveret på deres krop. Det er et stort skridt og er for os helt ufatteligt, siger Andy.

Modvillig trommeslager

Jeg påpeger, at Therapy? virker til at nyde deres koncerter på de nuværende turnéer mere end under deres storhedstid.

- Jeg ved lige præcis, hvad du mener, siger Andy. - Da vi startede en ni måneders "Troublegum"-turné i 1995 meldte vores oprindelige trommeslager, Fyfe, ud fra dag 1: "Jeg har ikke lyst til at tage på turné, og jeg er ikke sikker på at jeg vil være med længere." Så du kan nok tænke dig til hvor trykket stemningen var. Det var hårdt holde det kørende med en modvillig partner.

Er I nogensinde kommet alvorligt op at slås med hinanden, vil jeg vide.

- Da Fyfe forlod os fik vi en ny trommeslager, Graham Hopkins, som var ude af stand til at spille koncerter, hvis han ikke havde fået sin aftensmad. Engang i Seattle kunne vi simpelthen ikke finde det sted vores manager havde anbefalet. Jeg og Graham var klar til at slå løs på hinanden. Dog kølede vi ned inden det kom så vidt. Vi var ikke gode til at snakke med hinanden og derfor blev stemningen ofte kørt op. I dag får vi talt ud inden det kommer så vidt.

Det sidste jeg vil vide er, hvilket band de gerne ville spille i, hvis ikke de var med i Therapy?. Trommeslager Neil Cooper svarer uden tøven Rush. Bassist Michael Mckeegan ville gerne spille i Mötorhead: - Der er ikke så meget bevægelse på bassen, påpeger han. Andy ville egentlig helst blot være rytmeguitarist og stå i baggrunden og se sej ud, men som han siger: "der vil nok ikke gå længe før jeg render op foran og stjæler mikrofonen".