Blødere kanter hos Stone Sour

GAFFA mødte guitarist Josh Rand fra metalbandet Stone Sour til en snak om det aktuelle tredje album "Audio Secrecy" og musikerens egne inspirationskilder

Jeg bliver mødt af en genert og sortklædt fyr i backstage-lokalet på Vega, der bestemt, men hurtigt giver mig hånden og introducerer sig. En manager kommer imod mig og præsenterer sig for derefter at følge undertegnede og Josh ud til deres tourbus, hvor snakken inden aftenens koncert skal foregå.

Snakken falder naturligt med det samme på "Audio Secrecy", som egentlig er et eksempel på den klassiske Stone Sour-lyd, men som samtidig indeholder mere tilgængelige numre, der omfavner det melodiøse og pop-rock-lignende lydbillede.

Josh: "Den melodiøse og balladelignende lyd på det nye album er ikke skabt med vilje, men er resultatet af, at vi har sat os ned med nogle og 30 sange og valgt de bedste sange ud. Intentionen var aldrig at skabe et album af en bestemt type, men ganske simpelt at sammensætte et album, der indeholdt de numre, vi syntes var fedest. En del af processen var, at vi ville være sikre på, at vi ikke blot kreerede en gentagelse af "Come What(ever) May", og derfor var det vigtigt for os at skabe en ny tilgang til vores musik. Vi modnes som musikere og som band, og selvfølgelig også som mennesker, og det nye album er et led i den udvikling, vi gennemgår, både som individer og som en helhed."

Med dette som grundlaget for dialogen gik der ikke længe, før bandets forrige albums blev bragt på banen, og guitaristen kan både se, hvor deres nye album adskiller sig fra og stemmer overens med deres ældre udgivelser. Den stil, der oprindeligt prægede Stone Sours lydbillede, var meget metal-inspireret, og specielt bandets første album, "Stone Sour", udtrykte denne genre. Bandet vil dog ikke bevidst skabe nye album, der stemmer overens med en bestemt stil, men hellere producere plader, der viser dem fra nye sider.

Josh: "Den første plade er meget metal, og fra den til "Audio Secrecy" forsøger vi at lave de bedste sange, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at vi skal skabe de hårdeste riff, men at vi tager hensyn til sangen som en helhed og udvælger de bedste numre. Vi har også lavet hårdere numre på det nye, men vi ville sikre os, at vi ikke blot blev en gentagelse af os selv, og at vi på godt og ondt skulle bevæge os fremad. Indspilningen af "Audio Secrecy" var en proces, der var hårdere end de to forrige tilsammen, fordi vi skulle overmande os selv til at prøve nye ting og ikke vælge den nemme løsning."

Selv om processen med den nye skive var svær, har det været med til at forme bandet og dets lyd, og Josh oplever udviklingen som positiv, da Stone Sour i dag har mere overskud til at forsøge sig med nye ting.

Josh: "Jeg synes, vi er mere fuldendte nu. Vi er mere mangfoldige end tidligere, og vi er nået til et punkt, hvor vi nærmest ikke er bange for noget. "Hesitate" er et nummer, der virkelig åbnede op for det, og nummerets pop-rock-klang fik os til at flippe lidt ud til at begynde med, men da vi byggede videre på sangen og tilføjede flere lag, blev det toneangivende for resten af albummet, og vi fik fornemmelsen af at kunne gøre hvad som helst. Jeg synes ikke, at dette album er lige så mørkt som de øvrige; specielt "Come What(ever) May" er ret tungt. På det nye er der flere kærlighedssange, såsom "Dying" og "Anna", og hvis du bryder pladen helt ned, viser den sig som mere positiv end negativ, hvor nogle numre måske har en mørk lyd, men en lys tekst. På det nyeste åbner Corey (Taylor, forsanger) op for nogle sider af sig selv, som han aldrig har åbnet for før, og de sider definerer mere af ham, end nogle af de tidligere plader har kunnet."

Musik som udtryksform og terapi

I forbindelse med indspilningen af den nye plade lavede bandet de hårdeste metalnumre, de nogensinde har produceret, men fordi der ikke rigtigt var et oplagt eller passende sted for dem på albummet, nåede de aldrig med på det færdige resultat. Josh mener, at det blot et udtryk for, hvor bandet er nu, og han bruger selv musikken som en form for mental helingsproces.

Josh: "At lave musik er for mig ligesom terapi. Jeg drikker sjældent, jeg ryger ikke og tager ikke stoffer, så jeg får mine opture gennem musikken, og når jeg skriver riff. Det er dog udelukkende en psykisk helingsproces, da jeg bliver helt smadret af at optræde. Vi er et meget aktivt band på scenen, og lige nu har jeg det som om, jeg har været involveret i en bilulykke. Jeg har virkelig brug for den pause, vi får nu her, så min krop kan restituere.

Meget af den inspiration, jeg finder til den tungere lyd, finder jeg primært i The Big Four (Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax), som er bands, der har været med til at skabe mig som musiker. Jeg lærte at spille guitar på den måde, og det hårde islæt er blevet en naturlig del af min stil. I mine guitarsoloer, hvor jeg har en mere melodisk tilgang, er jeg dog meget farvet af Joe Satriani og John Petrucci, og Paul Gilbert har ligeledes præget mig og har været med til at give mig mine tekniske kompetencer som guitarist. Det skinner igennem, at jeg er inspireret af de musikere, og det er en blanding af, at jeg vil vise min respekt for deres arbejde, men også at det er blevet en del af, hvem jeg er som musiker."