The Streets - Enden er nær

The Streets er slut. Der kommer ikke flere plader, og 2011 skal bruges på en farvelturné, der blandt andet bringer ham forbi den århusianske Northside Festival. Først handler det dog om computere og nedtrykte sindstilstande.

The Streets 2011

Mike Skinner sidder på Hotel Skt. Petri for at tale med den danske presse om sit nye og sidste album. Det er dagen efter hans optræden til Danmarks Indsamling, og måske er det derfor, han ser lidt træt ud. Ikke desto mindre fjerner han de foregående journalisters kopper og glas fra bordet imellem os. Stjernenykker er ikke-eksisterende for middelklassedrengen fra Birmingham, der først ville være UK garage-MC og siden hen blev popstjerne af den slags, man ikke kan skabe til et møde på et pladeselskab.

Computers And Blues synes at forene organiske og elektroniske musikalske tilgangsvinkler. Er pladen et forsøg på at forene alle de musikalske retninger, du har taget?

– Ja, helt sikkert. Det her album er som en slags Greatest Hits, bare med nye sange. Både de teknikker, jeg brugte og temaerne er en sammensmeltning af alt det, jeg har lavet før, forklarer Skinner.

Sangene på Computers And Blues tager stadig udgangspunkt i Skinners eget liv, eksempelvis den temmelig ærlige Trying To Kill M.E., som handler om hans kamp mod sygdommen M.E. – kronisk træthedssyndrom. Om at blive syg af at gøre det, man elsker:

– Jeg kan ikke så godt lide den formulering. "At blive syg". Jeg tvang mig selv til at holde op med at arbejde i et halvt år, hvilket var virkelig svært i begyndelsen, men efter et stykke tid var det ret let bare at sidde og se James Bond-film hele dagen. Trying To Kill M.E. blev skrevet lidt i hemmelighed, for det var jo ikke meningen, jeg skulle lave noget. Jeg skrev hele sangen, mere eller mindre, på én nat, og det er meget sjældent, at jeg skriver sange på den måde. Det var bare en ret forfærdelig nat, hvor jeg blev ved med at vågne. Det var ren tortur. Men for at være ærlig, så var det ikke så slemt, som den slags kan være. Det var mere, som om jeg havde influenza eller var forkølet i et års tid. Det var mere deprimerende og irriterende, end det var et spørgsmål om liv eller død, siger Skinner uden antydning af selvmedlidenhed i stemmen.

Når du skriver sange som Trying To Kill M.E. eller Blip On A Screen, ærlige sange, føler du så, at der er en pris at betale for det?

– Nej, det synes jeg ikke. Man betaler en pris for ikke at være ærlig. Og den pris er, at folk ikke vil være interesserede. Der er så meget støj derude nu. Så mange musikere og skribenter med deres blogs. Jeg mener, det er meget usundt ikke at sige det, som det det er. Hvis man ikke gør det, mister man hurtigt folks opmærksomhed. Men jeg har da skrevet mange lidt umotiverede sange, men de handler alle sammen om mig selv. Jeg fik mange reaktioner på det tredje album (kendis-bekendelsesalbummet The Hardest Way To Make An Easy Living, red.), som mange mennesker blev chokeret over. Men det har aldrig generet mig. Jeg har aldrig trukket andre med ind i mine sange på en sårende måde.

Du kunne have nævnt hende den crack-rygende popstjernes navn, for eksempel.

– Det kunne jeg have gjort, ja. Det var et sindssygt øjeblik for os begge.

Den følelsesfulde teknologi og den formålssøgende kunst

Sange som Facebook-romancen OMG og Blip On A Screen, som refererer oplevelsen af at se sit barn for første gang på en scanning, synes at handle om, at vores følelsesliv smelter sammen med den teknologi, vi bruger.

– Ja. Hvis man går på internettet og søger efter Computers And Blues, finder man en masse ting, jeg har sagt i løbet af de seneste år, som langsomt er blevet til totalt mundlort, faktisk. Oprindeligt ville jeg lave en slags dystopisk album, hvor J. G. Ballard og John Gray møder Blade Runner. Jeg havde en masse sange i hovedet om, at robotterne ville overtage herredømmet. Og rent filosofisk tror jeg på det. Vi udvikler os ikke, og det gør teknologien. Sådan skulle pladen være, men efter alle de sange, som var ret højtravende, skrev jeg Blip On A Screen, og OMG kom lige bagefter. Og de to sange er i virkeligheden det, jeg endte med gerne at ville sige med pladen. En slags futuristisk måde at se virkeligheden på. Folks hverdagsliv, kærlighed eller oplevelser af at få børn set gennem den teknologi, vi har skabt.

Kunstneriske overvejelser som disse lå ellers Skinner fjernt i begyndelsen af karrieren. Science fiction-forfattere og filosoffer fyldte mindre end rygegodt, fadøl og slagsmål på kebab-grillen.

– Det syn, jeg har på min kunst, og det, at jeg i det hele taget kalder det kunst, er en total 180 graders vending i forhold til, hvordan jeg så på det i begyndelsen af min karriere. Jeg hadede ordet kunst, og jeg hadede idéen om kunst. Jeg plejede at sige til folk, at de var nogle narrøve, hvis de kunne lide kunst. Men i virkeligheden har jeg altid været interesseret i kunst. Jeg var bare til kunst, der ikke fokuserede på æstetik. I min opvækst i Birmingham lærte jeg, at alting skal have et formål, hvis folk skal interessere sig for det. Også selv om det er et følelsesmæssigt formål. Da jeg lavede Original Pirate Material, var jeg lige flyttet til London, og jeg syntes, der var en masse idioter der.. Folk, som var kunstnere for at kunne kalde sig kunstnere. Men nu kan jeg se, at man ikke kan forklare de valg, jeg foretog på nogen anden måde, for det var ofte de forkerte valg. Ens selvopfattelse som en kreativ person dannes af ens dårlige valg, for den rigtige beslutning er videnskab og den forkerte er på en måde kunst. Og jeg har tit valgt forkert, forklarer Skinner.

Hvad så nu?

Jeg prøver på ikke at stille dig spørgsmålet om, hvad der nu skal ske. Det spørger alle dig nok om.

– Jeg er ret begejstret for det, så jeg kan godt lide at tale om det. Jeg vil lave en film. Lige nu er der koncerterne, der venter. Det kommer til at tage hele året, og det bliver hårdt, så jeg vil ikke knække nakken på også at prøve på at være kreativ. Jeg vil bare spille koncerterne og se Sopranos og sådan set bare have det skægt. Jeg er virkelig begyndt at sætte pris på hvert et øjeblik med bandet. Jeg er ret mærket af det, følelsesmæssigt, så jeg vil bare nyde det her år, men vi er meget på med film for tiden. Vi har lavet en kortfilm for Computers And Blues, som ligger på YouTube. Den er jeg meget stolt af. Det er den af de der film, hvor man kan vælge sin egen historie. Dem er der nogle stykker af på YouTube for tiden, så det er en version af det. Men det ser rigtig smukt ud på en sær måde. Det er meget Streets. Vi vil lave ting på YouTube hele året, men vi har også et manuskript til en spillefilm. Kreativt set, så er det det eneste, jeg tænker på. Det er en thriller, der foregår på et hospital. Vi vil lave alting selv, og det bliver en ret konventionel film.

Enden er nær

Hvad er det mest tilfredsstillende, du har opnået som The Streets?

– På en måde var det nok Roskilde 2008. Det var den bedste koncert, jeg har spillet. Min yndlingssang er Never Went To Church. Jeg brugte enormt lang tid på den sang. Det tog mig flere måneder at skrive den, og sådan lyder den ikke. Den lyder, som om den bare flød ud af mig. Ja, at skrive den sang er nok det mest tilfredsstillende. Det handler kun om musikken. Der har også været et par sjove fester, specielt en fest i Miami, men ud over det har det kun handlet om musikken.

Er der noget, du fortryder?

– Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg har altid syntes, det var det bedste spørgsmål, man kan stille nogen. Jeg syntes, det var fantastisk, da ham fyren stillede George Bush det spørgsmål. Jeg fortryder, at jeg altid har holdt musikken i mit eget studie, at jeg aldrig har lyttet til andre menneskers mening om den. Nogle gange har musikken været så kompromisløs, at det har svært at lytte til den, og jeg har aldrig prøvet på at lave vanskelig musik. Jeg har altid hadet ting, der var vanskelige på den måde, for jeg kommer jo fra Birmingham. Men nu når jeg tænker over det, så tror jeg, folk respekterer en for ikke at forsøge at sælge ud. Jeg ville nok have fortrudt det, hvis jeg ikke fra tid til anden havde været vanskelig.

Cyberspace And Reds

Mixtapet er blevet en fast del af hiphoppens promotion-apparat, og på denne side af dammen har de engelske grime-mc'er også taget formen til sig. Cyberspace And Reds, mixtapet, som The Streets udsendte lige før Computers And Blues, er da også fyldt med mc'er fra grime-eliten. Genrens godfather Wiley, Kano, Jammer og Trim er blandt de mange gæster på mixtapet, der er en del hårdere i lyden end de seneste studiealbums fra The Streets. Oprindeligt kunne mixtapet kun anskaffes via en særlig Streets-iPhone-app, som sendte folk på skattejagt efter en særlig slags dåse-tomatsuppe. Nu kan det anbefalelsesværdige mixtape dog findes flere steder på nettet: http://bit.ly/gfrdR2