Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Mandag d. 01-11-2004 kl. 13:00

Interview: Kings Of Leon – Fra bagsædet til spotlyset

Retrorockerne udsender i dag deres andet album "Aha Shake Heartbreak". GAFFA.dk har mødt dem.

Kings Of Leons bandhistorie er så mediemæssigt skræddersyet, at det lugter langt væk af røverhistorier, spundet af et par lovligt kreative pr-folk. Sandheden er nærmere, at Kings Of Leon med sindsro har kunnet spare spin-doktorerne på budgettet; (succes)historien har på det nærmeste skrevet sig selv.

I korte træk dropper Leon Followill fra Tennessee en gang i 80’erne flasken til fordel for bibelen og kører, uden stop, området mellem Oklahoma City og Memphis tyndt som prædikerende evangelist i sydstaternes United Pentecostal kirker.

Followills Oldsmobile holdt sjældent parkeret mere end 2-3 uger af gang, før den tøffede videre til næste lydhøre menighed. På bagsædet sad brødrene Caleb, Nathan og Jared i 14 år og trillede tommelfingre, uden film, fjernsyn, musik og anden massekultur i øvrigt.

Bilen holdt for få år siden stille i Nashville. De tre brødre begyndte at spille musik, inviterede fætter Matthew med i deres band, fik pladekontrakt og efterfølgende verdensgennembrud med debutalbummet "Youth & Young Manhood".

Kings Of Leon fangede en lyd, der på én gang refererede til Nashville og Memphis, og samtidig havde en direkte, frisk appel som hos trendy og beslægtede artister som The Strokes og The White Stripes.

Penge
Debutten kastede flere hits af sig, Kings Of Leon turnerede flittigt med deres nye bedste venner, The Strokes og slog ikke mindst igennem i England, kraftigt promoveret af brødrene Gallagher fra Oasis. Nu er kvartetten klar med opfølgeren "Aha Shake Heartbreak" og har i øvrigt brugt sommeren på at headline festivaler som Glastonbury, T In The Park og Roskilde.

GAFFA talte med gruppens glade Benjamin, den kun 18-årige bassist Jared Followill. Han har levet hele sit liv på landevejen, klæbet op af sin familie. Ud over at brødrene har skiftet kirkegulvet ud med de skrå brædder, er der en anden afgørende forskel på for- og nutid, fortæller han.

– Da vi kørte rundt med min far, havde vi aldrig nogen penge. På de sidste 2-3 uger har vi tjent flere penge, individuelt, end vores far og andre, vi kender, som har knoklet hele deres liv, har tjent i flere år af deres liv. Det giver lidt skyldfølelse, men også en god følelse af: "Ja, vi gjorde det fandeme!"

Hvordan tror du, at jeres, mildt sagt, specielle opvækst har påvirket dannelsen af jeres personligheder og jeres musik?

– Mange kreative mennesker befinder sig tilsvarende på grænsen til den rene galskab. Jeg tror, at det faktum, at vi har været igennem denne opvækst og rent faktisk er kommet ud på den anden side, har opbygget meget stærke karaktertræk i os. At vi har været kreativt underernærede, har indbygget en sult i os. Vi elskede, og elsker vores familie, men så aldrig fjersyn, film eller hørte musik. Og da vi så pludselig blev eksponeret for massekulturen i alle dens afskygninger, var vi instinktivt i stand til at skille det gode fra det dårlige.

Tæthed
Kan det ikke føles klaustrofobisk at være så fysisk og mentalt tæt på de samme mennesker, hver eneste dag af sit liv.

– Jo, tidligere boede vi også i samme hus i Nashville, men nu er jeg og min fætter Matthew flyttet. Efterhånden har vi også hvert vores hotelværelse osv., når vi er på turné. Men vi elsker stadig hinanden af hele hjertet. Og på grund af vores familiebånd- og historie er vi nok det tætteste band, man nogensinde vil kunne forestille sig.

Ikke et øje er tørt. I det hele taget er der gode vibes omkring Kings Of Leon. Fans og bands har med åbne arme taget imod Kings Of Leon, som ikke har oplevet konkurrencen og jalousiens skyggesider i rockverdenen.

– Vi ser en masse fordele i at være gode venner med andre bands. Vi har så meget til fælles, gennemgår tilsvarende ting og kan fuldstændigt relatere til hinanden. Vi vil hellere være de flinke fyre end de store røvhuller.

En strategi, der tilsyneladende virker. Elitestudenten Jared Followill, der oprindeligt var indskrevet på et af USA’s top fem-universiteter, beklager sig ikke over tilværelsen som feteret rockstjerne.

– Det er stort, jeg sætter virkelig pris på det. Jeg suger til mig af andres erfaringer og danner mine egne. Nu, hvor jeg ikke går på college, er jeg i gang med at lære italiensk og fransk og ser alt, hvad jeg kan komme til i de byer, vi spiller i. Og så nyder jeg festerne, mine venner, alle de bands og alle de smukke piger, vi møder. "It’s fucking amazing".


Kings Of Leon spiller d. 4. december i Vega, København


Kongernes hjemmeside

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.