Frk. X Factor er fundet: Sarah

Den charmerende teenager blev hele Danmarks øjesten, da hun fredag aften slog sin konkurrent på målstregen. Hun er nyeste skud på X Factors ukrogede stamme

X Factor 2011 finale, Parken, 25032011

Der er noget paradoksalt ved dette X Factor-koncept: det handler om at finde én der har noget helt særligt, og samtidig er det hele ekstremt forudsigeligt. Finaleaftenen i Parken var ingen undtagelse – heldigvis heller ikke når det gjaldt vinderen.

Så ruller vi!
Der var som altid slået et stort brød op. Parken var indhyllet i X Factor-kulisser, mere end 40.000 seere var rykket fra sofaen og til nationalstadionet, verdensstjernerne var bestilt, og de tre finalister Annelouise, Sarah og Babou, kørt i stilling. Som vanligt bestod programmet af to dele adskilt af sms-afstemning og tv-avisen, og trods den udvidede sendetid var der tale om endnu en aften i X Factors trygge og sikre favn.

Sammen med Take That åbnede finalisterne deres store aften med storhittet "The Flood", og umiddelbart herefter skulle de hver især på banen med det nummer de havde valgt sammen med deres dommer. Sarah lagde ud med en tjekket version af Lady Gagas "Pokerface", Annelouise var aftenens lady in red og sang Sias "Breathe Me" i en ganske charmerende og overbevisende version, og sidste mand på banen var Babou med One Republics teknisk udfordrende "All the Right Moves", som måske var en kende for svær for den ellers dygtige finalist.

Men så kom aftenens første "er det virkelig nødvendigt"-følelse: den (åbenbart?) obligatoriske auditiondeltager-optræden – den der mest bare er pinlig, tåkrummende og alt andet end mindeværdig. Således blev seere og publikum slæbt igennem gensynet med et hav af deltagere i forskelligt, men dog mest rigtigt, rigtigt lavt niveau. Det er med garanti meningen, det skal være sjovt, men det er som om, det er ret demotiverende at se en sangkonkurrence, hvor de optrædende er med fordi de ikke kan synge. Auditionprogrammerne er sjove, men at se dem optræde live – det minder bare om, at dette handler mere om tv end om god smag og stort talent.

Og vinderen er…
Efter dette fulgte finalisternes anden og potentielt sidste sang, og denne skulle fremføres i samarbejde med henholdsvis Carpark North, Fallulah og Aqua – sidstnævntes livevokaler var dog langt fra i orden (!) – og backtracket så højt at Babous stemme druknede. Det var ikke Babous aften, og det måtte han desværre også sande efter pausen, da første afstemning var afgjort, og han måtte forlade finalen med en tredjeplads. 

Inden denne delafgørelse faldt skulle vi dog hives igennem endnu en pinlighed: de ni deltagere/grupper man har kunnet følge igennem de seneste ugers liveshows med en fællessangsversion af klassikeren "The Time of my Life". Det var i sandhed heller ikke nødvendigt. Heldigvis var næste indslag langt mere interessant: Annelouises og Sarahs respektive versioner af vindersinglen "Min øjesten". Vindersangen er for en gangs skyld ikke skrevet af årets dommere, men af den pladeaktuelle Xander. Og her trådte Sarah for alvor i karakter. Det var tydeligt, at hun kunne mærke, hvad hun sang. Annelouise brændte ikke rigtigt igennem, og med en sang der handler om savn og desperation, er et stort smil på læben bare upassende. Nerver eller ej.

En Take That-optræden og en masse snak og tilbageblik senere var det tid til at kåre vinderen: Sarah! Selv om Lise Rønne trak tid, og opfordrede flere til at stemme for at få tallet til at vippe i den tætte afgørelse, var overraskelsen ikke stor, da Sarah blev udnævnt. Hun havde haft de absolut bedste performances denne aften – både alene og sammen med Carpark North. Og selv om Annelouise overraskede positivt med sin første sang, så var Fallulah-samarbejdet alt for forudsigeligt og alt for gennemsigtigt.

Kunsten at finde den eneste ene – igen og igen
Og så er vi tilbage ved starten – det forudsigelige. Showet handler om at finde en, der har noget helt særligt. Noget der huskes og noget der er sjældent. For fjerde gang er der nu blevet kåret en sådan "helt særlig" eller "eneste ene", som Lise Rønne kaldte vinderen – men allerede før Sarah havde fået sin vinderbuket, havde Lise Rønne nævnt, at man kan melde sig til næste års X Factor-audition på hjemmesiden. Den næste eneste ene lurer med andre ord allerede i kulissen.

Det, der så faktisk skiller sig ud i denne sæson, er at vinderen rent faktisk har X Factor. Tidligere har vi været betaget af Martins charme og talent (2008), Lindas rørende historie (2009) og Thomas' coolness og karakteristiske vokal. Men når alt kommer til alt, så har de ikke haft noget, vi ikke havde set før. Skulle dette års vinder have det der særegne "X" var der, i undertegnedes optik, kun én mulig vinder: Sarah. Hun er fandenivoldsk og ligefrem. Hun er engageret, målrettet og arbejdssom, men samtidig nede på jorden, uimponeret og realistisk. Hun er måske ikke verdens største sanger, men det har hun heller ikke sagt. Hun har dog en gennemtrængende charme og et stort udviklingspotentiale, og hendes version af "Min øjesten" viser, at hun forstår at fortælle sin historie gennem musik – og på sin helt egen måde.

Til pressemødet umiddelbart efter kåringen fortalte Sarahs meget stolte og rørte mentor, Cutfather, at: "Sarah, hun er for sej! Når man har sådan en stemme som 15-årig, så kan man vælte verden!" Sarah selv var dog mere stille og beskeden, og til spørgsmålet om hun mener, hun kan klare det pres, der venter, svarede hun ærligt: "Det ved jeg ikke. Det må tiden vise." Hun ved dog, at pladen lige nu er det sidste hun tænker på, men hun regner med, at det genremæssigt vil være noget a la Carpark North: "Det passer bedst til mig". Først er der dog en travl presseweekend i vente, og så skal vindertitlen kaperes og fordøjes.

Når tv er godt, er alting godt?
Det var det. En stribe liveprogrammer og små hverdagsdramaer senere er Sarah kåret som vinder, og næste års programrække er allerede i støbeskeen. Igen må man sande, at X Factor ikke handler om at høste talenter, men at lave godt tv, og kommer der tilmed et talent ud af det – så er det fint. Men målet er at lave godt tv. Og det mål nåede de. Parken var stort set fyldt, stemningen var god og seertallet højt. Måske var hverken live- eller tv-lyd noget at prale af, men der var både store og små stjerner på scenen og underholdningen var hentet i egne rækker. Familien Danmark fik i al sin enkelthed det, de forventede: forudsigelig og let fordøjelig fredagsunderholdning.