Filmanmeldelse: Sort solformørkelse

"Sort Sol – 422 Dage I Dybet" er en sørgeligt udramatisk dokumentarfilm om en af mange dramatiske perioder i Sort Sols kaotiske karriere

Det har altid været underligt, at der aldrig er lavet en biografi eller en dokumentarfilm om Sort Sol, hvor man for alvor kommer om bag facaden på et af alle tiders danske rockbands. Der er ellers masser af sprængfarligt stof at gribe fat i: Lige fra de vilde punkår over skærmydslerne med Peter Peter til de indre stridigheder i bandet, som senest har udløst Lars-Top Galias farvel og noget, der til forveksling ligner enden på en æra i dansk rock.

"Sort Sol – 422 Dage I Dybet" er desværre endnu en fuser. På papiret ser det såmænd ganske lovende ud: Instruktøren Wadt Thomsen har fået lov at følge bandet uden restriktioner, mens drengene i deres studiebunker på Holmen indspillede Snakecharmer. Men hvis nogen forestiller sig, at man hermed får et fascinerende indblik i det kreative samarbejde i Sort Sol, så kan man godt tro om: De 422 dage, som det tager at indspille Snakecharmer, former sig som én lang ørkenvandring, der sågar er tudegrimt fotograferet.

Fejlprioriteterne står i kø. For det første bliver de afgørende kreative kampe mellem Knud Odde og Top-Galia affærdiget med korte tekstbidder i ny og næ. Derimod møder man gang på gang en dybt uinspireret Steen Jørgensen, der spiller computer eller tester mikrofoner, og det vrimler med rundbordssamtaler mellem bandmedlemmer, der siger ingenting i lang tid.

For det andet er filmens grundlæggende struktur helt uforståelig: Hvis man vitterligt skulle have indblik i Sort Sols arbejde, så burde filmen i langt højere grad fokusere på arbejdet med producer Per Sunding, men han er kun med i den allersidste del af filmen. Det er først her, dynamoen Top-Galia får regulært modspil, og her sangene så småt løfter sig over skitsestadiet.

Nogle af de få fornøjelige øjeblikke opstår, når pengemændene fra pladeselskabet Universal besøger bunkeren for at høre, hvad de får ud af deres investering. De groteske misforståelser mellem de gamle punkere og de mondæne label-bosser vil dog næppe overraske nogen, der har set Swan Lee-filmen "Stjernekigger". Og sådan er det desværre med hele filmen: Her er ingen sensationer eller noget, der bare ligner. "Sort Sol – 422 Dage I Dybet" er desværre endt med at blive en søvndyssende solformørkelse. Gab.