Julen er opsamlingernes tid

GAFFA.dk guider dig igennem højtidens musikalske gaver anno 2004

Igen i år har GAFFA.dk forsøgt at få et overblik over den sværm at opsamlingsalbum, der udgives i denne højtid. Så inden du fylder al pladsen op under juletræet, så check lige, om du rent faktisk får valuta for pengene, eller om det blot er de fattige pladeselskaber, der har været i gang med sammenstykningsarbejdet for at kunne få råd til nye Gucci-briller og åbne biler.

A-ha
The Singles 1984-2004
(Warner Music)
****
Det er 20 år siden, A-ha brød igennem med "Take On Me", der skulle gøre dem til et af 80’ernes største navne. I 90’erne gik det ned af bakke, med pause det meste af årtiet og status som nogen, man mest lyttede til med ironisk distance som letbenet 80’er-pop. Så vendte de dog tilbage omkring årtusindskiftet, dog nedrykket fra superligaen, musikalsk som kommercielt. I den musikalske bagklogskabs vanligt skarpe lys er A-ha dog et af de mindre slemme levn fra 80’erne. Sangene, i hvert fald hittene, holder stadig, på grund af deres stærke melodier, gennemgående melankolske tone og Morten Harkets stærke, lyse croonerstemme. Produktionerne fra dengang var godt nok, som alt for meget i 80’erne, smurt ind i keyboards, men det er til at leve med. Numrene fra 90’erne og 00’erne er lidt svagere, men acceptable. På opsamlingen her får vi næsten alle singler fra de 20 år, en forholdsvis interessant, kort biografi i coveret, men intet nyt materiale. Lidt en skam. (ORS)

The Beatles
The Capitol Albums Vol. 1
(Capitol / EMI Music)
****
Beatles-citronen synes at kunne blive presset til det uendelige. Her op til jul, pudsigt nok, er der dømt for-første-gang-på-cd-udgivelse af deres første fire album i USA – alle oprindeligt udsendt over there i 1964 – der adskiller sig lidt fra de engelske ditto ved at have andre covere, titler og til dels sange. Faktisk er der generelt lidt færre sange på de amerikanske udgaver, men her kommer de til gengæld alle sammen to gange – i både stereo og mono. Og dermed dobbelt genhør med tidlige træffere som "I Want To Hold Your Hand", "She Loves You", "Any Time At All", "I’ll Follow The Sun" og mange, mange flere. Og i det hele taget, absolut ikke overraskende, et højt, højt musikalsk niveau. Med boksen følger et hæfte med kort, men relevant tekst og masser af flotte fotos, reproduktioner af covers, billetter etc. om Beatles’ indtog i Guds angiveligt eget land. Absolut en udgivelse for hardcore-fans og /eller nørder. Er du begynder eller kun let øvet udi Bealtes, kan du få meget mere valuta for pengene mange andre steder i det enorme bagkatalog. (ORS)

Bon Jovi
100.000.000 Bon Jovi Fans Can’t Be Wrong … The Premiere Collection (Universal)
****
Denne opsamlings titel kan diskuteres herfra og til næste jul, men med sådan et postulat har man bare af at levere varen. Dette bliver gjort i kvantitet, idet at boksens fire cd’er byder på 38 sjældne sange. Størstedelen af disse har selv ikke de mest hardcore af de 100 millioner fans hørt, men der har også sneget sig et par soundtrack-bidrag, b-sider og nogle demoversioner ind på denne udgivelse fra Jersey-drengene. Ud over cd’erne indeholder opsamlingen også en dvd med over en times sjældne optagelser samt en tætpakket booklet med masser af udførlige skriverier og et ocean af billeder, hvor bandet glædeligt viser brysthår og de lakerede pandelokker frem. Siden 1984 har Jon Bon og co. været sikker leverandør af letbenede hits, og standarden holdes da også fint oppe på denne udgivelse, der dog kun skal anbefales til de tilbageværende fans. (LLJ)

Lars H.U.G.
Greatest H.U.G.
(Medley / EMI Music)
****
I 1993 udgav H.U.G. sin første opsamling, med titlen "G.R.E.A.T.E.S.T.", og nu kommer så "Greatest H.U.G." Hvor opfindsomt. Siden da har H.U.G. kun udgivet to album, som dog begge adskiller sig fra de tidligere ved at være på engelsk. Den nye "best of" er ganske oplagt opdelt i en cd med H.U.G.’s dansksprogede sange og én med de engelsk, men ellers ikke lagt kronologisk. Musikalsk er der også stor forskel på de to album, hvor den modersmål-syngende H.U.G. i større eller mindre omfang – som det nok vil være en del bekendt – giver den som følsomt, croonende popsanger med følelserne helt uden på tøjet – mens han på engelsk er lidt mere tilbagelænet og cool i et – på albummet "Kiss & Hug From A Happy Boy" - jazzpoppet udtryk, mens han på "Save Me From This Rock’n’Roll" er inspireret af amerikansk, ligeledes laid back westcoast-pop-rock og det, der ligner. Der kan ikke være tvivl om, at H.U.G. er en af de største danske sangere, sangskrivere og musikere de sidste to årtier, men alligevel virker opsamlingen her lidt ufuldendt: Der er slet ingen sange fra H.U.G.’s meget flotte solodebut "City Slang" med Søren Ulrik Thomsen-digte antændt i smuk, firserkold musik, og nok er det en smal plade uden hits, men indholdet på disse to cd’er er alligevel langtfra hits hele vejen, nu der er fire-fem-seks sange med fra hver plade. Vi får ingen deciderede nye sange, men dog et par stykker fra en brasiliansk optagelse fra 2001, nemlig en okay bossa-fortolkning af Simon & Garfunkels "Bridge Over Troubled Water" og en bossa’et genindspilning af "Come Along, " som H.U.G. året før lavede til "Hånden På Hjertet"-soundtracket. Som vanligt har coveret flotte illustrationer fra H.U.G.’s egen hånd og et – forholdsvis – tankevækkende essay af Tor Nørretranders. (ORS)

Michael Jackson
The Ultimate Collection
(Sony)
*****
Selvom det ikke ligefrem har skortet på opsamlinger med Michael Jackson, synes der altid plads til én til, måske fordi de minder os om, hvorfor popverdenen engang var Jackos herredømme. "The Ultimate Collection" indeholder fire cd’er med i alt 57 sange, hvoraf 13 aldrig tidligere har været udgivet, en dvd med en koncertoptagelse fra den overdådige "Dangerous"-turné samt en udførlig booklet med masser af billeder, kronologisk tids-linje og en komplet diskografi. Cd’erne byder både på de allerstørste hits (og de er altså store!) og interessante sjældenheder såsom demooptagelser. Hele karrieren kan følges i udvalget, der starter tilbage til 1969 med Jackson 5 og op til 2004, hvor Jackson åbenbart, mellem sagsanlæg, har haft tid til at lave det, han nu engang er bedst til. Er man nybegynder anbefales sidste års "Number Ones" eller den snart ti år gamle "History: Past, Present And Future Vol. 1", men er man fan eller nostalgisk anlagt, er dette er glimrende køb. (LLJ)

Ronan Keating
10 Years Of Hits
(Polydor / Universal)
***
Titlen snyder lidt, for nok er det ti år siden, Ronan Keating begyndte at hitte i boybandet Boyzone, men albummet indeholder kun sange (dvs. samtlige singler) fra hans indtil videre ret korte solokarriere, der begyndte i 1999 – og så lige genindspilning af tre gamle Boyzone-hits. Keaning laver som solist uskadelig metervarepopmusik, der har svært ved at ophidse i hverken positiv eller retning, og hans sangstemme er temmelig ordinær, men engang imellem rammer han, eller måske snarere hans samarbejdspartnere, hovedet på sømmet. Først og fremmest i form af det unægteligt uhyre velskrevne og iørefaldende "Life Is A Rollercoaster", der også var med til at manifestere sangskriveren Gregg Alexander (eks-New Radicals) som potegivende popleverandør, selvom han ikke altid – heller ikke hos Keating – får tre appelsiner på række. Et af de andre bedre øjeblikke er den "nye" sang, genindspilingen af det gamle 70’er-ikon og senere islamkonverterede og for en stund terrormistænkte Cat Stevens/Yusuf Islams "Father And Son i duet med bagmanden selv. Boyzone havde i øvrigt også sangen på repertoiret, men originalen er dog stadig bedst. Ellers kan man leve med det øvrige materiale, ligesom man kan leve uden det, og man bemærker ikke nogen markant kunstnerisk udvikling, selvom sangene er lagt kronologisk. Forholdsvis interessante covernoter til hver sang ved Keaning himself, og tak til Gud og hvermand.
(ORS)

Korn
Greatest Hits Vol.1
(Sony Music)
****
Men kan mene, hvad man vil om nu-metal, men succesfuldt har det i hvert fald været den sidste håndfuld år. En af hovedaktørerne i denne genre er Korn fra Californien, der med deres seks studiealbum er blevet mangemillionærer på at blande metal med hiphop. At det er begrænset, hvor meget bandet har udviklet sig siden deres 10 år gamle selvbetitlede debut, står åbenlyst efter gennemlytning af dette opsamlingsalbum, hvis sange er anbragt i omvendt kronologisk rækkefølge. Ud over de udvalgte hits kan man også lægge øre til et remix af "Freak On A Leash" og coverversioner af Pink Floyds "Another Brick In The Wall" og Cameos discohit "Word Up". Om nu-metal genren vil overleve, og vi på et tidspunkt kan komme til at opleve en Vol.2, kan kun ungernes smag afgøre. (Fås og med en bonus-dvd med en liveoptræden fra det legendariske New York spillested CBGB) (LLJ)

Live
Awake - The Best Of Live
(Radioactive Records)
***
Siden udgivelsen af deres andet album, ”Throwing Copper”, der resulterede i massive salgstal og højstemte anmeldelser, har Live forsøgt at finde et musikalsk udtryk, der vil kunne stadfæste dem som mere end blot en fodnote i rockhistorien, men det er aldrig rigtigt lykkedes dem. På de fire albums, som siden ”Throwing Copper” er blevet sendt på gaden, har bandet famlet sig vej frem og prøvet både den mere kantede og helt gnidningsfri lyd af, uden at der er kommet et rigtigt godt album ud af det, men enkelte udmærkede sange har anstrengelserne da ført med sig.
Opsamlingsalbummet samler disse sange i en fin lille klynge, der bestemt viser bandets bedste sider frem, men denne sidestilling af numrene afslører også med brutal klarhed den kvalitetsforskel, der er på sangene fra ”Throwing Copper” og delvis også fra det efterfølgende album ”Secret Samadhi” og resten af bandets produktion.
Albummet indeholder også et enkelt ikke tidligere udgivet nummer med titlen ”We Deal In Dreams”. Sangen lyder umiddelbart som et overskudsprodukt fra ”Throwing Copper”-tiden, men den lever ikke op til standarden på de fire andre sange fra dette album, der rettelig er udvalgt til denne opsamling.
Albummet kan anbefales til die hard-fans, der bare må have fingrene i det hele, mens nybegyndere nok har fattet, hvad det er for et album, de bør erhverve sig. (MJ)

Marilyn Manson
Lest We Forget – The Best Of
(Interscope / Universal)
****
Det er ti år og seks album siden, chokrockeren debuterede, og dermed passende lejlighed til en best of. Med sin eksplosive blanding af heavyrock, technoelementer, iørefaldende melodier, sjæleudkrængende og selv- og samfundskonfronterende tekster og naturligvis kontroversiel optræden, på- og afklædning og udtalelser ad libitum er Manson blevet hadet af mange og elsket af endnu flere – eller er det omvendt? Under alle omstændigheder viser opsamlingen her, at Manson har masser på, selv når alle skandalerne er siet fra, og man må bøje sig i respekt for, at han har formået at rykke grænserne for, hvad der kan ligge på hitlisten og sælge i vognlæs. Her får vi højdepunkter fra de seks album, dog ikke i kronologisk rækkefølge, men så stor udvikling fra album til album hos Manson har der dog heller ikke været. Ingen biografi – der er ellers nok at skrive om – men masser af brutalt-æstetiske fotos fra de forgangne år. Eneste "nye" sang er en fortolkning af Depeche Modes efterhånden noget fortærskede "Personal Jesus", som Manson dog ikke får mere nyt ud af, end Depeche Mode, Johnny Cash og for den sags skyld Nephew har fået. Men igen, alligevel: respekt. (ORS)

Joni Mitchell
Dreamland
(Warner)
*****
For et par år siden meddelte den canadiske sanger og sangskriver, at hun i en alder af 58 år ikke mente, hun havde mere at sige musikalsk og fremover ville hengive sig til sin ekspanderende karriere som billedkunstner. En skam, men musikken fra de sidste 35 år har vi da, og et bredt udbud, sammensat af hende selv, får vi her. Fra de helt enkle, akustiske folk-sange fra start-70’erne over sofistikerede jazzinfluerede singer-songwriter-kreationer og verdensmusikalske input i midt-70’erne, jazzpoprock i 80’erne og 90’erne til de seneste års formfuldendte orkestergenindspilinger af egne tidligere sange. Med tiden er Mitchells smukke stemme faldet adskillige toner, hendes arrangementer er blevet mere og mere komplekse, og da sangene – med visse undtagelser – her er langt kronologisk, kan man vidne en markant kunstnerisk modning, selvom selv den unge Mitchell også var usædvanlig fremmelig. Som sangerinde, sangskriver, guitarist, arrangør og producer er/var Mitchell i særklasse, og man skal være temmelig hårdhudet for ikke at få en klump i halsen adskillige gange under gennemlytningen, f.eks. ved numre som "The Circle Game", "Carey", "California", "Amelia", "For The Roses" og ikke mindst "Both Sides Now". Tilmed er opsamlingen grafisk yderst stilren, med masser af Mitchells egne fine malerier som illustrationer og et tankevækkende essay af filminstruktøren Cameron Crowe. Joni Mitchell er uden tvivl en af de mest markante kvindelige kunstnere overhovedet i spændingsfeltet mellem jazz, rock og folk. Så kan man godt leve med, at en del af hendes ting fra 80’erne og 90’erne er en kende overproducerede. Du må meget gerne komme tilbage, Joni. (ORS)

Kylie Minogue
Ultimate Kylie
(EMI Music)
***
Da Kylie Minogue som teenager brød igennem i 1987-88 med "The Loco-Motion" og "I Should Be So Lucky", var der næppe mange, der regnede med, man stadig kunne finde hende i toppen af poppen 15 år senere. Men det kan man, og forklaringen herpå leverer denne hendes første opsamling siden 1992. Næsten. Dobbeltalbummet er splittet i en cd med hittene fra slut-80’erne og start-90’erne, primært skrevet og produceret af datidens førende hitfabrik, Stock, Aitken & Waterman, mens den anden cd rummer Kylies hits fra 90’erne og 00’erne, dog ikke i nærmere kronologisk orden. Ved genhør holder en del kun, hvis man tilsætter en god portion ironisk distance. Det gælder ikke mindst 80’er-tingene, men undertegnede vil også tillade mig den frækhed at udnævne en del af Kylies tre sidste album, singlerne inklusive, som en ret tyndbenet electropop med Kylies hårdt opspændte sensualitet som afledningsmanøvre. Kylie var klart mest spændende på sine mere eksperimenterende 90’er-album, "Kylie Minogue" og "Impossible Princess", fra hhv. 1994 og 1997. De er desværre forholdsvis svagt repræsenteret her. Til gengæld får vi Nick Caves udødelige døds-duet "Where The Wild Roses Grow", der redder street-credibilityen i sidste minut sammen med det nye, ganske dynamiske dance-track "I Believe In You", skrevet og produceret med Jake Shears og Babydaddy fra Scissor Sisters. Coveret byder på en lidt selvfed, men forholdsvis interessant biografi – og naturligvis masser af fotos... (ORS)

John Mogensen
Samlede Værker
(Kick Music)
****
John Mogensen? Nej, der skulle ikke grines! Man skal bestemt ikke kimse ad dansktopfænomenet fra 70’erne, for der var mere nosser i ham end samtlige øvrige dansktop-fænomener tilsammen. Manden, der sang – og i de fleste tilfælde også skrev - udødelige socialrealistiske klassikere og rørende kærlighedssange som "Der Er Noget Galt I Danmark," "Sidder På Et Værtshus", "Så Længe Jeg Lever", "Nina, Kære Nina" og også lidt mindre kendte perler som den dybt alvorlige "Erik Oluf Andersen" om selvmord og den spøjse og smålumre "Far Var Præst I Jylland" – ja, han har i sin himmel krav på respekt, på linje med f.eks. Peter Belli, som også var dømt uncool for få år siden. Og det får han så her med et fint bokssæt med alle hans fem studiealbum fra 1971-77 samt en optagelse af revyen "Så Længe Mit Hjerte Slår" fra 1985 med Benny Holst, Jytte Pilloni, Katrine Jensenius og Delta Blues Band, til kun lidt over én cd’s pris. Imponerende, endda med en fin biografi indlagt, og så er det til at leve med, at der ikke er særligt udførlige credits på de enkelte sange, og at revyfortolkningerne virker lidt flade ved siden af den ægte vare. Og at tre timers Mogensen trods alt giver en vis forstoppelse – så stor variation er der trods alt ikke. (ORS)

Pearl Jam
Rearviewmirror
(Sony Music)
****
Fra debutalbummet Ten fra 1991 og op til 2002-udgivelsen Riot Act var grungerockens kronprinser Pearl Jam i Sonys stald. Det blev i alt til syv studiealbum, hvoraf højdepunkterne nu er blevet pillet ud og anbragt på de to cd’er, der udgør Eddie Vedder og co.’s afsked med selskabet. Opsamlingens to cd’er er delt op i en afdeling med 16 sange med knald på og en mere afdæmpet én (se ballader) med 17 sange. Er der så noget at komme efter, hvis man i forvejen har alle bandets studiealbums? Tjov, det er der vel – i hvert fald er "Once", "Alive" og "Black" blevet remixet af Brendan O’Brien, og så er non-studie sange som "Man Of The Hour", "Yellow Ledbetter", "State Of Love And Trust", "I Got ID" og "Last Kiss" endvidere inkluderet. Alt i alt er det et ganske glimrende køb, men man kunne godt have ønsket sig en mere fyldig booklet, eventuelt med nogle liner notes, og hvis man skal være rigtig krævende: en dvd med de få musikvideoer, Pearl Jam har lavet. (LLJ)

Seal
Best 1991-2004
(Warner Music)
***(*)
Ligesom Travis (se andetsteds i guiden) har Seal kun fire album bag sig, men han har dog udgivet plader i dobbelt så lang tid som dem. Dette er hans første opsamling, som indeholder singler fra de fire album, et par soundtrackbidrag og et enkelt "nyt" nummer, nemlig Burt Bacharach og Hal Davids noget fortærskede "Walk On By", endda i en ret slap standard-r&b-produktion ved Trevor Horn og danske Soulshock og Karlin. Seal har en meget fyldig og flot soulstemme, men sangmæssigt er der selv på en "best of" som denne lovlig langt mellem snapsene, der primært udgøres af de tidlige hits "Crazy", "Killer" og "Kiss From A Rose" – og siden dén har Seal jo faktisk ikke rigtig haft et stort hit. Hvilket tydeliggøres af, at sangene med visse undtagelser optræder i kronologisk rækkefølge. Albummet findes i en speciel udgave med en cd med akustiske genindspilninger af en del af Seals "bedste" sange – heraf en del gengangere fra den anden cd – og den trækker faktisk pænt op i den samlede vurdering, da Seals stemme her dels står virkelig stærkt, dels får mere værdigt instrumentalt modspil end den, der leveres af den til tider let flade programmerede backing på de "rigtige" hits. Så det kan godt give en ekstra stjerne foruden de tre "officielle". Albummet synes dog at cementere, at Seal har fremtiden bag sig. (ORS)

Siouxsie And The Banshees
Downside Up
(Polydor / Universal Music)
*****
Postpunkens hedengangne – og i 2002 for en stund gendannede – ukronede konger med isdronningen Siouxsie Sioux i front har udsendt en bokssæt med samtlige B-sider fra singler og maxier samt ep’en "The Thorn". I alt 55 sange fra perioden 1978-96 fordelt på 4 cd’er, og de 34 af numrene har aldrig tidligere været udsendt på cd. Musikalsk er en stor del af numrene fuldt på højde med Banshees’ A-sider og øvrige sange, også selvom mange af dem, jf. de udførlige covernoter, er blevet skrevet og indspillet på ganske kort tid, og de er generelt en kende mere eksperimenterende, med både en del instrumentaler, coverversioner og tekster på såvel tysk som spansk, en flot livefortolkning af The Velvet Underground & Nicos "All Tomorrow’s Parties" og meget mere. Bokssættet viser dog med al ønskelig tydelighed, hvorfor Siouxsie And The Bashees – hvor The Cure-sanger Robert Smith i øvrigt en kort tid var guitarist – var blandt de toneangivende på den alternative rockscene i sen-70’erne og op til starten af 90’erne, med Siouxsies både smukke og skæbnesvangre stemme knejsende sig op i en højere enhed med sine steder småpoppet, andre gange dyster og kantet guitarpop/rock. Der er også kælet for den grafiske del af boksen, der er smukt designet og indeholder et tykt hæfte med både et essay om gruppen, tekster og udførlige credits og kommentarer til alle sangene ved Sioxsie And The Banshees’ tre gennemgående medlemmer: Souxsie, bassist Steve Severin og trommeslager Budgie. Stærkt. (ORS)

Britney Spears
Greatest Hits – My Prerogative
(BMG)
**
Siden 1999 har popverdenen tilhørt Britney Spears, og med fire studiealbum i bagagen er det da vist også blevet på tide med et opsamlingsalbum, Dizzy Mizz Lizzy har trods alt lavet et med kun to studiealbum at trække sange fra. Britney har på det seneste givet udtryk for, at hun føler, det er på tide at holde en pause, og indtil fruen vender tilbage med endnu mere blottet hud, flagrende Kabbalah-armbånd og det nyeste kuld hit-producere, kan vi mindes de gode gamle dage med hits som Oops!…Baby Again I Did It One More Time, og hvad de ellers hedder. Britneys til dato 17 hits samt to nye sange er, hvad denne prangende indpakning indeholder. (Fås også i en udgave med bonus-cd, der indeholder 7 remixes af navne som Armand Van Helden, Jacques Lu Cont, Junkie XL og Thunderpuss. Er i øvrigt også udgivet på dvd med alle musikvideoerne og masser andet spas) (LLJ)

Super Furry Animals
Songbook: Vol. 1
(Sony)
*****
Trods en lind strøm af anmelderroser har det walisiske band Super Furry Animals aldrig helt fået den opmærksomhed, de uomtvisteligt fortjener. Dette til trods er tiden nu blevet inde til at samle bandets trumfer sammen på denne opsamling, der indeholder hele 21 singleudspil, hvoraf to er på det nonsens-lydende modersmål. Bandets progressive og intelligente blanding af psykedelisk 60’er-rock og storladen pop tilsat et velkomment skud humor har indtil videre kunnet opleves på seks album, hvoraf det første udkom i 1996, og det seneste er fra 2003. Disse 21 underlige, men vidunderlige perler er stærkt vanedannende, og da man aldrig kan få udblokket horisonten for meget, er denne opsamling særdeles anbefalelsesværdig. (Er også udsendt på dvd, med samtlige musikvideoer og en enkelt dokumentarfilm) (LLJ)

Travis
Singles
(Independiente / Sony Music)
****
Det er kun otte år siden, de sympatiske guitarpopskotter udgav deres første single, men de – eller rettere pladeselskabet – har efter fire studiealbum allerede fundet tiden moden til en opsamling. De har da også udgivet 16 singler, samlet her med de ikke tidligere udgivne nummer "The Distance" og den helt nye "Walking In The Sun". Gedigen, let melankolsk pop og et herligt genhør med allerede småklassikere som "Why Does It Always Rain On Me?", "Turn", "Sing" og "Side" – og i det hele taget et forholdsvis højt musikalsk niveau. Sangene er ikke langt kronologisk, så man ikke kan bevidne den musikalske udvikling i Travis’ univers, men det gør måske ikke så meget, for ret stor forskel på Travis anno 1997 og 2004 er der ret beset ikke. Og det forklarer nok, hvorfor Travis’ seneste studiealbum, "12 Memories" fra sidste år, ikke har kastet helt så mange hits af sig som de to forgængere. Når Travis er tilbage med et "rigtigt" album, må de godt have tørret krudtet ekstra godt, hvis ikke opsamlingen her skal ende med at blive en nekrolog. Bonuspoint for udførlig info om single-B-sider og -udgivelsestidspunkter. (ORS)

Wu-Tang Clan
Legend Of The Wu-Tang – Greatest Hits
(BMG)
*****
Siden 1993 har det New York-baserede rap-kollektiv Wu-Tang Clan kun udgivet fire album, til gengæld har gruppens mange medlemmer udgivet over 20 så som så soloprojekter. Det bedste fra de fire album, samt to remixes og tre sange, der indtil nu kun har været tilgængelige på compilations eller soundtracks, er nu samlet på denne strålende opsamling. For en Wu-Tang Clan-fan er der i denne tid masser af spændende produkter at dykke ned i: for det første dette opsamlingalbum, og for det andet og tredje, så er der også netop blevet udsendt et live-album og -dvd med titlen "Disciples Of The 36 Chambers". Men trods alle disse glimrende udgivelser er det ikke ligefrem er glædelig tid for Wu-Tangs mange fans, for tilbage i november døde gruppens mest opsigtsvækkende medlem Ol’ Dirty Bastard, hvilket har affødt endnu en omgang oprulning af buksebenet i respekt. Respekt! (LLJ)

Neil Young
Greatest Hits
(Warner Music)
*****
Markedet har ikke ligefrem været oversvømmet med smuthuller ind i Neil Youngs imponerende bagkatalog – og selvom han er fundamental i enhver pladesamling, er det klædeligt med dette nye opsamlingsalbum, der er lige til at gå til. Og når der så endelig kommer et opsamlingsværk med Young, så kan det undre, at man ikke har gjort det til et dobbeltalbum og derved kunne have fået plads til sange som "Mellow My Mind", "Pocahontas", "Wrecking Ball", "Only Love Can Break Your Heart", "I’ve Been Waiting For You" og "Everybody Knows This Is Nowhere". Nå, men det man her får, er absolut også pengene værd – og hvis man ikke kan finde glæde ved at høre gnavpottens knastørre guitarsolo på åbneren "Down By The River", så kan man lige så godt klippe ørene af. Lidt pudsigt er det i øvrigt, at opsamlingen bære titlen "Greatest Hits", for hvis der er noget, Young ikke har haft overskueligt meget af, så er det hits. (Fås også med bonus-dvd med sangene i høj, høj audio-kvalitet) (LLJ)