Fleet Foxes – Alt andet end hjælpeløse

Anmelderroste Fleet Foxes er tilbage med deres andet album, og da forsanger Robin Pecknold viste sig at være i London, var GAFFA ikke sene til at springe på et fly for at mødes med den sympatiske frontmand.

Det kommer ikke på tale at gå en lille tur med Fleet Foxes-sanger og -sangskriver Robin Pecknold for at få en stille og rolig snak om det nye album. Og det er ikke den balsamiske engelske forårsregn, der udgør forhindringen. Robin befinder sig mere eller mindre indespærret i det lille gamle victorianske pakhus, der i vore dage udgør boutique-hotellet Zetter i Londons trendy Clerkenwell-område. I lobbyen lige uden for sidder en velvoksen bestanddel af den europæiske musikpresse og hamrer kaffe og bider negle, mens de prøver at ræsonnere sig frem til, hvordan de hver især bedst forvalter de små 25 minutter, de får sammen med Robin. Det er dag to ud af tre, hvor Robin gennemfører et decideret maraton af interviews, hvor op til ti samtaler skal afvikles i træk. Med en lille frokostpause et sted midt i det hele.

Robin er træt. Ikke af at give interviews, men fordi han har jetlag efter flyveturen over Atlanten. Interviewdelen er noget af "det sjoveste", forklarer han og klør sig i det karakteristiske fuldskæg, som mange af hans musiker-kolleger fra Seattle også har anlagt.

– Efter at have være fanget i en boble af indspilninger i en meget lang periode er det egentlig meget rart bare at komme ud og snakke med nogle mennesker, siger Pecknold. At få lov at forklare sine tanker og intentioner bag noget nyt, man har lavet, er fedt. Også selv om det foregår under disse forhold. Men det her er jo bare dag to, så det er stadig meget stille og roligt.

Fleet Foxes' selvbetitlede debut udkom for godt tre år siden, og albummet udløste stor begejstring fra både anmeldere og fans verden over.

– Vi havde ingenting at leve op til og intet at bevise, ikke ud over den internet-hype, der var omkring os.

Det gjorde de – og mere til. I dag er situationen anderledes. Der er ikke tid til at tale med alle, der vil høre om den nye plade, som har fået titlen Helplessness Blues, og forventningerne er mildest talt høje. Dog synes Pecknold selv ikke at lade sig mærke af forventningerne.

– Nej, jeg føler mig ganske afslappet, siger Robin roligt og retter på sin kasket. Der har helt sikkert været meget arbejde med det nye album, men vores indsats har ikke været baseret på andres forventninger. Det har handlet om at lave noget særligt for vores egen skyld. Selvfølgelig vil vi hellere være populære end upopulære, men i sidste ende handler det om at lave et værk, vi selv er tilfredse med. Det kan ikke nytte noget at gå og tænke over, om andre nu kan lide det eller ej, man er bare nødt til at håbe, at det finder sin plads et eller sted. 

– Nogle gange kan det godt føles som om, nogle bands indspiller deres plader i et laboratorium, hvor man kan raffinere produktet på en måde, så man er sikker på, at det vil falde i bestemte blogs eller avisers smag. Det er ikke interessant for os.

Som inspirationskilder til Helplessness Blues nævner Pecknold koryfæer som Bob Dylan og Beach Boys, men forklarer også, at akustiske guitarhelte som Robbie Basho og John Fahey har haft en stor indflydelse. Han spørger stille og roligt, om jeg vil have ham til navndroppe flere kunstnere, hvilket jeg opmuntrer ham til. I den sammenhæng nævner han Peter Paul & Mary, John Jacob Niles og Van Morrison og nævner desuden, at han har ønsket, at den nye plade skulle være lettere tilgængelig end den forrige.

 – Min tilgang til at skrive musik og tekster har ændret sig med det nye album. Jeg ville skrive klarere og mere specifikke tekster, men jeg havde også et ønske om, at hver sang skulle kunne klare sig på egen hånd. Uden at være en del af albummet. Det har helt sikkert været et mål at lave sange, der er lidt mere ligetil, end de var på den sidste plade.

"Ikke skyggen af rock"

Fleet Foxes er siden begyndelsen blevet sammenlignet med andre succesfulde og fuldskægsklædte amerikanske bands som My Morning Jacket og Band Of Horses. Og selvfølgelig er der steder, hvor grupperne overlapper hinanden, medgiver Robin, men så ophører lighederne også.

– Grunden til, at jeg laver musik på den måde, jeg gør, er, at det er sådan, jeg vil have det, og ikke fordi jeg har hørt andre bands, der lyder på samme måde. Jeg kan komme i tanker om tusind bands, der er tættere på os rent musikalsk end lige de to bands. For mig er de rockbands, og på denne her plade finder man ikke skyggen af rock.

– Du ved, det er, som om folk sammenligner alt med alt hele tiden. Der er et band, der hedder Mountain Man, som består af tre piger, der synger a cappella, og om dem har folk sagt: "åh, de lyder som et kvindeligt Fleet Foxes." Jeg har lyttet til dem, og det lyder overhovedet ikke som om, de efterstræber at lyde som os. De laver deres helt eget på deres egen måde, og det gør mig egentlig lidt ked af det, at de skal finde sig i at blive sammenlignet med os, men det er jo en del af spillet.

Helplessness Blues var færdigmikset og lå klart til at blive udgivet i januar, mens debutpladen var færdig i næsten seks måneder, før den blev udsendt. Det lange tidsinterval imellem det færdige album og udgivelsesdatoen, som pladeselskaberne sørger for, er noget, Pecknold gerne ville være foruden. Næste gang planlægger han at udgive musikken selv og lægge sangene ud på nettet til gratis download. Indspilningerne af det helt nye materiale er allerede begyndt.

– Det kunne være fedt for en gangs skyld at udgive musikken, samtidig med at den skrives og indspilles. Alle de processer, den skal gennemgå, før den endelig havner på en plade, kan være ret krævende. Desuden er der jo en risiko for, at man som band er et helt andet sted i løbet af den tid, der er gået, fra pladen er færdig, til den udkommer. Det kunne virkelig være rart at slippe for.

Overlevelseskurser

Arbejdet med Fleet Foxes er blevet selve omdrejningspunktet for Robin Pecknolds liv. Han lever og ånder for bandet, og i løbet af de sidste tre et halvt år har han stort set ingen fritid haft. Han er enten låst inde i studiet eller i tourbussen. Med et smil sukker han og forklarer, at livet som musiker selvfølgelig er sjovt, men at det også kan være meget isolerende. Det er for det meste en ret statisk tilværelse, der ikke efterlader plads til ret meget andet. Og når han endelig tager sig tid til at beskæftige sig med noget, der ikke har med bandet at gøre, får han dårlig samvittighed, fordi han føler, tiden burde bruges på at skrive en ny sang eller på at arbejde med en video eller albumcovere, som han også er involveret i arbejdet med. Efter dette interview håber Robin, han kan få et par uger fri, før han og bandet skal på tour. Der er en masse ting, han føler, han går glip af. For eksempel vil han meget gerne lære at snedkerere og at ride.

Men du er allerede begyndt at indspille nyt materiale. Kunne det ikke let risikere at blive det samme igen? To-tre års konstant touren og indspilning?

– Haha, jo, det kunne sagtens ske. Men på den anden side – måske ikke. Jeg vil virkelig gerne tage lidt "rigtig" fri efter denne her omgang. Min far er en dygtig tømrer, og jeg vil virkelig gerne lære noget af ham. Jeg kunne også godt tænke mig at tage et par overlevelseskurser – og måske lære at ride. Du ved, at være en moderne mand i dag, der bare laver musik og dalrer rundt… Der er så mange vigtige kompetencer, som jeg mangler. Man er jo nødt til at være forberedt, når dommedag kommer.

"Nogle gange kan det godt føles som om, nogle bands indspiller deres plader i et laboratorium, hvor man kan raffinere produktet på en måde, så man er sikker på, at det vil falde i bestemte blogs eller avisers smag. Det er ikke interessant for os."

Ofre for Photoshop

Kan du nævne en fordel ved berømmelsen?

– At Joanna Newsom kommer op og siger: "I love you guys." Det var virkelig stort og skørt, eftersom jeg mere eller mindre forguder hende.

Og en ulempe?

– At blive photoshoppet ad helvede til på coveret til Mojo, så man ligner en flok "douchebags" uden følelser.