Per Vers – Sin egen lykkes rimsmed

Per Vers – Sin egen lykkes rimsmed

Man fornærmer næppe nogen ved at kalde Per Vers for landets mest produktive og arbejdsomme rapper. Ordekvilibristen fra Gram har smidt 10 udgivelser på gaden i løbet af de seks år, der er gået mellem de to "officielle" studieplader Vers 1.0 og Ego. Men hvorfor egentlig gøre det på den måde? Er det hele mon en del af en stor og gennemtænkt markedsføringsstrategi.

– Jeg tror, jeg har været lidenskabelig i stedet for langsigtet. Der er et rigtig godt engelsk udtryk, der hedder "instant gratification", som jeg ikke kan finde ud af at oversætte, men jeg synes, det rammer en beskrivelse af den tilfredsstillelse, man får i live-situationen med de intense blikke, energien og de glade ansigter. Det er jo mildest talt en modsat proces, der foregår, når man låser sig inde for at bløde et værk frem, der allertidligst kommer ud til folk et halvt år efter, man har sat sin sidste streg. Der er mange amerikanske rappere, der kommer ind i studiet, hører beatet, og når dagen er omme, er der et færdigt nummer – ligegyldigt om de var inspirerede eller ej, Det går meget imod min æstetiske forestilling om at vente, til det gyldne øjeblik rammer.

– Mange af beats'ene på den nye plade har jeg haft liggende i tre år, mens jeg har ventet på, at det hele klappede i forhold til tekst og musik. På den anden side findes der så folk som 50 Cent, der udgav 25 mixtapes, før Get Rich Or Die Tryin' udkom, som er meget båret af den intense energi, der er i at nakke en masse beats fra vennerne og konkurrenterne. Der behøver det hverken at være langtidsholdbart eller stor kunst, det kan bare være en energiudladning, og jeg satte mig for at gøre noget lignende.

– Her i Danmark er der ingen, der laver musik for at overleve, og den luksus gør os dovne – eller også så er det hashen, jeg ved det ikke, men der er eksempler på kolleger, "der arbejder på en plade" – men man har ventet på den i mere end et halvt årti. Så jeg har haft et stærkt ønske om at få dokumenteret min egen udvikling – udadtil, og fordi man lærer noget hver gang.

Hvordan startede ræset med at udgive disse dokumentationer?

– Da jeg efter to skiver med Sund Fornuft besluttede mig for at lave en solo-plade, endte jeg med at lave tre mixtapes med årlige opsamlinger, før det rigtige album var færdigt. Liveoptagelser, freestyles, bootleg-tracks, numre skrevet til bestemte lejligheder og fremført én gang. Alt sammen uperfekt, uovervejet, men alligevel beviser på min stil, og hvem jeg er. Så ligesom John Lennon-citatet "livet er det, der sker, mens man lægger andre planer", så er dette en vej, jeg er gået uden vejkort, mens jeg har haft tanken på det "helstøbte værk". Det har jeg holdt fast i lige siden, for på visitkorts-niveau er der en styrke i at have noget, der er helt aktuelt.

– Men der er også en anden og stor styrke i at turde sætte de store hjul i sving og mobilisere "maskinen". Her mener jeg det officielle album – det er meget livsbekræftende, at I for eksempel ringer og gerne vil snakke, og at radioen samler det op. Det vil, uanset indholdets kvalitet, ikke ske på mixtape-niveau. Så det har ikke været nogen speciel klog taktik fra min side, men jeg har altid arbejdet 100 procent lystbaseret.

 

Kampen mellem det man vil, og det man gør

Det er ikke tilfældigt, at legomanden på coveret lader det hele hænge ud, for Ego er virkelig en personlig plade, der ikke er bange for at tage favntag med livets mere alvorlige sider.

– Fællesnævneren for de forskellige temaer på pladen er kamp, og det er hverken en kamp mod andre rappere eller en usynlig fjende. Det er ikke Rage Against The Machine – det er nok nærmere bare rage; ens egen kamp mellem det, man gerne vil, og det man rent faktisk gør.

Et af de mest personlige numre på pladen er den syv et halvt minut lange omkvædsløse Uden Navn, der handler om at få en ufrivillig abort. Nummeret slutter med lyden af Pers førstefødtes fødsel. Når man kommer så tæt på, skal det selvfølgelig cleares på hjemmefronten, men hvad lå der bag beslutningen om at udgive nummeret?

– Vi har selvfølgelig haft nogle lange samtaler om, hvorvidt det overhovedet rager omverdenen, at vi har haft denne her oplevelse, og at folk skal høre min kæreste stønne på fødesengen, men vi synes, det er et vigtigt nummer, der har en healende effekt – for os, men potentielt set også for andre, der har været i samme situation. Der har været mange kunstnere, der har valgt at hoppe ud i nogle meget heftige private problematikker; Anna David har for eksempel fortalt om sin egen voldtægt, og det er lidt i familie med det. For mig handler det om at præsentere noget, der er selvoplevet og unikt på en måde, så det alligevel bliver universelt. Og hvis du er blandt den majoritet, der aldrig har oplevet at få en ufrivillig abort, er der stadig en fællesskabsfølelse i at kunne mærke smerten i oplevelsen og erfaringen.

 

One man-show

Per har de sidste par år rejst rundt som en one man show-lignende konstellation, og selvom han rask væk optræder 150 gange om året, er der visse problematikker forbundet med at gå uden om det store maskineri:

– Med den nye plade glæder jeg mig til hele møllen med at spille på festivaler og spillesteder – for den del af musik-Danmark er bundet utroligt meget op på at være pladeaktuel, så jeg har været holdt lidt udenfor, selvom jeg egentlig har været ret produktiv. Jeg har blødt og lidt for hver eneste af mine selvudgivne projekter, men de er blevet trykt og solgt fra hånd til hånd på bedste undergrundmaner, og det tæller ikke i den etablerede musikverden. Selvom musik ikke behøver være fysisk længere, så giver det en pondus.

– Med Kinski-pladen (fra 2009, red.), der virkelig var en gennemarbejdet plade – vi (Per selv, Oliver Ravn og Turkman Souljah, red.) havde arbejdet på den i over et år og investeret 150.000 kroner i den – var vi til en masse pladeselskabsmøder, og Oliver fik helt ondt i hjertet af at være til møder med en masse folk, som han ikke følte for alvor forstod projektet. Der var nogle, der gerne ville udgive pladen, men mentalt og følelsesmæssigt føltes det som en underskudsforretning. Så vi endte med at tilbyde den som gratis download, fordi vi gerne ville dele, hvad vi selv synes er et fantastisk værk, med så mange som muligt.

– Og så tænkte jeg blåøjet, at opmærksomheden ville komme væltende, når vi lavede "en Radiohead"!"  Jeg kunne ikke lige lure, hvem der ellers havde lavet en plade, som havde solgt 10.000 eksemplarer (Vers 1.0 fra 2005, red.) for derefter at lægge et nyt album ud til gratis download, så jeg var sikker på, at det ville vælte Danmark. Men det overraskende faktum var, at den ikke blev anmeldt nogen steder, og derfor levede sit liv i en parallel-dimension. Man kalder den vist "blogosfæren". Folk anbefalede og linkede til den på brugerbasis, mens anmelderstanden var enten ligeglad, stum eller angst. Måske er det ligesom mærketøj, at hvis det er dyrt, så er det godt, og hvis det er gratis, så er det en demo og ikke en rigtig plade?

– Nu er jeg så tilbage med en traditionel udgivelse, fordi der som sagt er nogle andre fordele her – jeg tror på vekselvirkningen. Det har alt sammen være gode lærepenge. Første gang, jeg betalte lærepenge, var, da jeg som 17-årig i forbindelse med Sund Fornufts første plade fandt ud af, at det er dumt at skrive under på en kontrakt, hvor man vinker farvel til 92 procent af overskuddet fra pladesalget, og anden gang er nu, hvor jeg er over 30 og har fået øjnene op for det økosystem, pladebranchen er.

Er du sådan et slags enmandsfirma?

– Ja, det tror jeg er vigtigt at betragte sig selv som – at være så selvejende en institution som muligt. Man har altid brug for hjælp, og man skal have et stærkt team for at få sin ting ud. Men der er mange ting, som det kun er dig selv, der kan klare – og så er der andre ting, som du godt kan overlade til andre, men hvor du afgiver suverænitet og ikke mindst penge, hvis du gør det. Jeg arbejder koncentreret mindst otte timer om dagen på at optimere det, jeg nu engang kan. Det kan være fra at huske at notere to linjer, der dukker op i hovedet til at trimme sin kalender eller at bruge tid på at opdatere min fucking Facebook-profil. Men i modsætning til et "rigtigt" firma, så er det modsætningsfyldt at skulle være taktisk, for så kommer jeg over på de ondes hold.

Hvem er de onde?

– Det er dem, der er beregnende. Dem, der tager hjerteblodet og det menneskelige udtryk og twister det, så det passer til et bestemt lukrativt segment. Og det er nok noget af det, jeg har allermindst lyst til. Jeg lever ikke op til de normale idol-krav om at være slank og ung, men på den anden side synes jeg også, det er smukt at rende rundt og have et utroligt gennemsnitligt ydre, og så alligevel have én streng på guitaren, der er toptrimmet, og som jeg kan spille noget på, som de andre ikke kan få frem. 

 

Diskografi:

 

2005 - Vers 1.0 (første studiealbum)

2005 - Re:Vers (22-track bonus-cd kun til køberne af Vers 1.0)

2007 - Retro Respekt (mixtape-cd), Vers 64.0 (remix-ep) og Smells Like Team Spirit (mixtape-cd)

2008 - Og Den Nominerede Er... Per Vers (gratis online-ep)

2009 - Vi Taler Dansk med gruppen Kinski (gratis download samt vinylalbum) 

2010 - Status, Danish Operation og Rhyme Traveling (3 x cd)

(udgivet samlet som bokssættet 10+20+30)

2011 - Smells Like Team Spirit 2 (gratis download-mixtape)

2011 – Ego (andet studiealbum)

 

 

 

Boks: Pers top 5 – de fire vigtigste plader i rimsmedens velvoksne vinylsamling …og et enkelt videobånd:

 

Miles Davis – Bitches Brew:

– Den stod hjemme i min fars pladesamling, og første gang jeg hørte det, føltes det som en rejse, hvor onkel Miles tog mig med og nedbrød alt, hvad jeg troede, der skulle være i et nummer. Totalt det modsatte af pop og den eneste plade af sin slags.

 

Joseph Haydn – Skabelsen:

– Til en fremførelse af værket sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester havde jeg omskrevet recitativerne, som fortæller handlingen imellem arierne, og da jeg hørte fremførelsen den sidste aften, måtte jeg overgive mig. Jeg har aldrig tilegnet mig et klassisk værk på samme måde, og det har været utroligt givende.

 

Kraftwerk – Computer Love:

– Det er nedtonet og ufysisk, men alligevel er det utroligt spændstigt. Det er nogle af de klareste kompositioner, jeg kan komme i tanker om, og det er nærmest børnevenligt. Det er utroligt smukt og langtidsholdbart, og det har en masse tysk stivhed, der er modsat den sorte kropslighed, der er basen for hiphop, men Kraftwerk har inspireret hiphop sindssygt meget. 

 

Main Source – Breaking Atoms:

– Et indblik i kollagekunst, hvor man bruger store rå bidder af funk, soul og jazz. Det er ikke hi-fi, men den har vist sig at være tidløs. Et fantastisk værk.

 

 

James Brown – videobånd med sort/hvid liveoptagelse fra tysk fjernsyn:

– Med denne her optagelse blev James Brown for mig definitionen på en showman. Han er jo Michael Jacksons "far". Han kunne alting, og han var jo en enmandshær uden lige. Det her show fremstod nærmest overjordisk for mig.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA