Spot Festival-chef tilfreds med musikken, men ikke billetsalget

Spot Festival-chef tilfreds med musikken, men ikke billetsalget

Årets Spot Festival er forbi, og det er tid til at gøre status. GAFFA har talt med festivalleder Gunnar Madsen for at få hans bud på, hvad er gået godt og mindre godt ved den 17. Spot Festival.

– Overordnet set er det gået rigtig godt rent kunstnerisk. Vi har fået masser af positive tilbagemeldinger både fra branchefolk og fra publikum, både hvad angår musikken, og hvordan festivalen er blevet afviklet rent praktisk. Der er endda nogle, der siger, at det har været det bedste program nogensinde. Der har været fyldt til rigtig mange af koncerterne, og der har været roser fra udlandet til blandt andet Treefight For Sunlight og Vinnie Who. Om der så er nogle af de optrædende, der får hul igennem til udlandet, det ved vi først rigtigt om tre-fire måneder.

– Vejret var selvfølgelig dårligt, men det har medvirket til, at folk er gået ind for at høre koncerter i stedet for at chille ude på festivalarealet, så derfor har der været rigtig mange inde og høre de forskellige koncerter.

– Med hensyn til det økonomiske, så har vi desværre solgt knap 1000 billetter færre end sidste år, i alt sammenlagt 3800 en- og todagsbilletter mod 4700 sidste år, foruden de 1000-1200 branchefolk, som var akkrediteret i år. Vi regner med, at det faldende billetsalg skyldes det dårlige vejr, for forsalget har ligget på samme niveau som sidste år, men vi solgte ikke nær så mange billetter ved indgangen i år.

Balancerer regnskabet så?

– Nej, vi får et underskud. Hvor stort har vi ikke helt overblik over endnu, men det kommer nok til at ligge på omkring en halv million, og det er selvfølgelig ubehageligt. Og i de næste måneder vil vi så bruge tid på at finde ud af, hvordan vi kan få lukket det hul.

Skal I så have flere kendte navne på plakaten næste år for at sælge billetter?

– Vi kunne muligvis sælge flere billetter, hvis vi opgav at booke de ukendte, men det kunne også risikere at sætte hele idéen over styr. Vi er jo ikke en kommerciel festival, men et redskab for musiklivet, og dermed også for borgerne, så vi blander kortene anderledes, end hvis vi havde været en kommerciel festival. Men så vidt jeg kan se, mangler vi heller ikke kommercielle festivaler.

Ikke en hiphop-festival

Der har ikke været ret meget hiphop eller metal på festivalen i år i forhold til rock, singer-songwritere og elektronika. Hvordan kan det være?

– Det hænger nok sammen med de ansøgninger, lytteudvalget har fået. Der er nok nogle genrer, der er bedre repræsenteret end andre. Men Spot har aldrig haft specielt meget fokus på eksempelvis hiphop, og omvendt har hiphop-verdenen aldrig fokuseret specielt meget på Spot, da Spot jo blandt andet handler om musikeksport, og de fleste danske hiphoppere har jo fokus på hjemmepublikummet.

Der har været en del kritik af, at koncerten med CODY fandt sted på Archuaz på en lille scene, så kun få kunne komme ind og høre dem, og der var lang kø udenfor. Skulle de ikke have spillet på en større scene?

– Det var bandets eget ønske at spille på en intim scene. Sidste år spillede de på den store scene i Musikhuset, og i år ville de så prøve noget nyt. Det er altid et dilemma at få bandets ønsker om at spille på en bestemt scene til at gå op med der, hvor vi synes de passer ind, og hvor det kan lade sig gøre praktisk. Men på en festival som Spot kan man jo alligevel aldrig komme til at se det hele, så man skal nok bare være glad for det, man får set, og så ellers glæde sig over, at der er så mange, der gerne vil se et band, man godt kan lide. Desuden spiller CODY jo ret ofte i Danmark, så man skulle nok kunne få lejlighed til at se dem før eller siden.

Tilfreds med torsdag

I år valgte I at holde åbningsaftenen torsdag gratis, med koncerter i Domkirken, på Bispetorv og i Skolegade mod den tidligere åbning i Musikhuset. Hvordan synes I, dette nye tilbage er gået – og hvorfor er I egentlig kommet på det?

– Vi har jo haft en officiel åbning i Musikhuset i mange år, og det er vi blevet fortrolige med, men i år ville vi prøve at vise hele byen, hvad potentialet i Spot er. Overordnet er det gået rigtig godt. Koncerten i Domkirken med Our Broken Garden var helt igennem outstanding, til 12 med pil opad. Der var en risiko for, at det var endt med at blive patetisk, men det var meget, meget smukt, og det er også de meldinger, vi har fået fra publikum og branchefolk. Koncerten på Bispetorv var også fin. Der var pænt med folk, selvom det regnede, og selvom de optrædende navne, bortset fra Teitur og KT Tunstall, ikke var særlig kendte, og der var også god gang i den med koncerterne i Skolegade.

Er det noget, I overvejer at gentage næste år?

– Vi overvejer alt, men der er så mange ting, der skal være rigtige. Det er ikke sikkert, vi skal have en domkirkekoncert hvert år. Det kræver både, at vi har den rigtige artist, og at folkene omkring domkirken har lyst, men nu har vi nok været med til at skubbe for nogle muligheder. Men endnu aner jeg ikke, hvordan vi griber det an næste år.

Vi skal ikke være firkantede

Et navn, som stak lidt ud fra mængden, var japanske Nisennenmondai. Hvad lavede de på festivalen, som jo ellers har fokus på nordisk musik?

– Vi fik dem tilbudt, fordi de var på turné på disse kanter, og det er et godt og anderledes band, og så kunne vi ikke sige nej. Jeg synes ikke, man skal være så firkantet at sige nej tak til sådan et tilbud, bare fordi det ikke helt passer ind i det øvrige program. Sidste år havde vi også et seminar om Japan. Vi skal kunne tåle at tage nogle chancer, bare vi kan stå inde for musikken. Der er også nogle, der har været provokeret af, at vi bookede et navn som Xander, som nogle synes er for poppet til Spot, men vi ville se, om han kunne klare at give en solokoncert, bare ham og et klaver. Og det kunne han. Vi skal ikke være sådan en festival, der siger, at noget på forhånd er rigtigt og forkert. Hellere åbne dørene end lukke dem.

Hvad var dine egne personlige højdepunkter på Spot?

– Det var blandt andet Naked-scenen, hvor en række kunstnere optrådte solo kun med en guitar eller et klaver. Her oplevede jeg for eksempel The Blue Vans forsanger Steffen Westmark vise helt nye, dybere dimensioner af sit talent. Og så Jenny Wilson-koncerten. Hun skulle jo have spillet hos os i 2006, men måtte melde afbud grundet sygdom, og først nu lykkedes det os at få hende på plakaten, og så leverede hun en fremragende koncert, som hun også selv var meget tilfreds med.

– Ellers har højdepunktet været, at det lykkedes os at afvikle 120 koncerter på 10-11 scener på tre dage uden større logistiske problemer og inden for tidsplanerne takket være vores mange gode medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere, ikke mindst Musikhuset. Det glæder mig meget, at den er ved at sidde i skabet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA