Thomas Dybdahl: Oktober-ringen sluttet

Den norske singer-songwriters sidste del af oktober-trilogien er på gaden i dag. GAFFA.dk har mødt ham.

Den norske singer-songwriter Thomas Dybdahl må siges at være en produktiv mand – og én, der holder, hvad han lover. Da han i oktober 2002 udgav sit debutalbum "...That Great October Sound", proklamerede han, at det var første del af den såkaldte oktober-trilogi, som ville blive fulgt op i oktober måned de to følgende år.

Og nu er trilogien så fuldendt, med udgivelsen af albummet "One Day You’ll Dance For Me, New York City". Som de to andre udsendt i Danmark med et par måneders forsinkelse i forhold til hjemlandet, hvor alle tre plader har fået forrygende anmeldelser og solgt til guld.

Oktober er i det dybdahlske univers – måske ikke helt overraskende – et billede på eftertænksomhed, længsel og melankoli. Men hvorfor hele tre plader med det tema?

– Jeg kan godt lide eftertænksomme sangskrivere som f.eks. Neil Young og Nick Drake, der virkelig kan hensætte mig i en helt særlig stemning, og den ville jeg gerne forsøge at ramme med min egen musik, forklarer Thomas Dybdahl og fortsætter:

– Og så udkommer jeg på et lille, idealistisk selskab, hvor man ikke går så meget op i, hvad man kan og ikke kan. På et stort selskab var det nok ikke gået, men her har vi intet at tabe. Og så var det fristende at lægge ud med så ambitiøst et tema som en trilogi lige fra debuten.

Godt at sidde på sidelinjen
Det er dog ikke tre ens plader, Dybdahl har lavet. Hver har sin skygge af oktobertemaet, forklarer han:
– Den nye plade er den mest minimalistiske i serien, med helt enkle, langsomme numre og nedbarberede arrangementer, og sangene er bevidst skrevet meget hurtigt, uden at rette i dem bagefter. Det gør, at de kan bevare en vis åbenhed og karakter af stemningsrapporter. Nogle gange taber sangene i kvalitet, hvis man bliver ved med at arbejde med dem.

– Visse af numrene blev i øvrigt stjålet undervejs, fordi de lå på en bærbar computer, jeg ikke havde backup til, men så måtte jeg jo bare skrive nogle nye. Det forrige album, "Stray Dogs", var så nok det mest patosfulde i trilogien, med lange sange og storladne arrangementer, og debuten var så mere americana-, country- og folk-agtig.

Som titlen antyder, spiller New York en ikke uvæsentlig rolle på albummet.
– En del af sangene er skrevet i New York og reflekterer, hvad jeg har oplevet derovre, men New York er lige så meget et billede. Et billede på en uopnåelig drøm, og på den resignation, der opstår, når ens drømme ikke går i opfyldelse, og man bare sidder på sidelinjen og ser det hele ske, uden at man selv er med i det.

– Men den outsiderposition kan være en god katalysator for kreativitet. Og albummet rummer også håb, som titlen antyder, og jeg synes på sin vis, at det er det lyseste album i trilogien. Der er et lys for enden af tunnellen, synes det at sige.

Træt af ord
Ringen er sluttet, men hvad skal Dybdahl nu? Gå i en helt anden musikalsk retning – han har f.eks. tidligere været med i bandet Quadrophonics, der spillede en slags acid-jazz?
– Jeg føler mig ret udtømt, så jeg tror, der kommer til at gå lang tid, før jeg laver noget nyt. Jeg er frisk på hvad som helst, men efterhånden har jeg nok udviklet en musikalsk signatur, som jeg ikke kan løbe fra.

– Men jeg kunne godt tænke mig at lave instrumentalmusik, f.eks. til film, og jeg har da også snuset lidt til den slags allerede. Ord kan godt blive lidt for dominerende i sange og ødelægge meget, hvis teksten ikke er helt perfekt. Jeg kunne godt tænke mig til en afveksling at lade musikken tale mere for sig selv.

Thomas Dybdahls hjemmeside