Undercover: Pers Vers – Ego

Undercover: Pers Vers – Ego

Hvem: Adam Hansel – Legoskulpturer af Nathan Sawaya
Hvor: På Harders i Svendborg
Hvornår: 2009

Man skulle tro, at den flotte gule legoskulptur, der pryder coveret til Per Vers' album Ego, var lavet specifikt til pladen for at illustrere dens meget personlige sange. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Skulpturen er lavet af amerikaneren Nathan Sawaya, og Per sikrede sig rettighederne til at bringe billeder af skulpturen, allerede før arbejdet på Ego var begyndt:

– Jeg kan huske helt tilbage til, da Vers 1.0 var på vej i 2005, fortæller Per Vers. Da havde jeg en masse arbejdstitler, og en af dem var Legomand I Egoland, så det var der, at første inkarnation af titlen Ego første gang stak sit ansigt frem i mit univers. Det var efter en koncert på Harders i Svendborg, at jeg så, at min dj havde det flotte billede af den gule legoskulptur som baggrundsbillede på sin computer. Jeg blev fuldstændig fascineret og spurgte, om han vidste, hvor den stammede fra, men det anede han ikke noget om. Han syntes også bare, den var fed.

– Da jeg gik i gang med Ego, fik jeg googlet mig frem til, at det var Nathan Sawaya, der stod bag. En advokat fra New York, der i dag er professionel legobygger. Jeg skrev til ham for to år siden, og han var heldigvis meget åben og klar på at lade mig bruge den gule mand. Derefter gik han i gang med at lave nogle flere legomodeller med samme tematik, og det var jo rigtig heldigt, for så var der jo pludselig figurer til et helt cover.

– Det bedste, man kan forestille sig, er, når det ser ud, som om coveret er lavet til pladen, og det synes jeg, det gør med den gule mand. Det er jo ren luksus, at den fandtes, for hvis man får en idé, kan man ikke være sikker på, at den bliver udført sådan, som man egentlig havde forestillet sig det. Rent underbevidst tror jeg også, at billedet har talt til mig og inspireret mig til at være mere personlig på pladen, end jeg havde forestillet mig, at jeg ville være i første omgang.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA