Public Image Ltd.: Gamle punkere dør ikke…

Public Image Ltd.: Gamle punkere dør ikke…

Det handler om penge i den moderne musikindustri, sådan er det. Det var også lavvande i kassen, der gjorde, at de legendariske band PiL først blev gendannet i 2009. Bandets stifter og frontmand, John Lydon, også kendt som Sex Pistols-sangeren Johnny Rotten, mener dog stadig, han har sin integritet i orden og en hel masse til. Og nu også sit band på landevejene igen, heriblandt til en koncert i Vega 20. juni.

– Jeg havde intet pladeselskab i ryggen. Jeg havde ingen bagmænd, der støttet mig økonomisk. Det betød, at hvis PiL skulle eksistere, så krævede det, at jeg skaffede pengene, og det gjorde jeg så, på den eneste måde, jeg kender: ubarmhjertige opgaver på tv, blandt andet et skønt smørprodukt (Country Life Butter – se reklamen her). Og hver en penny gik direkte over i bandet. Først så vi havde mulighed for at øve og efterfølgende tage på turné, fortæller en utrolig veloplagt Lydon fra sit hjem i Los Angeles.

Bedre end nogensinde

Denne usikre arbejdsform passer dog 54-årige Lydon fint, og ifølge ham selv har han aldrig været gladere for at turnere eller være i studiet.

– Jeg er jo 54 år ung, hvilket jeg ærlig talt synes er en fantastisk bedrift. Specielt når man nu tænker på, hvor mange af mine jævnaldrende, der ikke er blandt os længere. Og når jeg går på scenen i dag, føler jeg mig mere ovenpå og positiv end nogensinde før i mine 30 år i branchen.

Samtidig forsikrer han om, at der er et nyt album på vej med PiL, deres første siden 1992. Han er dog mindre villig til at løfte sløret for, hvordan arbejdet skrider frem, eller hvordan den lyder.

– Tålmodighed. Tålmodighed. Jeg ved det jo knap nok selv endnu. Jeg har aldrig prøvet at gå i studiet med en færdig stak numre. Magien opstår i studiet, så jeg er nok lige så spændt som jer, fortæller frontmanden.

Egentlig ville Lydon allerede have startet på albummet sidste år, men planerne blev udskudt, da Lydons steddatter Ari Up, forsanger i punkbandet The Slits, døde af kræft, blot 48 år gammel.

– Vi var alle helt ødelagte af sorg, og jeg brugte alt min tid på at støtte Nora (Ari Ups mor og Lydons kone). Bruce (Smith, trommeslager i PiL) havde spillet sammen med Ari og var også helt ved siden af sig selv. Det havde været meningsløst at gå i studiet, fortæller John Lydon.

Anarki i UK

Som en af de originale punkere, og som manden bag hymnen Anarchy in the UK, har John Lydon fulgt opmærksomt med i de demonstrationer og den ballade, der har været i rundt om i Europa, ikke mindst i hans fødeby London.

– Jeg synes det er essentielt, at ungdommen har en stemme, og det er klart, at det ofte vil være kaotisk, når en generation forsøger at finde ståsted. Det hylder jeg virkelig. Hvad jeg er knap så glad for, er når det hele ender med at nogen går ud og smadrer en McDonald's. Det har fandeme ikke noget med punk eller anarki at gøre. Så handler det pludselig kun om destruktion og had, og for mig, der har Gandhi som mit eneste politiske idol, er det bare meningsløst. Hvis du smadrer en McDonald's, er du ikke politisk, så er du bare et røvhul, og jeg er ked af, at ungdommens energi og vrede sjældent bliver rettet imod de rette mål, lyder dommen fra manden der om nogen opfandt punken.

Green Day – punk? Hah!

Heller ikke musikbranchen anno 2011 har Lydon specielt meget til overs for.

– Det virker som om musikbranchen er på vej i kloakken. De unge stjerner vil ikke arbejde eller slide, men bare have det hele serveret. For et par år siden ville de bruge Pretty Vacant i American Idol, og jeg kæmpede med næb og klør for at holde den ude af det lort. Den slags shows er hæslige. Ingen gider yde noget, og de nye bands er lutter lånte fjer. Jeg bliver stadig personligt krænket, hver eneste gang jeg hører Green Day omtale sig selv som punk. Green Day, punk? Hah! lyder det hånligt fra manden, der opfandt den.


Billetsalget til koncerten i Vega 20. juni er i fuld gang via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA