Super Galore – Vi har altid været gode til at smadre ting
Den pladedebuterede duo har forsøgt at bryde reglerne ved at indspille en plade efter deres egne regler.
Singlen "Talent Shows" var Ugens Uundgåelige på P3, og Super Galore har allerede været nævnt i Billboard Magazine. GAFFA.dk har snakket med Philip Thøgersen og Kristian Paulsen om inspirationskilder, personlige tekster og om de regler, de havde opsat for sig selv, inden de begyndte at indspille ”Let it Out”.
Hvordan startede Super Galore?
Kristian: – Det hele startede på en café, hvor vi sad, fordi vi var gået lidt kolde i den elektroniske musik, vi lavede dengang. Vi havde indspillet over 40 sange, men vi kunne ikke få en pladekontrakt. Så vi besluttede os for, at det var tid til at lave noget helt andet. Vi skrev ti regler ned for et nyt projekt på en gammel avis, og så startede vi derfra. Så Super Galore udspringer af en frustration over, at vi ikke kunne komme videre med det andet projekt.
En regel hedder, at I maksimalt må bruge seks timer på indspilningen af en sang. Hvorfor?
Philip: – Vi havde helt glemt, at det skulle være sjovt at lave musik, fordi vi i det gamle projekt kunne bruge dage på at producere bare et enkelt nummer.
Kristian: – Vi brugte så lang tid på dem, at vi kom helt væk fra grundidéen. Så for at det ikke skulle ske igen, satte vi disse regler op. Og også for at se, om man overhovedet kunne producere musik under så skrappe regler. Det var et forsøg på at få noget energi og impulsivitet tilbage i musikken.
Hvordan påvirker reglerne jeres tekster?
Philip: – Vi har en regel om, at de skal handle om noget, vi selv har oplevet. Og efter ni numre begynder den regel at blive utrolig svær at holde sig til! Det er jo begrænset, hvad der er rigtig cool at skrive om, for du kan jo ikke bare skrive om at have været nede og købe cigaretter. Der skal jo være noget spændende i historien.
Kristian: – Hvis du for eksempel læser teksten til "Callgirl", så er den skrevet præcis, som det skete. Der er ikke noget fiktivt overhovedet, og sådan er det med mange af numrene. Derfor kan teksterne godt virke en smule banale, når man læser dem. Men derfor er teksterne også vigtigere for os, end man måske lige skulle tro.
Philip: – Med fiktive tekster kan man gøre historien mere spændende eller lave flot poesi – vi har bare åbnet op for posen og så kørt derudad.
Kan man høre lidt inspiration fra The Libertines og The Ramones i jeres musik?
Philip: – Vi kan godt lide Libertines og Ramones, men det er først kommet til senere. Dem lyttede vi egentligt ikke til, da vi startede med at lave pladen. Vi havde ikke den store viden om den type musik, da vi startede projektet. Vi har så sat os ind i tingene senere hen, men da vi startede, ville vi bare lave garagerock, og så gjorde vi det bare.
Kristian: – Vi har altid været gode til at smadre ting og tilføje støj, så det passede sgu meget godt med denne genre.
Hader Popstars
Hvad har I imod musikkonkurrencer som Popstars?
Kristian: – Jeg mener ikke, det fremmer den danske musikindustri at have døgnfluer, der kommer frem og forsvinder igen.
Philip: – Det er synd for de kunstnere, der bliver lovet guld og grønne skove i de programmer. Der sidder nogle pladeselskaber og spinder guld, og så røvrender dem. Det er ikke personerne, vi har så meget imod – det er mere koncepterne. Man udhuler lidt kunsten at lave musik.
Kristian – De optrædende får så meget mediedækning, at de faktisk starter på toppen af deres "karriere", og så ved vi jo godt, at så er der kun en vej bagefter. Og det er synd for de håbefulde unge mennesker, der bliver glemt i anden ombæring, når det næste hold kommer.
Kendte ikke superproducer
Ed Stasium sagde ja til at mikse jeres plade. Hvad har det betydet for jer?
Philip: – Der var faktisk ingen af os, der vidste hvem Ed Stasium var (han har bl.a. produceret og mikset for The Ramones, Talking Heads og Soul Asylum), fordi det var pladeselskabet, der fik aftalen hele i hus. Men da jeg gik på nettet og så, hvad han ellers havde haft gang i, blev jeg godt nok rystet over at få sådan et skulderklap. Vi havde oprindeligt selv mikset pladen, men det har betydet, at vi har fået hans erfaring med i vores lyd.
Kristian: – Ed tager kun projekter, som han selv synes er fede, så det er ikke sådan, at vi har betalt os til et kendt navn. Så det var et kæmpe skulderklap. Han har ikke været med i sangskrivningsprocessen, men han har været med til at få det hele til at komme bedre ud af højttalerne, siger Kristian afsluttende.








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.