The Avett Brothers: Man kan altid skrive sange om smukke piger

Lørdag aften spillede The Avett Brothers deres første koncert på dansk jord, på folke- og rootsmusik-festivalen i Tønder. Inden koncerten fik GAFFA sig en snak med bandet om deres nye plade og om smukke piger.

I har spillet en del "almindelige" rockfestivaler, men Tønder har et mere snævert folk-program. Hvilke typer festivaler foretrækker I?

– Før i tiden spillede vi helt sikkert flere af den her slags festivaler I USA. Vi spillede mange flere traditionelle sange før. Vi kan lide at spille på begge slags festivaler, og vi kan lide fleksibiliteten i at spille på begge typer af festivaler. Publikum er selvfølgelig meget forskellige, men det ændrer ikke rigtigt på det, vi gør – vi prøver altid at følge musikken og ikke lade os låse fast.

Jeres sidste album, "I and Love and You", var lidt af et gennembrud for jer, men det har efterhånden et par år på bagen. Har I planer om et nyt album?

– Vi er næsten færdige med det nye album. 90-95 procent. Vi har en session, når vi kommer tilbage til USA, og så må vi se, om det er nok til at gøre albummet færdigt. Jeg tror, grunden til, at det sidste album lød anderledes var, at vi koncentrerede os om trommer og piano frem for banjo, og det var fordi, det var det sjoveste. Vi har 25 nye sange, som er helt færdige, og de minder nok lidt mere om vores tidlige arbejde.

Vi har aldrig låst os fast på nogle instrumenter, så det er ikke sådan, at en af os er banjospiler, og vi keder os nok lidt, hvis vi ikke skifter i instrumenteringen. Vi arbejder med Rick Rubin igen som producer og håber, at pladen kan være ude i starten af næste år. Rick har et godt øre for at holde sangene simple og ikke bruge en helt masse instrumenter, som ikke er nødvendige.

I stor del af jeres gennembrud kom også med den nu efterhånden ret berømte optræden ved Grammy-showet, hvor I spillede sammen med Bob Dylan og Mumford & Sons. Hvad betød det for jer?

– Opmærksomheden havde vi gjort os klar til i de sidste 10 år, det er bare noget, der kommer af, at man vælger at lave larm som en levevej. Men hele aftenen var dybt surrealistisk. Jeg mener, vi mødte Neil Young, vi mødte Clive Davis (mangeårig pladeselskabsdirektør, pt. direktør på Sony Music, red.), vi mødte Roy Orbisons kone,  vi spillede med Bob Dylan. Vi mødte Eminem, og man stod bare: "hvad er det lige der sker her".

– Det blev ikke sagt, men jeg tror, at alle vidste, at der ville komme en masse opmærksomhed omkring vores optræden. Den var ikke lige så flashy, og det var sikkert derfor, at den fik en masse opmærksomhed. Jeg tror godt, vi kan sige, at vi ikke kunne have ønsket os, at det gik bedre, men det hjalp altså også, at vi bagefter kunne flyve væk fra L.A. og hjem til North Carolina og komme hjem til vores egen verden igen.

På mange af de tidlige plader er der sange om "pretty girls" – de er væk på den seneste, hvordan kan det være?

– Ja, altså det er kun titlerne, der mangler. Temaerne er de samme, på en eller anden måde kan man altid skrive en sang om smukke piger. På de nye sange er der dog en, der hedder "Pretty Girl From Michigan", men vi ved ikke, om den kommer med på pladen endnu. Så serien fortsætter. Det startede, fordi vi gerne ville undgå, at en pige skulle blive pinligt berørt over at være med på vores plade, så det er helt i anonymitetens navn. Det er stadig specifikt, for vi siger jo, hvor de er fra, så måske kommer der også en "Pretty Girl From Denmark".

Hvis man kan lide The Avett Brothers og gerne vil dykke lidt tilbage til rødderne, kan I så anbefale nogle kunstnere, som har inspireret jer?

– Der er en masse folk fra North Carolina som har inspireret os. Først og fremmest Doc Watson. Bare køb et eller andet med ham, han er det direkte link til amerikansk rootsmusik. Jeg ved ikke, om der er en egentlig rootsbevægelse i gang lige nu, men der er i hvert fald en masse bands, som på en eller anden måde har en rod i rootsmusikken, det er ret hipt, men det er ikke nyt.

– En fyr som Charlie Pool er ikke bare en af de oprindelige countrysangere, men med den måde, han levede sit liv på, kan man også sige, at han var en af de oprindelige punk-rockere. Den måde, han drak, den måde han sang på. Vi er stolte af de rødder.

– Vi er inspireret af Ramblin' Jack Elliott, Bob Dylan og Neil Young. Whiskeytown og Son Volt. Vi nåede ikke helt at være med på Uncle Tupelo, men vi opdagede dem selvfølgelig senere. Af nyere ting er der bands som The Low Anthem, Longhorne Slim, Justin Gordon, Hellface og Jessica Lee Mayfield, og Regina Spektor er virkelig en sangskriver i ordets reneste betydning.