Nick Mason: Jeg har pakket mine trommer

På trods af at der gennem årene er kommet adskillige retrospektive Pink Floyd-udgivelser, sætter pladeselskabet EMI nu alle sejl til og udsender en gigantisk pakke. GAFFA mødte trommeslager Nick Mason i de legendariske Abbey Road-studier.

Pink Floyd GAFFA 10 2011

Historiens vingesus trænger sig gradvist på, mens vores lille pressehold nærmer sig det forjættede land – popmusikkens nok mest legendariske studie-mekka over dem alle, Abbey Road. Først er der lige fodgængerovergangen uden for studiet fra det udødelige cover, som denne dag – cirka 42 år efter, at Beatles udsendte Abbey Road – fortsat bliver konstant fotograferet af japanske turister og andet godtfolk. Herunder overtegnede.

Jeg bliver i øvrigt ramt af en cyklist i høj fart midt i feltet – vænner mig aldrig til den forbandede venstrekørsel – og filosoferer over, hvilket absurd endeligt det ville være at tage billetten på netop dette sted. Skæbnen ville det imidlertid anderledes, og kort efter er der modtagelse i de hellige haller, hvor The Beatles i sin tid huserede med George Martin, og hvor Pink Floyd har indspillet syv af deres album.

Anledningen er en storstilet Pink Floyd- udgivelseskampagne under overskriften Why Pink Floyd...? Kort fortalt bliver først Dark Side Of The Moon (26.09.11), senere Wish You Were Here (07.11.11) og til sidst The Wall (27.02.12) udsendt i et såkaldt Immersion-boks-sæt, der indeholder seks disk-sæt, der inkluderer cd, dvd og Blu-ray, og byder på filmklips, alternative takes og andre specialiteter. Og derudover et to-disk Experience-sæt, der indeholder det klassiske album plus en disk med relateret indhold fra det pågældende album.

Derudover udkommer samtlige Pink Floyds 14 studiealbum i remastererede udgaver under overskriften Discovery i forbindelse med Dark Side...-lanceringen. Til udgivelserne hører også et væld af gamle billeder, nyt artwork på cd'er og dvd-materiale fra Storm Thorgerson, der som fotograf og art director har fulgt Pink Floyd gennem det meste af karrieren. Og så er det ellers bare frem med tegnedrengen: "Money, so they say, it's the root of all evil today".

Violinvirtuos

Næste stop på turen er kontrolrummet i studie 3, hvor Pink Floyd har indspillet seks studiealbum. I dagens anledning fortæller en selskabsmand entusiastisk om projektet og byder på otte smagsprøver, som bliver at finde på udgivelserne. Herunder introfilm til Speak To Me, som blev vist til koncerter tilbage i 1973, vi hører Money live fra Wembley 1974, en instrumental version af The Great Gig In The Sky, ser en meget speciel animeret video til Shine On You Crazy Diamond, som blev brugt på Wish You Were Here-turnéen og andre godbidder, som klodens mange Floyd-fans nok skal labbe i sig.

Efterfølgende stiller trommeslager Nick Mason op til interview i studiets indspilningsrum, assisteret af producer og tekniker Andy Jackson, der sammen med James Guthrie har stået for den digitale remasterering. Mason er glad og veloplagt og ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der er kronjuvelen i den nye kollektion af sjældenheder.

– Det er et let spørgsmål; det er Stephane Grappellis (legendarisk jazz-violinist, red.) bidrag på Wish You Were Here. Det er helt overvældende. Det var fantastisk at finde det bånd, jeg husker det som en stor oplevelse i sin tid, men var overbevist om, at det var forsvundet for evigt.

Hvorfor kommer den helt store lancering nu og ikke for for eksempel fem år siden?

– Det var EMI, som kom med idéen, og vi bed på. Vi er ved at nå et sted i historien, hvor fysiske disks er ved at være fortid, så hvis vi skulle nå at lancere noget stort og ambitiøst i dette format, så skulle det være nu.

Projektet hedder Why Pink Floyd...? Sagt på en anden måde, har verden brug for Pink Floyd i dag?

– Du kan også stille spørgsmålet: har verden brug for musik? svarer Andy Jackson, og Mason supplerer:

– Jeg kan kun svare, at vi har oplevet, at interessen for bandet fortsat er stor, og så er det en mulighed for, at gamle fans kan få stillet deres nysgerrighed, og at nye lyttere kan blive introduceret til bandet.

Giganten

Nu er Pink Floyd ikke et band, der kræver den store introduktion. Vi har at gøre med en af de absolutte giganter i populærmusikkens historie, hvilket et samlet albumsalg på over 200 millioner eksemplarer vidner om, og specielt de tre kreative milepæle, som udkommer i specialudgaverne, har slået salgs- og hitlisterekorder på begge sider af Atlanten. Bandet, der så dagens lys i England tilbage i 1965, med det nu afdøde syrehoved Syd Barrett i front (der kun medvirkede på debuten The Piper At The Gates Of Dawn fra 1967 og opfølgeren A Saucerful Of Secrets fra 1968, red.), udviklede sig fra skæv, udflippet – til tider poppet – syrerock i slut-60'erne til nærmest at definere hi-fi- og stadionrockbegreberne i 70'erne.

Med deres velkomponerede, melankolske, drømmende, tilbagelænede og billedskabende lydunivers kulminerede karrieren i første omgang med blockbusteren Dark Side Of The Moon fra 1973. I 1979 afsluttede de med det top-ambitiøse konceptalbum The Wall, et bragende succesfuldt årti, som tåler sammenligning med Beatles i 60'erne og Michael Jackson i 80'erne.

Siden har der været længere mellem snapsene, og det gjorde det ikke lettere, at Roger Waters, der på det nærmeste skrev The Wall solo, og den anden hovedfigur i bandet, guitaristen David Gilmour, røg i udtalt konflikt og til sidst kun talte sammen via advokater. Waters forlod i 1983 bandet, hvis svanesang (indtil videre) er The Division Bell fra 1994, men siden er nogle af skårene blev klinket, og det var en stor og rørstrømsk begivenhed, da de fire bandmedlemmer blev forenet på scenen og spillede fire numre under Live 8-koncerten i London i 2005.

Og folk kan tilsyneladende ikke få nok af det gamle materiale. Om det så er Gilmour, der tager på solotur, eller om Waters opfører Dark Side Of The Moon, eller senest The Wall, er det for udsolgte stadions. Hvor der ikke er tvivl om, hvem der er de iltre kamphaner, har joviale Nick Mason spillet den mere forsonende rolle. Den muntre trommeslager, der har en stærk forkærlighed for racerbiler, og som den eneste har spillet samtlige Pink Floyd-koncerter siden 1965, vedgår indirekte at have spillet en diplomatisk rolle, men konstaterer lakonisk:

– Jeg er bange for, at der skal mere end stand-up comedy til at "lime" Roger og David sammen.

Day one

Mason er dog ikke tvivl. Skulle det utænkelige ske, at de gamle kamphaner finder fælles fodslag og vil på landevejen sammen, er han den, der er klar.

– De skal bare sige til, jeg har allerede pakket mine trommer og er klar til at tage af sted når som helst. Jeg tvivler dog på, at vi kommer på stor turné eller på festivaler, men måske et arrangement, der fokuserer på en sag som "fred i verden".

Det er ikke meget kontakt, Nick, David og Roger har haft sammen omkring Why Pink Floyd...? (tangentspiller Richard Wright døde i 2008). Det er mere foregået individuelt mellem teknikere og bandmedlemmer. Men trioen har mødtes både på scenen og privat.

­– Vi mødtes til en hyggelig middag, det var dejligt, men det sidste, vi gad at snakke om, var denne udgivelse.

Anledningen var, at Gilmour, som bebudet, ville optræde uannonceret ved en enkelt koncert på Waters' The Wall-verdensturné og synge Comfortably Numb og spille guitarsoloen til samme. Det viste sig at blive den anden koncert på Wembley, en begivenhed, der nu omtales som "day one" af den hårde fan-kerne. Mason kom ind på scenen til sidst, og det hele sluttede med, at trioen stod arm i arm, og Waters proklamerede til publikum: "Thank you for us". Stadig højenergiske Waters, der snart runder de 67, var sikkerheden selv, hvor Gilmour var mere betænkelig, fortæller Mason:

– David var ret nervøs for den optræden, han havde ikke spillet sangen længe, hvor Roger havde været på turné med projektet i månedsvis. David var nervøs for, om han kunne ramme tonerne, og måske også nervøs for, om Roger ville vælte den 13 meter høje "murkonstruktion", som han skulle stå oven på. Men det gik rigtig fint, og det var sjovt at være blandt publikum og se de to på scenen sammen, det er første gang, jeg har oplevet det. Det var i det hele taget en stor aften.

Om der kommer flere af slagsen med de tre, kan kun fremtiden vise, men nu er der altså rigeligt med gammelt, alternativt guf at sætte tænderne i for de mange med en umættelig appetit på den store Pink Floyd-buffet. 

Albumdiskografi:

The Piper At The Gates Of Dawn (1967)

A Saucerful Of Secrets (1968)

More (1969)

Ummagumma (delvis live, 1969)

Atom Heart Mother (1970)

Meddle (1971)

Obscured By Clouds (1972)

Dark Side Of The Moon (1973)

Wish You Were Here (1975)

Animals (1977)

The Wall (1979)

The Final Cut (1983)

A Momentary Lapse Of Reason (1987)

Delicate Sound Of Thunder (live, 1988)

The Division Bell (1994)

Pulse (live, 1995)