U2's Achtung Baby – lattergas og befriende støj

For præcis 20 år siden udførte U2 med albummet "Achtung Baby" et i rockmusikken sjældent vellykket forsøg på selvopgør ved at lægge distance til sit eget pletfri og sympatiske frelser-image og gå efter et helt nyt lydbillede.

Måske var det for at markere, at der skulle ske noget nyt, noget særligt, at Bono indledte den første sang, Zoo Station, på U2's opsigtsvækkende album Achtung Baby - som nu foreligger i forskellige 20-års-jubilæumsudgaver - med linjen: "I'm ready, I'm ready for laughing gas".

For mange ting kan man sige om U2's musik, og mange steder har den forsøgt at bevæge sig hen, men der har aldrig nogensinde været noget at grine af. Det var alvor, det her. Men selvom gruppen blev dannet i 1976 og dermed næsten ikke kunne undgå at blive påvirket af jævnaldrende britiske navne som The Clash, Sex Pistols og The Jam, var alvoren i U2's musik og holdning aldrig direkte identisk med punkgenerationens vrede og indignation. Bono fnyste aldrig. Han bønfaldt, tryglede.

Rundet af en slags gammelklog uskyldighed var kvartettens musik i de første år konsekvent båret af noget på én gang blåøjet, håbefuldt og højstemt, der nok lå i sangenes stemninger i almindelighed, men som i særdeleshed blev udtrykt af Bonos appellerende og stræbende sangforedrag. Svagheden var, at det hele tiden lød, som om U2 ville frelse verden med den næste sang. Styrken var, at det næsten virkede, som om det kunne lade sig gøre. Så meget gav kvartetten, og naturligvis især Bono, af sig selv.

Så længe det varede, i hvert fald. For på nippet til, at denne kombination af ungdommelig gejst og frelserattitude udviklede sig til en tom gestus, valgte gruppen med albummet The Joshua Tree fra 1987 heldigvis at udfordre sig selv ved at grave sig nogle spadestik ned i irsk og amerikansk musiktradition. Det løsnede op, det frigav nye, livgivende energier i U2's musik. Men den stærkeste, underligt selvmodsigende begrænsning undslap gruppen alligevel ikke. Bono, guitaristen The Edge, trommeslageren Larry Mullen og bassisten Adam Clayton evnede tilsyneladende ikke at vriste sig selv og deres musik fri af det skinnende pletfri og sympatiske image. Eller af den fundamentale humorforladthed.

I Bowies fodspor

Achtung Baby var måske det sidste desperate forsøg. Lattergas og svimmelhed. Nye omgivelser og inspirationskilder. Opbrud og tumult. Det var kun indlysende, at U2 var draget til det delte, men snarligt genforenede Berlin for at indspille albummet – i de navnkundige Hansa Studios, hvor rockmanipulatoren David Bowie 14 år tidligere havde gennemrystet og nyrenset sin egen karriere og sluppet elektronik og europæisk spleen ind i musikken. Plus Brian Eno. Samme medspiller og -producer, som U2 – side om side med Daniel Lanois og til dels Steve Lillywhite – benytter på Achtung Baby.

I sig selv burde netop kombinationen af tre så forskelligartede studiekapaciteter som Eno, Lanois og Lillywhite – postmodernisten, sansepoeten og rockhåndværkeren – være garant for en slags stilforvirring, der kunne vendes til noget uventet og konstruktivt. Og helt sikkert er det da også, at Achtung Baby præsenterer et U2, som henter helt nye lydlag og klangvirkninger frem i musikken. Også det mest centrale sted. Som vokalist har Bono aldrig været nervøs for at ligge faretruende tæt på det grådkvalte og bristefærdige, men allerede på sangen Zoo Station manipuleres der velgørende med denne entydighed. Bonos stemme lyder forvredet og tildækket og har en metallisk beskaffenhed, der fuldender indtrykket af, at noget smukt er blevet besudlet, skamferet.

Det er en del af tilgangen og selvopgøret bag Achtung Baby. At skubbe U2's ellers altid så velproportionerede og vellydende udtryk ud af balance. Derfor fremstår de 12 bidrag på albummet lige så meget som sammensatte stemninger som iørefaldende sange. Tekstur og struktur står i forgrunden, melodier og refræner skubbes bagud. I de bedste passager – måske især sangene The Fly og Mysterious Ways – omringes lytteren af en slags montager af flerdimensionel lyd, hvis centrum og udgangspunkt er umuligt at lokalisere.

Udslagsgivende guitarspil

Det mest faste holdepunkt er stadig Bonos vokal, der på trods af bearbejdningerne slynger sig som en livline gennem musikken. Men til den anden side er The Edges guitarspil udslagsgivende for fornemmelsen af uro, ubalance, desorientering. I traditionel forstand er der aldrig bund eller skarpe rytmiske kanter i hans spil. Sådan har det muligvis altid været, men på Achtung Baby er det, som om de sidste rene linjer bryder sammen. Der er udelukkende en slags splintret, grim-smuk støj tilbage, efterklange af efterklange, der forskyder sig ud og ind i mellem hinanden, stiger og falder, pulveriseres til glitrende skyer af lyd på lyd på lyd i et uendeligt rum.

Men på trods af, at U2 altså langt de fleste steder bevidst stritter imod og søger det blakkede og disharmoniske, virker det paradoksalt nok, som om kun en hårfin streg adskiller udtrykket fra det lækre, udsøgte og sømløse. Som om disse sange så let som ingenting kunne forvandles til gængs og lidt ansigtsløs stadionrock. Og på denne måde kan det måske konkluderes, at Lanois og Lillywhite i længden har overtrumfet Eno, og at førstnævnte også har formået at liste en stor del af sin næsten varemærkede lyd af blød og sensuel mystik ind i tumulten.

Alligevel er der heller ingen tvivl om, at missionen med Achtung Baby langt hen ad vejen lykkedes for U2. I 1991 forandrede verden uden for pladestudierne sig markant, og efter den ungdommelige følsomhed på de første albums og den amerikanske odyssé på de to næste, tog kvartetten nu et livgivende skridt ud i en usikker fremtid ved at sætte sig selv og sit image under debat. Når alt kommer til alt, var der aldrig så megen lattergas, at lytteren overgav sig af grin. Men støjen gjorde godt og fik U2 til at fremstå mere realitetsbetonet end nogensinde.   

Læs også GAFFAs anmeldelse fra GAFFA december 1991 i GAFFAs arkivsektion.