Cat Power: Jeg er en fucking freak

Den amerikanske sangerinde er tilsyneladende i stand til at tale med de døde

Hun sidder alene på scenen foran et stort sort flygel og laver lydprøve til aftnens koncert i Lille Vega i København. Hendes hudløse og hæse stemme får mine knogler til at skælve.
- Jeg er simpelthen så nervøs, smiler Chan Marshall, bedre kendt som Cat Power, forsigtigt, da hun får øje på mig.
- Jeg bliver altid så fandens nervøs før en koncert.

Hun rejser sig og hopper ned fra scenen.
- Det må være nok lydprøve for i dag, nu trænger jeg til en øl.
Vi bevæger os ned i backstagelokalet. Hun finder en øl i køleskabet og tænder en cigaret.

- Jeg får nok også brug for noget whisky. Jeg er simpelthen så nervøs, gentager hun og sætter sig i sofaen i hjørnet af lokalet.
Siden debutalbummet ”Dear Sir” fra 1995 har Chan Marshall udgivet fem roste albums, senest ”You Are Free” fra 2003, og nu arbejder hun på det syvende Cat Power-album.

- Men jeg har virkelig svært ved at beslutte mig for, hvad det skal være for en plade. Nogle af de sange, jeg har skrevet indtil videre, er meget rock-agtige, mens andre er mere stille og countryinspirerede. Nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad det er for en plade, jeg vil lave, før jeg kan arbejde videre. Men planen er, at jeg skal begynde at indspille i slutningen af maj efter opvarm-ningsturnéen for Nick Cave And The Bad Seeds, og at pladen skal udkomme i september, siger hun og tager endnu en tår af sin øl.

Cat Powers porøse sange balancerer mellem melankoliens mørke og længselsfuldhedens naive forhåbningsfuldhed.
- Jeg tror, at det melankolske bunder i en følelse af at være ladt alene. Ensomheden har altid forfulgt mig, og indimellem føles den så nærværende, at det gør ondt. Jeg tror, at de fleste mennesker føler sig en-somme en gang imellem, også selvom de er omgivet af venner og familie. Men melankolien udspringer også af en form for længselsfuldhed.

Hvad længes du efter?
- Efter at finde fred i sjælen … at finde mig selv. Det er svært at forklare … men indimellem har jeg svært ved at forstå de følelser, der dukker op inden i mig. Jeg kan pludselig blive enormt vred og give mig til at råbe og skrige og kaste ting ind i væggen. Andre dage er jeg fuldstændig overstatisk. Måske lærer jeg aldrig mig selv at kende til bunds, jeg vil bare så ger-ne finde en form for fred…

Dæmonernes nat
Er det rigtigt, at albummet ”Moon Pix” blev skrevet på en enkelt nat?
- Ja … jeg boede i et lille hus langt ude på landet i South Carolina på det tidspunkt. En nat sad jeg i stuen, fordi jeg ikke kunne sove. En af mine nære venner døde den nat, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg kunne bare fornemme, at jeg var omgivet af en eller anden underlig energi. Pludselig hører jeg en stemme kalde mit navn. Stemmen forvandler sig efterhånden til en form for virkelig smuk og forførende musik, der opfordrer mig til at løbe ud på marken. ”Kom ud og mød mig, så skal jeg sørge for, at hele din fortid vil blive glemt for evigt…”, lokker stemmen. Jeg havde lyst til at gøre, som stemmen sagde, men samtidig skræmte den mig, så jeg råbte ”NEJ”, og med et blev stemmen vred.

- Derefter fornemmede jeg, at millioner af rasende sjæle samlede sig omkring huset. Skrigende kastede de sig mod vinduerne. Jeg blev virkelig bange. Pludselig kom min ven, ham der var død samme nat, og sagde til mig, at jeg skulle sætte mig ned og spille på min guitar. Det var det eneste, der kunne holde dæmonerne væk. Jeg spillede hele natten, indtil solen stod op, og dæmonerne forsvandt. Og det er de sange, der er blevet til ”Moon Pix”, fortæller hun.

- Nu tror jeg, at den stemme, jeg hørte den nat, i virkeligheden kom fra mig selv … Jeg er en fucking freak! Men jeg tror, det er muligt at tale med de døde, smiler hun.

- Af en eller anden grund er der mange af mine venner, der er døde, og jeg har oplevet flere gange, at de efter et par måneder vender tilbage og opsøger mig i mine drømme for at sige ordentligt farvel. Jeg bliver altid virkelig glad for at se dem. Når jeg dør en dag, vil jeg også vende tilbage og sige ordentligt farvel til mine venner.

Tusmørket sænker sig langsomt uden for vinduet, og det er efterhånden ved at være tid til aftenens koncert.
- Jeg er simpelthen så nervøs, siger hun endnu engang og bider eftertænksomt en negl af.

Cat Powers hjemmeside

Se vor anmelders dom over koncerten