Fru Kates fornemmelse for sne – del 1 af 2

Fru Kates fornemmelse for sne – del 1 af 2

"Hej, det er Karen fra EMI. Vil du lave et telefoninterview med Kate Bush i morgen?"

Jo tak, meget gerne. GAFFA har forsøgt at få et interview med Kate Bush, hver gang hun har været pladeaktuel – hvilket hun kun er med adskillige års mellemrum – men altid fået nej tak. Kate Bush holder en lav profil i offentligheden og giver kun ganske få interviews, og når det en sjælden gang sker, kommer de hjemlige engelske medier først i køen. Hun har så vidt vides ikke talt med dansk presse overhovedet siden 90'erne, ikke før dette interview, som altså "kun" er et telefoninterview – ikke et personligt møde med et af de største ikoner på den britiske musikscene de sidste 35 år. Kvinden bag udødelige klassikere som Wuthering Heights og Running Up That Hill og en inspirationskilde for et hav af kunstnere, fra Tori Amos til Rufus Wainwright. Men et telefoninterview er bedre end ingenting.

Anledningen er Kate Bushs nye, tiende studiealbum, 50 Words For Snow, hendes første med nye sange siden 2005's Aerial. Et album, der dengang kom efter 12 års pause. På det seneste har Kate Bush dog været ganske produktiv. I maj udgav hun således albummet Director's Cut med genindspilninger af sange fra de to album The Sensual World (1989) og The Red Shoes (1993) – to album, hvis oprindelige, digitale lyd hun ikke var helt tilfreds med.

Denne gang gælder det dog helt nye numre. Beskedne syv af slagsen, men de varer til gengæld mellem syv og 14 minutter og har alle sammen, som albumtitlen antyder, sne som en overordnet ramme. For eksempel titelnummeret, hvor ordet "sne" siges på 50 forskellige måder, Elton John-duetten Snowed In At Wheeler St., hvor et tidligere kærestepar sner inde sammen, eller Wild Man, en sang om Den Afskyelige Snemand.

 

Sne er atmosfærisk

Tiden er inde for interviewet. Aftalen er, at Kate Bush ringer op. Torsdag den 3. november klokken 16.45. Imidlertid er telefonen helt død, og en vis nervøsitet breder sig hos intervieweren. Er der noget galt? Nå, hun får lige et kvarter at løbe på...

Så, præcis klokken 17 ringer telefonen, naturligvis fra et hemmeligt nummer. I røret lyder Kate Bushs stemme, der er næsten lige så karakteristisk velartikuleret, melodisk og sødmefuld, som når hun synger:

­– Hej Ole, det er Kate Bush. Du må altså meget undskylde, at jeg har ladet dig vente. Jeg fik skrevet dit nummer forkert ned, jeg fik fat i en faxmaskine...

Det gør ikke noget, vi er vant til at vente i årevis på dine plader.

– Okay, haha.

Hvor ringer du fra? Derhjemme?

– Ja, jeg er hjemme. (Kate Bush bor i landsbyen Sulhamstead 75 kilometer vest for London, red.).

Hvordan er vejret, hvor du er?

– Det er ret .. vinterligt, gråt og koldt.

Sner det?

– Nej, ikke endnu.

Dit nye album har sne som et gennemgående tema. Hvorfor det?

– Det kom egentlig helt af sig selv. Jeg har i et stykke tid gerne villet skabe et album med vinter som tema. Da jeg fik idéen om at skrive med sne som en ramme, kom sangene meget let. Der var så meget at skrive om. Jeg synes, sne er meget atmosfærisk. Men det er ikke nogen juleplade.

Har den meget snak om klimaforandringer været en inspiration?

– Egentlig ikke, men vi har haft nogle hårde vintre i England de sidste par år, og de har inspireret mig, så indirekte kan man sige, at det har været en faktor.

Kan du fortælle lidt om titelnummeret? Du har fået Stephen Fry (engelsk skuespiller med mere, red.) til at fremsige ordet sne på 50 forskellige måder, både gennem en række metaforer og ved at sige ordet på mange forskellige sprog.

– Det er faktisk nogle hjemmelavede ord, men det er et forsøg at skabe en venskabelig parodi på nogle eksisterende sprog. Man siger jo, at eskimoerne har usædvanlig mange ord for sne (i øvrigt noget af en myte ifølge sprogforskere, red.), og den idé var jeg fascineret af, det, at man kunne have rigtig mange ord for én ting. Og så kunne jeg godt tænke mig at skabe mine 50 ord for sne.

Hvorfor har du valgt Stephen Fry til at fremføre ordene?

– Jeg var på jagt efter en person en smuk stemme og en vis autoritet, og i vores land er han en meget populær mand, og han er meget intelligent. Jeg tænkte, at hvis han fremsagde ordene, ville folk synes, at det var vigtige ord. Han er også en fremragende skuespiller, så han er perfekt til rollen.

Har du læst Peter Høegs roman Frøken Smillas Fornemmelse For Sne? Eller måske set filmen? Dér spiller sne også en stor rolle, og der er en masse referencer til Grønland.

– Nej, det har jeg ikke.

Den kan anbefales, især bogen.

– Okay, tak.

En af de andre gæster på dit nye album er Elton John, som du synger duet med på Snowed In At Wheeler St. Hvorfor valgte du lige ham?

– Han er en af mine helte. Han var en enorm inspiration for mig, da jeg begyndte at skrive sange. Jeg elsker hans musik, også fordi han er så god en pianist. Da jeg skrev sangen, tænkte jeg på ham som duetpartner, og jeg blev så glad, da han sagde ja tak. Han synger fantastisk på sangen, ikke?

Ja, bestemt.

– Ja, han har sådan en rig stemme, jeg elsker, at han synger i det toneleje.

 

Lange sange

Sangene på dit nye album varer mellem syv og 14 minutter. Hvorfor så lange numre?

– Jeg kan godt lide tanken om at tillade en længere sangstruktur, det at fortælle en historie over længere tid over forskellige stadier i sangene. Jeg vil gerne lade historien folde sig ud undervejs, skabe en længere rejse.

Numrene er også overvejende langsomme og afdæmpede. Hvorfor er de blevet sådan?

– Det ved jeg ikke, det var bare sådan, de kom ud (griner).

Det virker, som om du med dette album er ved helt at forlade popmusikken til fordel for et mere eksperimenterende univers.

– Det ved jeg ikke. Dette album er blevet sådan her helt naturligt, og alle mine plader har været helt anderledes end forgængeren, og det er vigtigt for mig. Jeg har nydt at lave denne her plade, det har været en sjov plade at lave. Og ja, jeg kan godt lide at udforske de længere sanglængder.

Bortset fra singleforløberen Wild Man synes der ikke at være nogen oplagte singler på albummet?

– Nej, jeg er enig, det er absolut ikke et album, som passer godt til singleformatet. Og med Wild Man var vi endda nødt til at lave et radioedit (på fire minutter i stedet for originalens syv, red.). Det er aldrig noget, jeg er begejstret for, fordi disse sange er skabt til at folde sig ud over tid. Men på den anden side: Hvis jeg kan få lov at udgive en single, vil jeg gerne, for pointen med en single er, at hvis folk kan lide den, spiller de den i radioen, og så kan det være, at det giver nogen lyst til at høre hele albummet, og det er jo det, jeg ønsker.

Der synes at være rigtig mange i dag, ikke mindst unge, der lytter til playlister med skiftende kunstnere frem for at høre et album igennem, fra første til sidste sang. Hvad synes du om den udvikling?

– Jeg forstår, at kulturen har skiftet nu, og det er jeg virkelig ked af. Albummet er jo en kunstform. Der skal være plads til begge dele. Der er stor forskel på at lytte til et enkelt nummer og et helt album. Jeg elskede at købe plader, da jeg var ung, jeg elskede at dykke ned i en kunstners verden, 40 minutters musik, eller hvor meget det nu var. Jeg elsker albummet som en kunstform.

Hvordan hører du egentlig selv musik? Er du til vinyl, cd'er, streaming eller hvad?

– Jeg har faktisk ikke hørt ret meget musik de sidste to år ud over min egen. Jeg har arbejdet virkelig intenst med dette album og med Director's Cut, så jeg har ikke haft tid til meget. Men jeg foretrækker det fysiske objekt. Som regel køber jeg cd'er. Jeg downloader en smule på iTunes, og jeg elsker også at lytte til vinylplader; det er jo en helt anden lydkvalitet. Men så er det mest ældre plader fra min samling, jeg hører.

 

Læs anden del af interviewet her.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA