GAFFA kårer årets album – udland

GAFFA kårer årets album – udland

Vanen tro har GAFFAs albumanmeldere her ved årets slutning kåret årets bedste udenlandske og danske albums ved hver at stemme på 10 udenlandske album og 5 danske album, alle i prioriteret rækkefølge. Stemmerne er så blevet talt op, og det har resulteret i nedenstående liste, hvor debutanten James Blake topper den internationale liste. Læs også skribenternes danske top 10-liste her.

Mellem jul og nytår kan du læse de enkelte anmelderes stemmer på GAFFA.dk

 

1. James Blake: James Blake

(Universal Music / Atlas Records)

James Blake har, efter en række vellykkede ep'er med (post)dubsteppen som afsæt, nu begået sit selvbetitlede debutalbum, som sætter den unge englænders soulede stemme i centrum og tynder ud i produktionerne. Blake udviser en forbilledlig evne til at lade de helt rigtige elementer stå tilbage som akkompagnement til vokalerne, som ofte vrider sig ind og ud imellem hinanden, somme tider stærkt bearbejdede, andre gange skrøbeligt rent. Singlehittet Limit To Your Love og den brilliante The Wilhelm Scream står stærkt som helstøbte sange, men også mere abstrakt opbyggede numre som eksempelvis I Never Learned To Share, som repetitivt messer sig frem mod et enormt tilfredsstillende synth-crescendo, tegner et billede af en kunstner, som har forladt genretrofastheden til fordel for et smukt og særdeles personligt udtryk, hvor elektroniske fragmenter af dubsteppende tilsnit fint underbygger Blakes vokaler, som sågar når at runde gospel på afslutteren Measurements. Det her er fremragende.

 

2. Elbow: Build A Rocket Boys!

(Universal Music / Fiction Records)

Ser man det i et større perspektiv kunne titlen på Manchester-bandets femte udspil nemt hentyde til, at bandet først opnåede større succes med forgængeren The Seldom Seen Kid, der vandt den eftertragtede Mercury Music Prize for bedste album foran favoritter som Radiohead og Adele. Elbow leverer i femte hug dét mesterværk, de altid har haft i sig, og det er uden at give afkald på deres særegne blanding af art-og progrock.

 

3. PJ Harvey - Let England Shake
(Universal Music / Island Records)

Titlen mere end antyder det. Polly Jean har taget brillerne med udsynet på. England og resten af verden får en tur i blenderen hos den krasse sanger og sangskriver. På sit ottende soloalbum er PJ Harvey i det krigeriske hjørne. Musikalsk og tekstmæssigt. Klaveret er smidt på lossepladen, og Let England Shake er både underdrejet og underspillet rockmusik, der hele tiden opsøger det uforudsigelige.

 

4. Bon Iver - Bon Iver
(Playground Music / 4AD)

Ikke overraskende har manden i denne anden ombæring kreeret et mere nuanceret værk, og produktionen er helt forventeligt blevet både flottere og mere mangefacetteret. Vernons uvurderligt pragtfulde stemme er med sit høje og lyse format atter et usandsynligt skønt og hjerteskærende aktiv, og manden demonstrerer snildt sit enorme talent på numre, der næsten er på højde med de fineste lækkerier fra debuten.

 

5. Kurt Vile – Smoke Ring For My Halo

(Playground Musiv / Matador Records)

Smoke Ring For My Halo har kunstneren med base i Philadelphia fået de store melodier til at flyde og skabt et betagende værk. Det er stadig kunstnere som Dylan, Springsteen og ikke mindst en drømmende udgave af Deerhunter, der springer frem på nethinden, når Kurt Vile ubesværet og frit lader sine sange træde i karakter.

 

6. Björk: Biophilia

(Universal Music / One Little Indian)

Modsat forgængeren Volta fra 2007 tager Björk en dyb indånding og går helt ned i tempo. Biophilia insisterer på at søge det enkle og næsten monotone udtryk i sin bevidste brug af gentagelsen i de små klange og skarpe beats. Biophilia er endnu en musikalsk kraftpræstation fra en af den moderne musiks mest skævt sammensatte personligheder.

 

7. Oneohtrix Point Never: Replica

(Cooperative / Software)

Der er et konstant clash mellem det skønne og fredfyldte og det forvredne og skurrende. Remember, eksempelvis, åbner med kor-synthpads af den slags, der har været helt forbudt i mere end to årtier, men ved hjælp af fine vokalsamplemanipulationer skabes en spøgelsesagtig, interessant stemning, mens titelnummeret lyder som Ryuichi Sakamoto på angsttrip.


8. Lykke Li: Wounded Rhymes

(EMI Music / LL Recordings)

Der er en smuk styrke over Lykke Lis sårede og sortsynede sirenesang, som for eksempel når hun synger, at Sadness Is A Blessing. Hun tager tristessen på sig som et adelsmærke og formidler den smukt.Fascinerende og følelsesmæssigt medrivende er sangene på Wounded Rhymes, som åbner for spændende, nye perspektiver i Lykke Lis karriere.

 

9. Fleet Foxes: Helplessness Blues

(Cosmos Music / Bella Union)

Nummeret The Shrine/An Argument, er mere art-rock end folk. "So now I'm older" konstaterer sangskriver Robin Pecknold på Montezuma, og det med rette. Fleet Foxes har overvundet den svære toers forbandelse og er kommet helskindet og mere vise ud på den anden side, uden at give slip på sig selv eller forbillederne.

 

10. Yuck: Yuck

(Cosmos Music / Fat Possum Records)

Savner du lyden af halvfemserne? Og har ikke fået nok i gendannede Dinosaur Jr. eller Pavement? Så grav dig ikke bare flygtigt, men effektivt ned i denne debut fra Yuck, der uimponeret går til stålet som på den upbeat guitarvrængende Operation, men også charmerer sig lavmælt vej med Elliott Smith- og Wilco-klingende nøgne passager.

 

11. Feist: Metals

(Universal Music / Polydor Records)

Feists vokal er et ganske særligt instrument. På én gang sexet og skrøbelig, varm og kold, stærk og smidig. Den tidligere Broken Social Scene-sangerindes stemme kunne snildt bære Metals alene, men det gør den ikke. Langtfra. Samtlige 12 indspilninger bærer præg af en næsten pertentlig sans for de små detaljer, der gør hele forskellen.

 

12. Drake – Take Care

(Universal Music / Young Money)

Svøbt i lækre beats og produktioner fra folk som 40, T-Minus, Jamie xx og Drake selv lader han sin forbilledlige fornemmelse for rytmik og rim udspille sig i et detaljerigt univers, der selvfølgelig også byder på mandens melodiske r&b-flirtende skønsang. Take Care, der bedst kan beskrives som luksushiphop fra en markant stemme med verden for sine fodder.

 

13. Jay-Z & Kanye West: Watch the Throne

(Universal Music)

Som på sidste års formidable My Dark Beautiful Twisted Fantasy er der klippet, klistret, samplet og beatsnedkereret på topkreativ og utraditionel vis, så det er en ren fryd at gå på opdagelse i det lydunivers, der åbenbarer sig på albummet. De to klæder ikke overraskende hinanden godt, og der er ikke et eneste tidspunkt, hvor man keder sig.


14. The Antlers: Burst Apart

(Cooperative / Transgressive)

French Exit lyder som et svensk indiepop og Parentheses en fuldblodig Portishead-arving. Pladens b-side består mestendels af slumrende, indadvendt postrock-shoegaze, men der er både varme og fantastisk selvproduceret feel. I sidste ende er det dog Silbermanns alsidige vokal, der gør dette til et noget nær mesterligt album inden for genren.

 

15. Radiohead: The King Of Limbs

(Playground Music / XL Recordings / Eget selskab)

Bandets kærlighed til legesygen i elektroniske subgenrer gør sig igen gældende, for med et virvar af inciterende og pulserende loops handler albummet mere om at skabe trippede stemninger og indre billeder end vers-omkvæd-vers-vanetænkning. Et betagende og til tider bjergtagende værk, der ikke lader sig hurtigt bundfælde og derfor bør få lang levetid i højttalerne.

 

16. Atlas Sound – Parallax

(Playground Music / 4AD)

Det slet og ret vrimler med prægtige og øjeblikkeligt indtagende numre og passager på Bradford Cox' tredje udspil under Atlas Sound-aliaset – et udspil, der trumfer begge de foregående ellers absolut hæderlige bedrifter. Deerhunter-frontmanden har således begået et særdeles smukt og sammenhængende, rørende og velklingende værk.


17. Jonathan Johansson – Klagomuren

(A:larm Music)

Klagomuren, der byder på skønne kølige melankolske stykker af den svenske pophimmel. Med stærk melodisk tæft og forbilledlig sans for detaljen formår Johansson at svæve sfærisk og stikke dybt. Jonathan Johansson har med Klagomuren formået at køre sig selv i stilling som en af Sveriges mest talentfulde og spændende kunstnere lige nu.

 

18. Tyler, the Creator - Goblin
(Playground Music / XL Recordings)

Tylers stemme og flow emmer af rå coolness, og manden er ikke bleg for at gå fra det skarpsindige over det morsomme til det direkte uhyrlige og ondskabsfulde. Beats'ene gør i al deres velproducerede og minimalistiske karakter ret meget væsen af sig, og de enkelte numre skifter ofte problemløst karakter undervejs. På tekstsiden er der rigeligt at fordøje og gå på opdagelse i.

 

19. Charles Bradley - No Time for Dreaming

(VME / Daptone Records)

Bradley både ligner og lyder som den helt ægte vare. Han besidder en rå, stærk og smuk soul-vokal, som i den grad minder om mægtige James Brown. Lyt f.eks. til skæringen The World (Is Going Up In Flames). Fra første strofe og hver rynke på den allerede 63-årige debutants ansigt oser det af autenticitet og et liv fuld af smerte, oplevelser og erfaring.

 

 

20. The Strokes: Angles

(Sony Music / RCA Records)

På kvintettens fjerde udspil, og første i fem drøje år, lyder The Strokes for første gang som et band, der ser højt og flot på forventningerne til dem og i stedet har kastet sig hovedkulds ud i deres kærlighed for guilty pleasures, uanset hvor 80'er-poppet det end måtte være. Det er der kommet et sprudlende, let og kækt album ud af.

 

21. The Weeknd: House of Balloons

(Import / XO)

The Weeknd har lavet en R&B-plade til Pitchfork-publikummet, hvor Beach House-samples, ungdommelig spleen og en undergrundsauteur som afsender trykker på alle de rigtige knapper. Hvis House of Balloon var resultatet af en målgruppeanalyse, ville den være genial. Det er den ikke, men det er den så alligevel.

 

22. Tom Waits – Bad As Me

(Cosmos Music / Anti Records)

Det snubler af sted over stok og sten fra den ildevarslende blues Raised Right Men, over tilrøgede, skæve ballader som Talking At The Same Time, Face To The Highway og Back In The Crowd – hvor vi får en næsten følsomme vokalpræstationer – og den rundtossede rockabilly-ting Get Lost, og fremdeles.

 

23. tUnE-yArDs: Who Kill

(Playground Music / 4AD)

Udtrykket er blevet en smule mere strømlinet på amerikanske Tune-Yards' andet album, men heldigvis er legesygen, kompromisløsheden og hittepåsomheden i vid udstrækning bevaret. I det hele taget er Merrill Garbus' pudsige stemme, der skiftevis aer og snerrer og hele tiden genopfinder sig selv, et enormt aktiv og et væsentligt omdrejningspunkt på et album, der syder og sprutter af kreativt overskud.

 

24. Iron And Wine – Kiss Each Other Clean

(Playground Music / 4AD)

Fra den afsindigt flotte åbner, Walking Far From Home, bekender pladen kvalitativ kulør, og bevæger sig på forbilledlig vis fra det tilbagelænede og behagelige over det mere luskede i Monkeys Uptown til det anderledes groovy og syrede i Big Burned Hand, hvor "the lion and the lamb kept fucking in the back row."

 


25. Kate Bush: Director's Cut

(EMI Music / Fish People)

Der er tale om delvise genindspilninger, for de fleste sanges vedkommende med helt nye leadvokaler og trommer. Og Kate Bushs stemme har bestemt ikke mistet noget af magien. Faktisk har alderen kun tilføjet hendes stemme og teknik flere facetter. Pragteksemplaret er stadig den ubegribeligt smukke This Woman's Work, der i en nyindspilning ikke er blevet mindre hjerteskærende.

 

26. Girls - Father, Son, Holy Ghost

(Import / Turnstile)

Lyden er en kende pænere og mere velpoleret end hos både forgængeren og Broken Dreams Club ep'en, og det har en tendens til at slibe lidt af kanterne af duoens vellydende materiale. Ikke desto mindre kan man roligt gå om bord i Father, Son, Holy Ghost, for materialet holder vand, og skuffelserne er ganske små.

 

27. Eddie Vedder – Ukulele Songs

(Universal Music / Menkey Wrench Records)

Størstedelen af albummets sange præsenteres i yderst sparsomme arrangementer, hvor det oftest kun er ukulelen og Vedders karismatiske stemme, der bærer det enkelte nummer. Man kunne forledes til at tro, at et helt album centreret omkring ukulelen ville blive en kende ensformigt, men i stedet er det intensitet og nærvær, der melder sig på banen snarere end monotoni.

 

28. R.E.M. – Collapse Into Now

(Warner Music)

Håbet er aldrig forsvundet, men hvem havde regnet med, at R.E.M. kunne levere et rent opvisningsshow af alt det, de gjorde bedst her hele 30 år efter debutsinglen? Tre år efter virker bandet ikke bare genfødte, de har nu også lavet deres mest vitale og varierede album i 15 år, simpelthen ved at tage eminent livtag med deres eget ophav over pladens 12 sange.


29. Dirty Beaches – Badlands

(Import / Zoo Music)

På bare 27 minutter, heraf lange brændende instrumentale passager med dansende repetative guitarer og ensidige krautrockede trommer, bliver dette parallelunivers som en anden underverden udfoldet som et virkelighedslignende mareridt. Rejsen slutter i åben fortolkning med pladespillerens knitren og apokalyptiske kirkeklokker på tomhedens Hotel.

 

30. Josh T. Pearson: Last of the Country Gentlemen

(Playground Music / Mute Records)

Den tidligere Lift To Experience-frontmands solodebut er hudløst ærlig. De nedbarberede country-rock-sange vokser ud af Pearson som skægpragten på hans hage: Vildt og viltert. Flertallet er omkring 10 minutter lange, og instrumenteringen begrænser sig typisk til en guitar, Warren Ellis' sublime violin og Pearsons egen, indtrængende vokal.

 

Læs også skribenternes danske top 10-liste her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA