Tim Christensen – Behovet for at skrue op

Der er skruet godt op for guitaren på Tim Christensens nye album. Den følsomme rock-knægt fortæller om at låne fra Pantera, om kollegaerne fra 90’erne og om at spille Søren Banjomus på ukulele midt om sommeren.

Tim Christensen november 2011

Der er koldt på Amager, hvor GAFFA har sat Tim Christensen i stævne for først at tage en hyggelig snak foran en varm kamin med kaffe, brunkager og varme tæpper og så derefter bruge små fire timer på at kaste mel i hovedet på den stakkels mand til ære for vores læsere. Resultatet heraf kan ses på coveret af nærværende magasin.

For at dæmpe rygetrangen sidder der en nydelig sort dampcigaret i mundvigen på Tim Christensen, som fortæller om at arbejde med et fast band:

– Det er jo stadig en Tim-plade ligesom de andre, og tanken er, at den stadig skal stå under "Christensen" i reolen, men mit liveband har været med fra starten denne gang, og det har de ikke været på denne her meget koncentrerede måde før, så derfor skulle de selvfølgelig krediteres for det. Og så opstod idéen med, at de skulle have deres egen navn, ligesom Tom Petty har sine Heartbreakers, Neil (Young, red.) har sit Crazy Horse, Costello har Attractions og så videre. Og så også for at signalere, at det er lidt mere band-agtigt end de der lidt mere småfølsomme singer-songwriter-ting, jeg har haft gang i på den sidste plade.

Hvad skal man lægge i "band-agtigt"?

– Det er mere rocket, og der er flere steder, hvor den får en ordentlig spand kul. Og så er den mere udadvendt, end den forrige plade. Det sker automatisk, når man arbejder med et band i stedet for at sidde derhjemme i sofaen med den akustiske.

Hvorfor har du skruet op for rocken netop nu?

– Trangen til at ryste posen og prøve nogle andre ting af har meldt sig. På Honeyburst opstod der en måde at gøre tingene på, som vi prøvede at gentage på Superior, der blev endnu mere afdæmpet og one-man-band-agtig, så nu måtte der gerne ske noget andet. Da vi så tog på tour med Superior-pladen, stod det ret hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville bruge bandet til at lave det næste album med, fordi viben i bandet var så god.

Tim Christensen og smørrebrødene

Hvorfor har I valgt bandnavnet The Damn Crystals?

– Et bandnavn er fandeme en svær ting. Især når man er fem fuldvoksne mænd, der har hver sine holdninger og associationer til forskellige ting. Det kan være meget svært at mødes – især om en ting som et bandnavn. Det har været rigtig, rigtig mange bud på bordet…

Det lyder spændende. Vil du røbe nogle?

– Hehe, ja det vil jeg da godt. Det har virkelig været nogle åndssvage nogle undervejs. På et tidspunkt havde vi "Smorgesbord", som er det amerikanske navn for smørrebrød, oppe at vende. Vi har også overvejet "The Straw Dogs", der er taget fra filmen af samme navn med Dustin Hoffman, og et andet Dustin Hoffman-link var "The Graduates" taget fra den engelske titel til Fagre Voksne Verden. Det var en af mine egne favoritter, men den blev nedstemt. Men i "The Damn Crystals" symboliserer krystallerne jo noget smukt, noget perfekt og noget ideelt, men der er stadig en streg i regningen et eller andet sted, i og med at de er "Damn". Det kan jeg godt lide.

Er behovet for at rocke ud affødt af Dizzy-afstikkeren sidste år?

– Nej, det tror jeg ikke. Sådan fornemmer jeg det i hvert fald ikke selv. Det har ligget der siden den sidste plade, og det er fedt at gøre det. Jeg tror, det var kommet selvom, vi ikke havde lavet reunion-tingen sidste år. For mig har det mere været et behov for at skrue op og for at arbejde sammen med folk i stedet for at køre mit solo-trip, end det har været et behov for at spille hård rock. Det synes jeg heller ikke, pladen er.

Multi-sange

Tim og drengenes album åbner med nummeret The Damn Crystals, der er næsten 11 minutter langt. Et noget modigt træk, mener GAFFA. Hvorfor vælger man det?

– Jeg har kæmpe optur over at gøre det, for jeg synes sgu, det er lidt frækt. Planen var egentlig, at det skulle have været næstsidste nummer på pladen, men så syntes jeg pludselig, det kunne være vildt sjovt at lade pladen starte med det. Nummeret er jo også nærmest en form for medley af stykker, som jeg har været rigtig glad for, men som ikke rigtig har passet ind andre steder.

Sådan lidt Abbey Road-agtigt?

– Lige præcis, og der er jo flere eksempler på den slags mulit-sange. Nu nævner du selv Abbey Road-pladen, men der er jo også Happiness Is A Warm Gun, Band On The Run, A Day In The Life, Bohemian Rhapsody og Paranoid Android. Uden sammenligning i øvrigt, haha!

Der er en guitar-melodi på nummeret, der bringer associationer til Let's Spend The Night Together af Rolling Stones. Er det tilsigtet?

– Gud ja, det er da rigtigt. Det kan jeg da godt høre, nu du siger det, men det er ikke noget, jeg har tænkt over. Der er til gengæld et kærligt nik til mig selv som 18-årig senere på pladen i nummeret Happy Everafter, der har et c-stykke, som bevidst er gjort ekstremt Dizzysk, fordi jeg nød sidste år så meget.

Overraskelser, Dizzy og Pantera-lån

Den vågne lytter vil genkende titlen på nummeret Far Beyond Driven fra en ganske kendt Pantera-plade. Havde hr Christensen den monstro kørende på anlægget, da han skrev sangen?

– Haha, nej ikke på anlægget, men den stod i reolen, mens jeg sad med en akustisk guitar og ledte efter en tekst til nummerets hook, og så kom jeg til at synge det. Da jeg så skulle lave en "rigtig" tekst til nummeret, kunne jeg ikke finde på noget, der var bedre end det. Så den har jeg helt sikkert lånt. På den forrige plade var jeg også kommet til at låne titlen "Love Rears It's Ugly Head", som jeg havde glemt var titlen på et af Living Colours største hits.

Førstesinglen fra albummet er nummeret Surprise Me. Hvad har sidst overrasket dig?

– Det var under valget, hvor jeg via Facebook fandt ud af, hvor mange af de folk fra min omgangskreds, der stod et helt andet sted end mig selv rent politisk. Det var jeg ret chokeret over. Der var venner, hvor jeg blev enige med dem om, at vi ikke skulle diskutere politik, hvis vi skulle blive ved med at være gode venner, og det lod vi så være med.

Er folk begyndt at holde op med at spørge efter en Dizzy-reunion?

– Nej, det er de ikke. Nu hedder det bare ikke: "Bliver Dizzy nogensinde gendannet?" Nu hedder det: "Gør I det igen?" Og det skal jeg ikke udelukke, men det bliver ikke foreløbigt. Men jeg er holdt op med at spørge mig selv. Vores tour sidste år var enormt fed, og jeg nød det virkelig. Ligesom det også var fedt at vise folk, at det ikke er noget, jeg fornægter på nogen måde. Men nu skal jeg også videre i teksten.

Hvilke bands går du selv og drømmer om at se genforenet?

– Jeg gjorde det i rigtig lang tid med Gasolin', men den har jeg droppet nu. Jeg synes der er gået for lang tid, selvom det ikke er så lang tid, siden jeg i en brandert fandt frem til en perfekt plan for, hvordan det kunne lade sig gøre. Det skulle nok også helst have været for 15 år siden. Jeg drømte i lang tid om Police, og det lykkedes jo, og jeg synes, de gjorde det på en rigtig god måde. Det var et forbillede for vores egen reunion. Jeg ville selvfølgelig også gerne se Led Zeppelin, men der mangler vi jo en Bonham-senior bag trommerne.

Sune, Kasper og Tim

Da Dizzy Mizz Lizzy tordnede frem på den danske musikscene i første halvdel af 90'erne var det i selskab med to andre medlemmer af den såkaldte nye "grønne bølge" inden for dansk rock, Kashmir og Psyched Up Janis. Det hjemlige svar på grunge. Men hvordan synes Tim, kollegaerne fra dengang har klaret sig siden den spæde start i 90'erne?

– Det er jo åbenlyst, at de har klaret sig vanvittigt godt. Som jeg umiddelbart kan se, har Sunes, Kaspers og mit projekt udviklet sig i den retning, der har været der fra start. Hvis der var noget, man kunne betegne som dansk grunge dengang, så var det, det Sune lavede. Han havde klart størst internationalt potentiale, samtidig med at han også var den, der var mest anti-kommerciel. Nu er han jo blevet til en eller anden form for indie-kult-konge, og det er han virkelig god til. Han er gået sin egen vej, og det passer perfekt med det, han lavede dengang. Det samme med Kasper, der med sine skæve og bizarre kunstneriske vinkler på musikken, som dog langt fra var ligeså antikommerciel som Sunes, fik skabt sit helt eget udtryk. Og Kashmir er stadig et band, der kan lave meget poppede melodier, men de pakker det ind i en helt særlig kunstnerisk æstetik, som gør det enormt fedt.

– Hvad mig selv angår, så er jeg nok været den mest poppede dreng i klassen, og det har jo nok været en af grundende til, at det var Dizzy, det gik bedst for dengang, og jeg har jo stadig en meget poppet måde at skrive melodier på. Når alt kommer til alt ligger meget af det også i det vokale udtryk, og der er Kasper og jeg markant mere lyttervenlige end Sune. Hvis jeg med min lidt småbløde stemme skulle synge et Sune Wagner-nummer, ville det automatisk fremstå markant mere poppet. Også selvom jeg sang melodien præcis ligesom Sune ville gøre det. Jeg synes i øvrigt både Kasper og Sune er fantastiske sangskrivere. Stor, stor respekt til dem begge to herfra.

Hvis vi skal blive lidt i 90'erne, så har du tidligere udtalt, at du på et tidspunkt nærmest var helt flov over Dizzy-teksterne. Hvordan har du det med dem i dag?

– Jeg er meget gladere for dem i dag, og jeg tror, jeg kom med den udtalelse umiddelbart efter, jeg var begyndt at skrive tekster til mine solo-numre, hvor jeg følte, jeg havde mig selv meget mere med i det, end i Dizzy-numrene. Jeg havde tænkt meget over, hvad de skulle handle om, og det spejlet i de gamle tekster gjorde, at jeg tog afstand fra dem, fordi jeg ikke havde prioriteret teksterne så skide højt dengang. Men i takt med at jeg er blevet ældre, kan jeg jo sagtens se, hvorfor Dizzy-teksterne er, som de er, og der er helt sikkert eksempler på tekster, hvor det ikke har taget mere end 5-10 minutter at skrive dem, fordi jeg ikke har prioriteret det særligt højt dengang. Jeg ville hellere sidde og finde på fede guitarriff. Men i forbindelse med at vi genbesøgte bagkataloget sidste år, er jeg også faldet over tekster, jeg synes er rigtig gode og fint afspejler, hvordan jeg havde det dengang.

"Søren Banjomus" på ukulele

Der er kommet brunkager på bordet, så det må være på sin plads med et par julespørgsmål, og Tim får da lige den klassiske med at nævne sine tre yndlingsjulesange:

– Det er måske lidt pinligt, men på førstepladsen ligger Mariah Carey med All I Want For Christmas. Det er fandme en vildt god popsang – især til jul. Jeg kan også godt lide White Christmas, den er skruet rigtig godt sammen, og så er jeg ret glad for Darleens udgave af Cold Cold Christmas. Den får mig også i julestemning. Jeg har selv lige købt She & Hims juleplade. Den glæder jeg mig til at høre.

Hvad er det bedste julegave, du har fået?

– Den er nem. Det var i julen 1980, hvor jeg var seks et halvt år gammel. John Lennon var blevet skudt tidligere på måneden, og jeg var allerede Beatles-fan på det tidspunkt, men fordi han døde var der en del i pressen og i fjernsynet, og det var vildt fedt at se Beatles optagelser. Det havde jeg jo ikke prøvet før, og det gjorde ekstremt stort indtryk på mig. Det år fik jeg Help!-pladen i julegave, og det var min første rigtige plade. Et halvt år senere begyndte jeg at spille guitar selv.

Kunne du selv finde på at indspille en julesang?

– Det har jeg ikke tænkt over, men jeg vil ikke udelukke det.

Har du spillet julesange live til koncerter nogensinde?

– Nej, det har jeg ikke …jo, for resten vent lidt! I en kæmpe brandert på Skanderborg Festival med Dizzy i '96 spillede jeg "Søren Banjomus" på ukulele. Midt i august, haha!

Interviewet kunne sagtens fortsætte med snak om musik, om at møde Lemmy og Alice In Chains på Roskilde Festival sidste år og flere minder fra de glade 90'ere, men inde i lokalet ved siden venter mere alvorlige gøremål. Der står nemlig 200 kilo mel, som den stakkels hr. Christensen skal have smidt i ansigtet og hældt ud over sig på grund af fraværet af sne i skrivende stund. Resultatet kan ses på disse sider og på coveret af nærværende magasin. Heldigvis slipper både Tim og GAFFAs udsendte for at feje bagefter.