EuroSonic fredag – Emeli Sandé dagens højdepunkt

Den skotske soulsangerinde gjorde en glimrende figur på den hollandske branchefestival, hvor danske Iceage derimod skuffede

Den store hollandske branchefestival EuroSonic fandt sted onsdag, torsdag og fredag i den hollandske universitetsby Groningen. Festivalen bød på tre dages musik med i alt 288 bands på 32 forskellige scener. Musikken kommer fra hele Europa og har fokus på nye, unge talenter, og festivalen er en stor inspirationskilde for aarhusianske Spot. Ligesom her finder konceterne sted på en lang række spillesteder i centrum af byen, og Groningen er faktisk den by i Europa, der har flest spillesteder i forhold til byens fysiske størrelse. Det er også en smuk, ærkehollandsk by med masser af kanaler og smukke, historiske bygninger.

Fredag lagde GAFFA ud med at høre den unge skotske soulsangerinde Emeli Sandé, der spillede i et telt et par kilometer fra byens centrum. Sandé er blevet rost i høje toner af blandt andre BBC, ligesom hun herhjemme har fået en del radioairplay med singlerne "Daddy" og "Heaven". Teltet var dog langtfra fyldt, men det lod ikke til at skræmme Sandé, der med stor selvtillid åbnede sættet med "Daddy". Sandé har da også allerede skrevet sange til så store navne som Leona Lewis, Cheryl Cole og Susan Boyle. Vi befinder os altså i mainstream-land, men som solist har Sandé noget mere kant end den gennemsnitlige talentshowstjerne.

Emeli Sandé har en fyldig og lidt nasal soulstemme, som giver visse associationer til Shara Nelson, der medvirkede på Massive Attacks stilskabende debutalbum "Blue Lines" og ikke mindst singlen "Unfinished Sympathy", og sjovt nok minder Sandés glimrende single "Heaven" en hel del om netop "Unfinished Sympathy" med dens kombination af længselsfuld vokal, et hurtigt beat og inciterende, ulmende strygere i hele sangens længde. "Heaven" var afslutningen på Emili Sandés 45 minutter lange sæt, som således blev indledt og afsluttet med en single, men de mellemliggende syv numre besad faktisk alle hitpotentiale.

Eksempelvis den halvakustiske ballade "Suitcase", den reggaeinspirerede "Breaking The Law" med akustisk guitar, klaversjæleren "Hope", skrevet i samarbejde med selveste Alicia Keys, eller "Mountains", hvor Emili Sandé formåede at få publikum til at synge med på omkvædet, selvom de fleste nok aldrig havde hørt nummeret før. I det hele taget stod de iørefaldende omkvæd nærmest i kø hos Emeli Sandé, som har potentiale til et solidt gennembrud i 2012. Hendes debutalbum "Our Version of Events" udkommer 13. februar.

Herefter tog GAFFA forbi spillestedet Simplon og så det engelske band med det noget uopfindsomme navn New Build. Otte m/k presset sammen på en ganske lille scene og et lineup bestående af sang/guitar, bas, trommer, slagtøj, to gange keyboard og to gange korsangerinder. Musikken befandt sig et sted mellem post-punk, electro og funk, med en solid og let klagende leadvokal, æggende kor, funky guitarspil, masser af ofte analoge synths og en sanger og en slagtøjsspiller, der ikke var bange for at tage koklokken i brug for at sætte gang i publikum.

Det var melodisk og dansabelt, ikke ulig WhoMadeWho i en lidt mere eftertænksom version, ligesom jeg også fik associationer til Hot Chip, hvis medlem Felix Martin da også stod bag et af keyboardene, i øvrigt med en velplejet moustache. New Build har indtil videre kun udgivet en single, men der er et album i vente til marts, og det skal blive spændende at høre.

Herpå gik vi fra kælderen i Simplon op til første sal, hvor vi mødte nok en engelsk gruppe, nemlig Vondelpark. De fire musikere spillede i bælgravende mørke, men til gengæld med en smukt oplyst storskærm bag sig, hvorpå der blev vist stemningsfulde optagelser, fortrinsvis af skyformationer. Musikken var luftig, drømmende og dybt melankolsk, med enkle, repetitive guitarfigurer tilsat godt med rumklang og andre effekter over elektroniske trommer og udflydende synths. Midt i lydbilledet kunne man ane konturerne af en blød herrestemme.

Den musikalske inspiration fra start-90'ernes shoegazerscene med navne som My Bloody Valentine og Slowdive som nogle af bannerførerne var tydelig, men her var den tilsat beats og synths, som pegede i en mere moderne retning mod kunstnere som eksempelvis James Blake eller the xx. Vokalen var en kende for udvisket til min smag, men ellers var Vondelpark lutter stemningsfuld vellyd, velegnet til at sætte tankerne på langfart.

Efter dette var det endnu tid til at gå i kælderen for at se svenske Niki & The Dove. Gruppen har også fået masser af roser fra musikmedier såvel i hjemlandet som internationalt, og også P3 har spillet dem en del gange, hvor eksempelvis sangen "The Drummer" var Ugens Uundgåelige i uge 44. Gruppen består af sangerinden Malin Dahlström og programmøren Gustaf Karlöf, som live var udvidet med trommeslager, slagtøjsspiller og en danserinde, ligesom Malin Dahlström selv dansede en del. Musikken er en slags elektropop med masser af slagtøj og Malin Dahlströms meget teatralske stemme i front. Hendes stærke vokal giver visse associationer til navne som Kate Bush og Siouxsie Sioux, eller for den sags skyld Karin Dreijer fra Fever Ray/The Knife i en mere dramatisk udgave, og musikalsk er lighederne med The Knife da også til at få øje på.

Også i Niki & The Doves smag for det visuelle: Således havde Malin Dahlström smurt lilla glimmermaling i ansigtet og bar to fingerringe med henholdsvis rødt og blåt lys, ligesom den medbragte danserinde bevægede sig rundt i farvestrålende tøj og på et tidspunkt begyndte at svinge et tøndebånd heftigt rundt. Sidstnævnte gimmick virkede dog en kende overgearet, og musikalsk var Niki & The Dove desværre lidt skuffende. Der var gode øjeblikke undervejs, ikke mindst under singlen "The Drummer", men andre gange syntes melodierne at udeblive.

Oven på dette valgte GAFFA at slutte aftenen med de nationalpatroiske briller på og se de nok så hypede punklømler Iceage (billedet), der har haft masser af medvind i ind- og udland oven på udgivelsen af debutalbummet "New Brigade" sidste år. Der var lang kø uden for spillestedet Vera, men GAFFA slap ind, da vi ankom i god tid. Salen med plads til adskillige hundrede personer var fyldt til bristepunktet, da bandet gik i gang, men der skete dog en vis affolkning undervejs i bandets 25 minutter korte sæt.

Der var masser af energi og aggression på scenen, og bandet har da også efterhånden fået lært at spille nogenlunde - øvelse gør som bekendt mester - men mindeværdige sange var der ikke mange af, og undertegnede tillader på denne plads at kalde Iceage lettere overvurderede. De er et frisk pust af grimhed og galskab i en på mange måder musikalsk pæn tid, javist, men så er der heller ikke meget mere i dem, ikke endnu i hvert fald. Der blev dog danset en smule pogo på de forreste rækker, og da koncerten var slut, kylede Elias Rønnefelt med stor kraft sin mikrofon langt ud blandt publikum. Heldigvis blev ingen ramt. At dømme efter publikums begrænsede reaktioner var det dog også begrænset, hvor meget Iceage ramte publikum musikalsk – men folk fik dog set giraffen.

Alt i alt var det to fornøjelige dage, GAFFA oplevede på EuroSonic. Af de 288 koncerter nåede undertegnede kun at se cirka 10, men her var standarden forholdsvis høj, og jeg vender meget gerne tilbage i 2013. Til den tid er i hvert fald Selah Sue og Emily Sandé fra dette års program, hvis alt går vel, blevet store, og sikkert mange flere fra årets alsidige program.

Læs en reportage fra torsdagens program i GAFFAs artikelsektion.