Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Artikel / Interview / Onsdag d. 18-01-2012 kl. 11:48

For fuld elektronisk udblæsning på højskole i Silkeborg

Performers House i Silkeborg tilbyder højskoleforløb i elektronisk musik. Det vigtigste er, at man er åben, ærlig og modig og har lyst til at give sig i kast med musikken, fortæller linjeleder Stefan Kvamm.

Har du gået og rodet med musik i Logic på din laptop derhjemme, og kunne du tænke dig at rykke ud af dagligstuen og arbejde videre med musikken i selskab med andre entusiaster? Så kan det være, at du er en af de kommende elever på den elektroniske musikline på højskolen Performers House i Silkeborg. GAFFA fik en snak med lederen af den elektroniske musiklinje Stefan Kvamm (Wong Boys og De Eneste To), om hvad skolen kan tilbyde de spirende musikalske computer freaks.

Vi vil gerne invitere dem fra værelset sammen med andre, så de bliver dygtigere og har det sjovere. Her er der mulighed for at blive dygtigere sammen, og også at kunne trække på elever fra de andre linjer fra Performers House, for eksempel en habil guitarist eller en sanger.

 

Hvem henvender den elektroniske musiklinje sig primært til?

Det er både til den øvede og til novicen, der har det til fælles, at de tænder på at lave elektronisk musik, og så henvender vi os primært til, dem der er, eller gerne vil være, artister. Det er ikke så meget musik til reklamer og film, men mere baseret på at skabe originale kompositioner, som man selv performer. Så det går ud på at lære at lave kunst, at være skabende og at åbne op på en hel række niveauer. Man lærer at forstærke sine tekniske kundskaber, uanset hvor man står, man bliver bedre til at styre projekter, der vedrører musik og processer. Så er der mange, som bruger det som et forstudie til konservatoriet, folk der søger ind på DIEM (under Det Jyske Musikkonservatorium, red) eller Tonespace (Konservatoriet i Esbjerg, red.). Det vigtigste er, at man er åben, ærlig og modig, og har lyst til at give sig i kast med musikken.

 

Hvad er din rolle?

– På papiret er min primære rolle sammen med Jakob Mayland at stå for kursusindhold og for de 14 undervisningstimer, som først og fremmest drejer sig om at formidle kundskaber af teknisk karakter. Så gør vi meget ud af at "connecte" med andre relevante uddannelsesinstitutioner og hjælpe og vejlede eleverne til at komme videre i systemet, hvis de ønsker det. Og så skal der være god plads til at lege, hygge sig og eksperimentere.

 

Wong Boys på hold

Hvad er din egen baggrund for at varetage lederjobbet?

Jeg har altid haft en brændende interessere for at skabe elektronisk musik, lige siden jeg tog de første barneskridt ved computeren derhjemme. Jeg er nærmest forelsket i elektroniske lyde, og har siddet og rodet med dem i uendeligt mange timer. Jeg er selv udøvende, selvom Wong Boys er lidt på pause. Min makker Frank ( Ziyanak, red.) er ved at lave en soloplade, og lige nu er det Performers House, der har første prioritet hos mig. Så er jeg uddannet antropolog, og gør meget brug af de pædagogiske færdigheder, jeg har lært på universitet. Jeg vil sige at ¾ af mit job er af pædagogisk karakter. Så hjælper det meget, at jeg deler tjansen med Jakob Mayland, som er uddannet trommeslager fra Rytme Kons.

                                                                                                    

Kun originalt materiale

Hvad er den væsentligste forskel på at arbejde med elektronisk musik modsat at bruge analoge instrumenter?

– Den mest iøjnefaldende forskel er nok, at vi kun arbejder med at skabe originalt materiale, hvilket for eksempel er  væsensforskelligt fra den klassiske – men også meget af den rytmiske – musikuddannelse. Udgangspunktet er, at vi bygger egne idéer op fra starten, til færdig musik og følger det til dørs med egne fremførelser. Halvdelen af undervisningen handler om teknik og komposition, men der bliver også undervist i kulturhistorie inden for feltet, i brug af analoge instrumenter og i performance, ned til detaljer om, hvad man ønsker at signalere ved for eksempel tøjvalg, brug af videoer, lys og andre effekter. Vi arbejder med scenografi, koreografi og individuel fremtoning, for eksempel signaler du ikke det samme, hvis du har hænderne i lommen, som hvis du har dem over hovedet.

 

Garnish School of Sound

Sker der også noget uden for højskolen?

Ja, vi satser på at lave koncerter uden for huset. I sidste semester optrådte vi på Rødding Højskole, og på Huset i Esbjerg, og så har vi en dialog med musikcaféen i Århus og andre små venues rundt omkring. Så er der studieturen til London i foråret, hvor vi blandt andet besøger den tilsvarende daghøjskole, Garnish School of Sound, som vi har god udveksling og et godt samarbejde med, de har også været her hos os. Det skal lige nævnes, at der er en vis egenbetaling i forbindelse med turen.

 

Nu lyder 14 timer undervisningstimer ikke af meget på en hel uge. Hvad laver man resten af tiden, spiller kort?

- Ud over de 14 timer er der mange andre aktiviteter, foredrag, gæsteoptrædener og den slags. I sidste semester havde vi blandt andet besøg af Bjørn Svin, og så er arbejdsstationerne og øvelokalerne åbne 24-7. Men der er også bare almindeligt gang i den. Der sker noget, når en masse, fortrinsvis unge, mennesker flytter sammen, så det hænder, at der går lidt fest i foretagendet, og sådan er det også hos os. Det sociale element er en central og meget vigtig del af det at gå på højskole.

 

Livsforandrende

Performers House er internationalt lagt an, og selvom flertallet af eleverne har dansk pas foregår undervisningen på engelsk.

– I øjeblikket har vi elever fra USA, Italien og Polen, og vi vil gerne være en institution, der arbejder på tværs af kulturer. Ud af de 14 elever, som starter på forårssemestret i januar, ser det ud til, at vi får en 70/30 fordeling i dansk favør. Studenter i udlandet hører om os fra mund til mund metoden og via europæiske programmer, som vi samarbejder med.

 

Hvad giver det dig at undervise, nu hvor du ikke har tid til at optræde selv?

Det giver rigtig god mening. Det er meget givende at se folk vokse, blive bedre, og udvikle sig. Det er meget inspirerende. Det er noget helt specielt at arbejde på en højskole, der for manges vedkommende er livsforandrende.

Nu er Stefans efternavn ikke helt ukendt i musiksammenhæng, og han har da også arbejdet sammen med storebror Simon på De Eneste To-albummet med Peter Sommer, men det er ikke fra Nephew-frontmanden, at højskolelinjelederen har lært sine tricks.

-Det har da været rigtig fedt at arbejde sammen på De Eneste To, men ellers vil jeg sige, at det jeg mest har fra Simon, er det simple og enkle, at vi har det sjovt sammen.

 

Om Performers House:

-Beliggende på en gammel renoveret fabriksbygning i Silkeborg.

-Tilbyder kursus forløb på følgende linjer, musik, elektronisk musik, teater, nycirkus og dans.

-Er en international højskole, hvor undervisning foregår på engelsk. Tilstræber en fordeling på 55% danske og 45% udenlandske elever.

-Tilbyder lange kurser to gange om året, men har også kortere forløb.

-Eleverne bor fortrinsvis på skolen.

-Skolen har plads til cirka 60 elever.

-Ud over undervisning vil der være foredrag, sang, fælles timer, koncerter, udflugter caféaftner, teaterbesøg og fester.

-Egenbetaling er 1400 kr. om måneden alt inklusive.

-Tjek mere på www.performershouse.dk

Om den elektronisk linje

-Der er 14 undervisningstimer om ugen.

-Der undervises i komposition og lydteknik.

-Stefan Kvamm og Jakob Meyland er de primære undervisere.

-Der arbejdes med alle elektroniske genrer fra lydinstallationer, drum'n'bass, hiphop, triphop, techno, house og dubstep.

-Undervisningen foregår i tre forskellige settings, hhv. arbejdsstationer, øvelokaler og koncertsal.

-Udover fast undervisning er der workshops, og projektuger.

-Der vil være koncerter og besøg ude fra under et studieforløb.

-På forårssemestret er der studietur til London.

-Forårssemestret varer 24 uger (start 07.01.12), efterårssemestret 18 uger

-Udover linjefag vil der være undervisning i film & filosofi og enkelte valgfag blandt andet PR/Kommunikation.

-Linjen er åben for alle, der er ingen faste adgangskrav. Er man interesseret, er det bare at kontakte skolen.

-Elektronisk musiklinje på Performers House er officielt praktiksted for DIEM - Danmarks center for elektronisk musik under Det Jyske Musikkonservatorium.

-Tjek mere på http://performershouse.dk/Elektronisk-musik.920.aspx  og på http://www.facebook.com/ElektroniskMusik.PerformersHouse.

-

 

 

 

 

Mere om The Wong Boys

The Wong Boys: W
30-10-2010 (anmeldelse)
The Wong Boys: Train, Århus
28-03-2009 (anmeldelse)

Mere om Stefan Kvamm

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.